KAPITEL 61
FOR HJEMADGÅENDE
”Det kan jo være, at det er lige, hvad det er,” drævede Becker.
Da Gurney steg ud fra bagsædet af den dejligt kølige Mercedes og stod på det stegende fortov foran lufthavnsterminalen, talte han i telefon med Darryl Becker og gav ham et så godt som ordret referat af mødet med Jordan Ballston.
”Jeg tror ikke, det var opspind,” sagde Gurney. ”Jeg har en del erfaring med dekompenserende psykopater. Og jeg er ret overbevist om, at han så småt slap noget ægte energi løs i det forrykte latteranfald og det billede af halshuggede kvinder, som ledsagede det. Vi har bare ikke tid til at diskutere det. Jeg anbefaler på det kraftigste, at du tager, hvad jeg sagde, for gode varer og straks træffer de nødvendige foranstaltninger.”
”Du mener vel ikke, at vi skal gennemsøge hele Atlanterhavet, så hvad er det, du foreslår?”
”Stodderen har en båd, ikke? Han må jo have en båd. Find den båd, for fanden, sæt al jeres tekniske personale ind. I skal gå ud fra, at han har transporteret mindst to lig på den båd. Gå ud fra, at der stadig er spor – i en revne, en sprække, et hjørne – og I skal ikke holde op med at lede, før I har fundet det.”
”Jeg hører, hvad du siger. Men bare for at få et mere fornuftsbetonet perspektiv på det, må jeg påpege, at vi ikke engang ved, om Ballston har en båd. Vi ved ikke …”
”Han har en båd, siger jeg. Hvis der er nogen i Florida, der har en båd, så er det fandeme ham.”
”Som jeg lige sagde,” drævede Becker, ”har vi ingen beviser for, at han ejer en båd, og vi ved slet ikke, hvilken type båd der kan være tale om, eller hvor den eventuelt befinder sig, eller hvornår denne påståede transport skulle have fundet sted, eller hvilke lig, der var tale om. Vi ved ikke engang, om der overhovedet har været tale om lig. Kan du følge mig?”
”Darryl, der er andre, jeg skal ringe til. Jeg siger det en sidste gang. Han har en båd. Han havde ligene af mindst to ofre om bord på båden. Find den. Find beviserne. Kom nu i gang. Vi skal have den lede satan til at åbne munden. Vi er nødt til at finde ud af, hvad fanden der foregår. Det her er meget større end Ballston, og jeg har på fornemmelsen, at vi har at gøre med noget meget slemt. Meget, meget slemt.” Der blev stille lidt længere, end Gurney brød sig om. ”Er du der, Darryl?”
”Jeg lover ingenting. Vi gør, hvad vi kan.”
Mens han banede sig vej gennem et mylder af mennesker for at komme ud til gaten, ringede han til Sheridan Kline. Han fik Ellen Rackoff.
”Han er i retten hele eftermiddagen,” sagde hun. ”Du kan ikke komme til at tale med ham.”
”Hvad med Stimmel?”
”Jeg tror, han er på sit kontor. Vil du hellere tale med ham end med mig?”
”Det er en praktisk nødvendighed, ikke en personlig præference.” Gurney kunne ikke forestille sig, at nogen ligefrem kunne have lyst til at tale med Klines mutte stedfortræder. ”Det er noget meget, meget vigtigt, som han er nødt til at tage sig af, hvis Sheridan ikke kan.”
”Okay, ring igen på samme nummer. Hvis jeg lader være med at tage den, går den direkte ind til ham.”
Han gjorde, som hun sagde, og et halvt minut efter havde han Stimmels ualmindelig ucharmerende stemme i røret.
Gurney fortalte så meget, at Stimmel kunne få et indblik i hans nuværende syn på sagen: At den kunne vise sig at være kæmpe stor, at den var en kombination af skånselsløs effektivitet og seksuelt vanvid, at Hector Flores og Jordan Ballston og de indtil nu kendte dødsfald blot var synlige dele af et underjordisk monster – og hvis det viste sig at femten, tyve piger fra Mapleshade var forsvundet, så var der stor sandsynlighed for, at de alle sammen ville ende med at blive voldtaget, tortureret og halshugget.
Han sluttede af med at sige: ”Enten ringer du eller Kline til statsadvokaten i Palm Beach inden for den næste time for at sikre jer to ting. For det første at PBPD sætter tilstrækkelige ressourcer ind på at finde Ballstons båd og hurtigst muligt undersøger den på kryds og tværs. For det andet at statsadvokaten i Palm Beach bliver klar over, at grundigt samarbejde er vejen frem. I skal overbevise dem om, at New York har fat i den lange ende i den her sag – og at de måske kan blive nødt til at indgå en eller anden aftale med Ballston, hvis vi skal have has på Karnala Fashion, eller hvem helvede det nu er, der står bag ved det, der foregår.”
”Tror du på, at statsadvokaten i Florida vil være indstillet på at stikke Ballston en fribillet for at gøre livet lettere for Sheridan?” Det var tydeligt, at han syntes, det var en latterlig tanke.
”Jeg taler ikke om fribillet. Jeg taler om at gøre det forståeligt for Ballston, at han helt sikkert står til en dødsdom, hvis han ikke samarbejder fuldt ud. Her og nu.”
”Og hvis han samarbejder?”
”Hvis han gør – helt og aldeles og uden forbehold – så kan udfaldet måske tænkes at blive anderledes.”
”Den bliver svær at få igennem.” Stimmel lød, som om den ville blive umulig at få igennem, hvis han havde været statsadvokat i Florida.
”At få Ballston til at snakke er måske vores eneste chance,” sagde Gurney.
”Vores eneste chance for hvad?”
”En flok piger er forsvundet. Hvis ikke vi får Ballston til at sige noget, tvivler jeg på, at vi finder en eneste af dem i live.”
Dagens psykiske pres indhentede Gurney på flyveturens anden etape, og hans hjerne lukkede så småt ned. Jetmotorerne brummede i ørerne som en ubestemmelig hvid støj, og han mistede grebet om nuet og gled over i nogle ubehagelige scener og usammenhængende øjeblikke, som han ikke havde tænkt på i over ti år: turene til Florida, efter at hans forældre flyttede fra Bronx til en lejet bungalow i Magnolia, en lille by som lod til at være indbegrebet af tristhed og forfald. En brun edderkop på størrelse med en mus, som smuttede ind under de visne blade på bungalowens veranda. Vand fra hanen, der smagte som genbrugsspildevand, men som forældrene påstod ikke smagte af noget som helst. De gange, hans mor trak ham til side og grædende beklagede sig over sit ægteskab, over hans far, over hans fars egoisme, over sin migræne og over sin mangel på seksuel tilfredsstillelse.
Foruroligende drømme, dystre minder og tiltagende dehydrering på den sidste del af flyveturen gjorde Gurney meget nedtrykt. Så snart han var kommet af flyet i Albany, købte han en dyr liter vand i lufthavnen og drak halvdelen af den på vej til toilettet. Han gik ind på det relativt store handicaptoilet, tog de smarte cowboybusker, poloskjorten og hytteskoene af. Han åbnede kassen fra Giacomo Emporium med sit eget tøj og tog det på. Så lagde han det nye tøj ned i kassen og smed den i toilettets affaldsspand. Han gik hen til håndvasken og skyllede geléen ud af håret. Han tørrede det løseligt med en papirserviet og kiggede i spejlet for at sikre sig, at han var sig selv igen.
Ifølge parkeringshusets ur var klokken præcis 18, da han betalte afgiften på tolv dollars, og den gulstribede bom gik op, så han kunne køre ud. Han kørte mod I-88 West med den nedgående sols skærende, skarpe lys ind gennem forruden.
Da han drejede fra motorvejen, der krydsede statsgrænsen, og fortsatte ad landevejen, der førte ned gennem det nordlige Catskills til Walnut Crossing, var der gået en time. Han havde drukket en hel liter vand og havde det bedre. Han blev altid overrasket over, at noget så simpelt som vand i den grad kunne få ham til at slappe af. Følelsesmæssigt kom han mere og mere på ret køl, og da han nåede den lille vej, som snoede sig op gennem bakkerne til hans hjem, var han ved at have det normalt igen.
Han gik ind i køkkenet, netop som Madeleine tog en bradepande ud af ovnen. Hun stillede den på komfuret, så på ham med hævede øjenbryn og sagde: ”Sikke et chok,” med en anelse mere sarkasme end overraskelse.
”Jeg er også glad for at se dig.”
”Er du interesseret i at spise med?”
”Jeg skrev jo til dig på sedlen i morges, at jeg ville være hjemme ved sekstiden, og her er jeg.”
”Tillykke,” sagde hun, tog en ekstra middagstallerken i overskabet og satte den på køkkenbordet ved siden af sin egen.
Han så på hende med sammenknebne øjne. ”Måske skulle vi lige gøre det om? Skal jeg gå ud og komme ind igen?”
Hun parodierede hans måde at kigge på, men slappede så af. ”Nej. Du har ret. Du er her jo nu. Tag en kniv og gaffel til dig selv og lad os spise. Jeg er sulten.”
De fyldte tallerkenerne med stegte grøntsager og kyllingelår fra bradepanden og gik hen til det runde bord foran de franske døre.
”Det er varmt nok til at åbne dem,” sagde hun – og det gjorde han så.
En bølge af balsamisk luft strømmede ind over dem. Madeleine lukkede øjnene, og et slowmotion-smil krusede hendes kinder. I stilheden mente Gurney at kunne høre sørgende duers dæmpede kurren fra de fjerne træer på den anden side af engen.
”Dejligt, dejligt, dejligt,” nærmest hviskede Madeleine. Så udstødte hun et lykkeligt suk, åbnede øjnene og begyndte at spise.
Der gik mindst et minut, inden hun talte igen. ”Nå, fortæl mig så om din dag,” sagde hun og betragtede en pastinak på spidsen af gaflen.
Han tænkte med rynkede bryn.
Hun så på ham og ventede.
Han satte albuerne på bordet og foldede hænderne foran hagen.”Min dag. Ja. Højdepunktet var det øjeblik, da psykopaten fik et grineflip. Han så et morsomt billede for sit indre blik. Et billede af to kvinder, han havde voldtaget, tortureret og halshugget.”
Hun studerede hans ansigt og strammede munden.
”Det er sådan en dag, det har været,” tilføjede han lidt efter.
”Fik du det ud af det, du gerne ville?”
Han gned langsomt sine læber med knoen på pegefingeren. ”Ja, det mener jeg.”
”Vil det sige, at du har løst Perry-sagen?”
”Jeg tror, jeg har en del af løsningen.”
”Det skal du have ros for.”
De var tavse i lang tid.
Madeleine rejste sig, tog først tallerknerne, så knivene og gaflerne. ”Hun ringede i dag.”
”Hvem?”
”Din klient.”
”Val Perry? Talte du med hende?”
”Hun sagde, at du havde ringet, at hun havde dit fastnetnummer, men ikke dit mobilnummer.”
”Og?”
”Og hun ville bare sige, at et beløb på tre tusinde dollars ikke var noget, du behøvede at ulejlige hende med. ’Han kan fandeme bare bruge, hvad der skal til for at finde Hector Flores’. Citat slut. Det lyder som den ideelle klient.” Hun satte tallerkenerne ned i vasken med en skramlen. ”Hvad mere kan man forlange? Åh, nu vi er ved det med halshugning …”
”Nu vi er ved hvad?”
”Den mand i Florida, som du nævnte, ham der halshugger folk – det mindede mig om, at jeg skal spørge dig om dukken.”
”Dukken?”
”Dukken ovenpå.”
”Ovenpå?”
”Er det her en ekkoleg eller hvad?”
”Jeg ved ikke, hvad du taler om.”
”Jeg taler om dukken på sengen i mit syværelse.”
Han rystede på hovedet og vendte forvirret håndfladerne opad.
Der var et glimt af ængstelse i hendes øjne. ”Dukken. Den brækkede dukke. På sengen. Ved du ikke noget om den?”
”Mener du en legetøjsdukke?”
Hun hævede forfærdet stemmen. ”Ja, David! En legetøjsdukke!”
Han rejste sig og skyndte sig hen til trappen, tog den to trin ad gangen og stod i løbet af få sekunder i døren til det gæsteværelse, Madeleine brugte til sine sysager. Skumringen kastede et ganske svagt gråt skær hen over dobbeltsengen. Han trykkede på kontakten, og en stærk læselampe gav ham alt det lys, han behøvede.
Op ad en af puderne sad en almindelig dukke uden tøj på – almindelig bortset fra, at hovedet var taget af og anbragt på sengetæppet en halv meter fra kroppen med ansigtet vendt mod den.