KAPITEL 62

SKÆLVEN

 

Drømmen var ved at gå fra hinanden, var ved at revne som rummene i en skrøbelig papkasse, der ikke længere kan holde sit uregerlige indhold på plads.

For hver nat, der gik, blev hans krumsabel-sejr over Salome mindre tydelig, mindre sikker. Det var som en gammel tv-transmission, der blev afbrudt af et program på en nabofrekvens. Overlappende stemmer konkurrerede med hinanden. Billeder af den dansende Salome blev i hurtige glimt afløst af billeder af en anden danser.

I stedet for den beroligende åbenbaring af Hans Mission og Hans Metode – Johannes Døberens mod og faste tro – var der nu brudstykker af minder, pludselige skarpe stumper, som han veg tilbage for, øjeblikke, der var overvældende velkendte, kvalmende velkendte.

En dansende kvinde, hvis silkekjole gled op, så man kunne se hendes lange ben, som viste de små piger, hvordan de skulle danse som Salome, danse foran de små drenge.

Salome, som dansede samba på et ferskenfarvet tæppe mellem tropiske planter, mellem store fugtige, dryppende blade. Som viste drengene, hvordan de skulle danse samba. Hvordan de skulle holde om hende.

Det ferskenfarvede tæppe og de tropiske planter var i hendes soveværelse. Hun viste ham og hans bedste ven fra skolen, hvordan man dansede samba. Hvordan man holdt om hende.

Slangen, som glidende og søgende bevægede sig fra hendes mund og ind i hans.

Senere kastede han op, og hun lo. Han kastede svedende og gispende op på det ferskenfarvede tæppe under de kæmpestore tropiske planter. Det hele drejede rundt, mens han brækkede sig.

Hun tog ham med i bad og pressede sine ben mod hans.

Hun kravlede udmattet og utrættelig hen ad det ferskenfarvede tæppe mod en dreng og en pige. ”Vent ude i gangen, min skat,” gispede hun. ”Jeg kommer lige om lidt.” Hun var rød i hovedet, og ansigtet glinsede af sved. Hun bed sig i læben. Hun havde vilde øjne.