KAPITEL 63
PRÆCIS SOM I ASHTONS HYTTE
BCIs efterforskningshold kom ad to omgange – først Jack Hardwick ved midnatstid og derefter bevisteknikerne en time senere.
Teknikerne i hvide dragter var til at begynde med skeptiske over for et gerningssted, hvor den eneste ”forbrydelse” var den uforklarlige tilstedeværelse af en todelt dukke. De var vant til massakrer, til de blodige rester efter grov legemsbeskadigelse og mord. Så det var måske forståeligt, at de i første omgang reagerede med hævede øjenbryn og sideblikke.
Det var måske også forståeligt, at de lagde ud med at spørge, om dukken kunne være sat der af et besøgende barn, eller at det kunne være ment som en spøg, men det betød ikke, at Madeleine bar over med dem. ”Er de berusede eller er de bare dumme?” lød hendes direkte spørgsmål til Hardwick, og at dømme efter deres ansigtsudtryk, hørte de hende stille spørgsmålet.
Men da Hardwick tog dem afsides og forklarede den uhyggelige lighed mellem måden, dukken og Jillian Perry sad på, undersøgte de stedet lige så omhyggeligt og professionelt, som hvis det havde været gennemhullet af kugler.
Det kom der desværre ikke noget ud af. De finkæmmede, tog fingeraftryk og analyserede fibre og jord, men bestræbelserne gav ingen resultater af betydning. De fandt et sæt fingeraftryk i værelset, uden tvivl Madeleines. Det gjaldt også de få hår på ryggen af stolen ved vinduet, hvor Madeleine sad, når hun strikkede. På rammen omkring vinduet, som hun altid bad Gurney om at åbne, når det bandt, fandt de endnu et sæt fingeraftryk, som uden tvivl var hans. Der var ingen aftryk på dukken, hverken på hovedet eller kroppen. Det var en populær dukke, som kunne købes i enhver Walmart i Amerika. Der var mange fodspor ved indgangsdørene nedenunder, og de var identiske med dem i værelset. Ingen døre eller vinduer viste tegn på at være brudt op. Der var ingen fingeraftryk udvendigt på vinduerne. UV-lys afslørede ingen fodspor på husets gulve, som ikke matchede enten Daves eller Madeleines skostørrelse. Undersøgelse af samtlige døre, gelændere, bordplader, vandhaner etc. gav samme resultat.
Da teknikerne endelig pakkede udstyret sammen og kørte derfra ved fire-tiden om natten, tog de dukken, sengetæppet og de to sengeforliggere med.
”Vi kører standardundersøgelserne,” hørte Gurney en af dem sige til Hardwick på vej ud, ”men jeg er halvfems procent sikker på, at vi ikke finder noget.” Han lød træt og frustreret.
Da Hardwick kom ind i køkkenet igen, satte han sig ved bordet over for Gurney og Madeleine. ”Det er præcis som i Ashtons hytte,” sagde Gurney.
”Ja,” sagde Hardwick misfornøjet og meget, meget træt.
”Hvad mener du med det?” spurgte Madeleine med en fjendtlig tone.
”Det, at det hele er så sterilt,” sagde Gurney. ”Ingen fingeraftryk, ingenting.”
Hun lavede en næsten kvalfuld lille lyd nede i halsen. Hun tog flere dybe indåndinger. ”Så … hvad … hvad gør vi nu? Jeg mener, vi kan ikke bare …”
”Der kommer en patruljevogn, inden jeg kører,” sagde Hardwick. ”I skal have beskyttelse i mindst ottogfyrre timer, ingen problemer.”
”Ingen problemer?” Madeleine stirrede uforstående på ham. ”Hvordan kan du …?” Hun gjorde ikke sætningen færdig, rystede bare på hovedet, rejste sig og forlod køkkenet.
Gurney så hende gå og var i vildrede med, hvad han skulle sige for at trøste hende. Han var lige så rystet over hendes sindsbevægelse som over de begivenheder, der havde forårsaget den.
Hardwicks notesbog lå på bordet foran ham. Han åbnede den, fandt den side, han søgte, og tog en kuglepen i skjortelommen. Han skrev ikke noget, men bankede den gentagne gange ned på papiret. Han så udmattet og lettere bekymret ud.
”Altså …” begyndte han. Han rømmede sig. Det lød, som om han skubbede ordene op ad en bakke. ”Ifølge det, jeg skrev tidligere … var du væk hele dagen.”
”Ja. Jeg var i Florida. Og var tæt på at få en tilståelse ud af Jordan Ballston. Jeg håber, det bliver fulgt op her og nu.”
Hardwick lagde kuglepennen fra sig, lukkede øjnene og masserede dem med tommel- og pegefinger. Da han åbnede dem igen, kiggede han ned på notesbogen. ”Og din kone fortalte mig, at hun var ude hele eftermiddagen – fra omkring klokken et til omkring klokken halv seks – at hun cyklede og siden gik tur i skoven. Er det noget, hun gør tit?”
”Ja, det gør hun tit.”
”Så er det en rimelig antagelse, at dukken blev … skal vi sige, anbragt, i det tidsrum.”
”Ja, det vil jeg tro,” sagde Gurney og blev irriteret over gentagelsen af det oplagte.
”Okay. Så snart morgenholdet møder, sender jeg nogen herud for at tale med naboerne på vejen. En fremmed bil må være noget særligt heroppe.”
”Det er noget særligt, at naboerne overhovedet er her. Der er kun seks huse på vejen, fire af dem er fritidshuse, og ejerne er her kun i weekenderne.”
”Ja, men man ved aldrig. Jeg sender nogen herud.”
”Udmærket.”
”Du lyder ikke særlig optimistisk.”
”Hvorfor fanden skulle jeg være det?”
”Ja, det kan du have ret i.” Han tog kuglepennen og gav sig igen til at banke let på notesbogen. ”Hun siger, at hun helt sikkert låste dørene, da hun tog af sted. Lyder det rigtigt?”
”Hvad mener du med, om det lyder rigtigt?”
”Jeg mener, er det noget hun normalt gør, låser dørene?”
”Det, hun normalt gør, er at sige sandheden. Hvis hun siger, at hun låste dørene, så låste hun dørene.”
Hardwick stirrede på ham og så ud, som om han skulle lige til at svare, men ombestemte sig. Bankede igen. ”Altså … hvis de var låst, og der ikke er tegn på indbrud, så må nogen være kommet ind med en nøgle. Har I givet nøgler til nogen?”
”Nej.”
”Kan du komme i tanke om tilfælde, hvor dine nøgler var ude af din besiddelse længe nok til, at nogen kunne nå at tage kopier?”
”Nej.”
”Er du sikker? Det tager kun tyve sekunder at lave en nøgle.”
”Jeg ved godt, hvor lang tid det tager at lave en nøgle.”
Hardwick nikkede, som om det var faktiske oplysninger. ”Nå, men der er risiko for, at nogen alligevel har en nøgle. I må hellere skifte låsene ud.”
”Jack, hvem fanden tror du, du taler til? Det her er ikke et forældremøde i skolen, der handler om sikring af hjemmet.”
Hardwick smilede og lænede sig tilbage i stolen. ”Nej. Jeg taler til Sherlock fucking Gurney. Så fortæl mig lige Super Sherlock, om du har nogen forestilling om, hvad det her går ud på?”
”Det med dukken?”
”Ja. Det med dukken.”
”Ikke noget, du ikke allerede selv kan se.”
”At nogen prøver at skræmme dig væk fra sagen?”
”Har du andre forslag?”
Hardwick trak på skuldrene. Han holdt op med at banke og gav sig til at studere kuglepennen, som om den var et stykke indviklet bevismateriale. ”Er der ellers sket noget underligt?”
”Som for eksempel hvad?”
”Noget … underligt. Har der været andre små … mærkværdigheder i dit liv?”
Gurney udstødte en kort, humorforladt latter. ”Når man ser bort fra alle aspekter i den her pisse sære sag og alle de pisse sære mennesker, der er involveret i den, er alt fuldkommen normalt.” Det var faktisk ikke noget svar, og han havde på fornemmelsen, at Hardwick godt var klar over det. Manden havde en bralrende og vulgær opførsel, men han havde også en af de skarpeste hjerner, Gurney var stødt på i alle årene inden for politiet. Han kunne sagtens være blevet politimester i en alder af femogtredive, hvis han havde været den type, der gik op i det, politimestre nu engang er nødt til at gå op i.
Hardwick kiggede op i loftet og fulgte stukken med øjnene, som om den rummede svaret. ”Kan du huske den fyr, hvis fingeraftryk var på det lille grønne glas?”
Gurney fik en underlig fornemmelse i maven. ”Saul Steck, alias Paul Starbuck?”
”Nemlig. Kan du huske, hvad jeg fortalte dig?”
”Du fortalte mig, at han var en succesrig karakterskuespiller med en modbydelig interesse for unge piger. Blev tvangsindlagt på et sindssygehospital, men kom ud igen efter noget tid. Hvad med ham?”
”Fyren, der hjalp mig med at tage fingeraftrykkene og køre dem gennem systemet, kaldte mig ind til sig i aftes, fordi han havde en interessant lille tilføjelse.”
”Nå?”
Hardwick kneb øjnene i og stirrede på stukken i det fjerneste hjørne. ”Det lader til, at Steck, inden han blev anholdt, havde et porno-website, og Starbuck var ikke hans eneste dæknavn. Hans website med billeder af piger under den seksuelle lavalder hed Sandys Hule.”
Gurney ventede på, at Hardwicks blik skulle vende tilbage fra loftet, inden han svarede. ”Du tænker på muligheden af, at navnet Sandy kan være et kælenavn for Alessandro?”
Hardwick smilede. ”Noget i den retning.”
”Verden er fuld af meningsløse sammentræf, Jack.”
Hardwick nikkede. Han rejste sig fra bordet og kiggede ud ad vinduet. ”Patruljevognen er her. Som sagt, fuld dækning i to døgn, minimum. Så får vi se. Er du okay?”
”Ja.”
”Hvad med hende?”
”Det skal nok gå.”
”Jeg er nødt til at tage hjem og få noget søvn. Jeg ringer senere.”
”Ja. Tak, Jack.”
Hardwick tøvede. ”Har du stadig dit tjenestevåben?”
”Nej. Jeg har aldrig brudt mig om at have det på mig. Kunne ikke engang lide at have det liggende i huset.”
”Okay … men situationen taget i betragtning … er det måske en god idé, at du får fat i et skydevåben.”
Gurney blev siddende ved bordet, længe efter at Hardwicks baglygter var forsvundet ned ad markvejen. Han prøvede at komme sig over chokket med dukken, mens han tænkte over alt det, der var sket.
Det var selvfølgelig tænkeligt, at navnene Sandy og Alessandro var dukket op helt tilfældigt og uden nogen sammenhæng, men det var nok ønsketænkning. Realistisk set var man nok nødt til at se i øjnene, at Sandy, den tidligere fotograf på et pornografisk website, meget vel kunne være den samme som Alessandro, den nuværende fotograf på de nærmest pornografiske Karnala-reklamer – og at begge navne var dæknavne for seksualforbryderen Saul Steck.
Men hvem var Hector Flores?
Og hvorfor fik Jillian Perry hugget hovedet af?
Og Kiki Muller?
Havde kvinderne opdaget et eller andet om Karnala? Om Steck? Om Flores selv?
Og hvorfor havde Steck kommet et bedøvende middel i hans vin? For at fotografere ham sammen med sine ”døtre”? For at true ham med en pinlig offentliggørelse af billederne eller det, der var værre? For at få magt til at kontrollere hans bidrag til efterforskningen? For at presse ham til at skaffe sig underhåndsoplysninger om, hvad der skete i sagen?
Eller havde både det bedøvende middel og den hovedløse dukke til formål at påvise Gurneys tilgængelighed og sårbarhed? At skræmme ham til at trække sig fra sagen?
Eller var begge hændelser foranlediget af noget endnu mere sygt? Indgik de i en kontrolfreaks leg, en opsigtsvækkende måde at demonstrere magt og dominans på? Noget, han gjorde for at bevise, at det var muligt for ham? Noget, han gjorde for spændingens skyld?
Gurney havde kolde hænder. Han gned dem voldsomt mod lårene for at få varme i dem. Det virkede ikke særlig godt. Han begyndte at ryste af kulde. Han rejse sig og gned hænderne mod brystet og overarmene, mens han gik frem og tilbage. Han gik hen i den fjerne ende af køkkenet, hvor støbejernsovnen somme tider havde en rest af varme fra en tidligere optænding. Men det støvede sorte metal var koldere end hans hånd, og berøringen gav ham kuldegysninger.
Han hørte klikket, da lampen blev tændt i soveværelset, og lidt efter badeværelsesdørens knirken. Han ville tale med Madeleine, berolige hende – når det var lykkedes ham at berolige sig selv. Han kiggede ud ad vinduet, og synet af patruljevognen gjorde ham mere tryg.
Han trak så meget luft ind, han kunne, og pustede langsomt ud igen. Langsom, kontrolleret vejrtrækning. Sindighed og beslutsomhed. Positive tanker. Resultat- og kompetenceorienteret tænkemåde.
Han mindede sig selv om, at de fingeraftryk, der førte til Steck, var blevet tilvejebragt, fordi han personligt havde hentet glasset under vanskelige omstændigheder.
Den opdagelse havde også sat ”Jykynstyl”-mysteriet i forbindelse med Mapleshade-mysteriet. Og eftersom han havde en fod i hver lejr, var han i en enestående position til at bruge den ene situation til at belyse den anden med.
Han havde set sagen fra nye vinkler og havde rusket op i tingene, så efterforskningen var blevet trukket væk fra det spor, den var kørt fast i – jagten på en sindssyg mexicansk arbejder – og nu gik i en anden retning.
Han havde insisteret på, at alle tidligere elever fra Mapleshade blev kontaktet, og det havde givet dem kendskab til, at et bemærkelsesværdigt stort antal piger tilsyneladende var forsvundet, og det havde oven i købet ført til oplysninger om Melanie Strums skæbne.
Hans vurdering af Karnalas betydning i den forbindelse havde resulteret i en vanvittig afsløring fra Jordan Ballstons side, en afsløring, som meget vel kunne føre til en endelig opklaring.
Selv morderens brug af tid, energi og ressourcer på at sætte en stopper for hans bestræbelser var efter alt at dømme et bevis på, at han var på rette spor.
Han hørte igen badeværelsesdøren knirke, og tyve sekunder senere blev læselampen slukket. Nu havde han fået jordforbindelse og mere varme i hænderne, så nu kunne han måske tale med Madeleine. Men først ville han for en sikkerheds skyld låse bryggersdøren. Han nøjedes ikke med at låse den, men skød også slåen for, hvilket de ellers aldrig gjorde. Så haspede han alle vinduerne i stueetagen.
Han gik ind i soveværelset med nogenlunde ro i sjælen, syntes han selv. Han gik hen til sengen i mørket. ”Maddie?”
”Din lede stodder!”
Han troede, hun lå i sengen foran ham, men stemmen, som rystede af vrede, kom fra værelsets fjerneste hjørne.
”Hvabehar?”
”Hvad er det dog, du har gjort?” kom det fra hende som en rasende hvisken.
”Gjort? Hvad …?”
”Det her er mit hjem. Det her er mit fredhellige sted.”
”Ja?”
”Ja? Ja? Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du tage så meget skræk og rædsel med dig ind i mit hjem?”
Spørgsmålet gjorde Gurney målløs, spørgsmålet og dets voldsomhed. Han følte sig frem langs sengekanten og tændte lyset.
Den antikke gyngestol, som plejede at stå for foden af sengen, var skubbet over i hjørnet længst væk fra vinduerne. Madeleine sad fuldt påklædt i den med knæene trukket op foran kroppen. Først blev Gurney forbavset over det hårde udtryk i hendes øjne og derefter over de skarpe sakse, hun sad med, en i hver knugede hånd.
Han havde mange års erfaring i at få et eksalteret menneske til at falde ned, men det virkede ikke hensigtsmæssigt her. Han satte sig på det hjørne af sengen, der var tættest på hende.
”Der er nogen, der er trængt ind i mit hjem. Hvorfor, David? Hvorfor gjorde de det?”
”Jeg ved det ikke.”
”Vel gør du så! Du ved præcis, hvad der foregår.”
Han kiggede på hende, kiggede på saksene. Hendes knoer var helt hvide.
”Det er meningen, at du skal beskytte os,” fortsatte hun med en rystende hvisken. ”Beskytte vores hjem, sikre det. Men du har gjort det modsatte. Det modsatte. Du har lukket hæslige mennesker ind i vores liv og ladet dem bryde ind i vores hjem. MIT HJEM!” råbte hun, og stemmen knækkede over. ”DU HAR LADET UMENNESKER BRYDE IND I MIT HJEM!”
Gurney havde aldrig oplevet en vrede så voldsom. Han sagde ingenting. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, ikke engang, hvad han skulle tænke. Han turde næsten ikke bevæge sig, næsten ikke trække vejret. Det var, som om den følelsesmæssige eksplosion tømte rummet for alle andre realiteter. Han ventede. Andet faldt ham slet ikke ind.
Efter et stykke tid, han vidste ikke hvor længe, sagde hun: ”Jeg fatter ikke, hvad det er, du har gjort.”
”Det var ikke min hensigt.” Han syntes, at hans stemme lød underlig. Lille.
Der kom en lyd fra hende, som man fejlagtigt kunne tro var latter, men han hørte det som en kortvarig krampe i lungerne. ”De hæslige forbryderfoto-kunstværker – det var begyndelsen. Billeder af de mest modbydelige umennesker på jorden. Men det var ikke nok. Det var ikke nok at have dem i vores computer, ikke nok, at de stirrede på os fra skærmen.”
”Maddie, jeg lover dig, at uanset hvem, der har været i huset, skal jeg nok finde vedkommende. Det kommer aldrig til at ske igen.”
Hun rystede på hovedet. ”Det er for sent. Forstår du ikke, hvad det er, du har gjort?”
”Jeg kan godt se, at nogen har erklæret mig krig. Vi er blevet angrebet.”
”Nej! Du – forstår du ikke, hvad du har gjort?”
”Jeg har sparket til en klapperslange, der lå under en sten.”
”Du har bragt det her ind i vores liv.”
Han sagde ingenting, han bøjede bare hovedet.
”Vi flyttede ud på landet. Til et smukt sted. Med syrener og æbleblomster. Og en dam.”
”Maddie, jeg lover dig, at jeg nok skal slå slangen ihjel.”
Det virkede ikke, som om hun hørte efter. ”Kan du ikke se, hvad det er, du har gjort?” Hun pegede langsomt på det nærmeste mørke vindue med saksen. ”I skoven derude, skoven, hvor jeg går tur, i den skov har han gemt sig og iagttaget mig.”
”Hvorfor tror du, at du er blevet iagttaget?”
”Det fremgår jo tydeligt! Han lagde den gyselige tingest i det værelse, hvor jeg sidder og arbejder, hvor jeg læser, i værelset med mit yndlingsvindue, det vindue, jeg sidder ved, når jeg strikker. Værelset ud mod skoven. Han vidste, det var et værelse, jeg brugte. Hvis han havde lagt den tingest i det lille gæsteværelse, var der måske gået flere måneder, inden jeg havde fundet den. Så han vidste det. Han så mig i vinduet. Og han kunne kun se mig i vinduet fra skoven.” Hun tav og så anklagende på ham. ”Kan du se, hvad jeg mener, David? Du har ødelagt min skov. Hvordan kan jeg nogen sinde gå tur i den igen?”
”Jeg slår den slange ihjel. Det skal nok blive godt igen.”
”Indtil du sparker til den næste slange under en sten.” Hun rystede på hovedet og sukkede. ”Hvad har du dog gjort ved den smukkeste plet på jorden?”
Det forekom Gurney, at elementerne i et ellers udeltagende univers nu og da og helt uforudsigeligt forenede sig for at gøre ham uhyggeligt til mode. Det skete, da prærieulvene i samme øjeblik begyndte at hyle bag huset på den anden side af engdraget ved den nordlige bakkekam.
Madeleine lukkede øjnene og sænkede knæene. Hun lagde hænderne i skødet og løsnede grebet om saksene, så blodet kunne løbe tilbage til knoerne. Hun lagde hovedet tilbage mod stolens hovedgærde. Munden var afslappet. Det var, som om prærieulvenes hyl, der til andre tider virkede uhyggelige og foruroligende på hende, den aften rørte hende på en helt anden måde.
Da morgengryets første grå stribe kom til syne i værelsets østvendte vindue, faldt hun i søvn. Lidt efter tog Gurney saksene ud af hænderne på hende og slukkede lyset.