KAPITEL 64
EN MEGET MÆRKELIG DAG
Mens den opgående sols gule stråler faldt skråt ned over engen, sad Gurney ved morgenbordet og drak den anden kop kaffe. Et par minutter tidligere havde han overværet vagtskiftet, da en dagpatruljevogn afløste den, Hardwick havde tilkaldt. Han var gået ud for at tilbyde den ny betjent noget morgenmad, men den unge mand havde takket nej med kort og klar militær høflighed. ”Mange tak, sir, men jeg har allerede spist morgenmad, sir.”
Gurney havde fået en dump iskiassmerte i venstre ben, mens han sad og tumlede med spørgsmål, hvis løsninger gled ham af hænde som glatte fisk.
Skulle han bede Hardwick om en kopi af det forbryderfoto, der måtte være taget af Saul Steck, da han blev anholdt – så han kunne sikre sig, at der ikke var nogen tvivl om fingeraftrykkene – eller ville papirudvekslingen mellem BCI og den oprindelige retskreds fremkalde for mange spørgsmål?
Skulle han bede Hardwick eller måske en af sine ældre kolleger i NYPD om at tjekke de officielle ejendomsskattelister for at se, hvem der ejede det rødbrune sandstenshus, eller ville selv så simpel en manøvre fremkalde en række ubehagelige spørgsmål?
Var der nogen grund til at tvivle på Sonya, når hun påstod, at hun var blevet narret af historien med ”Jykynstyl” – selv om hun efter Gurneys mening ikke var en kvinde, der lod sig narre af nogen som helst.
Skulle han få fat i et skydevåben, eller ville Madeleine blive mere bange end beroliget af at have det i huset?
Skulle de flytte på hotel, indtil sagen var opklaret? Men hvad nu, hvis det varede uger eller måske måneder, inden den blev det?
Skulle han henvende sig til Darryl Becker for en ajourføring omkring deres søgen efter Ballstons båd.
Skulle han henvende sig til BCI for en ajourføring angående opringningerne til de tidligere Mapleshade-elever og deres forældre?
Var alt det, der var sket – lige fra Hector Flores’ ankomst til Tambury over mordet på Jillian og Kiki og pigernes forsvinden og helt frem til den indviklede vildledelse i sandstenshuset, Ballstons sexmord og den halshuggede dukke – var alt det resultatet af en enkelt mands tankesæt? Og hvis det var tilfældet, hvad var så drivkraften? Var der tale om et rent kriminelt foretagende, eller udsprang det af psykotisk vanvid?
Det mest foruroligende for Gurney var spørgsmålet om, hvorfor han havde så svært ved at løse disse knuder?
Selv de mest enkle spørgsmål – skulle han fortsætte med at overveje mulighederne, skulle han gå i seng igen og prøve at tømme hovedet, eller skulle han give sig i kast med et eller andet fysisk – var fanget i en mental proces, som kortsluttede alle fornuftsslutninger. Selv tanken om at tage et par ibuprofener mod iskiassmerterne blev mødt med en uvilje mod at gå ind i soveværelset efter pilleglasset.
Han sad ubevægelig og stirrede ud på aspargesbedet i den totale morgenstilhed. Han følte sig fuldkommen løsrevet, som om hans sædvanlige tilknytning til verden var blevet brudt. Det var den samme følelse af at drive rundt på havet uden fortøjning, som han havde haft, dengang hans første kone meddelte, at hun ville skilles, og senere da lille Danny blev dræbt, og igen da hans far døde. Og nu …
Og nu, hvor Madeleine …
Han fik tårer i øjnene. Og samtidig med at hans syn blev sløret, tænkte han den første klare tanke i meget lang tid. Det var såre enkelt. Han ville forlade sagen.
Det gode og rigtige ved beslutningen afspejlede sig straks i en følelse af frihed og i en øjeblikkelig tilskyndelse til at handle.
Han gik ind på kontoret og ringede til Val Perry.
Han fik hendes telefonsvarer og var fristet til at indtale en besked om, at han ville trække sig fra sagen, men syntes, at det var for upersonligt at gøre det på den måde, for undvigende. Så han sagde bare, at han gerne ville tale med hende så snart som muligt. Derefter hentede han et glas vand, gik ind i soveværelset og tog tre ibuprofener.
Madeleine havde flyttet sig fra gyngestolen og over på sengen. Hun var stadig fuldt påklædt og lå oven på sengetæppet, men hun sov trygt. Han lagde sig ved siden af hende.
Da han vågnede ved middagstid, var hun der ikke længere.
Han følte et lille stik af frygt, men blev beroliget, da han hørte vandet løbe i køkkenvasken. Han gik ud på badeværelset, plaskede koldt vand i ansigtet, børstede tænder og skiftede tøj – gjorde, hvad han kunne for at få det til at føles som en ny dag.
Da han kom ud i køkkenet, var Madeleine i færd med at hælde suppe fra en stor gryde ned i en plasticbeholder. Hun satte beholderen i køleskabet og gryden i vasken og tørrede hænderne i et viskestykke. Hendes udtryk sagde ingenting.
”Jeg har taget en beslutning,” sagde han.
Hun så på ham med et blik, der fortalte ham, at hun vidste, hvad han ville sige.
”Jeg trækker mig fra sagen.”
Hun foldede viskestykket og hængte det på kanten af opvaskestativet. ”Hvorfor?”
”På grund af alt det, der er sket.”
Hun så nøje på ham i flere sekunder, vendte sig om og kiggede tankefuldt ud ad vinduet nærmest vasken.
”Jeg har lagt en besked til Val Perry.”
Hun vendte sig om mod ham igen. Hun smilede et Mona Lisasmil så kort som et lysglimt. ”Det er dejligt vejr,” sagde hun. ”Vil du med ud at gå en lille tur?”
”Ja.” Han ville normalt have sagt nej, eller i bedste fald være gået modvilligt med hende, men i det øjeblik var der ingen modstand i ham.
Det var blevet en af de septemberdage, hvor temperaturen var den samme ude og inde, og den eneste forskel, han fornemmede, da de trådte ud på den lille veranda, var den efterårsagtige lugt af blade. Betjenten i patruljevognen ved siden af aspargesbedet rullede vinduet ned og så spørgende på dem.
”Vi skal bare strække benene,” sagde Gurney. ”Vi bliver inden for synsvidde.”
Den unge mand nikkede.
De gik ned ad den bræmme langs skoven, som de holdt fri for vækster, så små nye træer ikke trængte sig ind på marken. De gik langsomt ned til bænken ved dammen, hvor de satte sig ned uden at sige noget.
Der var stille omkring dammen i september – i modsætning til maj og juni, hvor kvækkende frøer og skrigende solsorte ikke bestilte andet end at markere deres territorier.
Madeleine tog hans hånd i sin.
Han mistede tidsfornemmelsen, en følge af sindsbevægelse.
”Undskyld,” sagde Madeleine på et tidspunkt.
”For hvad?”
”For mine forventninger om … at alting altid skal være, som jeg vil have det.”
”Måske er det sådan, det burde være. Måske er det, du vil have, det rigtige.”
”Jeg ville ønske, det var tilfældet. Men … jeg tvivler på det. Og jeg synes ikke, du skal opgive det arbejde, du har indvilliget i at udføre.”
”Jeg har besluttet mig.”
”Så skulle du tage og skifte mening.”
”Hvorfor det?”
”Fordi du er drabsefterforsker, og jeg har ingen ret til at forlange, at du som ved et trylleslag bliver noget andet.”
”Jeg ved ikke meget om trylleri, men du har al mulig ret til at bede mig om at ændre syn på tingene. Og guderne skal vide, at jeg ikke har ret til at sætte din sikkerhed og din lykke over styr. Somme tider … ser jeg på ting, jeg har foretaget mig … situationer, jeg har skabt … farer, som jeg ikke har taget mig i agt for – og så tænker jeg, at jeg må være sindssyg.”
”Måske, somme tider,” sagde hun. ”Måske en lille smule.” Hun så ud over dammen med et sørgmodigt smil og gav hans hånd et klem. Der var fuldkommen vindstille. Selv toppen af de høje dunhammere var ubevægelige som et fotografi. Hun lukkede øjnene, men det gjorde ansigtsudtrykket mere intenst. ”Jeg skulle ikke have angrebet dig, som jeg gjorde, skulle ikke have sagt, det jeg sagde, og skulle ikke have kaldt dig en led stodder. Det er det sidste, nogen på denne jord nogen sinde skal kalde dig.” Hun åbnede øjnene og så direkte på ham. ”Du er et godt menneske, David Gurney. Et ærligt menneske. Et fremragende dygtigt menneske. En meget begavet mand. Måske den bedste efterforsker i hele verden.”
Han lo nervøst. ”Amen.”
”Jeg mener det. Måske verdens bedste efterforsker. Så hvordan skulle jeg kunne bede dig om at holde op med at være det og blive noget andet i stedet for? Det er ikke fair. Det er ikke rigtigt.”
Han kiggede ud over den spejlblanke dam, på ahorntræernes omvendte spejling. ”Sådan ser jeg ikke på det.”
Hun lod, som om hun ikke hørte, hvad han sagde. ”Så derfor skal du gøre sådan her. Du indvilligede i at arbejde med Perrysagen i to uger. I dag er det onsdag. På lørdag er de to uger gået. Der er kun tre dage tilbage. Gør arbejdet færdigt.”
”Det behøver jeg ikke.”
”Det ved jeg godt. Jeg ved godt, at du er villig til at opgive det. Og det er lige præcis derfor, du ikke skal holde op.”
”Sig lige det igen?”
Hun lo og ignorerede spørgsmålet. ”Hvor ville de være uden dig?”
Han rystede på hovedet. ”Jeg håber, det er din spøg.”
”Hvorfor?”
”Det, jeg behøver mindst af alt, er at blive bestyrket i min arrogance.”
”Det, du behøver mindst af alt, er en kone, der synes, du skal være en anden end den, du er.”
Lidt efter luntede de op over engen hånd i hånd, nikkede venligt til deres bodyguard og gik ind i huset.
Madeleine tændte op med kirsebærtræ i den store kampestenskamin og åbnede vinduet ved siden af den, så der ikke blev for varmt derinde.
Resten af eftermiddagen lavede de absolut ingenting, hvilket var yderst sjældent. De sad mageligt henslængt i sofaen og lod sig dovent hypnotisere af ilden. Senere tænkte Madeleine højt om eventuelle ændringer i haven det kommende forår. Endnu senere, måske for at holde de mange bekymringer i skak, læste hun et kapitel højt af Moby Dick – både henrykt og forvirret over det, hun blev ved med at kalde ”den mest ejendommelig bog, jeg nogen sinde har læst”.
Hun passede ilden. Han viste hende billeder af havepavilloner og lysthuse i en bog, han havde fundet i havecenteret for flere måneder siden, og de talte om at bygge en af delene næste sommer, måske nede ved dammen. De døsede hen og vågnede igen, og eftermiddagen gik. De spiste tidlig aftensmad bestående af suppe og salat, mens solen gik ned og oplyste ahorntræerne på den anden side af skråningen. De gik i seng i skumringen og elskede med en ømhed, som hurtigt fik karakter af et voldsomt behov, sov i over ti timer og vågnede samtidigt ved det første frembrud af gråt morgenlys.