KAPITEL 65

BESKED FRA UDYRET

 

Gurney havde spist æg og ristet brød og skulle lige til at sætte tallerkenen ned i vasken. Madeleine så op fra sin skål med havregryn og rosiner og sagde: ”Jeg går ud fra, at du allerede har glemt, hvor jeg skal hen i dag.”

Mens de spiste aftenen før, havde han med noget besvær overtalt hende til at tilbringe det næste par dage hos sin søster i New Jersey – en klog forsigtighedsforanstaltning omstændighederne taget i betragtning – mens han afsluttede den opgave, han havde forpligtet sig til at løse. Men nu rynkede han dybt koncentreret panden og foregav at være forvirret. Hun lo ad hans overdrevne udtryk. ”Din undercover-teknik må have været noget mere overbevisende end det der. Ellers er det da idioter, du har haft med at gøre.”

Da hun havde spist sine havregryn og drukket endnu en kop kaffe, gik hun i bad og klædte sig på. Klokken halv ni gav hun ham et inderligt knus og et kys, så bekymret på ham, kyssede ham igen og satte sig ind i sin bil for at køre til sin søsters forstadspalæ i Ridgewood.

Da hendes bil var et godt stykke nede ad vejen, satte han sig ind i sin egen bil og kørte efter hende. Han vidste, hvilken vej hun ville køre, og han kunne holde sig på så lang afstand, at hendes bil kun nu og da var synlig. Det var ikke fordi, han ville følge efter hende, han ville bare sikre sig, at ingen andre gjorde det.

Efter et par kilometer på en øde strækning var han rimelig sikker og kørte hjem igen.

Han parkerede ved siden af patruljevognen, og han og betjenten udvekslede et par venlige bemærkninger.

Inden han gik ind i huset, stod han lidt ved bryggersindgangen og så sig omkring. Et øjeblik havde han ingen tidsfornemmelse, han følte det, som om han stod midt i et maleri. Da han gik ind, blev fornemmelsen af fred forstyrret af hans mobiltelefons korte ringetone, som signalerede, at der var kommet en sms – og derefter fuldkommen ødelagt af beskeden:

BEKLAGER, AT DU IKKE VAR HJEMME FORLEDEN DAG. JEG PRØVER IGEN. HÅBER, DU NYDER DUKKEN.

Gurney følte en irrationel trang til at styrte ind i skoven, som om beskeden var sendt af en, som lige nu stod bag en træstamme og iagttog ham – en trang til at råbe sjofelheder i hovedet på den usynlige fjende. I stedet læste han sms’en igen. Afsendernummeret stod der ligesom på de forrige beskeder, og det gjorde ham fuldkommen sikker på, at det var en mobiltelefon med taletidskort, som ikke kunne efterspores.

Det ville måske være en hjælp at vide, hvor den aktuelle sendemast stod, men det var en procedure, der kunne føre nogle vanskelige spørgsmål med sig.

Han havde anmeldt, at nogen havde trængt sig ind og anbragt dukken, så nu var det en åben efterforskning. I den sammenhæng ville en anonym sms omhandlende dukken være bevismateriale, som skulle indberettes. Og en ansøgning om adgang til mobilregistre med efterfølgende datasøgning ville afsløre, at der tidligere var sendt sms’er til Gurneys nummer fra samme telefon, og at han havde svaret på dem. Han følte sig fanget i en fælde, han selv havde sat op, fordi hver eneste løsning på et problem ville skabe et større problem.

Han skældte sig selv ud for sin selvoptagne trang til at påtage sig endnu en mordsag, ingen andre kunne løse, for sin selvoptagne villighed til at lukke Sonya Reynolds ind i sit liv igen, sin selvoptagne blindhed over for Jykynstyl-nummeret, sin selvoptagne beslutning om ikke at fortælle Madeleine om konsekvenserne og de mulige fotografier og for den tåbelige og farlige klemme, han nu befandt sig i.

Men det førte ikke til noget, at han skældte ud på sig selv. Han måtte gøre noget. Men hvad?

Telefonen på køkkenbordet ringede som svar på hans spørgsmål

Det var Sheridan Kline, hvis sleske begejstring sivede ud af telefonen. ”Dave! Godt, du tog den. Hop op på hesten, min ven. Vi har brug for dig, omgående.”

”Hvad foregår der?”

”Der foregår det, at Darryl Becker i Palm Beach har fundet Ballstons båd, som du sagde, han skulle. Gæt engang, hvad han ellers fandt.”

”Jeg er ikke god til at gætte.”

”Hah! Du gættede sgu da rigtigt med hensyn til båden – og sandsynligheden for at teknikkerne ville finde noget på den. De fandt en lillebitte blodplet … som lynhurtigt gav en dna-profil … som gav noget nær en fuldtræffer i det centrale dna-register – hvilket resulterede i en sindelagsændring for mr. Ballstons vedkommende. Eller i hvert fald i en ændring af hans juridiske strategi. Han og hans advokat samarbejder i øjeblikket på fuldt tryk for at undgå en dødbringende indsprøjtning.”

”Stop en halv,” sagde Gurney. ”Den profil, som næsten stemte overens i dna-registeret – hvis navn poppede op?”

”Det var det samme som med Melanie Strum – en nær slægtning, i det her tilfælde en dømt børnemishandler der hedder Wayne Dawker. Samme efternavn som en af pigerne fra Mapleshade, Kim Dawker, som forsvandt tre måneder før Melanie. Det viser sig, at Wayne er Kims storebror. Ballstons advokater er måske tilstrækkeligt dygtige til at klare frisag med én død pige, men ikke med to.”

”Hvordan fik de svaret på dna-overensstemmelsen så hurtigt?”

”Det kan tænkes, at udtrykket ’seriemorder-komplot’ har virket befordrende. Det kan også være, at en eller anden i Palm Beach rent tilfældigt har det rigtige telefonnummer.” Kline lød misundelig.

”Begge dele er okay med mig,” sagde Gurney. ”Hvad sker der nu?”

”Her i eftermiddag foretager Becker en formel afhøring af Ballston, som Ballston er gået med til. Vi er blevet inviteret til at deltage i et computer-møde. Vi overværer afhøringen på en computerskærm og fremsender de spørgsmål, vi gerne vil stille. Jeg har insisteret på, at du er med.”

”Hvad er min rolle?”

”At stille det rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt? At vurdere, hvor imødekommende han er? Du er den, der kender den ækle stodder bedst. Apropos ækle stoddere, så hørte jeg, at du havde en ubuden gæst derhjemme.”

”Det kan man godt kalde det. Det var ret foruroligende, men … jeg er sikker på, at vi nok skal komme til bunds i sagen.”

”Det kunne se ud, som om der er nogen, der ikke kan lide, at du er på sagen – tror du, det er det, det handler om?”

”Jeg ved ikke, hvad det ellers skulle være.”

”Nå, men det kan vi snakke om, når du kommer.”

”Okay.” Gurney havde faktisk ikke lyst til at tale om det, slet ikke. Så længe, han kunne huske, havde han trukket sig fra alle diskussioner, der handlede bare den mindste smule om hans egen sårbarhed. Det var den samme uhensigtsmæssige form for kriseforebyggelse, der afholdt ham fra at fortælle Madeleine om frygten omkring rohypnolen.

Politiskolens computer-videoudstyr var nyere end BCIs, så de mødtes alle sammen i politiskolens telekonferencecenter lidt i to den eftermiddag. ”Centeret” var et mødelokale, hvis væsentligste attraktion var en stor fladskærm på væggen. Der stod et halvcirkelformet bord og tolv stole med front mod skærmen. Gurney kendte alle de tilstedeværende. Der var dem, han var gladere for at se end andre, deriblandt Rebecca Holdenfield.

Han var lettet over, at alle tilsyneladende var optaget af det, der skulle til at ske – for optaget til at stille spørgsmål om dukken og dens betydning.

Overbetjent Robin Wigg sad ved et lille bord i et hjørne af lokalet med to åbne bærbare, en mobiltelefon og et tastatur, som åbenbart styrede monitoren på væggen. Da hun trykkede på tasterne, viste der sig en række digitale tegn og talkoder, så dukkede der pludselig et billede op – og alle rettede opmærksomheden mod skærmen.

Det viste et almindeligt forhørslokale med betonvægge. Midt i rummet stod et gråt metalbord. På den ene side sad kriminaloverbetjent Darryl Becker. Over for ham sad to mænd. Den ene så ud, som om han lige var trådt ud af en artikel i månedsmagasinet GQ om Amerikas bedst klædte advokater. Den anden var Jordan Ballston, som havde undergået en bizar forandring. Han så svedig og pjusket ud. Han sad og hang med halvåben mund og kiggede ned i bordet.

Becker vendte sig brat mod kameraet. ”Vi er ved at være klar til at begynde. Håber, vi går klart og tydeligt igennem. Kan vi få en bekræftelse?” Han stirrede på en computerskærm foran sig på bordet.

Gurney hørte Wigg slå på tastaturet.

Lidt efter smilede Becker og vendte tommelfingeren opad.

Rodriguez havde siddet og hvisket med Kline og trådte nu hen forrest i lokalet. ”Hør her, folkens. Vi er her for at overvære en afhøring, som vi er blevet bedt om at medvirke i. Som resultat af det nye bevismateriale fundet på tiltaltes ejendom … ” ”Blodpletter på tiltaltes båd, som blev fundet på Gurneys foranledning,” afbrød Kline. Han elskede at lave rav i den og holde fjendskabet kørende.

Rodriguez blinkede og fortsatte. ”Som resultat af dette bevismateriale har tiltalte ændret sin historie. I sine bestræbelser på at slippe for den sikre Florida-dødsdom vil han ikke bare komme med en tilståelse af mordet på Melanie Strum, men også med detaljer omkring en større kriminel sammensværgelse – en sammensværgelse, som måske kan relateres til andre Mapleshadeelevers tilsyneladende forsvinden. I skal vide, at tiltalte afgiver sin forklaring for at redde livet og måske derfor kan føle sig tilskyndet til at sige mere, end han egentlig ved om denne såkaldte sammensværgelse.”

Som for at ignorere politimesterens forbeholdenhed, råbte Hardwick gennem lokalet til Gurney, som sad i den anden ende af det halvmåneformede bord. ”Tillykke, Sherlock! Du skulle overveje en karriere inden for politiet. Vi har brug for hjerner som din.”

En stemme fra storskærmen påkaldte sig alles opmærksomhed.