KAPITEL 69

BLINDGYDER

 

Anderson, Hardwick og Blatt blev sendt ud til Buena Vista sammen med et hundehold og et hold bevisteknikere, sammensat af Wigg. Ligsynskontoret blev underrettet. Gurney spurgte, om han måtte tage derud sammen med BCI-folkene. Rodriguez sagde nej, som forventet. Men han pålagde Wigg at koordinere en hasteundersøgelse af støvlerne. Kline sagde noget om at få lagt en damagecontrol-strategi for en planlagt pressekonference, og han og politimesteren gik ud sammen for at rådføre sig med hinanden, så Gurney og Holdenfield til sidst var alene i mødelokalet.

”Hvad så?” sagde hun. Det var halvt et spørgsmål og halvt et udtryk for en fornøjet iagttagelse.

”Hvad så hvad?” sagde han.

Hun trak på skuldrene og kiggede på mappen, som hun lige havde lagt kopierne af Karnala-annoncerne ned i igen.

Han regnede med, at hun gerne ville vide mere om hans sære reaktion. Han havde allerede sagt, at det var svært at forklare. Og han var stadig ikke klar til at tale om det, havde stadig ikke styr på, hvad en åben redegørelse ville indebære, og havde stadig ikke gjort sig klart, hvilke risikoforanstaltninger, han eventuelt kunne træffe.

”Det er en lang historie,” sagde han.

”Jeg vil meget gerne høre den.”

”Jeg vil meget gerne fortælle dig den, men … det er kompliceret.” Det første var mindre sandt end det næste. ”Måske en anden gang.”

”Okay,” sagde hun og smilede. ”En anden gang.”

Gurney havde ingen chance for at få direkte adgang til de tekniske laboratorier, og der var ikke andre tvingende grunde til at blive på BCIs område, så han satte kursen mod Walnut Crossing med dagens afsindige hændelser kværnende i hovedet.

Ballstons surrealistiske tilståelse. Denne djævelske mandsperson, der med sin dannede stemme beskrev sin imødekommelse af Karnalas halshugningsanmodning som en høflighed. Halshugningen af Savannah Liston, som var et ekko af den hovedløse dukke på sengen, som igen var et ekko af den halshuggede brud ved bordet. Og støvlerne. Endnu en gang. Troede han virkelig på, at de tekniske undersøgelser ville afsløre noget som helst? Han var efterhånden så træt, at han ikke vidste, hvad han selv tænkte.

Den opringning, han fik fra Sheridan Kline, mens han sad og spiste en rest spaghetti, gav ham facts, men ingen fremskridt. Kline gentog alt, hvad Rodriguez havde fået at vide af Luntz, men afslørede også, at hundeholdet havde fundet en blodplettet machete i et skovområde bag bungalowen, og at ligsynsmanden havde anslået dødstidspunktet til at være i omegnen af tre timer fra den kryptiske telefonopringning, Luntz havde fået før daggry.

Gurney havde mange gange i løbet af karrieren følt sig udfordret. Der havde indimellem været sager, som for eksempel det nyligt overståede Mellery-mareridt, hvor han havde troet, at udfordreren måske ville gå af med sejren. Men han havde aldrig før følt sig så fuldkommen udmanøvreret. Vel havde han en overordnet teori om, hvad der foregik, og hvem der stod bag – hele Skard-virksomheden med ”Hector Flores” som den, der skaffede ”slemme piger” til de mest perverse mænd i verden, så de kunne få tilfredsstillet deres behov for at slå ihjel – men det var ikke andet end en teori. Og selv om den var velbegrundet, kom den slet ikke i nærheden af at forklare de snørklede mekanismer, der lå bag selve mordene. Den forklarede ikke den umulige anbringelse af macheten bag Ashtons hytte. Den forklarede ikke støvlernes funktion. Og den forklarede ikke valget af de lokale ofre.

Hvorfor skulle lige præcis Jillian Perry, Kiki Muller og Savannah Liston dø?

Og det værste af det hele var, at man ikke kunne beskytte andre, der måske var i fare, uden at vide, hvorfor disse tre kvinder var blevet dræbt.

Efter at have udmattet sig selv totalt ved at udforske de samme blindgyder igen og igen, faldt Gurney i søvn omkring midnat.

Da han vågnede syv timer senere, kastede pludselige vindstød styrtsøer af grå regn mod soveværelsesvinduerne. Vinduet ved siden af sengen – det eneste i huset, han ikke havde lukket – var åbnet fem centimeter foroven, ikke nok til, at det kunne regne ind, men mere end nok til, at den fugtige luft sivede ned og gjorde sengetøjet klamt.

Det triste vejr og den fuldkomne mangel på lys og farve fristede ham til at blive i sengen, selv om det ikke var særligt behageligt, men han vidste, at det ville være en følelsesmæssig fejl at blive liggende, så han tvang sig til at stå op og gå ud på badeværelset. Han frøs om fødderne. Han lukkede op for vandet i brusenichen.

Gud ske tak og lov for vandets basale magi, tænkte han igen.

Det renser, det genopbygger, det forenkler tingene. Mens de prikkende varme stråler masserede hans ryg, slappede musklerne i nakken og skuldrene af. Hans knudrede, hyperaktive tanker blev efterhånden opløst i den beroligende strøm af vand. Som brændingen, der bruser hen over sandet … som et dulmende middel … fik vandets plasken mod huden livet til at virke enkelt og godt.