KAPITEL 70

LIGE FOR ØJNENE

 

Efter en beskeden morgenmad bestående af to æg og to skiver ristet brød uden noget besluttede Gurney sig for igen at gennemgå de tidlige kendsgerninger omkring sagen, hvor kedeligt det end måtte være.

Han bredte alle sagens akter ud på spisebordet og rakte med en gnist af obsternasighed ud efter det dokument, han havde haft sværest ved at koncentrere sig om, da han i sin tid gennemgik det hele. Det var syvoghalvtreds printede sider med lister over alle de hundredvis af sites på nettet, som Jillian havde været inde på, og de hundredvis af søgeord, hun havde tastet ind på sin mobiltelefon og sin bærbare computer de sidste seks måneder af sit liv – mest vedrørende sofistikerede rejsemål, super dyre hoteller, biler og smykker.

Men der var ikke foretaget nogen analyse, efter at BCI havde indhentet disse personlige data angående hendes søgning på nettet. Gurney regnede med, at det bare var endnu en del af efterforskningen, der var forsvundet ned i kløften mellem Hardwicks og Blatts ansvarsområde. Det eneste tegn på, at nogen ud over Gurney selv havde så meget som kigget på det, var en håndskreven kommentar på en post-it seddel, der var sat fast på første side: Totalt spild af tid og ressourcer.

Netop fordi Gurney havde på fornemmelsen, at kommentaren var politimesterens, kastede han sig trodsigt over listerne og læste opmærksomt hver linje på de syvoghalvtreds sider. Og uden den kickstart kunne han meget vel have overset et lille ord på fem bogstaver midt på side syvogtredive.

Skard.

Det dukkede op igen på næste side og to gange et par sider længere henne.

Opdagelsen fik Gurney til at suse igennem resten af dokumentet, og så tilbage og forfra en gang til. Det var i anden gennemlæsning, at han gjorde opdagelse nummer to.

De bilmærker, der stod spredt blandt de mange søgeord – mærker, som ved første øjekast var løbet sammen med navne på kursteder, modeforretninger og juvelerer til et generelt billede af materiel overflod – dannede nu et særligt mønster.

Det gik op for ham, at det var netop de bilmærker, som havde været emnet for de forsvundne pigers skænderier med forældrene.

Kunne det være en tilfældighed?

Hvad fanden havde Jillian haft gang i?

Hvad var det, hun havde brug for at vide om disse biler? Og hvorfor?

Og endnu vigtigere, hvad var det, hun ville finde ud af om familien Skard?

Hvor vidste hun fra, at den eksisterede?

Og hvilken slags forhold havde hun haft til den mand, hun havde kendt som Hector Flores?

Var det forretning? Eller fornøjelse? Eller noget meget mere sygt?

Et nærmere kig på URL-adresserne viste, at det drejede sig om bilfabrikanternes navnebeskyttede annonce-websteder, som gav oplysninger om modeller, egenskaber og priser.

Søgeordet ”Skard” førte til et site med oplysninger om en lille by i Norge plus et par andre sites uden forbindelse til den kriminelle sardinske familie. Det betød, at Jillian på en eller anden måde måtte have hørt om familiens eksistens eller i hvert fald om navnet, og at hendes søgning på nettet var et forsøg på at finde noget om dem.

Gurney vendte tilbage til hovedlisten og noterede datoerne på hendes bil- og Skard-søgninger. Han opdagede, at hun havde været inde på bil-hjemmesiderne flere måneder inden, hun søgte på navnet Skard. Bil-søgningerne gik faktisk alle de seks måneder tilbage, som listerne dækkede, og han spekulerede på, hvor længe hun havde søgt på den slags data. Han skrev ned, at han ville forslå BCI at få en udvidet kendelse, så man kunne se hendes søgninger på nettet i hvert fald to år tilbage.

Gurney stirrede ud på det våde landskab. Et gådefuldt, om end meget hypotetisk scenarie var ved at tegne sig – et scenarie i hvilket Jillian måske havde spillet en meget mere aktiv …

En lav rumlen fra vejen på den anden side af laden afbrød hans tankerække. Han gik hen til køkkenvinduet, hvorfra man kunne se længst i vejens retning, og han opdagede, at politibilen var væk. Han så på uret, og det gik op for ham, at perioden på de lovede to døgns beskyttelse var udløbet. Men den skurrende, tiltagende motorlarm stammede fra en anden bil, som nu kom til syne, hvor den offentlige vej gled over i Gurneys indkørsel.

Det var en rød Pontiac GTO, en klassiker fra halvfjerdserne, og Gurney kendte kun en person, der ejede sådan en bil – Jack Hardwick. Og når han kom kørende i GTO’en og ikke i den sorte Crown Victoria, betød det, at han havde fri.

Gurney gik hen til bagdøren og ventede. Hardwick steg ud af bilen i gamle cowboybukser og en hvid T-shirt under en godt slidt motorcykeljakke – en retrobølle, der trådte ud af en tidsmaskine.

”Det var noget af en overraskelse,” sagde Gurney.

”Jeg syntes lige, jeg ville kigge forbi for at sikre mig, at der ikke kom flere dukker.”

”Meget betænksomt. Kom indenfor.”

Inde i huset sagde Hardwick ingenting, han lod bare blikket glide rundt i lokalet.

”Det var langt at køre i regnvejr,” sagde Gurney.

”Det holdt op med at regne for en time siden.”

”Det siger du ikke. Det har jeg sgu ikke lagt mærke til.”

”Du ser ud, som om du lige er faldet ned fra månen.”

”Jamen så er jeg nok det,” sagde Gurney med en lidt skarpere klang i stemmen end beregnet.

Hardwick reagerede tilsyneladende ikke. ”Sparer du penge på den brændeovn?”

”Hvabehar?”

”Brændeovnen, sparer du oliepenge ved at bruge den?”

”Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Hvorfor er du her, Jack?”

”Kan man ikke kigge ind til sin kammesjuk? Bare for at snakke lidt?”

”Ingen af os to er typen, der kigger ind til nogen. Og ingen af os er interesseret i bare at snakke. Så hvorfor er du her?”

”Nå, man går nok lige til sagen. Okay, det har jeg fuld respekt for. Ingen tid at spilde. Hvad med om du lavede noget kaffe og tilbød mig at sidde ned?”

”Okay,” sagde Gurney. ”Jeg laver kaffe. Du kan sætte dig, hvor du vil.”

Hardwick luntede ned i den fjerne ende af det store rum og studerede den gamle kampestenskamin. Gurney satte kaffemaskinen i stikkontakten og gik i gang med brygningen.

Få minutter senere sad de over for hinanden i de to lænestole ved kaminen.

”Ikke værst,” sagde Hardwick efter en slurk af kaffen.

”Nej, den er faktisk ret god. Hvad fanden vil du, Jack?”

Han tog en slurk til, inden han svarede. ”Jeg tænkte, at vi måske kunne udveksle oplysninger.”

”Jeg tror ikke, jeg har noget, der er værd at bytte med.”

”Uha jo, det har du. Det er der ingen tvivl om. Så hvad siger du til det? Jeg fortæller dig noget, og du fortæller mig noget.”

Gurney mærkede et forbavsende sug af vrede. ”Okay, Jack, hvorfor ikke? Du begynder.”

”Jeg talte med min ven i Interpol igen. Jeg pressede ham lidt angående det der med ’Sandys hule’. Og ved du hvad? Den hed også ’Alessandros hule’. Somme tider det ene, somme tider det andet. Kommer det som et stort chok for dig?”

”Hvorfor skulle det være et chok?”

”Sidst vi talte om det, var du ret sikker på, at det var en tilfældighed. Tror du stadig det, eller hvad?”

”Det gør jeg vel ikke. Der kan ikke være mange, der hedder Alessandro i sexfoto-branchen.”

”Nej, vel? Og du fik altså dit lille absintglas fra Saul Steck, som tilfældigvis arbejder for Karnala Fashion under navnet Alessandro – han tager billeder af piger fra Mapleshade, som kort efter forsvinder. Så sig mig, mester, hvad fanden har du gang i? Og mens du alligevel er i gang med at forklare, hvad så med også at forklare det udtryk, du fik i ansigtet i går eftermiddags, da du stod og kiggede på den Karnala-annonce hen over skulderen på Holdenfield?”

Gurney lænede sig tilbage, lukkede øjnene og førte langsomt kaffekoppen op til munden. Han tog et par slurke i et roligt tempo, inden han åbnede øjnene. Han havde stadig koppen oppe foran munden, da han kiggede direkte på Hardwick, som sad i nøjagtig samme stilling med koppen hævet og så på Gurney. De sendte hinanden et lille ironisk smil og satte begge to koppen på stolens armlæn.

”Tja,” sagde Gurney, ”når alt andet glipper, må selv de onde somme tider ty til ærlighed som den eneste udvej.” Han skubbede de eventuelle konsekvenser fra sig og begyndte at fortælle Hardwick hele historien om Sonya, de kunstneriske forbryderfotos, Jykynstyl og hukommelsestabet, og han fortalte også om de efterfølgende sms’er og sin noget sene genkendelse af soveværelset på Karnalaannoncen. Da han var færdig, opdagede han, at kaffen var blevet kold, men han drak den alligevel.

”Kors i røven,” sagde Hardwick. ”Er du klar over, hvad du lige har gjort mod mig?”

”Gjort mod dig?”

”Ved at fortælle mig alt det lort har du sat mig i samme fucking situation, som du selv er i.”

Gurney følte en kæmpe lettelse, men mente ikke, det var en god idé at nævne det. Han valgte i stedet at sige: ”Hvad synes du, vi skal gøre?”

”Hvad jeg synes, vi skal gøre? Det er dig, der er den store fucking begavelse, som undlod at afsløre vigtigt nyt bevismateriale i efterforskningen af en alvorlig forbrydelse, hvilket i sig selv er en alvorlig forbrydelse. Og ved at fortælle mig det her, har du nu sat mig i en position, hvor jeg – ja, hvad tror du? – skjuler vigtigt nyt bevismateriale i efterforskningen af en alvorlig forbrydelse, hvilket i sig selv er en alvorlig forbrydelse. Medmindre, selvfølgelig, at jeg går direkte til Rodriguez og sladrer. Hold da kæft, Gurney! Og så spørger du, hvad jeg synes, vi skal gøre. Og du skal ikke tro, at jeg ikke hørte dit pis med ’vi’. Det er dig, der er den store fucking begavelse, og det er dig, der har forårsaget alt rodet. Hvad synes du, der skal gøres?”

Jo mere ophidset Hardwick blev, desto mere lettet følte Gurney sig – for det betød ironisk nok, at han var opsat på at hemmeligholde betroelsen, så længe sagen stod på.

”Hvis vi opklarer sagen,” sagde Gurney roligt, ”så tror jeg, at lortet går i sig selv igen.”

”Ja, for fanden. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det? Vi skal bare opklare sagen. Det er en fantastisk idé!”

”Lad os i det mindste tale det igennem, Jack, se hvad vi er enige om, og hvad vi er uenige om. Lad os få alle mulighederne på bordet. Vi er måske nærmere løsningen, end vi tror.” Så snart han havde sagt det, vidste han, at han ikke troede på det, men hvis han trak i land nu, ville det lyde, som om han var ved at miste grebet. Det var han måske også.

Hardwick så skeptisk på ham. ”Sig frem, Sherlock. Jeg er lutter ører, spyt ud. Jeg håber fandeme bare, at det fucking stof, de gav dig, ikke ødelagde din hjerne.”

Det ville han så ønske, at Hardwick ikke havde sagt. Han tog en kop kaffe til og satte sig igen.

”Okay, jeg ser det sådan her. Det ligner nærmest et H.”

”Hvad ligner et H?”

”Opbygningen af det, der sker. Jeg har en tendens til at se alting geometrisk. Den ene af de lodrette streger i H’et er familien Skards etablerede forretning – først og fremmest salg af ulovlige, dyre former for seksuel tilfredsstillelse. Ifølge dine Interpol-folk består den kriminelle familie af nogle helt igennem onde og griske mennesker. Via Karnala har de ifølge Ballston gang i sexindustriens mest yderligtgående og dødbringende sider af sadomasochismen – de sælger omhyggeligt udvalgte unge kvinder til rige sexpsykopater.”

Harwick nikkede.

Gurney fortsatte. ”Den anden lodrette streg i H’et er kostskolen og behandlingsstedet Mapleshade. Du ved allerede det meste, men lad mig lige gennemgå det. På Mapleshade behandler man piger, som er så sygeligt besat af sex, at de hensynsløst forgriber sig på andre. I de senere år har skolen fokuseret udelukkende på det klientel og er blevet populær inden for det felt – takket være Scott Ashtons akademiske berømmelse. Han er noget nær en stjerne inden for den del af psykopatologien. Lad os forestille os, at familien Skard blev opmærksom på Mapleshade og så stedets potentiale.”

”Stedets potentiale for dem?”

”Nemlig. Skolen husede jo en høj koncentration af sexofre og sexmisbrugere. For sådan nogle som Skard-familien ville det være – undskyld ordvalget – et fuldkommen enestående kødmarked for feinschmeckere.”

Gurney kunne se på Hardwicks lyseblå øjne, at han ledte efter mulige sprækker i logikken. Lidt efter sagde han: ”Det kan jeg godt se. Hvad er tværstegen i H’et?”

”Tværstregen, der forbinder Skards med Mapleshade, er den mand, som kalder sig selv Hector Flores. Det lader til, at han fik adgang til Mapleshade ved at gøre sig nyttig for Ashton, vinde hans tillid og tilbyde at udføre mindre arbejdsopgaver på skolen.”

”Men glem ikke, at ingen af pigerne forsvandt, mens de gik på skolen.”

”Nej. Det ville straks have skabt ængstelse og uro. Der er meget stor forskel på et ’barn’, der forsvinder fra en kostskole, og en ’voksen’, der vælger at flytte hjemmefra. Jeg forestiller mig, at han henvendte sig til de piger, der skulle til afgangseksamen, at han følte dem på tænderne, gik forsigtigt til værks og kun kom med særlige tilbud til dem, han vidste, ville sige ja. Så forklarede han dem, hvordan de kunne slippe væk fra deres forældre, uden at det vakte mistanke, og sørgede måske oven i købet for transporten. Det kan også have været en anden i organisationen, der stod bag foretagendet, måske den samme person, som optog videoerne af de unge piger, hvor de fortalte om deres sexbesættelse.”

”Det ville så være din kammesjuk, Saul Steck – alias Alessandro, alias Jay Jykynstyl.”

”Det er der stor sandsynlighed for,” sagde Gurney.

”Hvordan ville Flores have forklaret dem nødvendigheden af bilskænderiet?”

”Han ville have sagt, at det var en nødvendig forholdsregel for at sikre, at ingen iværksatte en eftersøgning og fandt dem sammen med deres nye velgører. Det ville jo skabe vanskeligheder hele vejen rundt og ødelægge aftalen.”

Hardwick nikkede. ”Så Flores bilder de sindssyge tøser ind, at han kører alle tiders hotte dating-service – skrappe sager, som de vil elske. Og først når den unge dame er trådt ind i den noble herres hjem – uden at efterlade sig noget spor – opdager hun, at arrangementet ikke er det, hun havde forestillet sig. Men på det tidspunkt er det for sent at bakke ud. For den syge stodder, som har købt hende, har ikke til hensigt at lade hende se dagens lys igen. Og det har Skards det fint med. Mere end fint, hvis vi skal tro Ballstons historie om prikken over i’et, ’overenskomsten’, som går ud på at afslutte processen med en stilfuld halshugning.”

”Det er nok et meget godt billede,” sagde Gurney. ”Teorien er den, at Hector Flores eller Leonardo Skard, hvis det er hans sande identitet, står i spidsen for en morderisk dating-service for farlige lystmordere – nogle mere farlige end andre. Men det er selvfølgelig stadig kun en teori.”

”Indtil videre en rimelig teori,” sagde Hardwick, ”men den forklarer ikke, hvorfor Jillian Perry blev dræbt på sin bryllupsdag.”

”Jeg tror måske, at Jillian havde noget kørende med Hector Flores, og at hun på et tidspunkt fandt ud af, hvem han i virkeligheden var – måske at hans rigtige navn var Skard.”

”Havde noget kørende hvordan? Og hvorfor?”

”Det kan være, at Hector havde brug for en medhjælper. Det kan være, at Jillian var den første, han bondefangede, da han dukkede op på Mapleshade for tre år siden, dengang hun stadig var elev på skolen. Måske lovede han hende et eller andet. Måske var hun hans lille ’muldvarp’ blandt pigerne og hjalp ham med at udvælge de mest lovende kandidater. Og måske endte det med, at hun havde udtjent sin værnepligt, eller at hun var skør nok til at prøve at presse penge af ham, da hun opdagede, hvem han var. Hendes mor fortalte mig, at hun elskede at balancere på afgrundens rand – og hvis man truer et medlem af familien Skard, kan man ikke komme afgrunden nærmere.”

Hardwick så skeptisk ud. ”Og så huggede han hovedet af hende på hendes bryllupsdag?”

”Eller på Mors Dag, som Becca sagde.”

”Becca?” Hardwick løftede et lystent øjenbryn.

”Lad nu være med at være åndssvag,” sagde Gurney.

”Og hvad med Savannah Liston? Var hun også en af Hectors muldvarpe, som udtjente sin værnepligt?”

”Det er en brugbar hypotese.”

”Var det ikke hende, der i sidste uge fortalte dig, at der var flere piger, hun ikke kunne komme i kontakt med? Hvis hun arbejdede sammen med Flores, hvorfor skulle hun så fortælle dig det?”

”Det kan være, han bad hende om det. Måske for at give mig indtryk af, at jeg kunne stole på hende og vise hende fortrolighed. Det kan være, han havde indset, at efterforskningen var ved at komme op i højt gear, og at det selvfølgelig ville betyde, at vi gik i gang med at afhøre eleverne fra Mapleshade. Og at det kun ville være et spørgsmål om tid – og faktisk kort tid – inden vi fandt ud af, at et betragteligt antal af de tidligere elever var forsvundet. Det er muligt, han fik Savannah til at give mig oplysningerne et par dage før, vi selv ville havde fundet ud af det – for at give mig et indtryk af, at hun var en af de ’gode’.”

”Tror du, hun vidste det … at hun og Jillian begge vidste …?”

”Vidste, hvad der skete med de piger, de hjalp Flores med at få fat i? Det tvivler jeg på. De åd nok bare de grundlæggende salgsargumenter, som Hector serverede – udelukkende at præsentere piger med særlige interesser for mænd med særlige interesser og tjene pænt på indsatsen. Men det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan vide med sikkerhed. Det er muligt, at hele sagen er en stor faldlem, der fører direkte til Helvede, og at jeg overhovedet ikke aner, hvad der foregår.”

”Pis med dig, Gurney. Din manglende tro på dine egne teorier virker sandelig opmuntrende. Hvad vil du foreslå, at vi gør nu?”

Gurney slap for at svare, fordi hans mobiltelefon ringede.

Det var Robin Wigg. Hun sprang som sædvanlig indledningen over. ”Jeg har foreløbige resultater fra undersøgelserne af de støvler, der blev fundet i Listons hus. Rodriguez har givet mig fuldmagt til at diskutere dem med dig, eftersom de blev foretaget på din foranledning. Er det et godt tidspunkt?”

”Helt sikkert. Hvad har du?”

”En masse forudsigeligt plus noget, man ikke ville have forventet. Skal jeg starte med det?” Der var noget ved Wiggs forretningsmæssige kontraalt, som Gurney altid godt havde kunnet lide. Uanset hvad indholdet var, sagde tonen, at orden skal herske over kaos.

”Ja, gør endelig det. Løsningerne findes som regel i overraskelserne.”

”Ja, det er jeg helt enig i. Overraskelsen var tilstedeværelsen af et særligt duftstof, et såkaldt feromon, på støvlerne, noget der hedder metyl p-hydroxybenzonat. Er det noget, du har kendskab til?”

”Jeg havde ikke kemi i gymnasiet. Du må hellere begynde ved begyndelsen.”

”Det er faktisk ret simpelt. Det duftstof, der er tale om, er et kirtelsekret, som sender oplysninger fra et dyr til et andet. Forskellige sekreter fra et enkelt dyr kan tiltrække, advare, berolige eller ophidse et andet dyr. Metyl p-hydroxybenzonat er et kraftigt tiltrækkende duftstof hos hunde, og det blev fundet i en høj koncentration på støvlerne.”

”Og det vil sige …?”

”At alle hunde, og især sporhunde nemt og villigt følger et spor, der er skabt af en person med de støvler på.”

”Hvordan får man adgang til det stof?”

”Nogle af disse hundeduftstoffer, eller feromoner, som de kaldes, er i handelen til brug i dyreinternater og i forbindelse med systemer til adfærdsændring. Det kan være erhvervet til det formål eller gennem direkte kontakt med en tæve i løbetid.”

”Interessant. Kan du forestille dig, at et sådant stof kan være havnet på en persons støvler ved et tilfælde?”

”Nej, ikke i den koncentration, man fandt det i. Det var nærmest nok til at skabe en eksplosion i et feromon-påfyldningsanlæg.”

”Meget interessant. Tak, Wigg. Jeg giver lige telefonen til Jack Hardwick. Jeg vil gerne have, at du gentager det, du lige har fortalt mig – hvis han skulle have spørgsmål, jeg ikke kan svare på.”

Hardwick havde et spørgsmål. ”Når man kalder det en tiltrækningslugt, der afsættes af tæver i løbetid, så vil det vel sige, at det er en sexlugt fra en hunhund, som ingen hanhund vil kunne lade upåagtet?”

Han lyttede til hendes korte svar, afsluttede samtalen og gav telefonen tilbage til Gurney med et begejstret udtryk. ”Hold da helt kæft. Den uimodståelige lugt af en tæve i løbetid. Hvad siger du til det, Sherlock?”

”Det er helt tydeligt, at Flores ville være helt sikker på, at politihunden fulgte sporet uden tøven. Det kan oven i købet være, at han har søgt på nettet og set, at alle statens sporhunde er af hankøn.”

”Og det betyder, at han ville have os til at finde macheten.”

”Det er der ingen tvivl om,” sagde Gurney. ”Og han ville have os til at finde den i en fart. Begge gange.”

”Så hvad er scenariet? Han hugger hovedet af dem, tager de duftende støvler på, fiser ud i skoven, smider macheten, kommer tilbage og tager støvlerne af, og … hvad så?”

”I tilfældet med Savannah går han vel bare sin vej eller kører væk,” sagde Gurney. ”Det er det med Jillian, der er det umulige.”

”På grund af problemet med videoen?”

”Ja, og så er der også spørgsmålet om, hvor han kan være gået hen, efter at han kom tilbage til hytten?”

”Plus det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor gjorde han sig overhovedet den ulejlighed at gå tilbage til hytten?”

Gurney smilede. ”Det er så en af de få ting, jeg tror, jeg forstår. Han gik tilbage for at stille støvlerne et meget synligt sted, så sporhunden straks fik færten af lugten og fulgte den ud til mordvåbnet. Han ville have os til at finde det i en fart.”

”Og hvorfor så det? Det er spørgsmålet.”

”Og det spørgsmål bringer os endnu engang tilbage til selve macheten. Jeg siger dig, Jack, at hvis vi finder ud af, hvordan den havnede, hvor vi fandt den, uden at nogen kom med på videoen, så falder alt andet på plads.”

”Tror du virkelig det?”

”Gør du ikke?”

Hardwick trak på skuldrene. ”Nogle mennesker siger ’følg pengene’. Men du tror meget på det, du kalder ’uoverensstemmelser’. Så du siger, ’gå efter det, der ikke giver nogen mening’.”

”Og hvad siger du?”

”Jeg siger gå efter det, der dukker op igen og igen. I det her tilfælde er det sex, der dukker op igen og igen. Så vidt jeg kan se, handler faktisk alt i denne sindssyge sag om sex. Edward Vallory. Tirana Zog. Jordan Ballston. Saul Steck. Hele familien Skards kriminelle foretagende. Scott Ashtons psykiatriske speciale. Tanken om de mulige fotografier af dig, som får dig til at skide i bukserne af skræk. Selv sporet, der fører hen til macheten, handler sgu om sex – den uimodståelige seksuelle magt hos en tæve i løbetid. Ved du, hvad jeg tror, mester? Jeg tror, det er på tide, at du og jeg besøger det seksuelle epicenter – Mapleshade.”