KAPITEL 72

ENDNU ET LAG

 

”Hvad med den Zen-sætning, du altid kommer med, om at problemet ikke ligger i, at man får de forkerte svar, det ligger i, at man stiller de forkerte spørgsmål?”

Gurney og Hardwick kørte gennem det nordlige Catskill for foden af bjergkæden. De var på vej til Tambury, og Hardwick havde været tavs i et stykke tid. Men så brød han stilheden, og der var noget i tonen, der tydede på, at han havde en hel del mere på hjerte. ”Måske skulle vi holde op med at spørge, hvordan Hector bar sig ad med at få mordvåbnet fra hytten og ud i skoven. For det gjorde han ikke ifølge videoen. Så måske er det kendsgerning nummer et, som vi er nødt til at acceptere.”

Gurney mærkede en underlig forventningsfuld prikken i nakken. ”Hvad er det rigtige spørgsmål, tror du?”

”Hvad om vi bare spurgte, hvordan macheten havnede der, hvor vi fandt den?”

”Okay. Det er en mere åben tilgang, men jeg forstår ikke …”

”Og hvordan havnede hendes blod på den?”

”Hvad siger du?”

Hardwick tav og pudsede næse med den sædvanlige entusiasme. Han sagde ikke noget, før han havde stoppet lommetørklædet i lommen igen. ”Vi formoder, at den er mordvåbnet, fordi Jillians blod er på den. Er det en sikker formodning? Hvad nu, hvis der var en anden måde …”

”Det har vi talt om før, og vi kom ingen vegne.”

Hardwick trak på skuldrene og så ikke særlig overbevist ud.

Gurney så på ham. ”Hvordan kan blodet ellers være havnet på macheten? Og hvis den ikke kom fra hytten, hvor kom den så fra?”

”Og hvornår?”

”Hvornår?”

Hardwick snøftede, tog lommetørklædet frem igen og tørrede næsen. ”Stoler du på videoen?”

”Jeg har talt med videofirmaet, og jeg har talt med teknikerne, der analyserede den. De siger, at der ikke er redigeret i videoen.”

”Hvis det er rigtigt, så kan macheten ikke være kommet fra hytten mellem mordtidspunktet og det tidspunkt, den blev fundet på. Og så er den ikke længere. Altså er macheten ikke mordvåbnet. Og så er den heller ikke længere. Så må blodet være havnet der på en anden måde.”

Gurney kunne mærke, hvordan hans tanker nærmest fysisk blev flyttet rundt inde i hovedet. Han vidste, at Hardwick havde ret. ”Hvis morderen gjorde sig den ulejlighed at anbringe blodet på den,” sagde han halvvejs til sig selv, ”så skaber det en helt ny række spørgsmål – ikke bare hvordan og hvornår, men i særdeleshed hvorfor?”

Hvad i alverden kunne få morderen til at udtænke noget så indviklet for at vildlede politiet? Rent teoretisk kan formålet med enhver handling, der hører fortiden til, tydes ud fra det, den resulterer i, hvis den vel at mærke er foregået i overensstemmelse med planen. Så hvad resulterede det i, spurgte Gurney sig selv, at macheten blev placeret i skoven med Jillians blod på?

Han besvarede selv spørgsmålet højt. ”For det første blev den fundet hurtigt og nemt. Og alle konkluderede straks, at den var mordvåbnet. Enhver søgning efter et andet muligt våben blev forpurret. Lugtsporet, som forbandt hytten med macheten, virkede overbevisende og fik alle til at tro, at Flores var flygtet ad den vej. Og at Kiki Muller var forsvundet, bestyrkede forestillingen om, at Flores havde forladt området og sandsynligvis i selskab med hende.”

”Og hvad så nu …?” spurgte Hardwick.

”Nu er der ingen grund til at tro noget af det. Hele det forbrydelsesbillede, BCI efterforskede ud fra, var tilsyneladende udtænkt af Flores.” Han tav og gennemtænkte en slutbemærkning. ”Hold da helt kæft.”

”Hvad er der?”

”Grunden til at Flores myrdede Kiki og begravede hende i baghaven …”

”Så det så ud, som om hun var stukket af sammen med ham?”

”Ja. Og i det lys kommer mordet på Kiki til at ligne den mest koldblodige og mest pragmatiske henrettelse, man overhovedet kan forestille sig.”

Hardwick virkede bekymret. ”Hvis det var så fandens pragmatisk, hvorfor så sådan en ualmindeligt rå fremgangsmåde?”

”Det er måske endnu et eksempel på morderens dobbelte bevæggrund: praktisk overlegenhed og rablende sindssyge.”

”Plus et talent for at digte løgnehistorier, som folk har fortalt vidt og bredt i nabolaget.”

”Hvad er det for løgnehistorier?”

Hardwick var tydeligt begejstret. ”Tænk dig om. Hele sagen har været fuld af saftige historier lige fra begyndelsen. Kan du huske hende den gamle nabodame – Miriam, Marian, eller hvad hun nu hed, hende med airdale terrieren?”

”Marian Eliot.”

”Ja, Marian Eliot med alle Hector-historierne. Hector som Askepot-stjerne, Hector som Frankenstein-stjerne. Og hvis du læste alle udskrifterne af naboafhøringerne, ville du støde på Hector som latin-lover og Hector som jaloux bøsse. Og du har selv bidraget med en hen ad vejen: Hector som hævner af fortidens overgreb.”

”Hvad er det, du siger?”

”Jeg siger ikke noget. Jeg spørger.”

”Om hvad?”

”Hvor fanden stammer alle de historier fra? Det er fascinerende historier, men …”

”Men hvad?”

”Men ingen af dem giver håndgribelige beviser.”

Hardwick holdt inde, men Gurney fornemmede, at han havde mere på hjerte.

”Og …?” lokkede han.

Hardwick rystede på hovedet, som om han helst ikke ville sige mere, men han gjorde det alligevel. ”Engang troede jeg, at min første kone var en fucking helgen.” Han tav igen og blev fjern i blikket i flere minutter, mens han stirrede ud på det forbipasserende landskab af våde marker og bondegårde. ”Vi fortæller os selv historier. Vi overser de ægte beviser. Det er det, der er problemet. Det er sådan, vores hjerne fungerer. Vi er så helvedes vilde med historier. Vi er nødt til at tro på dem. Og ved du hvad? Behovet for at tro på dem kan fandeme få én til at gå i hundene.”