KAPITEL 74

HINSIDES AL FORNUFT

 

For enden af den smalle trappe var en lille repos, der lå badet i et uhyggeligt lys fra et af bygningens smalle, røde vinduer. Gurney bankede på reposens eneste dør. Ligesom dobbeltdøren i forhallen så den tung og skummel og lidet indbydende ud.

”Kom ind.” Ashtons honningsøde stemme lød anstrengt.

Døren så ud til at være tung og knirkende, men svingede nemt og lydløst op til et velproportioneret lokale, som lignede noget, der kunne have været en biskops private arbejdsværelse. Kastanjebrune reoler på to af væggene uden vinduer. Der var en lille kamin af sodede marksten med gamle ildbukke af messing. Der lå et gammelt persisk tæppe på gulvet. Kun en kant af bonet kirsebærtræ på omkring en halv meter hele vejen rundt var ikke dækket af det. Et par store lamper stod på borde her og der og gav det gamle mørke træværk et ravfarvet skær.

Ashton sad ved et rigt udsmykket skrivebord af mørkt egetræ, som stod i en vinkel på halvfems grader i forhold til døren. Bag ham på et andet bord med udskårne løvehoveder som ben stod lokalets eneste tidssvarende genstand – en stor computerfladskærm. Han gjorde tegn til, at Gurney og Hardwick skulle sætte sig over for ham i et par højryggede stole med rødt fløjl – den slags stole man måske ville finde i sakristiet i en domkirke.

”Det bliver bare værre og værre,” sagde Ashton.

Gurney gik ud fra, at han refererede til mordet på Savannah Liston aftenen før, og skulle lige til at komme med en eller anden forstående og deltagende bemærkning.

”Jeg synes ærlig talt det lyder utroligt,” sagde Ashton og vendte sig væk, ”at der skulle være tale om organiseret kriminalitet.” På det tidspunkt fik Gurney øje på hans Bluetooth-headset, og det gik op for ham, at manden var midt i en telefonsamtale. ”Det forstår jeg godt … det forstår jeg godt … Jeg mener bare, at sagen bliver mere og mere bizar for hvert skridt, politiet tager … Ja, javel. I morgen tidlig … Ja … Ja, det forstår jeg godt. Tak, fordi De ringede og fortalte mig det.”

Ashton vendte sig om mod gæsterne, men virkede et øjeblik, som om han ikke kunne slippe den samtale, han lige havde haft.

”Noget nyt?” spurgte Gurney.

”Kender I til denne … teori om en kriminel sammensværgelse? Dette kæmpe foretagende, som måske involverer sardinske gangstere?” Ashton virkede på én gang ængstelig og skeptisk, og det fik ham til at se anspændt ud.

”Jeg har hørt om den,” sagde Gurney.

”Tror du, der er risiko for, at det kan være sandt?”

”Ja, risikoen er der.”

Ashton rystede på hovedet, stirrede forvirret på skrivebordet og derefter igen op på de to politimænd. ”Må jeg spørge, hvorfor I er her?”

”Det er bare en mavefornemmelse,” sagde Hardwick.

”Mavefornemmelse? Hvad mener du?”

”I alle sager er der et eller andet fælles punkt, hvor alle tråde mødes. Så det bliver et nøglepunkt. Det ville være en stor hjælp, hvis vi bare kunne gå rundt og se os lidt omkring.”

”Jeg er ikke sikker på, at jeg …”

”Alt det, der er sket, har tilsyneladende en eller anden forbindelse til Mapleshade. Er du ikke enig i det?”

”Det er muligt. Måske. Jeg ved det ikke.”

”Vil du fortælle mig, at det ikke er faldet dig ind?” Hardwicks stemme lød skarp.

”Det er klart, at det er faldet mig ind.” Ashton så rådvild ud. ”Jeg kan bare ikke … se det så tydeligt. Måske er jeg for tæt på det hele.”

”Siger navnet Skard dig noget?” spurgte Gurney.

”Kriminalassistenten i telefonen lige før stillede mig det samme spørgsmål – et eller andet med en skrækkelig familiebande på Sardinien. Svaret er nej.”

”Er du sikker på, at Jillian aldrig nævnte det?”

”Jillian? Nej. Hvorfor skulle hun det?”

Gurney trak på skuldrene. ”Det er muligt, at Hector Flores i virkeligheden hedder Skard.”

”Skard? Hvordan skulle Jillian vide det?”

”Det ved jeg ikke, men hun søgte øjensynligt på nettet for at finde noget mere om navnet.”

Ashton rystede på hovedet igen, og bevægelsen mindede om en ufrivillig gysen. ”Hvor forfærdeligt skal det her blive, før det får en ende?” Det var mere et protestskrig end et spørgsmål.

”Lige før i telefonen sagde du noget om i morgen tidlig?”

”Hvad? Nå, ja. En ny drejning. Jeres kollega synes, at sammensværgelsesvinklen gør alting uopsætteligt, så han sætter tempoet op og vil afhøre vores elever i morgen tidlig.”

”Og hvor er de?”

”Hvad?”

”Eleverne. Hvor er de?”

”Åh. Undskyld, at jeg er lidt forvirret, det er en del af årsagen. De er nedenunder i kirkerummet. Det er et beroligende sted. Det har været en barsk dag. Officielt har eleverne på Mapleshade ingen forbindelse med verden uden for skolen. De har hverken tv, radio, computere, iPods eller mobiltelefoner, intet. Men der siver altid oplysninger herind, der er altid nogen, der har held til at smugle en eller anden anordning herind, og nu har de selvfølgelig hørt om Savannahs død, og … ja, I kan vel se det for jer. Så nu har de fået, hvad en strengere institution ville kalde ”stuearrest”. Det kalder vi det selvfølgelig ikke. Alt her er tilrettelagt, så det tager sig blidere ud.”

”Undtagen pigtrådshegnet,” sagde Hardwick.

”Det er der for at holde problemerne ude, ikke for at holde nogen inde.”

”Det spurgte vi også os selv om.”

”Jeg kan forsikre jer, at det er af sikkerhedsmæssige grunde, ikke for at holde nogen fanget.”

”Så lige nu er de alle sammen nede i kirken?” spurgte Hardwick.

”Det er korrekt. Det virker som sagt beroligende på dem.”

”Jeg ville ikke have troet, at de var religiøse,” sagde Gurney.

”Religiøse?” Ashton smilede køligt. ”Det er de næppe. Der er bare noget ved kirker af sten, de gotiske vinduer og det dæmpede lys. Det beroliger sindet på en måde, som intet har med teologi at gøre.”

”Det er ikke sådan, at eleverne føler, de bliver straffet?” spurgte Hardwick. ”Hvad med dem, der ikke gjorde noget?”

”De sindsoprevne falder til ro og har det bedre. De, der hele tiden har haft det okay, har fået at vide, at de varetager en vigtig funktion med at berolige de andre. Så de oprevne føler sig ikke udskilt fra de øvrige, og de rolige føler sig påskønnet.”

Gurney smilede. ”Du må have brugt meget energi på at gennemtænke det.”

”Det er en del af mit arbejde.”

”Du giver dem et grundrids, så de kan forstå, hvad der foregår?”

”Ja, sådan kan man godt sige det.”

”Ligesom en tryllekunstner,” sagde Gurney.

”Eller en politiker.” ”Eller en hvilken som helst dygtig præst eller lærer eller læge,” sagde Ashton mildt.

”Forresten,” sagde Gurney for at prøve at dreje samtalen i en hel anden retning, ”kom Jillian på nogen måde til skade i dagene op til brylluppet – så hun blødte?”

”Blødte? Ikke det, jeg ved af. Hvorfor spørger du om det?”

”Det er et spørgsmål om, hvordan blodet havnede på macheten.”

”Spørgsmål? Hvordan kan der være tvivl om det? Hvad mener du?”

”Jeg mener, at macheten måske slet ikke var mordvåbnet.”

”Det forstår jeg ikke.”

”Den kan have været lagt ud i skoven, inden din kone blev myrdet, ikke efter.”

”Men … jeg fik at vide … at hendes blod …”

”Man har muligvis draget nogle forhastede konklusioner. Men hør lige her. Hvis macheten blev lagt ud i skoven før mordet, så må blodet på den være kommet fra Jillian, inden det skete. Har du nogen idé om, hvordan det kan være gået til?”

Ashton så fuldkommen forbløffet ud. Han åbnede munden, som om han ville sige noget, men lod være, og gjorde det så alligevel. ”Ja … øh, det har jeg … i hvert fald rent teoretisk. Som I måske ved, blev Jillian behandlet for en bipolar affektiv sindslidelse. Hun fik noget medicin, som krævede, at der blev taget blodprøver med jævne mellemrum, så man kunne følge koncentrationen af præparatet i blodet. Der blev taget blodprøver en gang om måneden.”

”Hvem tog dem?”

”En lokal sygeplejerske. Jeg tror, hun arbejdede i et lægehus uden for Cooperstown.”

”Og hvad gjorde hun med blodprøverne?”

”Afleverede dem på laboratoriet, hvor man undersøgte serumkoncentrationen af litium og skrev journal.”

”Afleverede hun dem straks?”

”Jeg går ud fra, at hun gjorde sin patientrunde færdig og afleverede blodprøverne sidst på dagen.”

”Har du hendes navn og navnet på lægehuset og laboratoriet?”

”Ja, det har jeg. Jeg læser – læste, skulle jeg vel sige – en kopi af laboratoriejournalen hver måned.”

”Har du papirerne på, hvornår den sidste blodprøve blev taget?”

”Nej, jeg har det ikke på tryk, men det var altid den anden fredag i måneden.”

”Det må så have været to dage før brylluppet,” sagde Gurney et øjeblik efter.

”Tror du, at Flores på et eller andet tidspunkt kan have fået fat i hendes blod? Men hvorfor?” spurgte Ashton. ”Jeg tror ikke rigtig, jeg forstår det, du sagde om macheten. Hvad skulle det gøre godt for?”

”Det er jeg usikker på, Ashton. Men jeg har på fornemmelsen, at svaret ligger i det manglende led i midten af sagen.”

Ashton hævede øjenbrynene. Han virkede mere forvirret end skeptisk. Det så ud, som om hans øjne flaksede hen over et foruroligende indre landskab. Til sidst lukkede han dem og satte sig tilbage i stolen med et fast greb om enden af de kunstfærdigt udskårne armlæn. Han trak vejret dybt og velovervejet et par gange, som om han var midt i en beroligende åndedrætsøvelse. Men da han åbnede øjnene igen, så han bare ud til at have det værre.

”Det er et mareridt,” sagde han. Han rømmede sig, men det lød mere som en klynken end et host. Sig mig, de herrer. Har I nogen siden følt jer som en total fiasko? Det er sådan, jeg har det lige nu. Alle rædslerne … alle dødsfaldene … alle opdagelserne om Flores eller Skard eller hvad han end hedder … alle de bizarre afsløringer om det, der rent faktisk har foregået her på skolen … det hele peger på, at jeg er en total fiasko. Hvor har jeg dog været en enfoldig nar!” Han rystede på hovedet – eller bevægede det snarere frem og tilbage i slowmotion, som om det sad fast i en bølgende undervandsstrøm. ”Den tåbelige, skæbnesvangre stolthed. Tænk, at jeg troede, jeg kunne kurere en pest med en kraft så ufattelig og primitiv.”

”Pest?”

”Det er ikke den term, man normalt bruger inden for mit fag om incest og den skade, den forvolder, men jeg mener, den er ret præcis. Jo længere, jeg har arbejdet inden for det felt, desto mere er jeg blevet af den overbevisning, at den absolut mest destruktive forbrydelse et menneske kan begå, er sexmisbrug af et barn – især, når det er en forælder.”

”Hvorfor siger du det?”

”Hvorfor? Det er såre enkelt. De to grundlæggende former for menneskelige forhold er forælder-barn-relationen og kønsakten. Incest nedbryder grænserne mellem de to distinkte former ved brutalt at blande dem sammen og i bund og grund fordærve dem begge. Jeg mener, at der sker en traumatisk skade på de dele af nervesystemet, der understøtter den naturlige adfærd, som knytter sig til de to former, og som holder dem adskilt. Forstår du, hvad jeg mener?”

”Det tror jeg nok,” sagde Gurney.

”Det går lidt hen over hovedet på mig,” sagde Hardwick, som tavs havde stået og overværet ordskiftet mellem Ashton og Gurney.

Ashton sendte ham et skeptisk blik. ”Hvis en behandling af den slags traumer skal virke, må der opbygges nye grænser mellem de gængse forældre-barn-reaktioner og de gængse parringsreaktioner. Det tragiske er, at ingen behandling kan måle sig i styrke med den krænkelse, den forsøger at rette op på – krænkelsens virkning er en million gange større. Det er som at stå med en teske og skulle genopbygge en mur, som er smadret af en bulldozer.”

”Men … var det ikke det problem, du valgte at bygge din karriere op omkring?” spurgte Gurney.

”Jo. Og nu er det helt tydeligt, at det er mislykkedes. At det hele er en kæmpe fiasko.”

”Det kan du ikke vide.”

”Mener du, fordi ikke alle Mapleshades elever har valgt at forsvinde ud i et sygt sexhelvede? Fordi ikke alle er blevet slået ihjel for fornøjelsens skyld? Fordi ikke alle har fået børn, som de har tænkt sig at voldtage? Fordi ikke alle har vist sig at være lige så syge og sindsforvirrede, som da de kom til skolen? Og så siger du, at jeg ikke kan vide det. Det eneste, jeg ved lige nu, er, at Mapleshade er blevet en magnet for rædsel og mord, et jagtreservat for et umenneske, og det er alt sammen sket, mens skolen blev ledet af mig og styret af mine skøn og beslutninger. Mapleshade er blevet fuldkommen ødelagt under min ledelse. Så meget ved jeg.”

”Og … hvad nu?” spurgte Hardwick skarpt.

”Hvad nu? Åh. En røst fra en praktisk sjæl.” Ashton lukkede øjnene og var tavs i mindst et minut. Da han sagde noget igen, var det med en påtaget almindelig stemme. ”Hvad nu? Det næste skridt? Det næste skridt vil være, at jeg går ned i kirken og viser mit ansigt, gør hvad jeg kan for at berolige dem. Hvad jeres næste skridt skal være … det har jeg ingen anelse om. I sagde, I var her på grund af en mavefornemmelse. Så I må hellere spørge jeres mave, hvad I skal gøre.”

Han rejste sig fra den tunge plysstol og tog noget i skrivebordsskuffen, der lignede en fjernbetjening til en garageport. ”Lamperne og låsene nedenunder betjenes elektronisk,” sagde han som en forklaring på tingesten. Han gik hen mod døren, kom tilbage og tændte den store fladskærm bag skrivebordet. Der tonede et billede frem: kirkerummet med stengulv og høje stenmure, hvis farveløse dysterhed her og der blev brudt af tunge bordeauxrøde gardiner og ubestemmelige gobeliner. De mørke bænke stod ikke i rækker, som normalt i en kirke, men var flyttet rundt og dannede nu seks grupper, som hver bestod af tre bænke i en løs trekant, hvor man kunne sidde og snakke. Bænkene var fyldt med teenagepiger. Deres stemmer kunne høres i skærmens højtalere.

”Der er et højopløsningskamera og en mikrofon dernede, som sender til computeren,” sagde Ashton. ”Se med og lyt, så I kan få en fornemmelse af situationen.” Så vendte han sig om og gik ud ad døren.