KAPITEL 75

LUK ØJNENE

 

På computerskærmen så de Ashton komme ind ad kirkens bagdør bag grupperne af bænke, og han lukkede døren bag sig med et tungt bump. Han havde stadig fjernbetjeningen i hånden. Pigerne fyldte det meste af bænkene – nogle sad normalt, nogle sidelæns, nogle i yogastilling og nogle på knæ. Nogle af dem så ud til at sidde i deres egne tanker, men de fleste var i fuld gang med at snakke, nogle højere end andre.

Det forbavsede Gurney, at pigerne så ret almindelige ud. De lignede ved første øjekast alle andre selvoptagne teenagepiger og faktisk ikke beboere på en institution omgivet af Nato-pigtråd. Den skadelige adfærd, som havde bragt dem til stedet, var usynlig på den afstand af kameraet. Det var nok først, når man stod ansigt til ansigt med dem, tænkte Gurney, at man kunne se, at disse pigebørn var mere end almindeligt selvcentrerede, hensynsløse, grusomme og sexfikserede. Ligesom på hans forbryderfotos af mordere ville det iskolde og farlige helt sikkert kunne spores i øjnene.

Så lagde han mærke til, at eleverne ikke var alene. I hver af bænketrekanterne var der en eller to ældre personer – sikkert lærere eller terapeuter, eller hvad Mapleshade måtte kalde deres vejledere og behandlere. I et hjørne nede bagved stod en knap nok synlig dr. Lazarus med armene over kors og et udtryk, som ikke var til at blive klog på.

Kort efter at Ashton kom ind, begyndte pigerne at lægge mærke til ham, og samtalen gik lidt i stå. En af de lidt ældre og mere opsigtsvækkende piger gik hen til Ashton, som stod for enden af midtergangen. Hun var høj og lyshåret og havde mandeløjne.

Gurney så over på Hardwick, som lænede sig frem og studerede skærmen.

”Kunne du se, om han kaldte på hende?” spurgte Gurney.

”Det kan godt være, han gjorde tegn til hende,” sagde han. ”Som om han vinkede. Hvorfor?”

”Jeg er bare nysgerrig.”

På den superskarpe skærm var profilbilledet af Ashton og den høje lyshårede pige så tydeligt, at man kunne se deres mundbevægelser, men man kunne ikke høre, hvad de sagde – ord og sætninger blandede sig med stemmerne fra en gruppe elever i nærheden.

Gurney lænede sig frem mod skærmen. ”Har du nogen idé om, hvad de siger?”

Hardwick så nøje på deres ansigter og lagde hovedet på skrå, som om det ville styrke hans høresans.

Pigen sagde noget og smilede, Ashton sagde noget og gestikulerede. Så gik han målrettet ned ad midtergangen og trådte op på en lille tribune, sikkert det område, hvor alteret havde været, dengang bygningen blev brugt som kirke. Han vendte sig om mod de forsamlede piger med ryggen til kameraet. Den lavmælte tale forstummede, og der blev helt stille.

Gurney så spørgende på Hardwick. ”Opsnappede du noget?”

Han rystede på hovedet. ”Han kunne have sagt hvad som helst til hende. Ordene blandede sig med baggrundslydene. En mundaflæser ville måske kunne se, hvad han sagde. Jeg kunne ikke.”

Ashton begyndte at tale med en autoritet, der lød naturlig. Hans lækre baryton var fattet og fløjlsblød – og dybere end ellers i det rungende, gotiske midterskib.

”Mine damer,” begyndte han og modulerede ordene i et nærmest ærbødigt tonefald, ”der er sket nogle forfærdelige, skræmmende ting, og alle er rystede. Vrede, bange, forvirrede og rystede. Nogle af jer har problemer med at sove. Er ængstelige. Har mareridt. At vi ikke ved, hvad der egentlig foregår, er måske det allerværste. Vi vil gerne vide, hvad vi står over for, og ingen vil fortælle os det.” Ashton udstrålede den angst, han talte om. Han havde forvandlet sig til et billede på sindsbevægelse og forståelse, og samtidig lykkedes det ham på et eller andet ubevidst plan at virke dybt beroligende, hvilket nok skyldtes den fuldtonende, sikre stemme, der nærmest havde klangfarve som en cello.

”Hold da kæft, mand, han er god til det der,” sagde Hardwick i en tone som en, der beundrer en lommetyvs fingersnilde.

”Virkelig professionel,” medgav Gurney.

”Men ikke så god som dig, mester.”

Gurney skar en grimasse, som fik ham til at ligne et spørgsmålstegn.

”Jeg tror sgu godt, han kunne lære noget af dine foredrag på politiskolen.”

”Hvad ved du om mine foredrag …”

Hardwick pegede på skærmen. ”Shhh. Vi må ikke gå glip af noget.”

Ashtons tale bevægede sig som klart vand over glatte sten. ”Nogle af jer har spurgt mig om udviklingen i kriminalpolitiets efterforskning. Hvor meget ved politiet, hvad foretager de sig, og hvor tæt er de på at fange den skyldige? Logiske spørgsmål, spørgsmål, som mange af os spekulerer over. Jeg tror, det ville hjælpe, hvis vi vidste noget mere, hvis vi havde mulighed for at tale om vores bekymringer, spørge om det, vi har behov for at spørge om, og få nogle svar. Det er derfor, jeg har inviteret sagens vigtigste efterforskere til at komme her til Mapleshade i morgen tidlig – for at tale med os, lade os vide, hvad der foregår, og hvad der formodes at ske i fremtiden. De vil have spørgsmål, og vi vil have spørgsmål. Jeg tror, det bliver en meget nyttig samtale for os alle sammen.”

Hardwick grinede smørret. ”Hvad siger du til det?”

”Jeg synes, han er …”

”Glat som en ål?”

Gurney trak på skuldrene. ”Jeg ville sige, at han er god til at styre folks måde at se tingene på.”

Hardwick pegede på skærmen.

Ashton tog en mobiltelefon fra en holder i sit bælte. Han så på den, rynkede panden, trykkede på en tast og satte den op til øret. Han talte, men pigerne i kirkerummet var begyndt at snakke sammen igen, og det, han sagde, blev væk i baggrundsmumlen.

”Får du fat i noget af det?” spurgte Gurney.

Hardwick iagttog Ashtons læber, men rystede på hovedet. ”Det er det samme som før, da han snakkede med blondinen. Han kan have sagt hvad som helst.”

Samtalen sluttede, og Ashton stak telefonen i lommen. En pige i den fjerne ende af rummet rakte hånden op. Hun blev enten ikke set eller ignoreret af Ashton, så hun rejste sig op og viftede med hånden, hvilket åbenbart fangede hans opmærksomhed.

”Ja? De damer … jeg tror, der er en, der har et spørgsmål eller en kommentar.”

Pigen – som tilfældigvis var blondinen med mandeløjnene, som Hardwick lige havde nævnt – stillede et spørgsmål. ”Jeg har hørt rygter om, at Hector Flores er blevet set her på stedet i dag, lige her i kirken. Er det rigtigt?”

Ashton virkede forfjamsket, hvilket ikke lignede ham. ”Hvad … hvem har fortalt dig det?”

”Det ved jeg ikke. Der blev snakket i trapperummet i hovedbygningen. Jeg er ikke sikker på, hvem det var. Derfra hvor jeg stod, kunne jeg ikke se dem. Men en af dem sagde, at hun havde set ham – set Hector. Hvis det er rigtigt, er det skræmmende.”

”Hvis det var rigtigt, ville det være skræmmende,” sagde Ashton. ”Den person, der så ham, kan måske sige noget mere. Vi er her alle sammen. Så den person, der sagde det, må jo også være her.” Han kiggede afventende ud over forsamlingen uden at sige noget i fem lange sekunder, inden han med onkelagtig tolerance tilføjede: ”Måske er der nogen, der bare godt kan lide at sprede skræmmende rygter.” Men han virkede ikke helt rolig. ”Er der flere spørgsmål?”

En af de yngste piger rakte hånden i vejret og spurgte: ”Hvor meget længere skal vi være herinde?”

Ashton smilede som en kærlig far. ”Så længe det hjælper at være her og ikke et minut længere. Jeg håber, at I gruppevis indvier hinanden i jeres tanker, bekymringer og følelser – især i de ængstelser, som helt naturligt er blevet udløst af Savannahs død. Jeg vil gerne have, at I siger alt, hvad der falder jer ind, så I kan benytte jer af den hjælp, gruppevejlederne kan tilbyde, og den hjælp, I kan give hinanden. Det er en metode, der virker. Vi ved alle sammen, at den virker. Stol på det.”

Ashton trådte ned fra forhøjningen og gik rundt i rummet. Det så ud, som om han kom med et par opmuntrende ord her og der, men det virkede, som om det hovedsagelig var for at overvære gruppediskussionerne. Somme tider lod han til at lytte opmærksomt, andre gange stod han som i sine egne tanker.

Mens Gurney så på skærmen, slog det ham igen, hvilken sær skueplads det var. Det kunne meget vel være, at det ikke længere var et helligt sted, men det så ud, lød, lugtede og føltes meget som en kirke. Kombinationen af rummet og de nuværende elevers ustyrlige og forkvaklede energier virkede foruroligende.

Ashton fortsatte med at gå rundt mellem eleverne og deres ”vejledere” i et roligt tempo, men Gurney så ikke længere på skærmen.

Han lukkede øjnene og lænede hovedet mod stolens fløjlsbetrukne ryghynde. Han koncentrerede sig så godt, han kunne, om den enkle fornemmelse af luften, der passerede ind og ud gennem næsen. Han forsøgte at tømme hovedet for et virvar af usammenhængende brokker. Det var lige ved at lykkes, men en enkelt lille sætning nægtede at forsvinde.

Én lille sætning.

Det var en af Hardwicks sætninger, som blev ved med at kværne rundt i hovedet på ham – den kommentar, han var kommet med, da Gurney spurgte, om han havde opfattet, hvad Ashton sagde til pigen, der gik hen til ham, da han trådte ind i kirken.

Hardwick havde svaret, at Ashtons stemme var druknet i pigernes snak, og at ordlyden derfor var umulig at tyde.

Han kunne have sagt hvad som helst.

Sætningen havde plaget Gurney.

Og nu vidste han hvorfor.

Den havde mindet ham om et eller andet, som lå gemt i underbevidstheden.

Men nu huskede han det tydeligt.

Et andet tidspunkt. Et andet sted. Scott Ashton i alvorlig samtale med en ung lyshåret kvinde på en stor nyslået græsplæne. En samtale, som ingen kunne høre. En samtale, som druknede i to hundred andre menneskers lavmælte konversation. En samtale, hvor Scott Ashton kunne have sagt hvad som helst til Jillian Perry.

Han kunne have sagt hvad som helst. Og lige præcis den kendsgerning kunne ændre det hele.

Hardwick kiggede på ham. ”Er der noget galt?”

Gurney rystede let på hovedet, som om en større bevægelse kunne forstyrre den uendeligt skrøbelige kæde af muligheder, som han overvejede.

Han kunne have sagt hvad som helst. Man kunne ikke på nogen måde vide, hvad han sagde, for stemmerne kunne ikke høres. Så hvad kunne han have sagt?

Det kunne være, han havde sagt: ”Uanset hvad der sker, så sig ikke et ord.”

Det kunne være, han havde sagt: ”Uanset hvad der sker, så lad være med at åbne døren.”

Det kunne være, han havde sagt: ”Jeg har en overraskelse til dig. Luk øjnene, du må ikke kigge.”

Du gode gud, tænk hvis det lige præcis var det, han havde sagt. ”Det er dit livs største overraskelse, så luk øjnene, du må ikke kigge.”