KAPITEL 76

ENDNU ET LAG

 

”Hvad fanden er der galt?” spurgte Hardwick.

Gurney rystede bare på hovedet, var ikke klar til at svare, fordi han var i færd med at gennemgå den logiske kæde af muligheder inde i sit hoved med en overstadighed, som fik ham til at springe op fra stolen som et dyr. Han begyndte, først langsomt, at gå frem og tilbage på det antikke tæppe foran Ashtons skrivebord. Den store porcelænslampe på hjørnet kastede en blød cirkel af lys på tæppet, så man tydeligt kunne se den fine vævnings snirklede blomstermønster.

Hvis han havde ret – og det var ikke umuligt, at det var tilfældet – hvad ville der så ske derefter?

På skærmen kunne Ashton ses stå ved et af de mørkerøde forhæng, som dækkede dele af kirkens vægge. Hans blik gled nådigt hen over forsamlingen.

”Hvad er der?” spurgte Hardwick igen. ”Hvad fanden tænker du?”

Gurney holdt op med at gå frem og tilbage og skruede lidt ned for lyden på computerskærmen for bedre at kunne koncentrere sig. ”Den sætning, du sagde, for lidt siden? At Ashton kunne have sagt hvad som helst?”

”Ja. Hvad med den?”

”Det kan være, du har gjort kål på en af de væsentligste formodninger, vi har om mordet på Jillian.”

”Hvad er det for en formodning?”

”Den største af dem. Formodningen om at vi ved, hvorfor hun gik ind i hytten.”

”Ja, vi ved, hvorfor hun sagde, hun gik derind. På videoen sagde hun til Ashton, at hun ville overtale Flores til at komme ud og høre bryllupstalen. Og Ashton diskuterede det med hende. Sagde, at hun ikke skulle tage sig af Flores. Men hun gik sgu derind alligevel.”

”Hvad nu, hvis den samtale slet ikke fandt sted.”

”Den var jo på videoen.” Hardwick så ud til at være både irriteret og forvirret over det, han sagde.

Gurney talte langsomt, som om hvert ord var dyrebart. ”Den samtale er faktisk ikke med på receptionsvideoen.”

”Selvfølgelig er den det.”

”Nej. Det, der er på videoen, er et møde mellem Scott Ashton og Jillian Perry på plænen under receptionen, et stykke væk fra, hvor det foregår – for langt væk fra kameraet til, at deres stemmer er kommet med. Den ’samtale’, du kan huske – og som alle, der har set videoen, kan huske – er Scott Ashtons beskrivelse af samtalen over for Burt Luntz og hans kone, efter at den fandt sted. Vi har faktisk ingen mulighed for at vide, hvad Jillian egentlig sagde til ham, eller hvad han sagde til hende. Og indtil nu har vi ikke haft grund til at stille spørgsmålstegn ved det. Det eneste, vi reelt har, er det, Ashton påstår, der blev sagt. Og som du sagde lige før om hans uhørlige samtale med den lyshårede pige i kirken, så kunne han have sagt hvad som helst.”

”Okay,” sagde Hardwick skeptisk. ”Ashton kunne have sagt hvad som helst. Det er jeg med på. Men hvad tror du, han faktisk sagde til hende? Hvor vil du hen med det her? Hvorfor skulle han lyve om Jillians grund til at gå ind i hytten?”

”Jeg kan komme i tanke om i hvert fald én skrækkelig grund. Vi ved ikke det, vi troede, vi vidste. Det er det, jeg mener. Vi ved reelt kun, at de talte sammen, og at hun gik ind i hytten.”

Hardwick gav sig til at banke utålmodigt på det polstrede, tronstolsagtige armlæn. ”Det er ikke det eneste, vi ved. Var der ikke noget med, at der var en, der gik hen for at hente hende? Og var hun ikke allerede død – eller i hvert fald ude af stand til at åbne døren? Jeg fatter ikke, hvor i helvede du vil hen med det her.”

”Lad os begynde med begyndelsen. Hvis du ser på de faktiske, synlige beviser og glemmer den historie, vi er blevet fortalt, så er spørgsmålet, om der er en anden plausibel historie, som stemmer overens med det, der sker på skærmen?”

”Som hvad, for eksempel?”

”På videoen ser det ud, som om Jillian får Ashtons opmærksomhed og peger på sit armbåndsur. Okay. Det kunne jo være, at han havde bedt hende om at holde øje med tiden og sige til, når det var tid til bryllupstalen. Og det kunne jo være, at han gik hen til hende og sagde, at han havde en kæmpe overraskelse til hende, og at hun skulle gå ind i hytten, fordi det var der, han ville give hende den – lige inden talen. Hun skulle gå ind i hytten, låse døren og være helt stille. Uanset hvem, der kom og bankede på, skulle hun lade være med at åbne og ikke sige et ord. Det hørte alt sammen med til overraskelsen, og hun ville forstå det hele bagefter.”

Nu hørte Hardwick virkelig efter. ”Så du siger, at hun kan have været helt okay, da catering-damen bankede på døren?”

”Og da Ashton så åbnede døren med sin nøgle, kan det være, han har sagt noget i retning af: ’Luk øjnene, du må ikke kigge – nu kommer dit livs største overraskelse’.”

”Og hvad så?”

Gurney tøvede lidt. ”Kan du huske Jason Strunk?”

Hardwick rynkede brynene. ”Seriemorderen? Hvad har han med det her at gøre?”

”Kan du huske, hvordan han dræbte sine ofre?”

”Var det ikke ham, der skar dem i småstykker, som han sendte til de lokale strissere?”

”Nemlig. Men det er våbnet, han brugte, jeg tænker på.”

”En flækkekniv, ikke? Enormt skarp japansk tingest.”

”Og han gik rundt med den under jakken i et simpelt plastichylster.”

”Og … hvor vil du hen? Åh nej, det mener du ikke! Du siger ikke, at … at Ashton gik ind i hytten, sagde til sin nygifte brud, at hun skulle lukke øjnene, hvorpå han huggede hovedet af hende?”

”Hvis vi ser på billedmaterialet, er det lige så muligt som den historie, vi fik.”

”Hold da kæft mand, der er jo meget der er muligt, men …” Hardwick rystede på hovedet. ”Hvad sker der så? Da han har hugget hovedet af sin brud, lægger han det pænt på bordet og begynder at skrige, lader den blodige flækkekniv glide ned i sin plasticforede lomme, kommer tumlende ud af hytten og falder om?”

”Lige præcis,” sagde Gurney. ”Den sidste del af det har vi set på videoen – det at han skriger, tumler ud og falder om i blomsterbedet. Alle kommer farende derhen, alle kigger ind i hytten, og alle drager den oplagte konklusion. Præcis den konklusion, Ashton vil have dem til at drage. Og derfor var der ingen grund til at kropsvisitere ham. Hvis han havde en flækkekniv eller et lignende våben gemt under jakken, var der i hvert fald aldrig nogen, der opdagede det. Og så snart hundeholdet fandt den blodige machete i skoven, var der jo ingen tvivl hos nogen. Hector Flores-historien var mejslet i sten og ventede bare på, at Rodriguez skulle sætte sit godkendende stempel på den.”

”Men hvad så med macheten … hvad med blodet på den … hvordan …?”

”Det kunne meget vel stamme fra den blodprøve, der blev taget to dage tidligere med henblik på undersøgelsen af litiumkoncentrationen i Jillians blod. Ashton kunne have aflyst den faste aftale med sygeplejersken og taget blodprøven selv. Eller han kunne have fået fat i den på en anden måde, kunne have trukket i nogle tråde – som vi var begyndt at tro, at Flores havde trukket i. Og så kunne han have lagt macheten i skoven om morgenen, inden receptionen. Han kunne have smurt blodet på den, ført den ud gennem vinduet bagest i hytten og efterladt et par dråber på vindueskarmen, samtidig med at han afsatte spor af duftstoffet med støvlerne, så hundene kunne følge det, hvorefter han kunne være kommet tilbage gennem hytten. På det tidspunkt var der ingen kameraer, der kørte, og det forklarer, hvordan macheten kom fra hytten og ud i skoven, uden at man kunne se nogen gå forbi det forpulede træ på videooptagelsen.”

”Lige et øjeblik, du glemte noget. Hvordan fanden kunne han svinge en flækkekniv gennem halsen på hende – gennem halspulsåren – uden at få blod på sig? Jeg kan godt huske den retsmedicinske rapport, det om, at blodet løb ned på den side af hendes krop, der vendte væk, og at jeg selv kom på, at morderen kunne have brugt hovedet til at aflede blodstrømmen. Men der ville vel stadig være blodstænk, ikke?”

”Det var der måske også?”

”Uden at nogen lagde mærke til det?”

”Ja, Jack. Prøv at tænke tilbage på videosekvensen. Ashton havde mørkt tøj på. Han faldt om i et mudret blomsterbed. Et bed med rosenbuske. Med torne. Han var enormt snavset. Og så vidt jeg husker, var der et par gæster, der fulgte ham ind i huset. Jeg vil vædde min pension på, at han gik direkte ud på badeværelset. Her havde han mulighed for at gemme flækkekniven og måske endda skifte til et sæt tøj magen til, som allerede var fyldt med mudder. Så da han kom ud, var han stadig møgbeskidt, men det var skidt uden spor af offerets blod.”

”Hold da kæft,” mumlede Hardwick eftertænksomt. ”Tror du virkelig på alt det?”

”Hvis jeg skal være helt ærlig, Jack, så har jeg ingen grund til at tro noget af det. Men jeg tror til gengæld, at det er muligt.”

”Der er nu nogle problemer, synes du ikke?”

”Som for eksempel problemet med at tro, at en berømt psykiater er en kynisk snigmorder?”

”Det er faktisk den del af det, jeg er mest vild med,” sagde Hardwick.

For første gang den dag grinede Gurney. ”Andre problemer?” spurgte han.

”Ja. Hvis Flores ikke var i hytten, da Jillian blev dræbt, hvor fanden var han så?”

”Han var måske allerede død,” sagde Gurney. ”Det kan være, Ashton slog ham ihjel for at få det til at se ud, som om han var den skyldige og derfor flygtede. Eller måske er der lige så mange huller i det scenarie, jeg lige fandt på, som i alle de andre teorier i sagen.”

”Så fyren her er enten forbryder i verdensklasse, eller også er han offer for en forbrydelse i verdensklasse.” Hardwick så hen på skærmen bag Ashtons skrivebord. ”Han ser sgu ret rolig ud af en mand at være, hvis verden måske er ved at bryde sammen. Hvad blev der af al hans fortvivlelse og håbløshed?”

”Ser ud til at være forsvundet.”

”Jeg forstår det ikke.”

”Følelsesmæssigt robust? God til at holde masken?”

Hardwick så mere og mere forbløffet ud. ”Hvorfor ville han have, at vi skulle se det her?”

Ashton gik langsomt rundt i kirkerummet på en nærmest arrogant måde, som en guru blandt sine disciple. Besiddende. Selvsikker. Uanfægtet. Han så mere og mere ud, som om han nød det. En mand med magt og respekt. En kardinal fra renæssancen. En amerikansk præsident. En rock-stjerne.

”Scott Ashton lader til at være en juvel med mange facetter,” sagde Gurney fascineret.

”Eller et røvhul af en morder,” indvendte Hardwick.

”Vi må finde ud af, hvilken af delene han er.”

”Hvordan?”

”Ved at reducere ligningen til dens simpleste form.”

”Som er?”

”At det var Ashton, der slog Jillian ihjel.”

”Og at Hector ikke havde noget med det at gøre?”

”Nemlig,” sagde Gurney. ”Hvad kunne man slutte af det?”

”At Ashton er meget god til at lyve.”

”Ja, og måske har han fortalt os en masse andre løgne, uden at vi har lagt mærke til det.”

”Løgne om Hector Flores?”

”Nemlig,” sagde Gurney igen og lagde ansigtet i tænksomme folder. ”Om … Hector … Flores.”

”Hvad nu?”

”Jeg tænker bare.”

”Hvad tænker du?”

”Er det … muligt …?”

”At hvad?” spurgte Hardwick.

”Vent lidt. Jeg skal lige …” Gurney tænkte så det knagede.

”Hvad skal du lige?”

”Jeg skal bare … bringe … ligningen på den simpleste form. Gøre den så simpel … som overhovedet muligt … så …?”

”Kan du for fanden ikke sige en hel sætning! Spyt ud!”

Tak skæbne, så enkelt kunne det vel ikke være?

Men måske var det såre enkelt! Måske var det fuldkommen latterligt enkelt!

Hvorfor kunne han først se det nu?

Han lo.

”For fanden, Gurney …”

Han så det først nu, fordi han havde ledt efter det manglende led. Og han havde ikke kunnet finde det. Selvfølgelig havde han ikke det. For der var ikke noget manglende led. Der var ikke noget led, der MANGLEDE. Der var derimod et EKSTRA led. Det led, som hele tiden havde stået i vejen for alt andet. Havde stået i vejen for sandheden lige fra begyndelsen. Det led, som var udtænkt til netop at stå i vejen for sandheden.

Hardwick så dybt frustreret på ham.

Gurney vendte sig om mod ham med et kæmpe smil. ”Ved du, hvorfor ingen kunne finde Hector Flores efter mordet?”

”Fordi han var død?”

”Det tror jeg ikke. Der er tre mulige forklaringer. Et, han flygtede fra området, som alle mente, han gjorde. To, han er død, dræbt af den person, som rent faktisk dræbte Jillian. Eller tre … han har aldrig eksisteret.”

”Hvad fanden snakker du om?”

”Det er muligt, at Hector Flores aldrig har eksisteret, at der aldrig har været nogen Hector Flores, at Hector Flores er en myte, som Scott Ashton har skabt.”

”Men alle historierne …”

”De kan alle sammen stamme fra Ashton selv.”

”Hvad siger du!?”

”Hvorfor ikke? Historier opstår, de spredes og får deres eget liv – det har du sagt mange gange. Hvorfor skulle alle historierne ikke kunne udspringe fra den samme person?”

”Men folk så jo Flores i Ashtons bil.”

”De så en mexicansk daglejer med solbriller og en cowboyhat af strå. Den mand kunne være hvem som helst, Ashton havde hyret den dag.”

”Men jeg fatter ikke, hvordan …”

”Kan du ikke se det? Ashton kan have digtet alle historierne selv, alle rygterne. Rigtig godt sladderstof. Den specielle nye gartner. Den fantastisk dygtige mexicaner. Manden, som lærte alting utrolig hurtigt. Manden med fantastisk potentiale. Askepot-manden. Protegéen. Den betroede, personlige assistent. Geniet, som efterhånden blev en smule excentrisk. Manden, som stod nøgen på et ben i havepavillonen. Så mange historier, så interessante, så farverige, så chokerende, så herlige, så gentagelsesværdige. Det perfekte sladderstof. Hold da kæft, kan du ikke se det? Han gav naboerne en uimodståelig historie, og de fortalte den videre til hinanden, pyntede på den og fortalte den til fremmede. Han skabte Hector Flores af det bare ingenting og gjorde ham kapitel for kapitel til en levende legende. En legende, som Tambury elskede at snakke om. Manden blev større end naturlig størrelse, mere virkelig end virkeligheden.”

”Hvad med kuglen i tekoppen?”

”Det nemmeste i verden. Ashton kan selv have affyret skuddet, gemt geværet og meldt det stjålet. Det er meget plausibelt, at den skøre, utaknemmelige mexicaner kunne finde på at stjæle Ashtons dyre riffel.”

”Stop en halv. På videooptagelsen inden receptionen begynder, går Ashton hen til hytten for at tale med Flores. Da han bankede på døren, kunne man høre et meget svagt ’Esta abierto’. Hvis der ikke var nogen Hector Flores derinde, hvem sagde det så?”

”Ashton kunne sagtens have mumlet det selv. Han havde ryggen til kameraet.”

”Men de piger, Hector talte med på Mapleshade …?”

”De piger, han formodes at have talt med, er alle passende døde eller savnede. Så hvordan kan vi vide, om han overhovedet talte med nogen? Der er faktisk ikke nogen, vi kender til, som kan sige, at de har stået ansigt til ansigt med ham. Er det ikke i sig selv skide mærkeligt?”

De kiggede på hinanden og derefter på computerskærmen, hvor man kunne se Ashton tale kort med to af pigerne, mens han pegede eftertrykkeligt i retning af forskellige dele af kirkerummet. Han så lige så afslappet og bydende ud som den vindende general den dag, fjenden overgav sig.

Hardwick rystede på hovedet. ”Tror du virkelig, at Ashton har digtet hele den utroligt minutiøse historie – at han har opfundet denne mytiske person og holdt hele opspindet kørende i tre år – så han havde en at give skylden, hvis han en dag besluttede sig for at gifte sig og slå sin kone ihjel? Lyder det ikke en smule absurd?”

”Jo, sagt på den måde lyder det fuldkommen absurd. Men hvad nu, hvis der var en anden grund til, at han opfandt Hector?”

”Hvad skulle det være?”

”Det ved jeg ikke. En større grund. En mere håndgribelig grund.”

”Det virker meget tyndbenet. Og hvad med Skard-foretagendet? Havde man ikke en teori om, at en af Skard-brødrene, sandsynligvis Leonardo, gav sig ud for at være Hector og overtalte forhærdede Mapleshade-piger til at løbe hjemmefra mod at få penge og spændende oplevelser, når de var færdige med skolen? Hvis der ikke er nogen Hector, hvad så med hele sexslave-scenariet?”

”Jeg ved det ikke.” Det var et meget vanskeligt spørgsmål, tænkte Gurney. Hvad kunne de bruge alle teorierne til, hvis de var baseret på forestillingen om, at Leonardo Skard arbejdede i skikkelse af Hector Flores – hvis Hector Flores aldrig havde eksisteret?