KAPITEL 79
DEN SIDSTE KUGLE
Der var ingen af politiskolens fag, der i tilstrækkelig grad forberedte folk på at blive skudt. At høre det beskrevet af dem, der havde prøvet det, gav en idé om, hvad det ville sige, og at se det ske tilføjede en ret chokerende dimension, men som det var med de fleste voldsomme tildragelser, var det at forestille sig dem og det reelt at opleve dem to vidt forskellige ting.
Han udtænkte planen på ingen tid, og den var i og for sig lige så enkel som at hoppe ud ad et vindue. Planen gik ud på, at han ville kaste sig direkte mod den lille mand med pistolen, som stod lige inden for døren tre, fire meter fra ham ved siden af Ashtons tomme stol. Han håbede at ramme ham med tilstrækkelig stor kraft til, at han røg baglæns ud gennem døråbningen, og at fremdriften ville få dem begge to til at trimle hen over den lille afsats og ned ad trappen. Prisen var, at han nok blev skudt, sikkert mere end en gang.
Giotto Skard havde øjnene på skærmen med billedet af den skrigende lyshårede pige, da Gurney kastede sig frem med et voldsomt brøl. Han holdt den ene arm hen over hjerteregionen og den anden op foran panden. Den lille 25-kaliber pistol ville kun kunne stoppe Gurney, hvis han blev ramt et af de to steder, og han var indstillet på at tage imod skud, der måtte ramme andre steder på kroppen.
Det var vanvittigt, måske det rene selvmord, men der var ikke noget alternativ.
Det øredøvende knald fra det første skud lød næsten omgående. Med en uhyrlig kraft smadrede kuglen Gurneys højre håndled, som var presset mod brystbenet i hjertesiden.
Den anden kugle var et ildspyd gennem maven.
Den tredje var den slemme.
Hverken her eller der.
En elektrisk eksplosion. En blændende grøn gnist, en gnist som en eksploderende stjerne. Skriger. Et skrig af rædsel og chok, skriger som rasende. Lyset er skriget, skriget er lyset.
Der er ingenting. Og der er noget. I begyndelsen er det svært at sige, hvad der er hvad.
En hvid flade. Kunne være ingenting. Kunne være et loft.
Et sted under den hvide flade, et stykke over ham, en sort krog. En lille sort krog, der strækker sig som en finger, der gør tegn. En gestus med uhyrlig mening. For uhyrlig til ord. Alt er for uhyrligt til ord. Han kan ikke komme i tanke om nogen ord. Ikke et eneste. Han har glemt, hvad det er. Ord. Små ujævne tingester. Sorte insekter af plastic. Mønstre. Stumper af et eller andet. Suppe med bogstavformede nudler.
I krogen hænger en farveløs, gennemsigtig pose. Posen er fuld af en farveløs, gennemsigtig væske. Fra posen daler en slange ned mod ham. Som benzinslangen af neopren på en modelflyver i parken. Han kan lugte flyvemaskinens brændstof. Han ser, hvordan en behændig pegefingers rutinerede svirp på propellen får maskinen til spruttende at gå i gang. Lyden stiger i tonehøjde og volumen, maskinen hyler, og hylet bliver efterhånden til en skarp, vedvarende hvinen. På vej hjem fra parken, i hælene på far, hans ordknappe far, falder han over en bunke sten. Han får en flænge i knæet, og det bløder. Blodet pibler ned ad skinnebenet, ned på sokken. Han græder ikke. Hans far ser glad ud, ser ud til at være stolt af ham og fortæller senere hans mor om den store bedrift, at han har nået en alder, hvor han ikke længere behøver at græde. Det er meget sjældent, at hans far ser på ham med stolthed. Hans mor siger: ”Hold nu op, han er kun fire, han har lov til at græde.” Hans far siger ingenting.
Han ser sig selv sidde bag rattet i sin bil. En velkendt vej i Catskill. En hjort løber hen over vejen forude, en då går ind på marken på den anden side. Og så, helt uventet, løber kalven efter hende. Bumpet. Billede af den forvredne krop. Mor, der kigger sig tilbage, venter på marken.
Danny i rendestenen, den røde BMW, der kører væk i fuld fart. Duen, han fulgte efter ud på gaden, flyver væk. Han var kun fire.
Nino Rota-musik. Intens, ironisk, overstadig. Som et sørgmodigt cirkus. En langsomt dansende Sonya Reynolds. Efterårsbladene, der falder.
Stemmer
”Kan han høre os nu?”
”Det er muligt. Hjernescanningerne i går viste signifikant aktivitet i alle de sensoriske centre.”
”Signifikant? Men …?”
”Mønstret er stadig uregelmæssigt.”
”Og det betyder?”
”At hans hjerne viser tegn på normal funktion, men den kommer og går, og der er visse tegn på forhåbentlig midlertidige sensoriske afbrydelser. Det er lidt som visse narkotikarelaterede oplevelser, hallucinogener, hvor man ser lyde og hører farver.”
”Og hvordan er prognosen for den slags …?”
”Mrs. Gurney, med traumatiske hjerneskader …?”
”Jeg ved godt, at du ikke ved det. Men hvad tror du?”
”Det ville ikke forbavse mig, hvis han blev fuldkommen rask. Jeg har set tilfælde, hvor en pludselig spontan bedring …”
”Og du ville heller ikke blive forbavset, hvis han ikke blev fuldkommen rask?”
”Din mand blev skudt i hovedet. Det er fantastisk, at han er i live.”
”Ja. Tak. Det forstår jeg. Han får det måske bedre. Og han får det måske værre. Du aner det i virkeligheden ikke, vel?”
”Vi gør, hvad vi kan. Når hævelsen i hjernen har lagt sig, får vi måske et klarere billede.”
”Du er sikker på, at han ikke har smerter?”
”Han har ingen smerter.”
Himmel.
Varme og kulde skyllede hen over ham som en skiftende sommervind eller en bølge, der ruller ud og ind.
Nu havde køligheden en duft som dugvådt græs, og varmen medbragte den diskrete duft af tulipaner i solen.
Køligheden var lagnets kølighed, varmen var kvindestemmers varme.
Varme og kulde smeltede sammen i læbers bløde aftryk på hans pande. En vidunderlig sødme og blidhed.
Dom.
Kriminalretten i New York County. Et elendigt retslokale, trist og farveløst. Dommeren en parodi på udmattelse, kynisme og dårlig hørelse.
”Kriminalassistent Gurney, anklagerne er mange. Erklærer De Dem skyldig eller ikke skyldig?”
Han kan ikke tale, kan ikke svare, kan ikke engang bevæge sig.
”Er tiltalte til stede?”
”Nej!” skriger et enstemmigt kor.
En due flyver op fra gulvet og forvinder i tågen.
Han vil gerne sige noget, prøver, for at bevise, at han er der, men han kan ikke tale, kan ikke sige et ord, ikke røre en finger. Han anstrenger sig til det yderste for at få bare en stavelse frem, bare en indeklemt halslyd.
Lokalet brænder. Der er ild i dommerens kappe. Han bekendtgør hvæsende: ”Tiltalte varetægtsfængsles på ubestemt tid og skal forblive på stedet, hvor han er, som vil blive reduceret i størrelse, indtil tiltalte er død eller sindssyg.”
Helvede.
Han står i et lokale uden vinduer, et trangt lokale med dårlig luft og en uredt seng. Han kigger efter døren, men den eneste dør fører ind i et skab, et skab, som kun er få centimeter dybt, et skab, som munder ud i en betonvæg. Han har svært ved at trække vejret. Han slår på væggene, men slaget er ikke et slag; det er en opblussen af ild og røg. Så får han øje på en revne i væggen ved siden af sengen, og i revnen et par øjne, der iagttager ham.
Så er han i rummet bag væggen, rummet hvorfra øjnene iagttog ham, men revnen er væk, og der er helt mørkt derinde. Han prøver at berolige sig selv. Prøver at trække vejret langsomt og regelmæssigt. Han prøver at bevæge sig, men rummet er for lille. Han kan ikke løfte armene, kan ikke bøje benene. Og han vakler sidelæns og brager mod gulvet, men braget er ikke et brag; det er et skrig. Han kan ikke få armen om bag sig, kan ikke rejse sig. Rummet er smallere dér, intet giver sig. En voksende rædsel gør det næsten umuligt at trække vejret. Hvis bare han kunne give lyd, tale, råbe.
Langt væk begynder prærieulvene at hyle.
Liv.
”Er du sikker på, han kan høre mig?” Hendes stemme var rent håb.
”Jeg kan med sikkerhed sige, at det aktivitetsmønster, jeg ser på skanningen, stemmer overens med hørelsens nerveaktivitet.” Hans stemme var kølig som et ark papir.
”Er der risiko for, at han er lam?” Hendes stemme var på kanten af mørke.
”Bevægecenteret blev ikke ramt direkte, så vidt vi kan se. Men med skader af denne slags …”
”Ja, jeg er klar over det.”
”Jamen, så vil jeg lade dig være alene med din mand.”
”David,” sagde hun stille.
Han kunne stadig ikke bevæge sig, men panikken var ved at forsvinde, blev på en eller anden måde fortyndet og opløst af lyden af kvindens stemme. Det indelukke, han befandt sig i, var ikke længere ved at knuse ham.
Han kendte kvindens stemme.
Med stemmen kom billedet af hendes ansigt.
Han åbnede øjnene. Først så han ikke andet end lys.
Så kunne han se hende.
Hun kiggede smilende på ham.
Han prøvede at bevæge sig, men intet bevægede sig.
”Du ligger i gips,” sagde hun. ”Slap af.”
Pludselig huskede han det vanvittige spring hen mod Giotto Skard, det første øredøvende skud.
”Er Jack okay?” spurgte han med en hæs hvisken.
”Ja.”
”Er du okay?”
”Ja.”
Han fik tårer i øjnene, og hendes ansigt blev sløret.
Lidt efter vendte hukommelsen tilbage. ”Branden …?”
”Alle kom ud.”
”Åh. Godt. Godt. Så Jack fandt …?” Han kunne ikke huske ordet.
”Fjernstyringen til dørene, ja. Du sagde jo til ham, at den lå i Ashtons lomme.” Hun udstødte en lille halvkvalt, hulkende latter.
”Hvad handlede det om?”
”Det gik bare gennem mit hoved, at ’den ligger i Ashtons lomme’ kunne have været dit livs sidste sætning.”
Han begyndte at le, men skreg omgående på grund af smerten i brystet, så lo han igen og skreg igen. ”Åh, gud nej, du må ikke få mig til at grine.” Tårerne løb ned ad kinderne på ham. Han havde forfærdelig ondt i brystet. Han blev udmattet.
Hun bøjede sig ind over ham og tørrede hans øjne med en krøllet serviet.
”Hvad med Skard?” spurgte han, og nu var stemmen knap hørlig.
”Giotto? Du massakrerede ham lige så meget, som han massakrerede dig.”
”Trappen?”
”Åh, ja. Det er sikkert første gang, han er blevet smidt ned ad en trappe af en mand, han lige har skudt tre gange.”
Der var så meget i hendes stemme, så mange modstridende følelser, men i denne mangfoldige blanding fornemmede han et element af troskyldig stolthed. Det fik ham til at le. Tårerne kom igen.
”Hvil dig,” sagde hun. ”Folk vil komme til at stå i kø for at tale med dig. Hardwick har fortalt dem alle sammen på BCI om det, der skete, og om alt det, du fandt ud af med hvem, der var hvem, og hvad, der var hvad, og han har fortalt dem, hvilken fantastisk helt du er, og hvor mange liv du har reddet, men de vil gerne høre det fra din mund.”
Han tav lidt, mens han prøvede at huske så langt tilbage som muligt. ”Hvornår har du talt med dem?”
”Det er lige præcis to uger siden.”
”Nej, jeg mener om … det med Skard og branden.”
”Det er fjorten dage siden i dag. Den dag det skete, den dag jeg kom hjem fra New Jersey.”
”Hold da op. Vil det sige, at …?”
”Du har været lidt ude af den.” Hun tav og fik pludselig tårer i øjnene. Åndedrættet lød som rystende suk. ”Jeg var lige ved at miste dig,” sagde hun, og lige idet hun sagde det, gled der noget rasende og fortvivlet hen over hendes ansigt, noget han aldrig havde set før.