KAPITEL 80

VERDENS LYS

 

”Sover han?”

”Nej, ikke rigtigt. Han er bare fortumlet og døsig. De giver ham dilaudid intravenøst for at lindre smerterne. Han kan godt høre, hvad du siger.”

Det passede. Han smilede, fordi det passede. Men medicinen gjorde andet end at lindre smerten. Den skyllede smerten væk i en bølge af … af hvad? En bølge af … tålelighed. Han smilede ad tingenes tålelighed.

”Jeg vil ikke forstyrre ham.”

”Bare sig, hvad du har at sige. Han kan sagtens høre, hvad du siger, og det forstyrrer ham ikke.”

Han kendte stemmerne. Det var Val Perrys og Madeleines stemmer. Smukke stemmer.

Val Perrys smukke stemme: ”David? Jeg er her for at takke dig.” Stilhed i lang tid. Stilhed som en fjern sejlbåd, der glider hen over en blå horisont. ”Det er egentlig bare det, jeg vil sige. Jeg lægger en konvolut til dig. Jeg håber, det er nok. Det er ti gange mere, end det beløb, vi aftalte. Hvis det ikke er nok, så lad mig det vide.” Stilhed igen. Et lille suk. Et suk som en brise hen over en mark med orangefarvede valmuer. ”Tak.”

Han kunne ikke mærke, hvor hans krop endte, og hvor sengen begyndte. Han kunne ikke engang mærke, om han trak vejret.

Så var han vågen og kiggede op på Madeleine.

”Det er Jack,” sagde hun. ”Jack Hardwick fra BCI. Kan du tale med ham? Eller skal jeg sige til ham, at han skal komme igen i morgen?”

Han så forbi hende og hen på skikkelsen i døren, så det grå karsehår, det rødmossede ansigt og de isblå malamut-øjne.

”Det er fint nu.” Behovet for at få det til at give mening sammen med Hardwick, og behovet for at fokusere hjalp med til at klare tankerne.

Hun nikkede og trådte til side, da Hardwick kom hen til sengen. ”Jeg går nedenunder efter noget af den forfærdelige kaffe,” sagde hun. ”Jeg kommer snart tilbage.”

”En af de tre fucking kugler røg sgu direkte gennem dig og ramte mig,” hvæsede Hardwick, da Madeleine var gået. Han løftede en forbundet hånd.

Gurney kiggede på hånden og kunne se, at skaden ikke var stor. Han kom i tanke om, at Marian Eliot omtalte Hardwick som et intelligent næsehorn. Han begyndte at grine. De havde åbenbart sat dosen af dilaudid så meget ned, at det gjorde ondt at grine. ”Har du noget nyt, som jeg kan have interesse i at få at vide?”

”Du er en værre en, Gurney, en værre en.” Hardwick rystede påtaget bekymret på hovedet. ”Er du klar over, at du brækkede Giotto Skards ryg?”

”Da jeg skubbede ham ned ad trappen?”

”Du skubbede ham ikke. Du sad på ham hele vejen ned, som om han var en fucking slæde. Med det resultat, at han sidder totalt lam i den kørestol, du truede ham med. Og så begyndte han vel at tænke over den anden lille ubehagelighed, du nævnte – risikoen for, at de andre indsatte kunne finde på at pisse ham lige i hovedet. Så for at skære ind til benet endte han med at slå en handel af med statsadvokaten om livstid uden udgangstilladelse med garanti for lægelig pleje afsondret fra de almindelige fanger.”

”Hvad gik den handel ud på?”

”Han gav os adresserne på Karnalas særlige kunder. Dem, der godt kunne lide at løbe linen ud.”

”Og?”

”Og nogle af de piger, vi fandt på adresserne, var … stadig i live.”

”Var det hele aftalen?”

”Han skulle også angive resten af organisationen. Øjeblikkeligt.”

”Meldte han sine andre to sønner?”

”Uden at blinke. Giotto Skard er ikke nogen sentimental mand.”

Underdrivelsen fik Gurney til at smile.

Hardwick fortsatte. ”Men jeg har et spørgsmål til dig. Når man tænker på, hvor … praktisk … han er omkring sine forretninger, og hvor sindssyg Leonardo var, hvorfor skilte Giotto sig så ikke af med ham, første gang han hørte om de sære små halshugningsanmodninger, som Leonardo indføjede i Karnalas kundetransaktioner?”

”Den er ikke svær. Dræb ikke den gås, der lægger guldæggene.”

”Gåsen er så Leonardo, alias dr. Scott Ashton?”

”Ashton var en stor mand på sit felt … Mapleshades trækplaster. Hvis han blev slået ihjel, ville skolen måske lukke … og en bekvem forsyning af syge unge kvinder ville svigte.” Gurneys øjne gled i for en stund. ”Ikke noget … ikke noget Giotto ville synes om.”

”Hvorfor så slå ham ihjel til sidst?”

”Hele foretagendet blev jo trævlet op … gik op i røg, om man så må sige. Ikke flere … gyldne æg.”

”Er du okay, mester? Du lyder lidt uklar.”

”Aldrig haft det bedre. Hvis den sindssyge gås ikke … lægger æg … bliver den en belastning. Det handler om risikovillighed. I kirken gik det op for Giotto, at Leonardo var ren risiko, nul afkast. Vægten tippede … Større fordel ved at slå ham ihjel end ved at holde ham i live.”

Hardwick brummede eftertænksomt. ”En meget praktisk og vanvittig mand.”

”Ja.” Gurney sagde ikke noget i lang tid, så spurgte han: ”Meldte Giotto andre?”

”Ja, Saul Steck. Vi gik ind med nogle gutter fra NYPD og fandt ham i det rødbrune sandstenshus på Manhattan. Han havde desværre skudt sig selv, inden vi fik fat i ham. En lille sjov ting om Steck, forresten. Kan du huske, jeg fortalte dig om hans korte ophold på et psykiatrisk hospital for flere år siden, da han blev anholdt på grund af en masse tiltaler for voldtægt? Gæt engang, hvem der var konsulent i hospitalets rehabiliteringsprogram for sexforbrydere?”

”Ashton?”

”Lige præcis. Jeg går ud fra, at han lærte Saul ret godt at kende og blev enig med sig selv om, at der var potentiale i ham til en undtagelse fra reglen om et rent Skard-styret foretagende. Manden var faktisk en skide god menneskekender. Han kunne sgu spotte en formålstjenlig psykopat på flere kilometers afstand.”

”Fandt du ud af, hvem Sauls ’døtre’ var?”

”Muligvis Mapleshade-piger, der var færdige med skolen og ude i ’erhvervspraktik’? Hvem ved? De var væk, da vi kom, og jeg tror sgu ikke, de dukker op igen.”

Det lød beroligende, men selv i sin blide dilaudid-døs syntes Gurney ikke, at det var helt beroligende nok. Det skabte en lidt akavet tavshed. Til sidst sagde han: ”Fandt I ellers noget interessant i huset?”

”Interessant? Ja, mon ikke. En masse interessante videofilm. Unge damer, der beskrev deres yndlingsaktiviteter i detaljer. Det var eddermame sygt. Meget sygt.”

Gurney nikkede. ”Fandt I andet?”

Hardwick trak overdrevent på skuldrene og løftede hænderne. ”Det er muligt. Hvem ved? Man gør sit bedste for at holde styr på det hele. Men somme tider er der ting, der bare forsvinder. Som aldrig bliver registreret. Som tilfældigvis bliver ødelagt. Du ved, hvordan det er.”

Ingen af dem sagde noget i flere sekunder.

Hardwick så eftertænksom ud, så smilede han. ”Ved du hvad, Gurney, du er fandeme mere forkvaklet, end de fleste er klar over.”

”Er vi ikke alle sammen det?”

”Fandeme nej! Tag nu mig, for eksempel. Jeg virker fuldkommen forkvaklet. Men inderst inde er jeg en klippe. En finindstillet, afbalanceret maskine.”

”Hvis du er en afbalanceret …” Normalt ville Gurney have endt sætningen med et kækt modbevis, men den smertestillende medicin forhindrede ham i det, og stemmen ebbede bare ud.

De to mænd så hinanden i øjnene lidt endnu, så gik Hardwick hen mod døren. ”Jamen, vi ses, ikke?”

”Helt sikkert.”

Da han var på vej ud ad døren, vendte han sig om. ”Slap af, Sherlock. Alt er, som det skal være.”

”Tak, Jack.”

Lidt efter kom Madeleine ind igen med et lille kaffebæger. Hun rynkede på næsen og satte det på metalbordet i hjørnet.

Gurney smilede. ”Ikke særlig god?”

Hun svarede ikke, men gik hen til sengen, tog begge hans hænder i sine og knugede dem.

Hun stod bare der ved siden af ham og holdt hans hænder i et langt stykke tid.

Det kunne have været et minut eller en time. Han var ikke klar over det.

Det eneste, han var helt bevidst om, var hendes rolige, indsigtsfulde, kærlige smil – det smil, som var hendes og ingen andens.

Det lagde sig om ham, varmede ham, frydede ham som intet andet på denne jord.

Han var forbløffet over, at et menneske, som så alting så klart, og som havde al verdens lys i sine øjne, så noget i ham, der fortjente netop det smil.

Det var et smil, som kunne få en mand til at tro på, at livet var godt.