PROLOG

DEN PERFEKTE LØSNING

 

Han stod foran spejlet og smilede veltilfreds ved synet af sit fornøjede spejlbillede. Lige her og nu kunne han ikke være mere glad for sig selv, for sit liv og for sin forstand – nej, det var mere end det, mere end ren forstand. Hans mentale formåen kunne mere præcist karakteriseres som en gennemgribende forståelse. Det var lige præcis, hvad det var – en gennemgribende forståelse, en forståelse, som rakte langt ud over normal menneskelig indsigt. Han så, hvordan smilet i spejlet voksede på grund af den rammende formulering, som han havde kursiveret i sin hjerne, samtidig med, at han tænkte den. På det indre plan kunne han helt bogstaveligt føle styrken af sin indsigt i alt, hvad der har med mennesker at gøre. Hvilket på det ydre plan blev bevist af begivenhedernes gang.

Han var først og fremmest ikke blevet fanget. Nu var der gået næsten fireogtyve timer, der manglede kun et par minutter, og i løbet af det næsten fuldendte jordomløb var han bare blevet endnu mere sikker. Men det havde han også regnet med. Han havde omhyggeligt sørget for ikke at efterlade sig noget spor, sørget for, at ingen ved hjælp af logisk tænkning kunne komme på sporet af ham. Og det var der så heller ikke nogen, der var. Ingen havde gennemskuet ham. Og derfor kunne han med rimelighed konkludere, at hans tilintetgørelse af den indbildske mær på alle måder var en succes.

Det hele var gået efter planen, glat og definitivt – ja, definitivt var et glimrende ord. Det hele var gået som forventet, ingen fejltrin, ingen overraskelser … bortset fra den der lyd. Var det brusk? Det måtte det have været. Hvad ellers?

Det var jo en bagatel, og det gav ingen mening, at sanseindtrykket var så vedvarende. Men lydens styrke og varighed var måske bare en naturlig konsekvens af hans overnaturlige følsomhed. Skarpsindighed havde sin pris.

En dag ville den skærende lille knaselyd forhåbentlig være lige så utydelig i hans erindring som billedet af alt blodet, der allerede var temmelig udvisket. Det var vigtigt at se tingene i det rette perspektiv, at huske, at alting er en overgang. Hver eneste krusning på søens overflade forsvinder efterhånden.