Kapitel 17

Omsvøb og pression

 

Vi fik at vide at der skulle holdes et stort møde hos guvernøren. Mor og den britiske konsul skulle derhen sammen med repræsentanten for udenrigskontoret, og vi fik besked på at møde op sammen med Mohammed, Abdullah og børnene.

Vi tog op til Abdul Wallis hus for at vente på at mor skulle komme med flyet fra Sanaa. Da hun ankom, gik Abdul Walli udenfor for at modtage hende, mens vi ventede i kvindernes opholdsstue. Abdul Walli førte hende ind til os. Hun havde en enkelt kuffert med sig. Vi hilste roligt på hende. Følelserne løb ikke af med os i samme grad som før – måske havde vi på fornemmelsen at det hele snart ville være overstået, eller muligvis fordi vi var blevet for hårde til at vise vores følelser åbenlyst. Nadia græd, men mine øjne var tørre.

Det var første gang mor så vores børn. Hun virkede overrasket over den store luksus i Abdul Wallis hus.

„Det var dog en vidunderlig stol!“ udbrød hun da hun lod sig falde ned i en af de bløde, elegante lænestole.

Det fik mig til at le. Ikke mærkeligt at huset var en stor overraskelse for hende. Hun havde selvfølgelig ventet at se noget magen til det hun havde oplevet i Hockail.

Abdul Walli og hans kone var sammen med os, og det samme var Abdullah og Mohammed. Mor undgik helt at se på dem. Det var tydeligt at hun betragtede dem med den største foragt. Abdul Walli opretholdt en høflig samtale om vind og vejr et lille stykke tid, og så tog han Mohammed og Abdullah med sig over til betjentenes kvarter.

Også Abdul Wallis kone trak sig tilbage, og vi var alene med mor. Nu kunne vi fortælle hende alt hvad der var sket siden vi sidst havde set hinanden, ligesom vi fik at vide hvordan det var gået med hende i England. Hun havde taget legetøj med til børnene, en dukke til Tina, en lastbil med små biler på ladet til Haney og en legetøjskarrusel til Marcus. Børnene kastede sig henrykt over gaverne og gav sig straks til at lege med dem.

Mor var træt, men hun så meget bedre ud end hun havde gjort sidst. Hun fortalte os om Jim og om alt det der var foregået i Sanaa, og om mødet hos guvernøren, hvor vi alle sammen skulle være med.

Mødet skulle finde sted den følgende dag, så vi tog hende med hjem, så hun kunne overnatte hos os. Hun rykkede ind i det ene værelse sammen med Nadia, børnene og mig. Vi havde en seng til hende og sov selv på madrasser på gulvet. Mændene måtte sove alene, Mohammed på sit og Nadias værelse og Abdullah i dagligstuen. Mor ville overhovedet ikke høre tale om at vi sov sammen med dem. Det blev der ikke noget af så længe hun var i lejligheden. Jeg vidste at vi kunne få vanskeligheder hvis nogen fandt ud af det, men det var omsonst at diskutere det med hende. Desuden var det der bekymrede mig mest tanken om at Abdul Khada skulle få besked om at hun var hos os, så han kom hjem fra Saudi-Arabien og forsøgte at gøre alting endnu mere besværligt. Jeg var stadig bange for ham, selv nu hvor vi boede i byen. Inderst inde følte jeg mig dog temmelig sikker på at han ikke ville dukke op, fordi det skræmte ham at han sådan havde mistet kontrollen med begivenhederne, men tanken om ham lurede stadig i mit baghoved.

Næste dag spiste vi morgenmad og gjorde os klar til mødet. Mor beklagede sig, da Nadia og jeg begyndte at tage vores sorte dragter på. Hun forstod ikke hvorfor vi behøvede at klæde os på den måde, nu hvor vi var ude af bjergene, og hun kunne ikke lide tanken om at vi skjulte vores ansigter.

„I er frie nu, I er briter,“ sagde hun. „Klæd jer dog som det passer jer!“

Men det kunne vi ikke. Vi var stadig bange og klyngede os til den dragt som kunne skjule os for omverdenen. Hverken Nadia eller jeg følte os stærke nok til at stå ansigt til ansigt med så betydningsfulde mænd i upassende tøj. Vi ville have følt os nøgne. Jeg var helt på det rene med at vi endnu ikke havde fået vores frihed, og jeg ønskede ikke at gøre noget som helst der kunne ophidse dem og få dem til at jage mor ud af landet eller sende os tilbage til landsbyerne.

Jim mødte os i lejligheden før vi skulle af sted. Han virkede som en meget venlig og behagelig mand, meget høj med kort, lyst hår og skotsk accent.

Taxien ankom, og vi kørte til guvernørens regeringsbygning. Den var fire etager høj og fyldt med forskellige kontorer. Vi gik op ad trappen og kom ind i et stort værelse med et skrivebord i den ene ende og et væld af sorte lædersofaer og lænestole rundt langs væggene. Vi satte os til at vente, og værelset fyldtes langsomt med mænd. Foruden guvernøren var der udsendingen fra Yemens udenrigskontor og tre mandlige sekretærer. Abdullah og Mohammed var der også.

Udenrigskontorets udsending førte ordet det meste af tiden. Han virkede højt uddannet og talte engelsk næsten uden accent. Han ville høre vores historie, og vi fortalte det hele endnu en gang.

Marcus ville lege og gav sig til at græde fordi han skulle holde sig i ro. På et tidspunkt mistede guvernøren tålmodigheden og sagde til mig at jeg skulle få ham til at tie stille. Enhver der har med små børn at gøre, ved at der ikke er noget at stille op når de begynder at opføre sig på den måde, så jeg ignorerede ham bare, og til sidst faldt Marcus så meget til ro at jeg kunne fortælle min historie. Haney sad på Nadias skød og lyttede med store øjne. Tina var faldet i søvn.

Mændene forholdt sig fuldstændig tavse mens jeg talte. Da jeg så rundt på dem, opdagede jeg at de alle sad med bøjede hoveder, som om de skammede sig over at høre hvordan man havde behandlet os. Jeg fortalte at vi var kommet til Yemen uden at have fået at vide at vi var gift, og at man havde tvunget os til at gå i seng med drengene. Jeg var ikke ophidset eller aggressiv, men beskrev det hele uden omsvøb og uden at lyde vred. De stillede også Nadia nogle spørgsmål, som hun besvarede.

„Er I lykkelige nu?“ spurgte udsendingen til sidst.

„Nej,“ svarede jeg bestemt.

Han nikkede og begyndte at forklare os om de love og regler der gjaldt for en situation som denne.

„Hvis I rejser fra Yemen, må I efterlade jeres børn her,“ sagde han. „Det har I vel forstået?“

„Hvorfor skal vi efterlade dem?“ afbrød jeg. „Det er vores børn. De er under alle omstændigheder født uden for ægteskab, så de kan ikke tilhøre deres fædre. Hvorfor kan vi så ikke beholde dem?“

Han brød sig ikke om at jeg tog til genmæle – det gjorde ingen af mændene – men jeg ville ikke tie stille. De forsøgte at standse mig, men det nægtede jeg. Jim prøvede ikke at få mig til at tie, ikke nu hvor vi var nået så langt.

„Hvad ville I sige til at vi skaffede jer visa, så I kunne rejse til England alle sammen?“ spurgte udsendingen. „Ville I så følge med jeres mænd til England? Det er den eneste udvej hvis I vil have jeres børn med ud af Yemen.“

Nadia og jeg så på hinanden, og derefter sagde vi ja. Vi ville have sagt ja til hvad som helst for at få lov at tage børnene med os.

„Og hvad med jer to?“ spurgte udsendingen og vendte sig mod Mohammed og Abdullah. „Er I villige til at rejse til England med jeres koner og børn, hvis vi kan ordne det?“

Også de sagde ja.

„Godt.“ Udenrigskontorets udsending virkede lettet over at han havde fundet en løsning som alle kunne acceptere. „Vi sørger for visa til Abdullah og Mohammed.“

Det blev enden på mødet. Alt afhang nu af om Englands indenrigsministerium ville udstede visa til dem, og det betød at vi igen skulle vente, mens briterne blev kontaktet og fandt frem til en afgørelse. Jim sagde at han forventede et afslag, fordi man ville opfatte det hele som et forsøg på at skaffe dem opholdstilladelse i England. Alle derhjemme vidste hvor meget vi hadede vores såkaldte mænd, sagde han, men indrømmede samtidig at forsøget måtte gøres, for det var vores eneste chance for at få børnene med os.

Han havde nogle ansøgninger som Abdullah og Mohammed skulle udfylde, så vi gik ind i et mindre værelse. De skulle bevise at de var i stand til at forsørge sig selv i England, og Mohammed fortalte Jim at han havde opsparet 12.000 pund fra sit job i Saudi-Arabien. Senere fandt vi ud af at både Mohammed og Abdullah løj for Jim den dag. Mohammed havde overhovedet ingen penge, og Abdullah påstod at han aldrig havde overtrådt udløbsfristen for et visum – hvad han netop havde gjort dengang han var i England for at få lægebehandling. På det tidspunkt troede Jim imidlertid at de fortalte sandheden, og han sagde at normalt ville det britiske indenrigsministerium være seks måneder om at besvare et par ansøgninger som disse, men at han nok skulle prøve at få dem presset igennem så hurtigt som muligt.

Under mors ophold i Yemen fandt vi også ud af at Abdul Khada og Gowad så tidligt som i 1980 havde ansøgt om visa til Abdullah og Mohammed på den britiske ambassade i Sanaa – med den begrundelse at deres sønner var gift med britiske statsborgere. De modtog et brev hvor vicekonsulen indkaldte Abdullah og Mohammed til en samtale – med besked om at de skulle være ledsaget af deres hustruer. Både Abdul Khada og Gowad vidste at vores vielsespapirer ikke kunne stå for en nærmere undersøgelse, ligesom de ikke kunne risikere at lade os komme i nærheden af ambassaden, og derfor standsede det hele dér. Men den britiske ambassade i Sanaa er stadig i besiddelse af ansøgningerne, der beviser at vi først og fremmest blev »købt« på grund af vores britiske statsborgerskab.

 

Mor blev hos os i fire uger. Abdullah og Mohammed var ude det meste af tiden, så vi havde det hele for os selv, og det var dejligt. Når de var hjemme, opstod der af og til skænderier hvor de truede med at klage til guvernøren og forlange mor sendt ud af landet, fordi hun forhindrede dem i at opretholde det ægteskabelige samliv.

Der gik alle mulige rygter på det tidspunkt. Nogle påstod at Abdul Khada og Gowad havde bestukket guvernøren. Andre sagde at vi ville være ude af landet i løbet af seks måneder, mens andre igen fastholdt at Nadia og jeg aldrig ville få lov at forlade Yemen. Nogen ringede til os og sagde at de kunne skaffe os ud i løbet af en uge fordi de kendte præsidenten, mens andre kunne fortælle at far havde skrevet et brev til regeringen for at sikre sig at vi aldrig fik lov til at rejse. Men det var alt sammen snak. Tiden gik, og der skete overhovedet intet.

En dag besluttede mor at flyve til Sanaa for at hente penge og sit pas, som Jim havde taget med sig for at få forlænget hendes visum. Hun foreslog at vi tog med hende. Da vi kom til Taiz' lufthavn, opdagede vi at vores billeder var sat op på en tavle, og at vagtmandskabet havde fået besked på at vi muligvis ville forsøge at flygte ud af landet. Vi blev kørt direkte til Abdul Wallis hus.

De tre kvinder som tidligere havde talt med os, kom for at tale med mor i lejligheden. De efterlod deres adresser og sagde at vi var velkomne til at besøge dem, hvis mor kedede sig for meget. Mor tog imod deres tilbud. De boede i pæne huse der lignede mindre udgaver af Abdul Wallis. De serverede dejlig mad, og de var meget vestligt indstillet, gik vestligt klædt og bar aldrig slør. De havde alle tre en universitetsuddannelse og havde været på rejser til vesten.

En af kvinderne var særlig venlig og forstående. Over for hende nævnte jeg hvordan Nadia var blev skåret op forneden med et barberblad, da Tina blev født. Der sivede stadig væske fra såret med mellemrum, og kvinden virkede meget bekymret da hun fik det at vide. Hun sagde at jeg skulle komme med Nadia, og så ville hun tage os med til en kvindelig læge hun kendte. Vi sagde aldrig noget om det til mor, fordi vi ikke ville gøre hende bekymret.

Lægens klinik lå i et af byens pæne kvarterer. Det lignede en af de familieplanlægningsklinikker vi har i England. Vi kom til med det samme. Lægen undersøgte først mig og derefter Nadia, og hun opdagede straks at Nadia havde en infektion i såret og gav hende nogle piller. Derefter spurgte hun os om vi brugte nogen form for svangerskabsforebyggende midler, og blev chokeret da vi begge svarede nej. Vi gik i konstant frygt for at blive gravide. Vores eneste forholdsregel var at gøre hvad vi kunne for at undgå samleje med vores mænd. Lægen blev dybt rystet over at høre det og gav os begge en rigelig forsyning af p-piller. Mor blev meget glad og huskede os gang på gang på at vi skulle tage en pille hver aften.

Vores bror Ahmed kom for at hilse på mor mens hun var hos os. Hun havde ikke set ham siden han var tre år gammel. Vi var alle hjemme i lejligheden da han pludselig bankede på døren. Mor havde ingen anelse om hvem han var. Hun stod bare og kiggede på ham som om han var en vildfremmed. Jeg måtte præsentere dem, og de knugede hinanden og ville ikke give slip igen. De kunne ikke tale direkte med hinanden, så Nadia og jeg måtte fungere som tolke. Ahmed havde vores farbror med sig. Han var kommet hjem fra Saudi-Arabien kort forinden. Han sagde at han var på vores side og var rystet over hvad far havde gjort imod os. Han skammede sig over den offentlige omtale. Han lignede far næsten til forveksling, men han var nogle få år yngre.

Mødet med Ahmed gjorde mor glad. Hun smilede næsten hele tiden efter at hun havde hilst på ham. Ahmed havde fået nok af hæren og spurgte om der var mulighed for at mor også kunne hjælpe ham ud af landet. Han var meget deprimeret og ønskede at komme tilbage til England. Mor lovede at gøre hvad hun kunne. Hun ringede til Jim, og han sagde at hun skulle sende Ahmed til den britiske ambassade, hvor han ville få udstedt et britisk pas efter at have udfyldt alle de nødvendige papirer. Der skulle ikke være nogen problemer i det, fordi Ahmed stadig var britisk statsborger. Far opdagede hvad der foregik og gjorde alt hvad han kunne for at standse det. Jeg tror at han skammede sig sådan over alt det han havde gjort, at han ikke kunne udholde tanken om at blive konfronteret med Ahmed i England.

Min onkel og Ahmed boede i Taiz hos slægtninge som vi aldrig havde mødt, og tog os med på besøg hos dem. Det var en venlig familie som for længe siden havde forladt deres landsby og var flyttet til byen. Deres ældste søn var læge og meget præget af vesten. Moderen var fars kusine, og hun fortalte mig en smule om hvordan far havde været før han rejste fra Aden. Hun sagde at han var blevet gift i Marais mens han var en stor dreng – og det var første gang både mor og jeg hørte detaljer om det. Efter at han var rejst til England, skrev han hjem til sin unge kone at han aldrig ville komme tilbage, og efter det fars kusine fortalte døde hun af sorg.

En morgen kom vores onkel hjem til os og spurgte om vi vidste hvor Ahmed var. De boede stadig hos fars kusine, men Ahmed var forsvundet. Ingen af os havde nogen anelse om hvor han kunne være, så vi tog en taxi til Abdul Wallis hus for at prøve at finde ud af hvad der var sket. Onkel gik ind og talte med Abdul Walli. Han sagde at han ikke vidste noget, men lovede at undersøge sagen. Han satte sig i forbindelse med nogle af sine kontakter, og vi fik at vide at Ahmed var blevet sat i fængsel.

Jeg ventede ikke på at Abdul Walli skulle gøre noget, men tog omgående en taxi ned til fængslet sammen med mor, onkel, Nadia og børnene. Der stod en uniformeret vagt uden for den store gitterport. Jeg spurgte ham om de havde Ahmed Muhsen i fængslet. Vagten var helt venlig. Det overraskede ham vist pludselig sådan at blive tiltalt af en tilsløret kvinde, men han skjulte det godt. Han sagde at han ville gå ind og spørge om det. Kort efter kom han ud igen og sagde at Ahmed sad i fængslet.

„Hvorfor er han spærret inde?“ spurgte jeg vredt, men det vidste vagten ikke noget om. „Jeg vil tale med ham!“ insisterede jeg.

„Nej, det kan du ikke få lov til,“ sagde vagten og rystede på hovedet. „Lige nu er han på vej op til inspektøren, og derefter bliver han løsladt.“

„Hvem har betalt dig for at sige sådan?“ råbte jeg. „I gør aldrig noget som helst uden at få det betalt!“

Han løftede riflen og rettede den mod mig. „Hvis du ikke holder mund ...“ begyndte han, men så tav han.

„Kom nu!“ sagde jeg. „Bare gør det!“

Onkel greb mig i armen og prøvede at trække mig væk.

„Rolig, Zana,“ sagde han, og jeg indså at der ikke var nogen grund til at lade mit raseri gå ud over vagten. Vi satte os ind i taxien og kørte tilbage til lejligheden.

Senere på dagen kom en af Abdul Wallis betjente og fortalte at de havde fundet ud af hvorfor Ahmed var blevet fængslet. Sammen med onkel skulle han have planlagt at kidnappe os og smugle os ud af landet. Ahmed var blevet kaldt op til guvernøren, og der havde man arresteret ham. Det var første gang at vi hørte om en sådan plan.

Nadia og jeg besluttede os til selv at opsøge guvernøren, mens mor og onkel blev tilbage i lejligheden. Da vi nåede frem, albuede vi os gennem sikkerhedsfolkene, og på vej op ad trappen mødte vi den sekretær som havde været med ude at besøge os. Hun tog os med ind på sit lille kontor. Jeg var så ophidset at jeg var ligeglad med hvad jeg sagde. Hun prøvede at få mig til at falde til ro ved at ringe til guvernøren og fortælle ham at vi var der. Vi fik te og forlod bagefter sekretærens kontor.

Vi kom ikke til at tale med guvernøren. I stedet kontaktede de Abdul Walli, og han kom og hentede os. Han var rasende fordi vi havde handlet på egen hånd, men jeg var ligeglad.

„I skal hjem nu,“ sagde han.

„Jeg går ingen steder før de frigiver min bror,“ sagde jeg.

„Godt, så tager vi hen og henter ham.“

Vi tog en taxi og kørte ned til fængslet igen. Abdul Walli gik ind mens vi ventede i bilen. En halv time senere kom han tilbage sammen med Ahmed.

På tilbagevejen fortalte Ahmed at han var blevet gennempryglet af en vagt, mens han sad i fængslet. De havde advaret ham imod at blande sig i vores sag. Det var ikke noget der angik ham. Beskyldningerne var selvfølgelig fuldstændig grundløse. Ahmed planlagde ikke noget som helst, og de havde da heller ingen beviser. Men beviser tager man ikke højtideligt i Yemen. Hvis det passer dem, arresterer og prygler de folk på mistanken alene. Mor blev meget lettet over at se Ahmed igen, da vi kom hjem til lejligheden.

En dag da vi var alene i lejligheden sammen med mor og børnene, blev der banket på døren. Jeg åbnede, og udenfor stod en politimand i den sædvanlige, halvmilitære uniform, komplet med baret og riffel. Sammen med ham var en mand i lang, hvid kjortel.

„Er din mor hjemme?“ spurgte den hvidklædte vredt.

„Ja.“ Jeg viste ham ind i dagligstuen, hvor mor og Nadia sad på madrasserne, som var vores eneste møbler.

De marcherede ind, og manden i den hvide kjortel begyndte at råbe ad mor på gebrokkent engelsk.

„Miriam Ali, Deres visum er udløbet,“ råbte manden. „De har overtrådt loven ved at blive i landet!“

Men mor nægtede at lade sig gå på. „Det passer ikke,“ sagde hun. „Mit visum udløber først om fire dage.“

„Ved De hvad der vil ske med Dem hvis De bliver her længere end udløbsdagen?“ spurgte manden truende, mens betjenten famlede ved riflens aftrækker.

„Jamen, mit visum er ikke udløbet,“ sagde mor.

„Vis mig Deres pas!“ forlangte den hvidklædte.

Mor gav ham sit pas, og han bladede det igennem.

„Hvem har givet Dem besked om at opsøge mig?“ spurgte mor, men det ville han ikke svare på. „Må jeg så få mit pas tilbage, og se at komme ud med Dem, og De skal ikke prøve at genere mig igen. Jeg har stadig fire dage tilbage, og De får mig ikke til at rejse før tiden.“

Hun rystede af vrede over det grove og klodsede forsøg på at skræmme hende. Mændene mumlede trusler da de gik.

Det engelske udenrigsministerium afviste visumansøgningerne, ganske som Jim havde ventet. De havde opdaget at Abdullah og Mohammed havde løjet, og ville ikke give dem indrejsetilladelse. Da jeg hørte det, forstod jeg med det samme at vi aldrig ville få lov at tage vores børn med os ud af Yemen. Jeg vidste at jeg måtte efterlade Marcus, og tanken var næsten ikke til at holde ud. Mor havde ingen grund til at blive længere. Hun besluttede at det var bedst hun tog hjem og fortsatte kampen fra England. I Taiz kunne hun ikke stille mere op.

Nadia og jeg tog børnene med os i Abdul Wallis Land Rover og fulgte mor til lufthavnen i Taiz. Det er en helt ny glasbygning, og man kan se tværs igennem den og ud på flyene på startbanen. Det varede ikke mere end ti minutter før mors fly ankom. Det er umuligt at beskrive hvordan det føltes at se hende gå op i flyet uden os. Vi græd alle tre, og synet af Nadias tårer fik også Haney til at græde.

„I skal ikke være så kede af det,“ sagde mor. „Nu varer det ikke længe før det hele er overstået.“

Abdul Walli fik lov til at følge hende ud gennem tolden, og vi stod og vinkede inde bag de store ruder. Abdul Walli kom først tilbage da han havde set mor gå op i flyet, og vi blev stående ved vinduet indtil flyet lettede. På tilbagevejen var Nadia og jeg tavse, og Abdul Walli var klog nok til ikke at tale til os.

På vejen ud til lufthavnen lå en stor, ny park med en legeplads til børn. Mohammed og Abdullah tog en dag med os ud til parken sammen med børnene, og børnene morede sig dejligt den dag.

Mohammed og Abdullah var mere som brødre end som fædre over for børnene. Jeg så aldrig Abdullah vise Marcus nogen form for hengivenhed. Hvis jeg skulle have tøj eller andet til drengen, måtte jeg altid spørge om det. Det faldt aldrig Abdullah ind at købe noget selv, hverken tøj eller gaver.

 

Vores onkel og Ahmed blev i Taiz et stykke tid efter at mor var rejst, og en dag trak onkel mig til side.

„Hør her, Zana,“ sagde han. „Alle forsøger at lægge jer hindringer i vejen her. Tag med os til Marais, så kan vi ordne alt for jer gennem Aden.“

„Hvorfor skulle vi tage til Marais?“ spurgte jeg. „Hvad kan det nytte?“

„En hel del. Vores regering er helt anderledes end regeringen her i Yemen. Dér blander myndighederne sig ikke hele tiden.“

Jeg tænkte alvorligt over hans forslag, men blev enig med mig selv om at det ikke var risikoen værd. Nu var vi nået så langt, og selv om jeg stolede på min onkel, kunne det tænkes at forslaget i virkeligheden kom fra far, så vi ville være tilbage hvor vi startede, når vi kom til Marais. Jeg vidste at far og Abdul Khada var i stand til at finde på sådan noget.

På en eller anden måde fik Abdul Walli nys om min onkels forslag.

„Jeg hører at din onkel tænker på at tage jer med til Marais,“ sagde han en dag, og jeg begreb ikke hvordan han havde fået det at vide. Efter at mor var rejst var jeg begyndt at føle mig usikker og nervøs igen, selv her i Taiz. Vi vidste intet om hvad der skete, og det var alt sammen meget forvirrende. Vi fortsatte med at gå på besøg hos folk og leve sammen med Abdullah og Mohammed, som måtte forsørge os.

 

En dag blev Marcus pludselig meget syg igen. Han spiste ikke og tabte i vægt, og han blev hurtigt så svag at han ikke kunne foretage sig noget som helst, hvor han før nærmest havde været hyperaktiv.

Denne gang tog Nadia og jeg selv på hospitalet med ham. Nyheden om mødet hos guvernøren havde bredt sig over hele byen. Guvernørens hus havde været fyldt med mennesker den dag, og nu kendte næsten alle vores historie. Selv når vi gik tilslørede, blev vi genkendt på gaden hvis vi havde børnene med os, eller hvis folk hørte os tale engelsk med hinanden. Da vi nåede hospitalet, må nogen have genkendt os, for ingen prøvede at standse os da vi stormede gennem venteværelset.

Vi gik lige ind på lægens kontor, og jeg forlangte at få min søn undersøgt. Jeg blev bedt om at vente et øjeblik, mens man tilkaldte en anden mand. Jeg ved ikke om han var læge, men han vidste åbenbart hvem vi var og behandlede os meget venligt. Han bad os om at følge med og førte os ind i et rum der var udstyret som et laboratorium, hvor folk undersøgte røntgenbilleder og blodprøver og den slags.

„Sæt jer ned og lad mig kigge på den unge mand.“ Han undersøgte hurtigt Marcus. „Han er meget svag. Vi må hellere tage nogle blodprøver.“

„Hvor længe varer det før vi får besked?“ spurgte jeg.

„Kom igen i morgen,“ sagde han. „I skal bare gå lige herop.“

Vi kom tilbage næste dag, og jeg spurgte lægen om han havde fået resultaterne af blodprøven.

„Ja,“ sagde han. „Marcus har alvorligt brug for en blodtransfusion. Han er meget nær ved at dø. Hvis du ikke var kommet med ham, tror jeg ikke han havde levet ret meget længere.“

„Hvor skal han få blodet fra?“ spurgte jeg.

„Det må tages fra hans far.“

„Nej, ikke fra hans far,“ sagde jeg hurtigt og tænkte på alt det fremmede blod Abdullah havde fået pumpet ind i årerne under operationen i Saudi-Arabien. „Han skal ikke have blod fra ham.“

„Godt,“ lægen lod til at forstå det. „Så får han noget af mit, hvis min blodtype ellers passer.“

Det gjorde den, og han tilkaldte en anden læge og fik ham til at tappe en pose blod. Det var vidunderligt at han sådan var parat til at hjælpe. Jeg ved ikke hvorfor lægen gjorde det. Måske havde han medlidenhed med os og ville på en eller anden måde gøre noget af det vi havde været ude for godt igen. Da blodet var parat, blev Marcus lagt på briksen. Han var så svag at han dårligt kunne åbne øjnene.

„Hvad skal der ske?“ spurgte jeg.

„Vi skal finde en af hans vener, og så pumper vi langsomt blodet ind,“ forklarede lægen.

De søgte langs hans arm men kunne ikke finde en vene, og nu var der ved at gå panik i mig. Marcus havde en fremtrædende vene i panden, og til sidst besluttede de at bruge den. Jeg begyndte at græde.

Marcus skreg og sprællede da de pressede nålen ind i panden på ham. Jeg tog ham op og holdt ham mens de pumpede blodet ind i åren. Jeg måtte passe på at stå fuldstændig stille for at nålen ikke skulle falde ud. Blodet syntes at flyde så langsomt, og lidt efter faldt Marcus i søvn. Det tog to timer at overføre alt blodet, og det var frygteligt at stå med ham og vide at jeg snart måtte forlade ham. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at et eller andet skulle gå galt. Nadia var med mig, men ingen andre vidste hvor vi var eller hvad der skete.

Jeg sagde til Nadia at hun skulle finde nogen og fortælle dem hvor vi var, og sørge for at vi kunne blive kørt hjem når blodtransfusionen var forbi. Hun gik hjem til lejligheden, men hverken Abdullah eller Mohammed var hjemme. Så fik hun fat i en taxi og kørte op til Abdul Wallis hus. Han fulgte med hende til hospitalet, og han virkede forskrækket da han kom ind og fik at vide hvad der var sket. Hans overordnede ville sikkert have holdt ham ansvarlig, hvis der var sket Marcus noget mens vi var under hans opsyn. Abdul Walli takkede lægen for alt hvad han havde gjort. Blodtransfusionen havde allerede hjulpet på Marcus' kulør. Nu var han ikke gul i huden længere, og vi tog ham med hjem til lejligheden. Blodet lod til at være alt hvad han havde brug for. I løbet af nogle få dage begyndte han at spise godt og tage lidt på, men det så ud som om han ville få de samme helbredsproblemer som sin far.

Han var en dreng, og derfor kunne jeg bære tanken om at efterlade ham i Yemen. Han skulle nok få det godt. Havde han været en pige, ved jeg ikke hvad jeg ville have gjort. Men det ville have været lettere at forlade en sund og stærk dreng i stedet for et barn som var så skrøbeligt.