Kapitel 18

En brat afsked

 

Jim ringede til Abdul Walli efter at mor var rejst, og bad om at komme til at tale med Mohammed. Han sagde at Mohammed nu kunne få udstedt et britisk pas, fordi hans far var blevet engelsk statsborger.

„Kan du komme til Sanaa og udfylde de fornødne ansøgninger?“ spurgte han.

Mohammed sagde ja og lod til at være glad for udsigten til at få et engelsk pas.

Jeg tog det som en god nyhed. Det så ud som en mulighed for at få Nadia og hendes børn ud af landet først, hvilket jeg hele tiden havde ønsket, hvis vi ikke kunne komme til at rejse samtidig. Jeg troede ikke på at hun ville have styrke og vilje til at opretholde sin modstand uden mig.

Selv om Mohammed gerne ville til England, lod han ikke til at have travlt med at komme til Sanaa. Nadia og jeg blev ved at presse på for at få ham til at tage af sted, og til sidst spurgte han om vi alle sammen ville med. Abdul Walli sagde at mit pas også lå parat hos Jim i Sanaa, og at jeg skulle hente det. Mor havde afleveret alle vores papirer til Jim af frygt for at de skulle blive stjålet fra os.

Nadia og jeg og børnene tog af sted mod Sanaa i Land Roveren sammen med Abdul Walli og en af hans betjente. Også Mohammed var med, men Abdullah havde ikke vist sig. Jeg vidste ikke hvor han var blevet af, men det bekymrede mig ikke. Som sædvanlig tog vi af sted tidligt om morgenen på den fire timer lange køretur.

Abdul Walli havde et hus i udkanten af Sanaa, og dér skulle vi bo under opholdet. Det var et pænt hus, selv om det ikke var nær så stort som huset i Taiz. Vejret var koldt og fugtigt, og huset virkede nærmest mennesketomt efter mylderet i Taiz. Alle nabohusene tilhørte rige mennesker og var omgivet af høje mure. Kontrasten mellem de rige og fattige kvarterer er meget markant i begge byer.

Abdul Walli fortalte at nabohuset tilhørte en advokat og huset overfor en læge. Deres huse var begge meget større og fornemmere end hans. I et af de andre huse i nærheden boede en engelsk familie, hvor manden var anset i olieindustrien. Så snart vi ankom, gik mændene ud og købte mad.

Der viste sig at være et problem, da Mohammed henvendte sig på ambassaden for at få sit pas. De sagde at man stadig manglede en formular fra Gowad, som havde nægtet at udfylde den. Han ønskede åbenbart ikke at få sin søn til England, hvis det betød at Nadia fulgte med. Mohammed gjorde ligesom Abdullah alt hvad hans far sagde, og ville ikke høre på nogen form for kritik af Gowad, men jeg var fuldstændig overbevist om at det var Gowad der trak det hele i langdrag. Nadia havde forlangt sit navn indført i Mohammeds pas, så hun var sikker på at få børnene med sig.

Nadia tog mit pas med da hun var inde hos Jim sammen med Mohammed. Jeg ventede uden for i Land Roveren, og hun gav mig det så snart hun kom tilbage. Det var første gang jeg så et britisk pas, for far og Abdul Khada havde ikke på noget tidspunkt ladet mig se det første jeg havde fået udstedt. Det nye pas måtte jeg imidlertid aflevere til Abdul Walli. Han sagde at det skulle stemples i Yemens indenrigsministerium.

Vi kørte en tur rundt i byen den dag. Det var en stor, pæn by, fuld af gamle bygninger. Den var langt mere vestligt præget end Taiz og lignede næsten de engelske byer jeg huskede. Jeg så kvinder der gik rundt i vestligt tøj, nogle af dem fulgtes hånd i hånd med deres mænd. Der var også en del turister, og alt virkede lysere og mere rent end det jeg hidtil havde set.

Andendagen begyndte alle børnene at blive forkølede på grund af det kolde vejr, og vi måtte blive inden døre. Tredjedagen kørte vi tilbage til Taiz. Ingen sagde noget om mit pas. Det var som om det aldrig havde eksisteret, og det lod ikke til at jeg kunne gøre noget som helst for at få sagen til at gå hurtigere.

Da vi var kommet tilbage til Taiz, viste Abdul Walli mig et stykke papir med arabisk skrift og sagde at min skilsmisse var blevet bevilget, og at dette var det officielle dokument. Han stak papiret tilbage i lommen med det samme. Jeg fik et chok.

„Hvilken skilsmisse?“ spurgte jeg.

„Din. Du er blevet skilt fra Abdullah.“

„Hvordan kan jeg blive skilt fra ham, når vi aldrig har været rigtigt gift?“ spurgte jeg.

„Du har været her længe nok til at kende vores love og skikke. Du har brug for et dokument der beviser at du ikke er gift med ham. Når du får din frihed, kan du tage hvorhen du vil. Du må selv vælge. Du kan enten blive her i Taiz sammen med Marcus – uden at du behøver at gifte dig igen – eller du kan forlade Marcus og tage hjem til England. Afgørelsen er helt din egen.“

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Selv om jeg hele tiden havde vidst at jeg før eller senere ville blive stillet over for valget mellem at blive eller rejse min vej og efterlade Marcus, var det alligevel et chok pludselig at blive konfronteret med det. Desuden var der tanken om at jeg ikke kun efterlod Marcus, men også Nadia. Jeg tror at jeg indtil da havde klynget mig til overbevisningen om at jeg nok skulle komme hjem, simpelt hen for ikke at miste forstanden, mens jeg inderst inde ikke troede på at det nogen sinde ville ske. Og samtidig havde jeg naturligvis gået med håbet og drømmen om at det hele ville ende godt for os alle sammen. Nu kunne jeg se at hvad der end skete, ville det gøre ondt.

Det lod til at Yemens regering pludselig havde fået nok af mig. Udenrigsministeren, Ala Riyana, havde tilkaldt den britiske ambassadør og sagt at nu ville han have sagen afsluttet så hurtigt som muligt. Enten måtte Abdullah underskrive en erklæring om at jeg kunne rejse hjem, eller også måtte han lade sig skille fra mig.

Jeg forstod ikke hvordan de havde fået Abdullah overtalt til at gå med til skilsmisse. Jeg vidste jo at Abdul Khada udtrykkelig havde forbudt ham det, ligesom jeg vidste at Abdullah frygtede sin far som om han var djævelen selv. Mens vi boede hos Abdul Walli, var vi blevet gode venner med en af hans betjente, som plejede at hente vand og andre ting til sine kammerater. Abdul Walli havde åbenbart fuld tillid til ham. Han var meget venlig over for Nadia og mig, og fortalte os tit nyheder eller rygter. Jeg spurgte ham hvad han vidste om skilsmissen, og han fortalte at politiet havde hentet Abdullah og sat ham i et fængsel som lå omkring fem timers kørsel fra Taiz. Han var blevet anbragt i en celle med lænker om anklerne og truet til at underskrive de nødvendige papirer.

Jeg spurgte Abdul Walli om det virkelig var rigtigt, og han indrømmede at Abdullah havde været taget i forvaring et stykke tid – hvilket var grunden til at han ikke kom med os til Sanaa. Han havde grædt næsten hele tiden og i lang tid nægtet at lade sig skille fra mig, fordi hans far havde forbudt ham det, men til sidst må han være blevet mere bange for politifolkene end for sin far.

En af grundene til at Abdul Khada forbød Abdullah at lade sig skille, var uden tvivl at han ville få meget svært ved at finde en anden hustru til ham. Det ville koste ham en masse penge at få ham gift med en anden, måske mere end Abdul Khada havde råd til. Og så ville han jo desuden tabe ansigt ved at tillade et pigebarn som mig at slippe væk fra sin familie.

Jeg ved ikke hvad der skete med Abdullah efter at han blev løsladt. Jeg så ham aldrig igen. Efter al sandsynlighed tog han enten til Saudi-Arabien eller blev sendt hjem til Hockail.

„Det varer ikke længe før du kan rejse,“ sagde Abdul Walli. „Men du må vente tre måneder, så vi er sikre på at du ikke er gravid.“ Selv på det tidspunkt ville de ikke løbe nogen risiko for at jeg tog et ufødt barn med mig ud af landet. „Og du må efterlade Marcus hos Nadia.“

„Får han lov at blive hos hende?“ spurgte jeg.

„Ja, et stykke tid. Men derefter må han tilbage til sine bedsteforældre.“

Jeg fik Abdul Walli til at love mig at Nadia kunne blive i Taiz og aldrig skulle tilbage til Mokbana.

Jeg prøvede at skubbe tanken om det jeg var i færd med fra mig, men det lykkedes kun noget af tiden. Når jeg havde Marcus i armene, kunne jeg ikke lade være at tænke på at jeg skulle rejse fra ham og ikke ville se ham vokse op. Det hjalp lidt at vide at han ville have Nadia, og jeg kunne ikke gøre andet end håbe på at hun fik lov at tage ham med, den dag hun også rejste.

Nadia var meget stærk da hun hørte at jeg skulle hjem. „Gør alt hvad du kan for at jeg også kommer hjem,“ sagde hun gang på gang. Hun vidste at hun måtte vente indtil Mohammeds pas var i orden, og Gowad nægtede stadig at underskrive de nødvendige papirer.

Jeg fik en telefonopringning fra mor. Hun fortalte at Jim var kommet i vanskeligheder, fordi han havde udleveret mit pas inden det var blevet stemplet af Yemens myndigheder, og nu forlangte de at få at vide hvor det var. Jeg havde ingen anelse om hvad der var sket med passet, men måtte bare stole på hvad Abdul Walli sagde.

Jeg havde stadig svært ved at tro at jeg virkelig var skilt fra Abdullah. Jeg blev ved at spørge folk om det var rigtigt, og de sagde alle sammen ja, så efterhånden vænnede jeg mig til tanken og forstod at nu var jeg virkelig på vej hjem.

Abdul Walli kom til lejligheden med besked om at jeg skulle af sted om to dage, og gav mig besked om at pakke en kuffert og gøre mig klar til at køre til Sanaa. Han gav mig tusind daler som jeg skulle købe gaver med hjem til familien for. Det lod vi os ikke sige to gange. Nadia og jeg gik ud og købte små flasker med fornem parfume til mor og vores søstre, og desuden købte vi et ur til mor. Jeg købte også en taske til mig selv og tøj til børnene. Vi brugte ikke alle pengene. Nadia fik hvad der blev tilovers.

Vi var holdt op med at gå i det tøj som vi havde haft, da vi kom til byen fra bjergene. Moden havde skiftet fra kapper og skørter til lange, sorte kjortler som blev knappet hele vejen ned foran, og dem havde vi gået med et stykke tid. Da jeg blev sikker på at jeg skulle hjem, gik jeg ud og købte en mere vestlig, beigefarvet kjortel, så jeg ikke skilte mig så tydeligt ud fra andre, når jeg kom til England. Men jeg bar stadig lange benklæder under kjortlen og et tørklæde om hovedet.

Nadia virkede glad over at jeg skulle hjem, og hun lod til at være sikker på at hun snart ville følge efter. Mohammed var meget optimistisk når jeg talte med ham.

„Det går alt sammen i orden, så snart min far sender papirerne,“ sagde han. „Og så kommer jeg på besøg med Nadia og børnene.“

På det tidspunkt troede jeg på ham, fordi han virkelig var ivrig efter selv at komme til England.

„Hvis Mohammed ikke får sit pas, må du gøre alt hvad du kan for at få mig ud herfra,“ sagde Nadia til mig. „Vent ikke for længe.“

„Det skal jeg nok lade være med,“ sagde jeg. „Det lover jeg.“

Efter indkøbsturen tog vi hjem i lejligheden, og jeg begyndte at pakke min kuffert. Abdul Walli havde frarådet mig at tage for megen bagage med – kun en kuffert og en lille håndtaske. Kufferten var ikke ret stor, og gaverne til familien optog det meste af pladsen. Jeg havde stadig det engelske tøj som jeg var kommet til Yemen i otte år tidligere. Det havde været mig umuligt at smide noget af det væk, fordi det var minder fra mit tidligere liv.

Vi skulle køre til Sanaa om natten og ankomme til lufthavnen tidligt om morgenen, så jeg tog en taxi til Abdul Wallis hus om eftermiddagen. Alting forekom så uvirkeligt. Jeg gik som i en drøm, og hele tiden lurede angsten for at jeg pludselig skulle vågne og finde mig selv i landsbyen, i færd med at stå op for at gå til brønden efter vand.

Vi spiste til aften i huset, og mor ringede for at høre hvordan det gik. Hun lovede at hente mig i lufthavnen.

„Det værste er at jeg må efterlade Nadia,“ sagde jeg.

„Det skal du ikke tænke på,“ sagde mor. „Hun følger snart efter dig.“

Land Roveren var kørt om bag huset, og vi forlod det ad bagdøren. Abdul Walli bar min kuffert, så jeg kunne gå med Marcus i armene. Nadia og hendes børn kom ud af huset for at sige farvel. Mohammed havde besluttet at tage med for at sige farvel til mig, og desuden havde vi en bevæbnet betjent med. Nadia var meget tapper. Jeg sagde farvel til hende, kyssede Haney og Tina og afleverede Marcus. Han var vågen og fulgte mig med øjnene da jeg gik hen til bilen, men han græd ikke.

„Alt skal nok blive godt,“ sagde Nadia.

„Ja, det skal det nok,“ var alt hvad jeg kunne finde på at sige.

Jeg satte mig ind i vognen, og vi kørte af sted i mørket. Ingen af mændene sagde noget til mig under turen. Vi ankom til lufthavnen lige før daggry, og jeg begyndte at græde.

Lufthavnen var stor og moderne, men der gik kun fly direkte til London én gang om ugen. Ved synet af flyene der landede og lettede, gik det først rigtigt for alvor op for mig at jeg var på vej væk fra Nadia, Marcus og de andre børn.

Vi gik ind i lufthavnsbygningen, og jeg måtte stå og vente tålmodigt mens Abdul Walli og Mohammed gik rundt og talte med forskellige mænd og ordnede formaliteterne. Jeg vidste ikke at Jim Halley også var i lufthavnen for at sige farvel til en af sine venner. Han holdt øje med mig på afstand og kontrollerede at alt gik rigtigt til.

Til sidst kaldte Abdul Walli på mig, og vi gik gennem et par glasdøre og ind i det område hvor de vejede bagagen. De tog min kuffert, og jeg gik tilbage til afgangshallen for at vente i kantinen. Nogle få minutter senere kom Abdul Walli sammen med en lufthavnsfunktionær, som gav mig en blå formular jeg skulle udfylde.

„Hvorfor?“ spurgte jeg.

„Udfyld den nu bare,“ sagde han. „Det haster.“

Formularen indeholdt forskellige spørgsmål. Jeg besvarede dem og afleverede formularen, og lufthavnsfunktionæren forsvandt. En halv time gik uden at der skete noget, og jeg følte mig sikker på at de havde fundet en ny undskyldning for at udsætte min rejse og bringe mig tilbage til Taiz. Men så kom lufthavnsfunktionæren tilbage og afleverede mit pas til Abdul Walli, som gav det videre til mig.

„Nu er dit visum stemplet og i orden,“ sagde Abdul Walli og gik sin vej igen.

Jeg ved ikke om Abdul Walli havde løjet da han fik mit pas for at lade det stemple, eller om det bare havde været en fejltagelse, men nu havde jeg det endelig i hånden, og det var det eneste der betød noget. Men hvert sekund jeg opholdt mig i lufthavnen, ventede jeg at blive grebet af politifolk og ført tilbage til Land Roveren. Jeg kunne ikke synke og følte mig syg af anspændelse.

Flyet til London blev annonceret i højttalerne. Abdul Walli kom og tog mig med hen til udgangen. Mohammed var ingen steder at se. Jeg gav Abdul Walli hånden og sagde farvel til ham, og derefter gik jeg gennem afgangshallen.

Nu var jeg helt alene, og det skræmte mig. Ingen kunne komme mig til hjælp hvis noget gik galt. Ingen kunne se andet end at jeg var en ganske almindelig, arabisk kvinde som skulle ud at rejse. Der sad mange turister og en del yemitter og ventede på at blive kaldt ud til det samme fly.

„Det er flyet til London, ikke?“ spurgte jeg en midaldrende amerikansk dame som sad ved siden af mig. Hun var med i en større gruppe.

„Ja,“ svarede hun smilende. „Hvor skal du hen?“

„Hjem til England.“

„Er du engelsk?“

„Ja.“

„Dit tøj fik mig til at tro, at du var araber. Og du er så solbrændt.“

„Jeg har været her i otte år,“ forklarede jeg.

„Ja, vi har kun været her i tre uger, og ...“ Hun sludrede videre, og jeg var glad for hendes snak, der hjalp på min anspændthed. Jeg så nogle lufthavnsfunktionærer tage opstilling ved døren ud til startbanen. De talte sammen, og jeg følte mig fuldstændig sikker på at de stirrede på mig. „... Vi har været over hele Yemen, og her er vel nok dejligt. Jeg fik taget nogle pragtfulde billeder i byerne. De er så vidunderligt gamle. Jeg troede ikke mine egne øjne ...“ Det var en lettelse at hun var så optaget af sit eget, at det ikke faldt hende ind at give sig til at spørge mig nærmere ud, for jeg var så anspændt at jeg uden tvivl ville have været uforskammet over for hende. Det var mærkeligt for mig at høre hvordan hun tog det som en selvfølge, at hun kunne rejse hvorhen hun ville, når som helst det passede hende.

Vi fik besked om at gå ud til flyet. Ved døren stod to bevæbnede politimænd og forlangte at se vores billetter. Den første kiggede i min håndtaske og derefter på min billet. Han nikkede, og jeg gik efter de andre passagerer hen mod den ventende bus som skulle køre os ud til flyet.

„Hov!“ råbte politimanden efter mig og gjorde tegn til at jeg skulle komme tilbage. „Passet!“ forlangte han.

Jeg var blevet tør i munden, og mit hjerte hamrede.

„Hvorfor vil De se mit pas?“ spurgte jeg med dirrende stemme. „Alle de andre skulle kun vise deres billetter.“ Han svarede ikke, men blev stående med hånden rakt frem. Jeg gav ham passet, og han bladede det langsomt igennem uden at tage øjnene fra mig. „De har åbenbart genkendt mig. Men jeg rejser hjem nu.“

Han kneb øjnene sammen og skulle til at sige noget.

„Giv hende passet tilbage og lad hende gå!“ råbte kollegaen til ham. Det så ud som om manden slugte sine protester. Han gav mig passet med en modvillig bevægelse, og jeg gik ud mod bussen. Alle andre var stået på, og bussen ventede kun på mig. Samtlige passagerer fulgte mig med øjnene.

Da jeg gik op ad trappen til flyet, havde jeg stadig svært ved at tro at det hele ikke var en drøm. Det forekom så uvirkeligt alt sammen.

Flyet var ikke ret stort, men jeg havde fået et par sæder helt for mig selv. Jeg satte mig og stirrede gennem vinduet på lufthavnsbygningen. Flyet begyndte langsomt at køre over startbanen, men jeg ventede stadig at se døren blive revet op af betjente, der kom for at hale mig ud i sidste øjeblik. Endelig lettede flyet. Stewardessen kom og spurgte om jeg ville have noget at spise. Det var ramadan, og de fleste yemitter fastede. Jeg sagde at jeg ikke var sulten, men gjorde det klart at jeg ikke fastede.

Stewardessen gik videre, og jeg vendte igen opmærksomheden mod vinduet og så landskabet forsvinde under os. Jeg begyndte at græde.

Vi landede kort efter i en anden mellemøstlig lufthavn for at sætte passagerer af og tage andre om bord. Jeg blev igen bange for at nogen skulle komme for at hente mig tilbage. Da vi landede, fik vi besked på at blive siddende i flyet, og det var en lettelse at vi ikke skulle ind i lufthavnsbygningen. Men alting lod til at være gået i stå. Flyet holdt bare på startbanen. Gennem vinduet så jeg en politibil på vej ud mod os, og mit hjerte begyndte at hamre igen. Vognen standsede ved siden af flyet, og to store, bevæbnede betjente kom om bord. Da de kom hen til mig, stirrede de mig ind i ansigtet og gik derefter videre. Da de kom tilbage, sad jeg med øjnene ydmygt slået ned som en velopdragen arabisk kvinde, og bad til at de ville gå forbi. Det gjorde de, og et øjeblik efter forlod de flyet.

Lidt efter hørte jeg de andre passagerer tale om at grunden til undersøgelsen var, at der opholdt sig nogle flygtede palæstinensiske terrorister i området, og at man undersøgte alle fly der landede. Vi holdt på startbanen i over to timer, inden vi endelig lettede med kurs mod London.