Kapitel 19

Hjem til England og berømmelsen

 

Jeg bevægede mig som en søvngænger, da jeg forlod flyet i Gatwick Lufthavn og fulgte resten af passagererne over asfalten til lufthavnsbygningen. Jeg så mig hele tiden om efter mor. Jeg var bange. Jeg var omgivet af folk i vestligt tøj og vidste, at ingen ville sige noget til at jeg fjernede tørklædet fra mit hoved, men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det. Jeg var blevet for meget araber.

Vi gik op ad en trappe, og for enden af den stod en kvinde i uniform. Hun havde et stykke papir i hånden og kiggede på alle som gik forbi.

„Zana?“ spurgte hun da jeg nåede op til hende.

„Ja, det er mig,“ sagde jeg.

„Jeg ville ikke have genkendt dig.“ Hun viste mig papiret. Et gammelt foto af mig var hæftet fast til det. „Du skal ikke være nervøs, men vi bliver nødt til at tage dig ud herfra gennem en anden udgang, for lufthavnen myldrer med pressefolk.“

Jeg fulgte hende hen ad korridoren. Vi hentede min kuffert, og hun tog mig med gennem tolden. Derefter gik vi ned gennem en anden korridor og kom ud på landingsbanen igen. En minibus holdt og ventede.

„Den er til os,“ sagde kvinden. „Vi kører dig ud til din mor.“

Vi satte os ind, og bussen kørte ud over startbanerne, forbi de fly som var ved at blive efterset og tanket op. På hver side af os kørte et par patruljevogne med glimtende blinklys. Kvinden forklarede at hele lufthavnen var fuld af tv-hold som ventede på min ankomst.

„Men du har sikkert ikke lyst til at blive udsat for dem, efter alt det du har været igennem,“ sagde hun.

„Nej,“ sagde jeg. „Jeg vil bare hjem til min mor.“

Ude på den anden side af landingsbanerne ventede en helikopter på os, og da vi kom nærmere, så jeg at mor stod ved siden af den sammen med Eileen og Ben. Piloten sad parat i helikopteren. Minibussen standsede, og vi steg ud.

„Her har du din datter, Miriam,“ sagde kvinden. Hun steg ind i minibussen igen og vinkede da den kørte.

Jeg løb hen til mor og omfavnede hende. Vi knugede hinanden hårdt og ville ikke give slip igen.

„Jeg kan ikke tro at jeg er hjemme,“ gentog jeg igen og igen. Mor lo og græd på samme tid, og jeg hørte Bens kamera klikke mens han fotograferede vores genforening, men det generede mig ikke. Lige nu havde jeg alt hvad jeg ønskede.

„Vi må ud herfra med helikopteren,“ sagde mor. „Eileen har sørget for den. Det er den eneste måde at slippe uden om pressefolkene på.“

Jeg blev rædselsslagen. Jeg havde aldrig fløjet med en helikopter før, men jeg satte mig op i den som jeg havde fået besked på. Den svajede fra side til side da vi lettede, og jeg var sikker på at vi ville styrte ned i næste øjeblik, men piloten virkede ganske rolig og ubekymret.

Eileen og Ben var også steget op i helikopteren.

„Hvordan har du det, Zana?“ spurgte Eileen. „Hvordan gik rejsen?“

„Fint,“ sagde jeg og vendte mig mod mor. „Men jeg var bange hele tiden og følte mig så ensom i flyet.“

Hun nikkede beroligende.

„Hvordan har Nadia og børnene det?“ spurgte hun.

„De har det godt.“ Nu var jeg efterhånden blevet modig nok til at kigge ud ad vinduet og ned på Sussexlandskabet som gled forbi under os. Alt virkede så grønt og frugtbart. Kort efter landede vi på en mark i nærheden af et hus som var det eneste i flere kilometers omkreds. Vinden flåede i vores tøj da vi gik over marken til huset, hvor en bil med chauffør ventede på os. Bag os lettede helikopteren og forsvandt af syne bag træerne, og alt blev helt stille.

„Hvor skal vi hen?“ spurgte jeg.

„Til et hotel i Brighton,“ sagde Eileen, da vi satte os ind i bilen.

Det hed Grand Hotel og var lige blevet sat i stand efter det bombeattentat som nær havde dræbt medlemmerne af den engelske regering året før, men det vidste jeg ikke noget om på det tidspunkt. Alt hvad jeg så var et luksushotel med udsigt over havet. Vores værelse var allerede bestilt, for Eileen gav mor nøglen og sagde at vi skulle gå derop, mens hun gav besked om at vi var ankommet.

„Hvornår skal vi hjem, mor?“ blev jeg ved at spørge. Jeg havde ikke lyst til at blive på hotellet. Det eneste jeg ønskede var at komme hjem til mine søskende og mine venner.

„Jeg ved det ikke,“ sagde mor. „Måske i morgen.“

„Hvorfor ikke nu?“

„På grund af pressefolkene,“ forklarede hun. „Vi er nødt til at gemme os for dem indtil interessen dør ud. De belejrer også vores hus derhjemme. Hvis vi tager hjem nu, får vi dem i hælene hele tiden, og vi skal ikke i fjernsynet lige nu. Stol på Eileen. Hun ved hvad hun gør.“

Jeg var ikke klar over hvor stor pressens interesse var på det tidspunkt, men tænkte at Eileen bare ville sikre sig at hun fik historien for sig selv. Men efter alt hvad hun havde gjort for os, kunne jeg ikke være bekendt andet end at rette mig efter hvad mor sagde, så jeg holdt op med at plage om at komme hjem. Jeg var meget træt, så træt at jeg hverken havde lyst til at spise eller sove, og det sidste jeg ønskede var at blive udspurgt i fjernsynet. Jeg var alt for genert og nervøs. Det kneb stadig for mig at forstå mediernes interesse, og mor måtte gradvis forklare mig om den opmærksomhed vi kunne forvente.

„Jeg vil ikke besvare spørgsmål fra nogen i dag,“ sagde jeg. „Jeg vil bare være i fred.“

Det forstod de alle sammen. Jeg havde ikke lyst til at tænke på noget som helst, før vi havde fået Nadia hjem. Jeg følte at en del af mig stadig befandt sig i Yemen, og prøvede hele tiden at finde ud af hvordan jeg skulle udtale mig for at få Yemens regering til at give Nadia udrejsetilladelse sammen med børnene. Jeg var så træt at alt kørte rundt i mit hoved i én stor forvirring. Et par gange greb jeg mig ligefrem i at ønske at jeg var tilbage hos Nadia og børnene, og på et tidspunkt kom jeg til at sige noget om det. Mor må også have følt presset meget stærkt, for hun begyndte at skælde ud da jeg sagde det. Hun opfattede det vist som om jeg ikke påskønnede alt det hun havde gjort for mig, og anklagede mig for at ville tilbage fordi jeg havde forelsket mig i Abdul Walli. Det var en komplet tåbelig påstand, og hun undskyldte bagefter, men da var det for sent, for Eileen havde hørt hende og troede at hun mente det alvorligt, og at jeg virkelig ønskede at vende tilbage til Yemen for at gifte mig med Abdul Walli. Den dag var jeg alt for træt og forvirret til at forstå hvilket indtryk mor og jeg gjorde, og misforståelsen kom ikke for dagens lys før Eileen senere begyndte at skrive mere dybtgående artikler.

Ben spurgte om vi ville gå med udenfor, så han kunne tage nogle billeder. Det var april måned og meget koldt. Jeg ville ikke ud, men mor sagde at vi bare skulle få det overstået i en fart, for så ville vi få fred. Vi gik ned til stranden med Ben, og det hele varede omkring tyve minutter. Jeg havde stadig mit tørklæde om hovedet, og jeg kunne ikke få mig selv til at tage det af. Jeg ville have følt mig nøgen uden det.

Næste dag blev vi på hotelværelset, og et par af Eileens venner fra Observer kom for at hilse på os. De var meget venlige og så med det samme hvor forvirret jeg var, så de stillede ingen spørgsmål. Senere på dagen kom Eileen og fortalte at journalister fra en anden avis havde fundet ud af hvor vi var, og befandt sig nedenunder. Eileen havde skaffet os et andet hotel, men vi måtte liste os ud ad en sidedør.

Uden for sidedøren ventede en taxi, og den kørte os til Metropolitan Hotel i London. Det var et meget behageligere sted end Grand Hotel, mere hyggeligt og ikke så overdrevent fornemt. Igen blev vi på vores værelse hele dagen, men om aftenen havde jeg fået nok.

„Hvis jeg ikke får lov komme hjem nu, tager jeg af sted alene,“ sagde jeg til mor.

„Godt, så tager vi af sted,“ svarede mor. „Jeg taler lige med Eileen om det.“

Hun fortalte Eileen hvor utålmodig og aggressiv jeg var ved at blive. Eileen kom op for at tale med mig.

„Hvad er der nu?“ spurgte jeg hidsigt. „Jeg vil bare hjem!“

Eileen nikkede. „Jeg sørger for en bil, og så tager vi af sted i morgen.“

Den nat sov jeg godt. Næste morgen kørte Ben os til Birmingham, og nu var jeg i stand til at klæde mig i noget engelsk tøj som mor havde haft med til mig. Jeg kan ikke huske ret meget om køreturen. Jeg opfattede ikke rigtigt hvad der foregik omkring mig. Det eneste jeg tænkte på var at komme hjem til min familie.

Da vi nærmede os centrum i Birmingham, virkede alting nøjagtigt som jeg huskede det. Jeg begyndte at græde.

„Kan du huske det?“ spurgte mor.

Jeg nikkede og kunne næsten ikke tale. „Hvor skal vi hen nu?“

„Til mrs. Wellingtons hus,“ sagde mor, og jeg havde svært ved at fatte at jeg skulle se Lynette og hendes mor igen. Jeg huskede tydelig hvordan Lynette og jeg havde hjulpet hendes mor i forretningen søndag eftermiddag, og hvordan hun havde givet os penge til at gå i biografen for.

Mrs. Wellingtons hus lå i Sparkbrook, og da vi kørte ind i kvarteret, stirrede jeg hele tiden ud ad bilruden i et forsøg på at få øje på nogle af mine gamle venner. Mor betragtede mig smilende.

„Hvad tænker du på?“ spurgte hun.

„Jeg kan næsten ikke vente med at hilse på familien.“

Da vi standsede foran huset og jeg stod ud af bilen, myldrede hele familien ud ad hoveddøren. Mo, Ashia, Tina og Ashias datter, Lana, som jeg aldrig havde set før. Mrs. Wellington kom ud sammen med sine to ældste døtre. Lynette boede i sin egen lejlighed lidt længere nede ad gaden og var på vej. Da jeg kom nærmere, så jeg at de alle sammen græd.

Vi gik indenfor og satte os, og alle blev stille. Ashia var den der græd mest, og Tina havde forandret sig så meget i løbet af de otte år, at jeg næsten ikke kunne kende hende igen. Hun var blevet så høj. Jeg kunne ikke tænke på andet end at Nadia stadig befandt sig i Yemen. Bevidstheden om det sad som en klump i min hals, og jeg kunne ikke få et ord frem. Eileen og Ben var gået med ind, og så kom Lynette. Jeg genkendte hende øjeblikkelig, selv om hun var en voksen kvinde nu. Hun var blevet meget kønnere end hun havde været som pige, og hendes hår var klippet kort. Også hun var blevet meget højere. Vi omfavnede og knugede hinanden, og ingen af os kunne finde på noget at sige. Hun stirrede bare på mig hele tiden og blev ved at ryste på hovedet, som om hun ikke kunne forstå at jeg virkelig var kommet tilbage.

„Hvor har du forandret dig,“ blev hun ved at sige. „Du er blevet så solbrændt.“

Mor og jeg blev boende hos mrs. Wellington i fire dage. De andre tog hjem til mors hus og kom på besøg hver dag. Ben og Eileen var flyttet ind på et hotel i Birmingham og kom også hver dag. Jeg tror de holdt sig i nærheden for at sikre sig, at ingen af de andre avisers journalister kom i nærheden af os. Lige før de forlod os, tog Ben en masse billeder af os alle sammen ude i haven. Det var mig der ville have dem væk. Jeg blev deprimeret over at have dem omkring mig hele tiden.

„Jeg vil ikke fotograferes mere,“ sagde jeg til mor.

„Billederne skal bruges i vores kampagne for at få Nadia hjem,“ sagde mor, og så gik jeg med til det.

Efter fire dage var jeg parat til at flytte hjem til mors hus i King's Heath, hvor hun var flyttet hen efter at hun havde forladt far. Mor og jeg tog en taxi derop. Det var et lille hus, men der var så hyggeligt, og det var vidunderligt at komme hjem til familien.

I de næste par uger kom der jævnligt journalister og ringede på og spurgte efter mig, men jeg nægtede at tale med dem. Det var altid en af de andre der åbnede døren. Nogle af journalisterne holdt vagt udenfor, så jeg måtte holde mig inden døre et stykke tid. De første par uger kom jeg kun i Lynettes lejlighed eller hendes mors hus. Ashia tog mig hver gang med i en taxi.

Tom Quirke, journalisten fra Birmingham Post, satte sig i forbindelse med mor for at finde ud af hvad der skete med Nadia. Vi gik ned til hans kontor og ringede derfra til Abdul Wallis hus i Taiz. Jeg talte regelmæssigt med Nadia og fik at vide at hun stadig boede i Taiz og at Marcus havde det godt. Både hun og Mohammed sagde at jeg ikke skulle være bekymret. De ville komme så snart passene var i orden. Mohammed ventede stadig på at hans far skulle underskrive de nødvendige papirer. Jeg opdagede at en masse journalister løb Gowad på dørene for at få at vide hvad der skete, men Gowad nægtede at lukke op og ville ikke udtale sig om noget som helst.

Uanset Nadias og Mohammeds forsikringer begyndte jeg at blive bange igen, for jeg vidste hvor hurtigt situationen kunne ændre sig i et land som Yemen, og hvor lidt man kunne stole på folks løfter. Det var mig umuligt at begynde at tænke på min egen fremtid, så længe Nadia og børnene stadig var fanger i Taiz.

Den eneste anden person som kunne hjælpe Nadia var far. Hvis han sagde at hans datter og børnebørn ikke havde det godt i Yemen, kunne han forlange at de blev bragt til England, og jeg vidste at Gowad ikke ville gå imod ham. Men han nægtede at hjælpe Nadia.

Jeg sagde til mor, at jeg ville opsøge far og prøve at overtale ham til at hjælpe Nadia ud.

Jeg klædte mig i arabisk dragt til besøget for at vise ham, at jeg havde forandret mig og var blevet en respektfuld datter. Jeg tog en taxi ned til cafeteriet. Det så ud som det altid havde gjort. Intet var forandret. Jeg betalte taxichaufføren og gik ind. Far stod bag disken, og jeg følte intet som helst ved synet af ham.

„Zana!“ udbrød han og begyndte at græde. Mine øjne var tørre. Jeg gik ud i baglokalet og ventede indtil kunderne var gået og han havde lukket cafeteriet. Han græd stadig da han kom ud i baglokalet og kunne ikke finde ord.

„Jeg er ked af alt det der er sket,“ sagde han. „Hvis jeg med det samme havde fået at vide hvor dårligt I blev behandlet, ville alt have været anderledes.“

Jeg vidste at han løj. Fra alle de mennesker der rejste frem og tilbage mellem England og Yemen, havde han fået at vide nøjagtigt hvad der foregik lige fra begyndelsen, og desuden havde jeg skrevet om det i alle de breve han havde opsnappet. Men jeg ønskede ikke at komme ind på det. Min eneste tanke var at få ham til at hjælpe Nadia.

„Nu er jeg kommet hjem, og du kan se at jeg er blevet en god muslim og viser dig respekt,“ sagde jeg. „Jeg elsker dig, far, og du må hjælpe mig med at få Nadia og hendes mand til England, så vi kan blive en stor og lykkelig familie igen.“

Han nikkede til alt hvad jeg sagde. „Jeg skal nok tale med Gowad,“ lovede han. „Du har lært det rigtige liv at kende nu og kan tale arabisk. Det var alt hvad jeg ønskede for dig.“

„Ja, jeg er blevet mere moden,“ sagde jeg. „Går du så til Gowad og taler med ham om Nadia?“

„Det gør jeg. Du kan følge med hvis du vil.“

Jeg troede virkelig han mente det, da jeg fik at vide at han havde arrangeret et møde med Gowad.

Jeg klædte mig igen i arabisk dragt og tog ned til Gowads hus på det aftalte tidspunkt. Det var et stort, gammelt hus. Jeg hilste på Salama og talte lidt med hende, men indvendig hadede jeg hende for det hun havde gjort mod Nadia. Hun gik stadig klædt som en landsbykvinde, og hun havde fået et barn til, en datter som nu var to år.

„Hvorfor lod du bare os om at passe dine børn?“ spurgte jeg. „Vi forsøgte at få at vide hvad der skete, men ingen fortalte os noget. Hvorfor gjorde du det?“

„Jeg rejser snart hjem,“ lovede hun. „Og Nadia og Mohammed kommer til England med børnene.“

„Ja, det ved jeg.“ Jeg sagde ikke mere. Jeg vidste at det var tidsspilde. Jeg klarede at være høflig, men kunne mærke hvordan raseriet voksede i mig, og jeg var bange for at miste selvbeherskelsen og komme til at ødelægge enhver chance for Nadia.

Far og Gowad talte på arabisk, men nu var jeg i stand til at følge med i samtalen. Gowad lovede at gøre alt hvad han kunne.

„Det vil tage tid, men de kommer hertil,“ sagde han.

Han løj selvfølgelig. Der skete ikke noget som helst. Jeg tror ikke at hverken Gowad eller far havde ment noget af det alvorligt. De ønskede bare at berolige mig og vinde tid.

 

Fra arabiske rejsende har jeg hørt rygter om at Nadia er tilbage i landsbyen sammen med børnene. De rejsende genkender mig på gaden, standser mig og fortæller mig hvad der sker i Yemen. De siger at Nadia rejste frivilligt tilbage, men jeg ved at det ikke kan passe.

Ahmed har været på besøg, og han fortalte de samme historier. Han fortalte også at Leilah var meget syg og trængte til at komme under lægebehandling i England. Mor fandt hendes dåbsattest frem, og Ahmed sagde han ville tage den med tilbage til Aden.

Nogle få måneder senere blev der banket på døren, og Mo kom ind og fortalte at Leilah var kommet. Jeg gik udenfor og så hende for første gang. Hun sad i en minibus sammen med sin mand. Hun lignede Nadia. De fire børn sov bag i vognen. Hun stod ud af bilen og kom mig grædende i møde, men alt hvad jeg kunne tænke var: »Hvorfor kan du slippe ud, men ikke Nadia?«

Hun så syg ud. Det var koldt, og mor og Leilah omfavnede hinanden, stående på fortovet. Jeg ville have Leilah ind i varmen så hurtigt som muligt. Vi tog hele familien og bagagen ind, og de blev nogle få dage, mens vi ordnede det så Leilah kunne blive undersøgt af den lokale læge. Mor havde beholdt hendes sygesikringsbevis fra hun var lille, så alt hvad der krævedes var at forny det. Da Leilah fik det lidt bedre, fandt familien en lejlighed og flyttede ind i den.

Ifølge rygterne har Nadia fået endnu et barn. Hvis det er rigtigt, må hun have forladt Taiz, så hun ikke er i stand til at få flere p-piller. Hun kan umuligt have ønsket at få et barn til efter alt det hun var igennem ved Tinas fødsel, og med alt det arbejde hun har med at tage sig af hende, Haney, Marcus og sikkert også Salamas to børn.

Jeg har prøvet at ringe til Abdul Walli for at få at vide hvorfor han har brudt sit løfte om aldrig at lade Nadia vende tilbage til landsbyen, men han er aldrig til stede og kan besvare mine opringninger. Mor har ringet til Jim i Sanaa, men han vidste ikke noget om hvad der foregik. Kommunikationslinjerne er igen blevet afbrudt, og Nadia er uden for vores rækkevidde. Vi er igen nødt til at vente og håbe.

Mine oplevelser har gjort mig mere bevidst om hvad der foregår rundt omkring i verden. I dag kan jeg ikke se et tv-program om hjemløse børn og splittede familier uden at det gør så ondt, at jeg er nødt til at slukke for det.