Lise Mikkelsen, i telefonen med Malene Rickenbauer, Malene den eneste af hendes veninder, som vidste, hvad Stig var død af – så henover toppen af den hvide sofahynde, ud over terrassopladen i vindueskarmen, med potteplanterne og ud i haven. Og hørte Malene sige, - Du tager pis på mig.
- Nej, sagde Lise. - Jeg sværger.
- ‘Ærligt nærvær’? Den mystiske biks i det gamle posthus? Du gik derind?
- Ja. To gange har jeg været der nu.
- Jamen, sagde Malene. Når hun ikke troede på noget, eller var uenig, protesterede hun, ofte igen og igen, med et ‘jamen’, der lød som et ‘jimm…’. Ofte ledsaget af en hovedrysten eller en opgivende gestus. Det var en uafsluttet måde at sige noget afsluttet, ligesom når Malene sluttede en længere forklaring med et ‘så-øh…’ eller ‘så de-et …’ ‘Jimm’ betød i dette tilfælde noget i retning af ‘hvad fanden tænker du dog på?’, så Lise sagde, - Han er helt fantastisk.
- Hvem? ‘Ærligt Nærvær’?
- Poul, hedder han, Poul Helweg.
- Hvorfor … hvorfor ringede du ikke til mig, Lise?
- Jamen, det var ikke sådan. Jeg … det var noget andet, jeg trængte virkelig til at tale med én, der ikke anede, hvem jeg er.
Malene sagde, - Okay, og han var der for dig.
Hun nikkede og sagde, - Ja. Han …
- Han hvad?
- Han fik mig til at indse, at jeg var sindssyg.
- Sindssyg? Hvad snakker du om?
En anden af Malenes formuleringer, en ironisk og overdrevet udgave af ‘hva’ snarker du om?’
- Kan du huske den artikel om ham plaSTIKkirurgen?
- Fordi du ville have et nose job?
- Ja.
- Hvad med den?
- Det var derfor, jeg gik ind til ham Poul.
- Okay, nu er det Poul?
- Ja, whatever … jeg gik derind og fortalte ham om næsen.
- Okay. Hvad sagde han?
- Den første gang? Han frarådede det.
- Okay. Han sagde simpelthen, at du skulle lade være?
- Ja.
Malene lød både lidt jaloux og lidt hidsig. - Okay, så hvem er det lige, han er? Vorherre på det nedlagte posthus? Det syntes han var helt okay, bare at vade lige ind i din sfære og skubbe dig i retning af en helt anden beslutning end den du har taget?
- Ja, sagde Lise, - jeg kan ikke huske, at jeg har følt mig så lettet.
- Ser han godt ud? Hvor gammel er han?
Lise tænkte. - Han er … ja, hvor gammel er han … jeg vil sige 42.
- Jimm, ser han godt ud?
- Han ser hammergodt ud.
- Vi taler ..?
- Vi taler, ja, hvem taler vi …
- Taler vi Anton Våbenhus møder Peter Gantzler?
- Nej! Vi taler … vi taler George Clooney møder Lise Mikkelsen.
- Fuck, sagde Malene.
- Måske tænker du ikke George Clooney, hvis du ser ham …
- Og måske gør jeg.
- Han er pæn, okay?
Hun kunne høre, hvordan Malene slappede af. - Okay, sagde hun, - så er jeg med.
- Anden gang, sagde Lise, - anden gang er ligesom første gang, men efter et stykke tid får han mig ind på noget andet.
- End din tud?
- Ja.
- Hvad?
- Afrika. Jeg siger et eller andet om Afrika …
- Afrika? Hvordan kom du fra næsen til Afrika?
- Det var noget med problemer, hvordan de har virkelige problemer i Afrika, ikke pisseproblemer om at de vil have deres fucking næse lavet, ikke?
- Okay, sagde Malene. - Så du pisker dig selv lidt med Afrika.
- Ja, og … AIDS.
Malene var stille lidt. Så sagde hun, - Ja, selvfølgelig. Var det … okay?
Lise lukkede øjnene og sagde, - Ja … jeg ved ikke, hvordan han gjorde det. Men han gjorde det. Eller – måske var det mig selv, der gjorde det. Og pludselig fortæller jeg ham om Stig … om det hele. Og det virkelig syrede er, at han overhovedet ikke er forbløffet eller, ja … fordømmende eller noget.
- Hvorfor skulle han være det?
- Malli, se det for dig: Jeg sidder og kører løs med næsen, og min mand har sagt, at jeg bare skal få den lavet, hvis det er det, jeg vil og bla bla bla.
- Sagde du det? At Stig havde sagt, at du –
- Ja! Det var jo derfor, jeg var sindssyg. Og han så det! Og han vidste det. Og han var ligeglad med det. Du ved, hvis man har løjet for nogen, og de opdager det? Man kan altid se det, eller mærke det på dem. Men han …
- Han fik dig til at forstå, at det ikke var næsen, der var problemet, men at du var ude af den over Stig.
- Ja. Det var præcis det, han gjorde.
- Jamen, tillykke med det. Det skulle så åbenbart bare komme fra en nørd på et nedlagt posthus, før det fes ind. Vi er ellers et par stykker, som har prøvet at vinke med vognstænger i den retning, når du kørte løs med snydeskaftet.
- Undskyld, sagde Lise. - Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke –
- Måske fordi ham Vorherren oppe i posthuset ligner George Clooney, og vi andre ligner de hængepattede barnemødre, vi er.
Lise sagde, - Ja, måske har det også spillet ind.
Senere, da hun ikke kunne finde på mere at sige om Poul Helweg, sagde Malene, - Så hvad så nu?
- Ja, næsen er lagt på hylden, sagde Lise. - Så meget ligger fast.
- Okay. Det var nu ikke det, jeg mente.
- Hvad mente du så, ‘hvad så nu’?
- Ja, post-Clooney, mente jeg.
- Hvad med ham?
- Hold nu op, Lisepigen! Lagde du bare 500 kroner og sagde pænt farvel?
- Nej, sagde Lise. - Det var gratis. Han tager ikke penge. Jeg mener, han har et skrin, hvor man kan lægge donationer.
Malene sagde, - Hvad? Og du har ikke tænkt på, at det måske bare er hans syge måde at score på? Donationer?
- Han er rig.
Malene sagde ikke noget. Lidt efter sagde hun, - Rig? Hvordan rig?
Lise gengav historien om hjulet med nylonrullen.
- Så han har kontoret på frivillig basis. Han gør det, fordi han har lyst.
- Så nu tænker du på, hvad du ellers har af problemer, så du kan gå derop og blive pillet fra hinanden igen?
- Nej, sagde Lise. - Jeg har inviteret ham til middag.
Malene måtte tænke igen, før hun svarede. - Lise, Lise, Lise, du er helt ude i noget nu, og det … har du aldrig hørt om patientafhængighed? Folk der bruger boxen på at tale med en eller anden, som giver dem tryghed … man inviterer ikke sin terapeut til middag! Og hvis man gør, og terapeuten siger ja, så ved man, at den er helt gal. Tro mig.
- Men det er jo lige det, sagde Lise. - Han er ikke terapeut.
- Ha.
- Jamen, det siger han. Har du aldrig set hans annonce? ‘Mangler du en at tale med’?
- Jo.
- Det er bare én person, der taler med en anden person.
- Okay. Så du inviterer ham til middag.
- Ja, og han siger ja.
- Mand, sagde Malene Rickenbauer, - mand. Hvornår?
- Jeg lovede at ringe.
- Ja, det kan du godt bilde mig ind. Gør du det?