De havde ladet Lolas cykel stå på Esrumvej, og Poul kunne se sin søster næsten smelte ned i sædet ved siden af sig.
- Okay? sagde han.
Hun virrede med hovedet, forpustet, bleg. - Jeg ved det ikke.
De kørte videre mod hospitalet. Han sagde ikke noget, for han kunne se, at hun var udmattet, og hendes anstrengte vejtrækning tillod hende alligevel ikke at sige noget.
Da de steg ud på parkeringspladsen, måtte han hjælpe hende. De havde kørt i nogle minutter, og hun svedte stærkt. Han havde ikke indtryk af, at hendes puls var faldet endnu. Han tog hendes arm.
- Stille og roligt, Lola. Det skal nok gå.
De spadserede langsomt mod glaspartiet ved hovedindgangen, og Poul forberedte sig på at spørge damen i informationen om to patienter på én gang. Det måtte blive Lille-Kim først, tænkte han. Det var sandsynligt, at hans nevø og hans svoger befandt sig to forskellige steder på det store sygehus. Først Lille-Kim, så Hokki.
Lola begyndte at krumme sammen, da de gik igennem vindfanget mellem de to sæt glasdøre.
- Poul, sagde hun, - Poul, jeg –
Han reagerede hurtigt, gik ind foran hende og fik fat under hendes arme, så de stod som i et akavet knus. - Lola …
Han stirrede ind i sin søsters svedige, askegrå ansigt, så hende rulle øjnene tilbage, så æblerne blev hvide. Han vidste, at han ikke kunne holde hende oppe alene.
I det samme hørte han en stemme bag sig. - Nu skal jeg. Han så over Lolas skulder en ældre mand i hvidt, en stærk, benet skikkelse med rødligt tilbagestrøget hår og bakkenbarter, han så, hvordan manden skød en kørestol ind bag Lola.
Sammen fik de hende ned at sidde.
- Hvad er der galt? sagde portøren.
- Jeg ved det ikke, sagde Poul. - Hun er min søster. Hendes søn og mand er blevet bragt ind. Vi ved ikke helt hvorfor. Så måske er hun gået i chok.
Portøren bøjede sig ned mod Lola, som sad fastklemt i kørestolen, med benene akavet strakt ud foran fodstøtterne.
- Halløj, sagde portøren. - Kan du høre mig?
Poul vidste, at Lola intet hørte. Hun sad bleg og sammensunket nu.
Portøren gik i gang.
- Okay, sagde han, - nu tager jeg mig af din søster. Det er en eller anden kollaps. Du må hellere spørge dig for i informationen.
Poul nikkede. Han så portøren skubbe stolen hurtigt ind gennem forhallen, mod en lysegrøn dør i bagvæggen. Han så den rødhårede, blege portør trække i en snor og dobbeltdøren åbne. Han så ryggen af portøren og bemærkede, at han havde sat farten op.
- Kim Petersen, sagde damen i informationen. Poul kunne se computere derinde, reoler med ringbind, en anden dame ved en telefon, med brillerne hængende ned i et gult bændel i åbningen på hendes kittel. - Jeg kan ikke se nogen Kim Petersen, sagde damen foran ham og så op. Denne dame havde brillerne på næsen.
- Han er blevet kørt ind for nylig. Indenfor den sidste time. Sammen med sin far, Hokki Petersen.
Damen holdt hans blik. - Jamen, så har vi dem ikke i systemet endnu. Hvad … hvad drejer sagen sig om? Damen, De havde med …
- Det er min søster. Ja, det drejer sig om hele familien.
Damen så på ham med et roligt udtryk. - En ulykke?
- Jeg ved det ikke. Min søster kontaktede mig, men hun blev dårlig. Måske chok. Hun er overvægtig …
- Og de to andre?
- Ja, min søster sagde noget om, at min svoger havde prøvet at slå min nevø ihjel og derefter havde prøvet at begå selvmord.
Damen holdt stadig hans blik, mens hendes hånd rakte ud efter telefonen. - Hvis De vil tage plads et øjeblik. Jeg er nødt til at ringe.
Han nikkede og gik hen til den nærmeste stol.
Han vidste ikke, hvor længe han havde siddet der, da han så et par hvide bukser og et par hvide træsko foran sig.
- Hr. Petersen? sagde en stemme. Poul så op.
- Nej, sagde han, - jeg hedder Poul Helweg.
Manden foran ham var af middelhøjde, i kittel og en netundertrøje under. Poul kunne se den mørke behåring på mandens bryst.
- Er De pårørende?
- Ja, sagde Poul og rejste sig. - Jeg er pårørende.
Manden konsulterede nogle noter på et clipboard. - Vi har en dreng … Kim Petersen, hans far, Hokki Petersen, og en dame ved navn Lola Petersen.
- Lola er min søster, sagde Poul. - Jeg ved ikke, hvad der er sket, andet end at min søster blev dårlig, da jeg havde kørt hende herud.
Manden nikkede. - Okay. Okay, jeg hedder Orvar Flange, jeg er læge.
Poul bemærkede, at manden talte med en svag accent. - Goddag, sagde han.
Lægen Flange sagde, - Hvis De følger med mig, så skal vi se om vi kan sætte puslespillet sammen.
Poul hørte det som ‘pyslespilleh’ og nikkede. - Tak, sagde han.
Han ventede i en slags forkontor. Til sidst kom Orvar Flange tilbage og satte sig overfor ham. Manden var utvivlsomt nordmand, men ukarakteristisk mørk, med en kraftig skægskygge.
- Deres familie er hårdt ramt, sagde han. - Og De kommer nok til at tale med politiet.
Poul nikkede. - Hvad med Kim? sagde han.
Orvar Flange lænede sig tilbage og betragtede ham. - Ja, den lille drengen har jo været udsat for et eller andet. Han var bevidstløs, da de fik ham ind. Måske en pude over hovedet …
Poul nikkede. - Og hans far? Hokki?
- Ja, Hokki, sagde Flange, mens han kløede sig på armen under kittelen, - Deres svoger? Ja, han har tilsyneladende forsøgt at tage livet af sig. Pulsåren. Han er på sjirurgisk nu.
- Overlever han?
- Jeg ved det ikke. Han har mistet meget blod. Måske. Han … ja, jeg ved ikke det hele, jeg har ingen papirer på det. Men det virkede alvorligt. Jeg vil ikke udelukke, at han kan have fået hjertestop i ambulancen. Jeg ved, de har givet elektromassage til hjertet.
- Javel, sagde Poul.
Og så den norske læge rulle tættere på på sin kontorstol, træskoene vant til at skyde den rullende stol rundt på et gulv. Poul tænkte i et kort sekund på sin tandlæge, der gjorde det samme.
Flange lagde en hånd på hans arm. - Og Deres søster …
- Lola, nikkede han. - Hun blev dårlig.
Flange så på ham, - Også der kan man ikke udelukke hjertet. Chokket, anstrengelsen … hun er ikke i god form.
- Hun er psykisk udmattet og overvægtig.
- Nemlig, sagde Flange. - Hun … er hun cyklet herud fra byen?
- Hun cyklede noget af vejen. Jeg samlede hende op på vejen.
- Javel. Jeg kan fortælle Dem, at Deres familie i øjeblikket bliver behandlet af stort set alle de læger, vi har til vores disposition. Vi gør, hvad vi kan.
- Tak, sagde Poul. - Er der noget, jeg kan gøre?
- De kan vente, sagde lægen. - Hvis De vil give mig Deres telefonnummer, hr. Helweg.
- Sig bare Poul, sagde Poul, - så De mener, at jeg bør tage hjem?
- Det er op til dig, Poul. Er det dit mobilnummer?
- Min fastnettelefon stiller videre. De kan få fat i mig når som helst.
Lægen rejste sig. - Jeg ringer, sagde han. - Jeg må gå nu.
Poul kom også på benene. - Tak, sagde han. - Tak for den hurtige hjælp.
- Lad os håbe, den virker, sagde Orvar Flange.
Poul satte sig ind i sin bil. Han havde ikke besluttet, hvad han ville gøre. Han kunne køre hjem. Han kunne køre tilbage til ‘Ærligt nærvær’ og vente på lægens opringning der. Han tog sin mobiltelefon frem og sikrede sig, at den var tændt og opladt og at viderestillingen var aktiveret.
Han tog sin pibe frem og stoppede den. Han følte ingen umiddelbar tilskyndelse til at gøre noget. Han betragtede hospitalet foran sig. Bygningen mindede ham lidt om beboelsesblokkene på den anden side af beplantningen omkring parkeringspladsen udenfor ‘Ærligt nærvær’. Han foretrak ældre bygninger, hvis plan var symmetrisk. Men det gjorde ikke noget. Vel var det gamle Kommunehospital inde på Farimagsgade en smuk bygning, men inde i det store, anonyme sygehus, der rejste sig foran ham, var man i stand til at hjælpe hans familie langt bedre, end man havde været i de gamle dage, hvor porten sad midt i.
Han røg lidt på sin pibe og lod den så gå ud. Han sank tilbage i sædet, så hans hoved hvilede mod nakkestøtten.
Det spjættede i ham, da mobiltelefonen i hans brystlomme udsendte den sædvanlige kvækken, når nogen ringede. Han trak den hurtigt op af lommen.
- Poul Helweg, sagde han.
- Det er Lise, sagde hun, - Lise Mikkelsen.
- Hvor er du? sagde hun, - lyden er underlig.
- Jeg sidder i min bil.
- Åh, det må du undskylde - jeg kan ringe tilbage.
- Jeg kører ikke. Det er okay.
- Du … sidder bare i din bil?
- Jeg holder ude ved hospitalet.
- Er der sket noget?
- Ja, min svoger har prøvet at slå min nevø ihjel, tror jeg. Og så prøvede min svoger at begå selvmord – ja, det mener de. Og da jeg kørte min søster herud, fik hun noget vrøvl med hjertet. Så de er alle sammen derinde nu.
Lise svarede ikke med det samme. Han sænkede telefonen for at se, om forbindelsen var intakt.
Så hørte han hende, - Poul, du … du tager pis på mig, ikke?
- Nej, sagde han, - nej, det er desværre rigtigt alt sammen. Jeg troede faktisk, at det var lægen, der ringede nu.
- Poul, jeg … jeg ringede bare for at høre, om du ville komme og spise. Men det er nok ikke lige tidspunktet.
- Lige nu vil jeg helst vente og se, hvad der er sket med dem.
- Ja, ja, men lad os lægge på, hvis lægen nu ringer. Du er velkommen, hvis du vil … ja, hvis du har brug for at tale med nogen, der ikke er syg. Bagefter.
- Hvor bor du?
- Højvænget. Nummer 12.
- Okay. Jamen, tak for det. Måske kommer jeg. Ellers ringer jeg.
- Okay. Og Poul?
- Ja?
- Held og lykke.
- Tak, sagde han.