Bili var oppe på 90 milligram i døgnet. Han sad med Omar Ahmed i køkkenet. Det var aften. Bili kunne ikke mærke pillerne – han havde spurgt lægen, om det var rigtigt, at han skulle tage så mange, men lægen havde forklaret ham, at når han tog den rigtige dosis, så kunne han netop ikke mærke det. Lægen havde gentaget, at Bili og hans familie var under pres. De havde begravet en søn. Det var fuldt forståeligt, at Bili havde brug for sin medicin, og selv om Bili stadig havde følt sig usikker på, om han virkelig skulle tage de ni piller hver dag, hvor han før kun havde taget tre, havde lægen forklaret ham, at han under ingen omstændigheder måtte tage færre piller. - Du fungerer jo netop, fordi du tager pillerne, sagde dr. Berthelsen.
Bili var gået frygtsom fra konsultationen, og frygten kom af lægens ord, som var et varsel om, hvor forfærdeligt han ville få det, hvis han ikke tog sin medicin. Han troede på lægen, og denne aften, mens Omar Ahmed talte til ham, var han næsten taknemmelig for, at han hverken kunne mærke pillerne eller rigtig huske, hvad der var sket den dag. Han kunne ikke engang huske, at Omar var kommet. Der eksisterede kun køkkenet, med lysstofrørene i loftet, det lille bord mod væggen, og den fjedrende køkkenstol, som han sad på, mens Omar Ahmed forklarede ham, at Gemal havde lidt martyrdøden.
Omar Ahmed var imam i Frederikssund. Bili vidste ikke, hvorfor han var kommet, eller hvem der havde inviteret ham. Han havde siddet på sin køkkenstol, da det ringede på døren, og Ayah havde lukket op. Bili havde ikke været i gang med noget. På bordet lå ugeavisen ‘Nordsjælland’. Han havde bladret i den, mest fordi han havde en fornemmelse af, at han ikke bare kunne sidde. Ind imellem gled hans opmærksomhed over mod vinduet, som var indrammet af Ayahs gardiner. Udenfor var det ved at mørkne. Det var en sommeraften, men lysene i blokken overfor var tændt, og Bili så pludselig snefnug i luften derude. Han kunne huske morgenerne, tænkte ofte på dem, og hvis han tillod sig at drømme, kunne han fornemme stemningen fra dengang. Disse periodiske, atmosfærefyldte drømme gav altid en ubehagelig reaktion, når de var forbi. De efterlod ham med en følelse af manglende orientering. Vinter, sommer, fortiden – og nu, som var et vægtløst sted, hvor lyde og stemninger fra andre tider blandede sig med vægtløsheden og gjorde den større.
Kort efter stod Omar Ahmed i køkkenet. Bili rejste sig, halvt af høflighed, halvt af overraskelse over at se den fremmede mand, som havde sort skæg og bar en hæklet, hvid kalot, der lå tæt om hans isse.
Omar Ahmed havde omfavnet ham og kaldt ham sin bror. Ayah havde lavet the til dem begge, før hun gik ind i stuen, hvor hun sad alene og så fjernsyn.
Omar Ahmed talte til ham på deres eget sprog, og Bili forstod, at Omar Ahmed vidste alt om Gemals død. Måske vidste han mere end Bili selv. Bili havde en fornemmelse af at bruge alle sine kræfter på bare at være i sig selv. Han forstod ikke sammenhængen i imamens ord. Han følte sig ikke en gang særlig respektfuld i præstens selskab. Bili var ikke religiøs. Han havde ikke sat sine ben i en moske i mange år. Sidst havde været i Malmø, hvor der var en stor moske.
Nu sagde Omar Ahmed, - Din dreng er lykkelig, broder. Din dreng er hos Allah. Og dem som skød ham … Omar Ahmed gjorde en lille beklagende bevægelse med hovedet, - de vil blive straffet.
Bili sagde, - Politiet ved ikke, hvem det var.
Omar lænede sig tilbage på sin stol og betragtede ham. - Ved de det ikke, eller fortæller de det bare ikke?
- Hvad mener du?
- Din søn, Gemal, han gik i en kristen skole?
- Ja … ja, her er kun kristne skoler, sagde Bili.
Omar Ahmed nikkede. - Ja, nu. Men det vil ændre sig. Alting vil ændre sig, broder.
Bili Saber stirrede på manden. Ville Omar Ahmed fortælle ham, at han ville få Gemal tilbage? Hvad mente han?
- Hvordan vil det ændre sig? sagde han.
Omar Ahmed begyndte at tale. Han talte om hunde, om kamp. Han talte om de mægtige tårne, der var sunket i grus. Han talte om blod, om amerikanerne, om Irak, om jihad. Bili hørte hans ord, ikke i sammenhæng, men som ord. Han tænkte på Beirut, som også var sunket i grus, mens han endnu boede der og forsøgte at redde livet og gemme sig i kældrene under beboelsesblokken.
Omar Ahmed talte om sharia, om hvordan loven en dag ville gælde, også her, i Helsingør. Til den tid ville mennesker som Gemals morder ikke kunne vide sig sikre. De ville tænke sig om to gange, før de myrdede en dreng som Gemal.
Bili prøvede at tænke. Han forstod, at Omar Ahmed var kommet som en ven. Han kunne ikke sætte det sammen. Troede Omar Ahmed, at han, Bili Saber, tænkte på hævn? Det lod til at være det eneste, der opfyldte manden med det sorte skæg. Bili følte sig alene. Ikke bare alene, men svigtet. Han vidste, at Ayah havde respekt for præsten. Han havde set det i hendes manér. Han vidste, at når Omar Ahmed engang var gået, kunne han ikke give sin vrede frit løb over for Ayah og fortælle hende, hvad han mente om imamen, som havde trængt sig ind i hans hjem for at udsprede had.
- Hvorfor græder du, broder? sagde Omar Ahmed. Men Bili hørte ikke efter, hvad manden sagde. Omar Ahmed havde sagt nok. For sit indre hørte Bili lyden af granater, der rystede en boligblok i dens fundamenter af beton. Han så uniformer, blod og røg. Og han hørte ordene, ordene fra fjernsynet og fra radioen, ordene om blodet, ordene om krigen, ordene om Gud, ordene om martyriet. Det var støj i hans hoved, støj alt sammen. Og under støjen lå sandheden – at Gemal var død. Han prøvede at adskille de to ting.
Han rystede på hovedet, mens han prøvede at finde et svar, som ville stille den fremmede præst tilfreds.
Han lagde hovedet tilbage og trak vejret ind. - Jeg græder, fordi min søn er død, imam, sagde han med blikket på Omar Ahmeds øjne.
Omar Ahmed så et øjeblik ud til at ville bøje sig for de indlysende ord. Og Bili, delt mellem sin formelle respekt for præsten og sin sorg, tilføjede, - Der er ikke andet for mig nu.
Omar nikkede og sagde, - De vantro, som er ansvarlige for din drengs død –
Men han nåede ikke længere. Bili Saber, som ikke vidste, om han kunne mærke medicinen, afbrød ham. - Jeg ved ikke, om jeg ønsker, at nogen skal blive straffet.
Omar Ahmed betragtede ham. Bili sagde, - Politiet ved intet, Omar Ahmed. De ved ikke, hvem der har gjort det. Det kan være en ulykke. Som ingen er skyld i.
Ordene fik lov at hænge lidt i luften. Bili tænkte, at han havde udfordret manden med den hvide kalot og det sorte skæg.
Omar sagde, - De danske danskere –
Men Bili afbrød ham igen, - Jeg er dansk!
Han var ved at hamre næven i bordet, mens han sagde det, men han beherskede sig og nøjedes med at dunke blidt i bordpladen for at understrege sine ord.
Han havde fornemmelsen af, at han måtte sige mere. Omar Ahmed havde meget energi. Han kunne uden tvivl tale længe til ham. Enhver tavshed hos præsten var som et tegn til, at han selv skulle sige noget. Han indså, at det var en kamp.
- Omar Ahmed, jeg er dansk, sagde han i et roligere tonefald. – Jeg har boet her i næsten femogtyve år. Jeg har arbejdet her, mine børn er født her. Jeg har boet i denne lejlighed, siden jeg var en ung mand. Og med respekt, mullah – jeg er ikke troende.
Fra det øjeblik kiggede Omar Ahmed på ham på en anden måde. Bili var ligeglad med, om præstens granskende blik skyldtes, at han var vred eller såret. Han sagde, - De kristne tror på Jesus, muslimerne på Allah, jøderne på Jahve. Sådan er det. Men hvem bor i himlen? Allah? Men hvor kommer så de kristne og jøderne hen, når de dør? Er de fortabt? Alle tror, at de har ret. Hvis nogen har ret, tager de andre fejl. Men jeg tror ikke på, at nogen tager fejl. Hvis der er en Gud på den anden side af livet, så er det hos ham, min Gemal er nu.
Han tav. Han kunne mærke, hvordan en vældig vrede dovent bevægede sig i ham. Han mistede fokus. Han ønskede at vise Omar Ahmed respekt. Han ønskede ikke at fare op og forløbe sig. Men det var hans søn, der var død, og selv i sin sorg og sin tvivl om, hvad han kunne føle, og hvad han ikke kunne, ville han ikke give efter for imamens ønske om at gøre Gemals død til andet, end det den var.
Kort efter rejste Omar Ahmed sig. Bili fulgte hans eksempel. Han rakte hånden frem til afsked, men Omar Ahmed ignorerede den. Bili lod ham lukke sig selv ud, mens han satte sig på sin stol igen, drænet for tanker.
Ayah kom ud til ham. Hun havde hørt samtalen inde fra stuen, vidste Bili. Hun så på ham og så væk. Bili prøvede at afgøre, om han var så alene i verden, som han følte sig. Det var svært at sige. Spørgsmålet fortonede sig i hans tanker, mens han ledte efter et svar.