Hun havde opgivet at høre fra ham, da det ringede på. Klokken var næsten elleve. Hun havde skiftet til den joggingdragt, hun sov i, efter hun havde lagt Emma og Pelle. Hun tænkte, at hun ville have foretrukket at have almindeligt tøj på, men på vej ud i entreen forsvandt tanken.
Han stod derude og smilede. - Undskyld, det blev så sent.
Hun lukkede døren helt op, den tunge dør i eg, delt ind i små, kvadratiske fyldinger, med et kvadrat i gult matteret glas i øjenhøjde. Den gullige glaslampe over døren skinnede ned på hans sorte hår.
- Det gør ikke noget. Kom ind. Du må have haft en frygtelig dag.
Han gik forbi hende og vendte sig mod hende inde i entreen.
- Den var værre for de andre.
- Hvordan … Gud, jeg aner næsten ikke, hvad jeg skal spørge om. Jeg mener, tre indlæggelser i samme familie på én dag.
Han nikkede, - Tre indlæggelser, ét drabsforsøg, et selvmordsforsøg. Når det regner, så regner det, eller hvad man siger.
Hun gik foran ham ind i stuen, - Ja, og når det pisser ned på den måde, så drypper det på terapeuten, eller hvad man siger.
Han så sig omkring. - Flot hus, sagde han. - Særpræget, hvis jeg må sige det.
Lise Mikkelsen smilede til ham. - Tegnet af Erik Hummelmose for bankdirektør Bing i trediverne. Professor Erik Hummelmose.
Hun så ham kigge rundt i stuen. - Det er … der er noget Hollywood over det. Møblerne …
- Det hele er originalt, sagde hun. - Det var Stigs projekt. Møblerne er tegnet til huset. Inspireret af Frank Lloyd Wright, mener jeg.
- Hvem?
Hun rystede på hovedet. - Det er lige meget. Men Stig elskede det dér retro-Americana-halløj. Han var vild med jalousiskabe, for eksempel. Sid ned. Er du sulten?
Hun så George Clooney tage plads i sofaen, afslappet, på ingen måde bekymret eller kørt op. Han passede bedre ind end Stig havde gjort. Men det havde hun vidst på forhånd – interiøret bragte det Clooneyagtige mere frem.
- Nej, tak, jeg har spist derude. De gav mig mad oppe hos Lola.
- Er de okay?
Poul skar en lille grimasse og gjorde en lille bevægelse med hovedet. – Okay er nok så meget sagt. Men de … ja, de er da levende. Lola er stabil. De kalder det hjerteflimmer. Lille-Kim, min nevø – han lider af narkolepsi – og han er også okay. Eller så okay, som man nu er, når man lider af narkolepsi.
- Hvad er narkolepsi? sagde Lise.
- Det er en mystisk sygdom, hvor folk falder i søvn. Og jeg mener falder i søvn. Hele tiden. Forleden så jeg ham knalde hovedet i et bord. Problemet er, at selv når han sover, hviler han ikke. De ved ikke, hvad det er. Det er der bare. De giver ham medicin. Jeg ved ikke hvilken slags.
- Og din svoger?
- Ja, Hokki … Ja, det er lidt mere indviklet. Han klarer den, men der er ingen tvivl om, at han prøvede at tage livet af sig, da han havde gjort det.
- Hvad?
- Han prøvede vist at kvæle Lille-Kim.
Lise nikkede langsomt. Han lod ikke til at føle noget særligt behov for at tale om det. Hun sagde, - Hvad må jeg byde dig?
- Jeg kunne godt drikke en kop kaffe, sagde Poul.
Hun kunne se ham ude fra køkkenet, hans sorte baghoved over den gule sofaryg, den brune jakkekrave og kanten af hans blå skjorte. Hun så ham bevæge hovedet frem og tilbage, rundt, mens han masserede sin nakke med den ene hånd.
- Noget nyt om næsen? sagde han, da hun sad over for ham på den originale puf, som var en del af det originale interiør og betrukket med læder i flettede strimler.
Hun skænkede den sorte kaffe op i hans kop. Hun ville selv drikke en for at holde ham med selskab.
- Næsen? Ja, det projekt er lagt på hylden.
- Okay, sagde han og greb ud efter sukkerskålen.
Hun sagde, - Bortset fra alt det andet, så vil man jo nødig lave om på den eneste del af en selv, som fremmede herrer synes er sexede.
Poul rørte i koppen, - Hvem siger, at det er den eneste del af dig, som fremmede herrer synes er sexet?
- Nej … det var bare den del, du selv nævnte.
- Men jeg er jo ikke fremmed.
- Nej, men …
- Du spurgte ikke om de andre dele, sagde han og så på hende under øjenbrynene.
Hun kunne ikke afgøre, om han kørte med hende. Somme tider føltes det sådan, som om han lokkede hende til at gå i en bestemt retning. Men hun vidste ikke hvilken.
- Jeg kan ikke finde ud af dig, sagde hun.
- Hvorfor?
- Fordi … fordi du er så ærlig, eller … jeg kan ikke forklare det. Fordi du siger, hvad mener. Det virker … fremmed.
- Hvordan det? Siger du ikke, hvad du mener?
- Jo, jeg prøver, men … nej, jeg mener mere med ironi og den slags. Du ved, hvordan folk måske siger det, de mener, men alligevel siger det på en mere indviklet måde? Laver sjov ud af det, eller prøver at få en kritisk bemærkning til at lyde mere … hvad tænker du på?
Hun kunne se, at han ikke rigtig hørte efter. Han så op, - Jeg tænker på, at dine ben også er sexede, nu vi taler om de sexede dele.
- Mine ben?
Han nikkede. - Du har ret tynde ankler, fine lægge. Men over knæene begynder der at ske noget.
- Du mener, at jeg har fede lår?
- Nej … jeg kan jo ikke vide det, med joggingbukserne, men herfra ser det ud, som om overgangen fra dine lår til din … ja, din røv, er meget fint proportioneret.
- Du synes ikke, jeg er for fed?
- Hvorfor skulle jeg synes det? Synes du da det?
- Måske lidt, sagde hun. - Jeg har trods alt fået to børn.
- Er du klar over, at næsten alle kvinder føler sig for fede?
- Næh … gør de det?
- Mange gør. Mange af mine gæster taler om det konstant. De vil være ligeså tynde som mænd – eller drenge.
- Og det bryder du dig ikke om?
- Nej, jeg foretrækker mere kvindelige former.
Hun kneb øjnene lidt sammen. - Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, du er en værre én. Er du klar over, at lige et øjeblik var jeg ved at rejse mig op og hive … ja, hive bukserne ned? Så du kunne se, om, hvad var det, du sagde, overgangen fra mine lår til min røv nu også var så fint proportioneret.
Sikker på, at der var mere end pædagogik i ham. Poul så på hende med et neutralt blik. - Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom ind på det nu, men jeg mente det ærligt. Jeg mener, man skal sige, hvad man mener. Og jeg mener også, at man skal gøre det, man har lyst til.
- Hive sine joggingbukser ned, så manden fra ‘Ærligt nærvær’ kan se, om ens røv er fint proportioneret?
- Hvis det er det, der skal til, sagde han med et lille skuldertræk.
Han var en god kysser, og det var det, der skulle til. Et kys, ikke nogen røv-fremvisning med de nedtrukne joggingbukser. Hun var ved at finde sig lidt til rette med hans facon, selv om det var svært at vænne sig til hans ærlighed.
Men på en eller anden måde var hendes egen ærlighed kommet op i hende. Hans ord havde på en måde udfordret hende, men hun kunne mærke, at hun kun havde lyst til at kysse ham. Det havde hun så til gengæld også lyst til, og hun tænkte, at det med den mere eller mindre fint proportionerede røv så måtte blive ved en anden lejlighed. Så hun satte sin kop og tog to skridt over mod ham, sank ned på knæ og lagde armene på hans knæ, mens hun sagde, - Jeg har ikke lyst til at hive mine bukser ned, sådan bare.
- Okay, sagde han, og hun kunne se, at hans Clooneyøjne ikke var helt så store og dådyragtige som den rigtige Clooneys, men til gengæld havde lidt flere smilerynker omkring sig. Tæt på kunne hun se, at hvis man var tæt nok på ham, kunne man se, om hans ærlighed var ren ærlighed, eller om rynkerne antydede, at der måske var et ekstra lag på ærligheden.
- Ved du, hvad jeg har lyst til? spurgte hun.
- Nej.
- At kysse dig.
- Okay, sagde han, og nu kunne hun se, at han gjorde sig ekstremt umage for at være ærlig. - Jamen, så …
Så hun gled ind mellem hans knæ og rakte armene op om hans hals og kyssede ham. Hun havde vidst i nogle sekunder, at hun havde lyst til at kysse igennem – ikke noget lille nøs, nej, hun havde lyst til at kysse ham rigtigt.
Og han var en god kysser.
Hun trak sig væk efter et stykke tid. Hun så ham ind i øjnene, mens hendes hænder stadig hvilede på hans skuldre. Så lagde hun armene ned på hans knæ igen.
- Du er en god kysser, sagde hun.
- I lige måde, sagde Poul.
- Er du klar over, at jeg er ved at tude? Jeg har ikke kysset nogen på den måde i … årevis.
Han nikkede let. - Så du har savnet det?
- Jep. Mere end jeg vidste.
- Prøv igen, foreslog han, - hvem ved, måske vil det hjælpe dig bedre.
- Er næsen okay tæt på?
Han satte en finger på hver side af næsen. - Fint proportioneret, sagde han.