Han kørte på hospitalet den næste morgen og talte med diverse vagthavende læger og sygeplejersker. Han stak hovedet ind til Lola, bleg, behandlet med beroligende medicin. Han aflagde rapport.
- Lille-Kim er okay. De laver en del undersøgelser på ham. De mener, han kan være fejlmedicineret. Men han er okay – ja, de giver ham et eller andet, så jeg så ham kun kort. Han virkede ikke bange. Desuden, der er en sød sygeplejerske, som havde læst hans journal. Frk. Mahawathi Desai. Inder, vil jeg tro. Hun … hun pusler om ham.
Lola lukkede øjnene og sank tilbage i puden. Der var tre andre patienter på stuen, alle rolige, så de talte sagte. - Og Hokki?
- Ja, Hokki. Ham så jeg ikke. De pusler nok ikke så meget om Hokki. Han er meget afkræftet. De giver ham en masse blod stadigvæk. Der er en anden stemning omkring ham, synes jeg. De har jo haft politiet deroppe. Lægen mente, at Hokki havde haft et nervesammenbrud – hvad han så mente med det. Jeg forstod ikke, om han mente før det med Lille-Kim, eller da politiet havde været der.
- Gid han kommer i fængsel, mumlede Lola.
Poul så på hende fra sin stol, som var lav i forhold til den høje hospitalsseng. - Jeg ved ikke, om han kommer i fængsel, jeg mener, det er der ikke nogen, der har sagt noget om. Men det er vel sandsynligt.
Lola sagde, - De beholder mig et par dage.
- Jamen, du har også brug for hvile. Du forsømmer jo heller ikke ligefrem nogen. På den måde er det jo meget godt, altså, at I er herinde alle tre.
- Ved du, hvem der var herinde i aftes?
- Nej?
- En diætist.
- Aha. Hvad ville han?
- Hende. Birgitte. Hun ville tale om grøntsager.
- Grøntsager?
Hun vendte blikket imod ham. - Åh, Poul … jeg, er du klar over, hvad jeg vejer?
- Nej.
- Jeg har taget 35 kilo på på fem år.
- Wow, sagde Poul.
- Ja, wow. Efter jeg fik Kim … jeg ved ikke, hvad det var. Måske ændrede min metabolisme sig.
- Ja, eller også begyndte du at trøstespise, da Lille-Kim blev syg og Hokki blev mere alkoholiseret.
Et øjeblik så hun ud, som om hun ville blive vred, men han kunne se følelsen vige i hendes øjne. Så sagde hun, - Det gik alt sammen hurtigt ad helvede til. Mig og Hokki, Hokki og Lille-Kim. Jeg troede, jeg kunne klare det, men det kunne jeg åbenbart ikke.
- Så diætisten vil have, at du skal tabe dig?
Hun pressede læberne sammen, og hendes ansigt fik det udtryk, han kendte så godt. Utålmodigt, med vreden, som hun altid rettede imod noget andet end sig selv. - Ja, hun bad mig jo ikke om at tage på, vel?
- Hun har jo ret, Lola. Du har nok at slås med i forvejen. Det bliver sværere for dig, hvis du ikke passer godt på dig selv.
- Du skulle have været overlæge, sagde hun. - Eller professor.
Hun vendte ansigtet bort fra ham. Han rejste sig, gav hendes skulder et klem og forlod stuen.
Kvart over ti gik døren til ‘Ærligt nærvær’ op, og Poul så en lille mand træde ind. Han var gammel, en mand af morfar-typen, den gammeldags morfartype, en uddøende race, med ternet sommersixpence, lys sommerjakke, lyseblå sommerskjorte og grå benklæder med seler under jakken.
- Goddag, sagde Poul og rejste sig. Han kunne se, at den lille mand måtte være meget gammel. Måske op i firserne.
- Goddag, sagde manden og rettede blikket mod ham bag de store briller. - Jeg spekulerede på, om De måske kunne hjælpe mig?
- Det ved jeg ikke, sagde Poul. - Men De er velkommen til at sidde ned. Vil De have en kop kaffe?
- Nej tak, sagde manden og gik hen mod stolen foran skrivebordet. - Jeg har lige drukket. Jeg trænger til en at tale med. Det er det, der står i annoncen, ikke?
- Jo. Tag endelig plads.
Han satte sig i sin egen stol. - Hvad kan jeg gøre for Dem?
- Jeg ved ikke, om De kan gøre noget. Men måske kan De høre på mig et øjeblik.
Poul kunne mærke en indestængt vrede i manden. Den var som Lolas, rettet udad mod et uspecificeret mål, og den gav ham en utålmodigt, fåmælt fremtoning.
- Jeg skal komme lige til sagen, sagde manden. - Mit navn er Børge Schultz Mogensen.
- Poul Helweg, sagde Poul. Mogensens facon ville have været forståelig, hvis han selv var mandens revisor og havde indleveret et håbløst revideret regnskab. Han havde en fornemmelse af at skulle stille til skældud. Han smilede til den gamle mand.
- Jeg er født i treogtyve, sagde han. - Som ung mand blev jeg i nogen tid før befrielsen holdt fanget af Gestapo. De ved, hvem Gestapo var?
- Ja.
Mogensen nikkede. - Jeg sad inde med viden, forstår De. Kunne afsløre navne, gjorde det aldrig. Jeg var enogtyve. I smedelære. Jeg røbede aldrig noget. De holdt mig i en kælder – det var i Aalborg. Man kunne ikke stå op. Men man kunne høre lydene fra forhørslokalet ovenpå, hvor de torterede andre unge mænd som mig. Det gik hårdt til, skal jeg hilse og sige. Der var mange, som ikke overlevede de forhør.
Poul nikkede. - De må have været meget bange, sagde han. - Det ville jeg have været.
- Bange? De kan tro, jeg var bange. Og det er det. Nu ser man jo så meget i tv om folk, der har været udsat for lidt af hvert. Det er mest i udlandet, Mellemøsten. Ja, der er hele centre for folk, der er blevet mishandlet. Torturofre.
- Ja.
Poul så Mogensen kigge sig omkring, og han bemærkede, at mandens tynde knæ i de grå benklæder – han blev ved med at tænke på dem som benklæder, ikke bukser – dirrede.
Mogensen sagde, - Jeg går ikke ud fra, at det her er sådan et center?
- Nej, sagde Poul. - Det her er kun et sted, hvor man kan tale med et andet menneske.
- Tilhører De kirken?
- Nej. Jeg er her på frivillig basis.
Mogensen virrede med hovedet. - Nå. Det er lige meget. Er De sikker på, at De vil høre på mig, hr. Helweg?
- Ja. Ja, det er jeg sikker på.
- Det jeg ikke forstår, sagde Mogensen nu, - det, jeg ikke forstår, forstår De, det er, hvorfor havde man ikke den slags dengang, da vi danskere havde brug for det?
- De mener behandlingssteder for torturofre?
- Ja. Hvorfor kommer det først nu? Jeg mener, det er jo skæbnens ironi, ikke sandt? Her har man betalt sin indkomstskat troligt i over tres år. Men der er ingen, der vil høre om de rallelyde, som har kørt inde i mit hoved i alle de år, hvor jeg har betalt mit til samfundet. Kan De forklare det?
- Har De fortalt nogen om … æh, de rallelyde?
- Jeg har prøvet. Vi havde en Doktor Hjorth. Han gav mig noget beroligende efter krigen var slut. Han mente, at jeg skulle arbejde mig ud af det. Han mente, at med pillernes hjælp ville det alt sammen gå over.
- Hjalp det så?
- Hjalp? Herregud, menneske, jeg var i lære som smed på Aalborg Værft! Der gik ikke mange dage, før jeg opdagede, at Hjorths piller ville få mig slået ihjel i løbet af kort tid. Jeg var helt slået ud. Jeg kunne ganske enkelt ikke tåle den medicin. Det gik ikke. Siden har jeg været hos forskellige læger, og de har da hørt på mig. Men siden dengang med Hjorth har jeg ikke rørt de piller. Og så bliver lægerne jo trætte af mig. De har travlt.
Poul nikkede igen. - Jeg forstår godt Deres problem.
Mogensen lænede sig frem. - Gør De virkelig? Nu siger jeg rallelyde. Vil De vide, hvad det er for rallelyde? - Hvis De vil fortælle mig det, hr. Mogensen.
- Det var dem ovenpå i forhørslokalet. Det skete flere gange. De strangulerede dem deroppe. Unge mænd som mig. Nogen af dem kendte jeg. Jeg lå dernede i hullet, banket til én stor kødklump af deres totenschlägere, og jeg kunne høre rallelydene deroppe, forstår De. Ved De, hvordan det lød?
- Nej, sagde Poul.
Mogensen rettede sig lidt i stolen, som skulle han recitere et digt. I stedet udstødte han en strubelyd, som begyndte langt nede i hans hals, blev stærkere og til sidst endte med et afsnuppet gisp.
Poul holdt mandens blik.
- Hvad siger De, Helweg? spurgte Børge Schultz Mogensen.
- Ville De bryde Dem om at høre den lyd i deres hoved, dag og nat, i tres år?
- Nej, sagde Poul. - Det ville jeg bestemt ikke.
- Nej, nikkede Mogensen. - Men så vil De måske forklare mig, hvorfor der ikke er et center, hvor jeg kan henvende mig?
- Det ved jeg ikke, sagde Poul.
Mogensen så tilfreds ud. - Nej, det tænkte jeg nok.
Poul sagde, - Hvordan vil De selv beskrive effekten af de lyde?
- Effekten?
- Hvordan påvirker det Dem, at De hører denne lyd om og om igen?
- Det skal jeg sige Dem. Ikke godt. Jeg bliver … jeg bliver hidsig. Jeg råber ad min kone. Og så kommer jeg til at græde. Jeg græder for et godt ord. Jeg græder, når jeg tænker på … ja, på hvad som helst. En venlighed, sågar. At nogen kan være venlige! Jeg græder i desperation. Og i længden kan jeg ikke holde mig selv ud. Jeg ved jo, hvilken byrde jeg er for dem, som holder af mig. De … de, ja, min kone, Sigrid, hun har jo holdt ved mig, men selv det kan jeg græde over. Hun har spildt sit liv med at tørre op efter en grædende hidsigprop.
- Måske holder hun så meget af Dem, at hun gerne vil, foreslog Poul.
Han kunne se det bævre om den gamle mands mund. - Ja, hun holder af mig, sagde han behersket, - men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan dette liv har været et mareridt, og somme tider er jeg glad for, at det ikke bliver ved så længe mere. Hvis bare lydene … jeg har gået i selvmordstanker mange, mange dage i mit liv. Fordi jeg ikke kan holde mig selv ud.
Poul sagde, - Måske vil De alligevel drikke en kop kaffe med mig, hr. Schultz Mogensen? Nu vi alligevel sidder her?
Schultz Mogensen åndede ud gennem næsen og så stift ned for sig et øjeblik, inden han så op og sagde, - Jo, tak, gerne, hr. Helweg.
Da de sad med hver sin kop, sagde Poul, - De forekommer mig at være et meget energisk menneske, hr. Schultz Mogensen.
- Hvorfor siger De det?
Poul kom sukker i kaffen. - De kommer herind og fremlægger Deres problem med stor klarhed og energi.
- Er det godt?
- Det mener jeg, sagde Poul. - Deres beretning fik en tanke frem i mig. Jeg kan fortælle Dem, hvad jeg tænkte, hvis De gerne vil høre det.
Den gamle mand drak af sin kop. Det var de almindelige kaffekopper, og han holdt underkoppen i den ene hånd, udfor brystet, mens han løftede koppen med den anden. - Jo, tak.
Poul sagde, - Det var fordi De brugte udtrykket, at De ikke kunne holde Dem selv ud.
Den gamle mand nikkede nu, og Poul kunne se, at hans energi gik begge veje – han kunne tale, men han kunne også lytte.
Så Poul sagde, - Jeg tænkte på, hvad der sker, når et menneske ikke kan holde sig selv ud.
- Ja, så får man det ad helvede til.
- Ja. Men det forudsætter jo, at det menneske er delt op i to.
Schultz Mogensen sagde, - Ikke forstået.
- Jo, vi har et menneske, som ikke kan holde sig selv ud. Men hvem er det, der ikke kan holde hvem ud? En del af denne person kan ikke holde en anden del ud. De græder – og i tankerne foragter De Dem selv for Deres flæberi.
- Ja … sagde den gamle herre og satte koppen på bordet. - Det er sådan, det kan føles.
- Så der er altså en Børge Schultz Mogensen, som græder, og en Børge Schultz Mogensen, der ikke kan holde den Børge Schultz Mogensen, som græder, ud.
Schultz Mogensen skød øjenbrynene i vejret. - Sikke mange! sagde han. - Ja, jeg kan godt se, hvor De vil hen. Og hvilken Schultz Mogensen er jeg så nu?
Med antydningen af spøgefuldhed i blikket, som om manden var glad for at kunne se ideen i Pouls ord og derfor var med på at forfølge den.
- Den anden, sagde Poul. - Lige fra De trådte ind, var det den Schultz Mogensen, som ikke kunne holde sin flæbende tvilling ud. De kom næsten til at græde lidt, da De fortalte om at græde, men ellers har jeg ikke set noget til den flæbende hr. Schultz Mogensen.
- Det er nemmere, hvis De siger Børge, sagde Børge. - Men det er sandt …
Poul så den lille mand synke hen i tanker. For så at se op igen og sige, - Men hvem er jeg? Hvem er den rigtige Børge?
Børge gik lidt efter. Poul havde ikke givet ham noget svar. Han havde sagt, - Hvis De ikke ved, hvem den rigtige Børge er, hvordan skal jeg så kunne vide det?
- Nå, dér kan De ikke hjælpe? spurgte Børge. Men der var igen antydningen af lethed i hans manér, en diskret humor, som fortalte Poul, at Børge næppe havde fået det dårligere.
Han holdt glasdøren for den gamle mand. De gav hånd, og Poul sagde, - De er velkommen til at komme igen.
- Hov! sagde Børge. - Det havde jeg nær glemt. Hvad skylder jeg Dem?
- De skylder mig ikke noget. Men De er velkommen til at yde en donation. Jeg har et skrin. Det er frivilligt.
Han så manden fiske en lille tegnebog op af baglommen i sine løsthængende benklæder. Han tog en hundredekroneseddel frem.
- Her er en frivillig hundredemand, sagde han. - Ikke meget, indrømmet.
- Tak, sagde Poul.
Børge tog et sidste blik ud over det skyggefulde postkontor.
- Fremragende sted, De har her, sagde han. - Tak for i dag.
Ti minutter senere gik døren igen. Poul vendte sig om henne ved ‘Napolitana’en, hvor han havde lagt an til en dobbelt espresso. Han så en lille, tæt mand i en grøn skjorte, grå bukser med en særpræget livrem, besat med noget, der lignede sølv. Af en eller anden grund fik han den tanke, at manden tilhørte et cirkus. Han havde kraftigt, mørkebrunt hår. Alt ved ham virkede kraftigt, de muskuløse skuldre, den hårde, maskuline bagdel i de grå slacks. På fødderne havde han spidse sko i imiteret slangeskind.
- Goddag, sagde Poul.
Manden trådte nærmere. - Hvad fanden har du sagt til min kone?
Nu så Poul, at mandens høje ansigtskulør skyldtes affekt.
- Det ved jeg ikke, sagde han. - Hvad har jeg sagt til Deres kone?
Manden stod lige foran ham.
- Okay, så du driver din lille amatørpsykologbiks her, og så ved du ikke engang, hvad du har sagt til dine patienter!
Poul, fysisk bevidst om sin frygt for, at manden skulle slå ham, sagde, - Jeg er ikke psykolog, og mine gæster er ikke patienter. De er bare andre mennesker.
Den mørkkrøllede mand svarede prompte. - Okay, okay. Men derfor kan du vel for fanden alligevel huske, hvad du siger til dine … gæster? Eller er det en kussebutik?
- Undskyld? sagde Poul.
- Ja, en kussebutik – du taler trusserne af kvarterets damer og får dem med ud på briksen bagved?
- Nej, sagde Poul. - Det gør jeg ikke.
- Nå, men hvad helvede har du sagt til min kone? Det kan du vel huske?
- Ja, det kan jeg muligvis, men det ville hjælpe, hvis De fortalte mig, hvem Deres kone er.
Manden skar ansigt og nikkede vidende. - Ja, ja. Tror du er så pissesmart. Ved du, hvem jeg er?
- Nej, sagde Poul.
- Har du hørt om ‘Onkel Louis’?
Stadig vred, tænkte Poul, stadig muligvis i stand til at geråde i håndgemæng.
- ‘Onkel Louis’? Næh …
- Hjælper det her?
Poul så manden stikke hånden i lommen og fremdrage noget rødt. Han så manden klemme en rød plastnæse fast på sin egen.
- Hej, alle børn, så er det Onkel Louis, der hygger! råbte han. Så trak han næsen af igen og så på Poul. - ‘Onkel Louis’? sagde han.
- Læser du aldrig annoncerne ved siden af din egen?
- Nej, sagde Poul.
- Så du kender ikke ‘Onkel Louis’?
- Nej, men jeg kan forstå, at det må være dig.
‘Onkel Louis’ tog en dyb indånding, som udøvede han ekstrem selvbeherskelse. - Men du ved stadig ikke, hvem jeg er.
- Er du en klovn? sagde Poul.
‘Onkel Louis’ kneb øjnene til. - Ikke ‘en’ klovn. Klovn. Klovnen. Har du aldrig hørt om Klovnetræf i Lyngby Storcenter?
- Nej, det …
- Trofæet? Klovnedysten? Årets børneentertainer?
- Nej. Desværre.
Poul prøvede at forestille sig, hvem mandens kone kunne være. ‘Onkel Louis’ så forbi ham. - En ‘Napolitana’! sagde han. – En ægte ‘Napolitana’, for helvede!
- Må jeg byde på en espresso? sagde Poul. - Jeg stod og var ved at fyre op til en dobbelt. Vi kan dele.
Imens kaffen sydede ud i den lille metalkolbe, sagde ‘Onkel Louis’, - Jeg har ikke set en ‘Napolitana’, siden jeg var i … ja, i Napoli. Optrådte for Dario Fo. Bedste kaffe i verden, i Napoli.
- Dario Fo? sagde Poul. – Og du optrådte for ham?
- Han var i dommerpanelet, sagde ‘Onkel Louis’. - Meget stor humorist, siges det. Meget fin herre. Men jeg skal sige dig noget: Den mand ejer ikke humor. Kender du det? Man står på scenen, og man ved, at hvis det var børn, så ville de brække sig af grin? Men prøv, at få ham Fo til at grine. Det kan ikke lade sig gøre. Der ryger man ind i fælden. Ved du, hvad fælden hedder?
- Øh … nej.
‘Onkel Louis’ trådte lidt tættere og bankede let med en pegefinger på Pouls bryst, mens han sagde, - Professionel jalousi.
- Åh, javel, sagde Poul. - Altså, at én klovn med vilje ikke griner ad en anden, fordi han ved, at han ikke selv er ligeså sjov.
- Bingo, sagde ‘Onkel Louis’. - Dario Fo, min bare i hvidvinsgelé. Havde det så været Dario Campeotto – der er en Dario, du kan tage og føle på. Et menneske, af kød og blod, som ikke er bange for at grine, hvis han ellers morer sig.
- Måske morede Dario Fo sig ikke.
‘Onkel Louis’ rystede langsomt på hovedet, et bredt grin henover ansigtet, - Næ, næ, næ, min gode ven, jeg var der. Og Fo, oppe i logen, han skulle bide sig selv i kinden og tænke på sin døde hundehvalp for ikke at storgrine. Jeg var der, mand!
Poul nikkede og vendte sig mod kopperne. - Sukker?
Han så klovnen ‘Onkel Louis’ bære sin kop over mod sofaen og fulgte selv efter med en fornemmelse af, at manden havde glemt alt om sit ærinde. Måske var der ikke noget ærinde. Det var klovnenæsen og ‘Napolitana’en, der havde hylet ham ud af det. Og Dario Fo. Han tænkte, at hans første indskydelse – at manden var med et cirkus – havde været meget tæt på. Han tænkte også, at ‘Onkel Louis’ måske var ude efter fagsnak. Måske havde klovner ikke kurser og seminarer, hvor de kunne udveksle synspunkter.
Han satte sig i lænestolen med sin espresso, mens ‘Onkel Louis’ rørte rundt. Han havde følelsen af, at ‘Onkel Louis’ ikke havde presserende aftaler andetsteds.
- Hvad hedder du? spurgte han den energiske mand, hvis humor og vrede kæmpede om at komme ud.
- Erling, sagde ‘Onkel Louis’.
- Hvad var det med din kone? sagde Poul, da de havde smagt på espressoen.
- Ina. Ina Bork. Lyst, krøllet hår? Lidt stor? Svær at styre i svingene. Taler altid om irritabel tyktarm? Akupunktur?
Og Poul så hende for sig, i naturlig størrelse, en hurtigtalende, let forvirret kvinde, som havde været hos ham for en uges tid siden.
- Okay, sagde han, - ja, Ina. Ja. Hun troede, jeg var homøopat.
- Ja, så kom hun nok ikke herind for at få noget dolk, sagde klovnen Erling med et grin.
- Øh …
- Ina er meget impulsiv. Den ros skal hun have. Kan godt lide en flirt, eller det der er værre. Jeg ville ikke undre mig, hvis hun pludselig kom herind, til en … ja, en rimelig flot fyr som dig, for at få lidt hjemlig hygge, hvis du forstår hvad jeg siger?
- Joeh … men –
Erling så på ham med et undrende udtryk, - Men hun troede, at du var homo? Jeg fattede ikke, hvad fanden hun gik herind for. Og så tænkte jeg, ‘Ærlig nærvær’, ja, ja, ja, kært barn har mange navne. Langt fremme i skoene, ikke?
- Jeg er ikke med.
- Briksen ude bag ved. Hvad kan jeg gøre for dig? Fortæl mig dine problemer, og så skal du se, så smutter vi lige herud, og så får du det bedre i løbet af nul komma nul komma … ja.
- Nej, nej, sagde Poul, - Ina troede, at jeg drev en homøopatisk klinik. Naturmedicin. Irritabel tyktarm.
Erling lagde hovedet lidt tilbage og så på ham over sofabordet, mens han tænkte. - Okaay, sagde han så langsomt. - Nu begynder det at lysne i øst.
- Hun … ja, jeg kunne jo ikke hjælpe hende med den form for medicin, desværre. Men så fik vi en sludder om hendes tyktarm i stedet for.
- Og akupunktur, tør jeg vædde med?
- Ja, også akupunktur.
Erling nikkede. - Ja ja. Ja, men hellere dig end mig, vil jeg så sige. Akupunktur. Skal, skal ikke. Jo, den kører også derhjemme. Jeg siger til hende, ‘Ina, ikke mere akupunktur. Jeg får kuldegysninger. Jeg sidder som på nåle, mand’!
- Ja, hun er bange for nåle. Det sagde hun.
- Ja, men det er jo det!
- Hvad?
- Grunden til, at jeg kommer!
- Akupunktur?
- Nej, for helvede. Hun kommer hjem, fortæller mig, at hun har haft en lang samtale med ham ovre i ‘Ærligt nærvær’. Så jeg tænker, hallo, er der noget, hun prøver at fortælle mig her? Men så siger hun stille og roligt, at det med akupunktur, det har hun ‘fået på plads i sit hoved’. Det siger hun for, ja, hvad er klokken nu? en halv time siden.
- Jamen, det glæder mig. Du må hilse hende.
- Ja, men så tænker jeg jo, som sagt, hallo, hvis hun kan tale om akupunktur, akupunktur, skal skal ikke, og så videre, og så lige pludselig tale med ham i ‘Ærligt nærvær’, hvorefter hun får det hele ‘på plads i sit hoved’, hvem ved, hvad ham i ‘Ærligt nærvær’ ellers har fået på plads, hvis du kan følge mig?
- Du mener … briksen ude bagved?
Erling betragtede ham med en oprigtig mine, med hagen lidt nede mod brystet. Sandhedens øjeblik. - Porkede du hende? sagde han.
- Om jeg ..?
- Dyttede du hende?
- Dyttede ..?
Erling rynkede panden og så ned i sin espressokop. - Nej, det gjorde du jo så nok ikke. Jeg kan se det i dine øjne.
- Hvis du nogen sinde står og mangler en klovn, sagde Erling, da de tog afsked. Han hev et kort frem og rakte det til Poul. - Og så beklager jeg ellers. Kan du huske, hvad jeg fortalte dig om ham Dario’en? Fo? Hvorfor han ikke grinede?
- Professionel jalousi, nikkede Poul.
- Nemlig. Mellem os, så lider jeg af den almindelige.
- Jalousi?
- Ja, jalousi naturel. Jeg kan godt grine ad mine kolleger – hvis de er sjove. Men når det kommer til Ina, så går der ild i mig, hvis jeg får den tanke, at hun er ude og vifte med filet’en.
- Ja, det kan jeg forstå, sagde Poul. - Men der har altså hverken været porket, dyttet eller viftet med nogen filet i ‘Ærligt nærvær’.
- Dér lærte du et par ord, hvad? blinkede Erling. Så forsvandt han, og Poul kunne se hans energiske ballemuskler arbejde, mens han gik ud over parkeringspladsen og låste en grå bil op.
Han kiggede på kortet i sin hånd:
ERLING BORK
er
‘ONKEL LOUIS’
- Har du brug for en klovn pakker jeg min vogn!
Der var også en tegning af et grinende klovnehoved. Poul gik over til skrivebordet og lagde kortet ned i skuffen. Man vidste aldrig, hvornår man stod og manglede en klovn.
Lidt senere ringede han til Lise Mikkelsen.
- Hallo? sagde hun. Han kunne godt lide hendes hallo.
- Det er Poul, sagde han, - står du og mangler en klovn?
- Hvad? sagde hun. Han kunne høre børn og støj omkring hende.
- Ikke noget, sagde han.
- Jeg står midt i frikadellerne, sagde hun. - Øjeblik.
Han hørte hende sige et eller andet, og barnestemmerne forsvandt lidt i baggrunden. Så var hun der igen.
- Hvad er det for noget klovnesnak? spurgte hun.
- Det var bare for sjov. Det var en gæst. Han var klovn.
- Man hører altid, at klovner i virkeligheden sidder og græder i cirkusvognen. Gjorde han også det? Græd han?
- Nej, det gjorde han ikke.
- Okay - det var ikke noget, lidt ærligt nærvær ikke kunne klare?
- Nej, sagde han. Og tilføjede, - Jeg kan godt lide dig, Lise.
Der var igen rumsteren i baggrunden, og han hørte hende lægge hånden over røret og råbe - Nej! før hun var der igen.
- Du må undskylde. Det er Pelle. Hvad sagde du?
- Jeg kan godt lide dig, Lise, sagde jeg.
Efter en pause sagde hun, - Hvor godt?
- Godt.
- Jamen, hvor godt?
- Så godt, at jeg får helt lyst til at se der, hvor lårene går over i røven.
- Uha. Og hvad mere?
- Jeg får lyst til at porke dig, sagde han.
- Porke mig? Sig mig, hvad har du gang i? Ved du, hvad porke betyder?
- Ja, det lærte jeg af klovnen. Jeg har aldrig hørt det ord før.
- Nej, og jeg ved godt hvorfor.
- Ja, det lyder lidt vulgært.
- Lidt vulgært?
- Meget vulgært, indrømmede han.
- Ja, det vil jeg nok sige.
- Men du forstår, hvad jeg mener?
- Ja, ja, det …
- Jeg ville ikke såre dig. Klovnen, ‘Onkel Louis’, han –
- ‘Onkel Louis’? Var det ‘Onkel Louis’?
- Ja.
Hun sagde ikke noget. Lidt efter sagde han, - Lise?
- Ja, ja, jeg prøvede bare at se dig og ‘Onkel Louis’ for mig. Den klammeste klovn i byen. Han ragede på Malene Rickenbauer, da Ricky Junior fyldte otte. Han …
- Han porkede hende?
- Nej! Men han ville gerne.
- Ja, det kunne ‘Onkel Louis’ godt finde på.
Der opstod en pause. Så sagde hun, - Lad os glemme de grimme ord og ‘Onkel Louis’. Okay?
- Ja, det er fint med mig.
- Men sjovt, at du nævner det sted.
- Der hvor –
- Ja. Dér. Dér i aftes, da du rørte ved min næse?
- Ja?
- Og du sagde, at den var fint proportioneret?
- Jeg løj ikke.
- Nej, men da havde du allerede sagt det med det andet sted.
- Ja.
- Og så tænkte jeg, okay, han er ærlig. Det er ikke så overraskende – det er manden fra ‘Ærligt nærvær’, men jeg tænkte, rolig nu.
- Rolig nu.
- Men det betyder ikke … det er lidt svært at tale om.
- Hvad?
Han kunne høre hendes smil, måske næsten et grin, og han kunne godt lide hende for det, hendes smil varmede ham, fra damen, der havde mistet sin mand til AIDS og var blevet næsten sindssyg og ville have sin næse lavet om … og nu grinede hun.
Hun sagde, - Du ved, hvor jeg bor.
- Ja, det ved jeg.
- Det jeg mener er, du kan jo kigge over – men du får mig ikke til at stønne ‘kom over og pork mig’, sagde hun. - Det ville … devaluere oplevelsen, hvis du forstår, hvad jeg mener.
- Sådan har du det måske, sagde Poul. - Mig, jeg ville være der som et søm.
- Jeg har børn, der skal lægges i seng.
- Ja.
- Og frikadeller op til begge albuer.
- Ja.
- Og nu må jeg løbe.
- Ja. Bon appetit¸ sagde han.
- Du kommer, hvis du kommer, sagde hun, tæt på røret. Så lagde hun på.