Næste dag var han i ‘Ærligt nærvær’ som sædvanlig, kvart i ni. Han ville lukke tidligt og køre ud på hospitalet. Han åbnede ‘Ærligt nærvær’ på alle hverdage. Det var hans faste rutine, og han holdt ved den. I dag var det solskin, en varm, stille dag, og bag beplantningen kunne han høre den vedholdende susen af bilernes dæk mod asfalten ude fra vejene. Han skråede over den varme parkeringsplads mod skyggen under halvtaget. En pige i blå kittel var ved at rulle stålburene med tilbudsvarer og grøntsager ud af ALDI. Hjulene lavede den sædvanlige lyd mod fliserne, en velkendt raslen, som indvarslede begyndelsen på endnu en forretningsdag.
Poul var ved at låse op, da den hvide politibil svingede ind på parkeringspladsen. Det skete ind imellem. Politiet havde somme tider besøgt ham – ikke med det formål at benytte sig af hans service, men derimod for at få oplysninger om begivenheder i kvarteret. Ved disse lejligheder assisterede Poul myndighederne så godt, han kunne. Han troede på lov og orden. Uden lov og orden … tjah.
I baghovedet havde han en fornemmelse af, at de to betjente, der nu steg ud af patruljevognen, sikkert ville tale med ham. Han havde billedet af Hokki for sit indre blik, Hokki der blev rullet ned ad gangen på hospitalet, og han kunne mærke den energi, der havde været om hans svoger med de blodige bandager om håndledene, Hokki en patient, men også noget andet.
Netop som en stemme bag ham sagde, - Poul Helweg?
Han vendte sig i den åbne dør. - Det er mig.
De to betjente stod bag ham under halvtaget. To yngre mænd, yngre end han selv, unge på den måde, som politimænd bliver yngre og yngre i takt med, at man selv bliver ældre og ældre.
- Vi er her angående en Hokki Petersen.
- Ja, det er min svoger, sagde Poul. - Kom indenfor.
De to betjente så fremmede ud i det nedlagte posthus. Måske var det de sorte uniformer, måske var det bare det faktum, at der sjældent var to gæster på en gang.
- Kaffe? spurgte Poul.
- Nej tak, sagde den ene betjent. - Vi drikker alt for meget kaffe.
- Det gør jeg desværre også, sagde Poul. - Men jeg prøver at lade være med at få dårlig samvittighed over det.
Betjentene smilede. De stod alle tre henne ved bordet med ‘Napolitana’en.
- Flot maskine, sagde den ene.
- Det er min eneste luksus.
- Anyway, sagde den første betjent, som lod til at være ham, der førte ordet, - vi skulle lige høre lidt om Hokki.
- Ja, Hokki, sagde Poul. - Min svoger.
Han gjorde en håndbevægelse over mod sofaen, og de gik alle tre over mod den. De to betjente satte sig i hver sin ende af sofaen, mens han selv tog plads i lænestolen.
- De er Hokki Petersens kone Lolas bror, Poul Helweg?
- Ja.
- Okay – jeg kan oplyse Dem om, at vi er i gang med efterforskningen af det, der skete, umiddelbart før Deres svoger blev indlagt, ligesom sønnen Kim, som jo så er Deres nevø.
- Lille-Kim kalder vi ham.
- Okay. Hvordan blev De underrettet om det, der var sket?
- Jeg fik en opringning fra min søster. Hun var hylet ud af den, og hun fortalte mig, at Hokki og Lille-Kim var blevet indlagt. Hun var på vej ud på hospitalet, stærkt forpustet. Jeg kørte med det samme, samlede hende op, kørte hende derud. Da vi kom derud, fik hun et ildebefindende og blev indlagt med hjerteflimmer.
- Hvad sagde hun helt præcist til Dem i telefonen? Kan De huske det?
- Hun … hun havde svært ved at samle sig. Der var noget med en nabo. Hun sagde, at Hokki var kommet ud af huset og havde råbt og opført sig underligt.
- Hvad havde han råbt?
- Jeg kan ikke huske ordene. Altså Lolas ord. Men jeg fik det indtryk, at Hokki havde været stærkt ophidset. Der var noget med, at han ville slå Lille-Kim ihjel og derefter begå selvmord. Det var min opfattelse. Men hvem der sagde hvad til hvem, ved jeg ikke.
- Okay, sagde betjenten og så på sin kollega. - Benny?
Der var noget i betjentens skødesløse, men alligevel formelle måde at sige sin kollegas navn på, som fik Poul til at tænke på nyhedsoplæsere. Over til dig, Benny.
Benny sagde, mens han konsulterede en blok med noter, - Vi har selvfølgelig afhørt den pågældende nabo, en Thomas Olsen. Han var ved at samle havemøbler i forhaven, da Deres svoger kom ud i sin forhave. Olsen opdager straks, at der er noget galt og spørger Hokki Petersen om …ja, om der er noget galt. Hokki Petersen råber op, siger, at han har slået sin søn ihjel, kvalt ham. Olsen kan ikke nå ham. Hokki Petersen råber derefter, at nu går han ind i huset og ‘snitter sig’. Han forsvinder ind i huset, og Olsen ringer 112. Ambulancen og to af vore kolleger ankommer samtidig. Kollegerne går ind i huset. De er nødt til at slå døren ind, Hokki Petersen har låst den. De finder Deres nevø, Kim, bevidstløs på sofaen i stuen. På badeværelset finder de Hokki Petersen, som ganske rigtigt har snittet sig i begge håndled. Han sidder i brusenichen, og der er meget blod. Han har åbnet for det varme vand. På det tidspunkt er han allerede så påvirket af blodtabet, at han er halvt bevidstløs. Kollegerne giver plads for ambulancefolkene, og både drengen og Hokki Petersen bliver kørt på sygehuset med udrykning. Vi finder efterfølgende en brødkniv med bølget skær i brusenichen.
- Ja, sagde Poul. - Det er forfærdelig trist.
- Vi vil gerne høre lidt om Deres svoger. Ser De ham tit?
- Ikke specielt. Vi var sammen til min onkels fødselsdag for nylig.
- Kan De fortælle os, om han har et alkoholproblem?
- Jeg vil sige, sagde Poul, - at min søster og min nevø har et alkoholproblem. Jeg tror ikke, Hokki selv har set det som et problem.
- Javel. Men han drikker?
- Ja.
- Ved De, om han tidligere har mishandlet Deres nevø eller Deres søster?
- Nej, sagde Poul. - Det ved jeg ikke.
- Har Deres søster for eksempel givet udtryk for, at hun var bange for sin mand?
- Nej. Jeg tror mest, hun prøvede at få tingene til at køre. Det var mit indtryk, at hun opfattede det som problematisk, som om hun havde to børn.
- Javel. Har De overværet, at Hokki har opført sig truende overfor drengen?
- Ikke direkte truende. Da vi var til min onkels fødselsdag, mente han, at Lille-Kims sygdom var et forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed. Han var irriteret. Men ikke truende.
- Og hvad er det for en sygdom?
- Narkolepsi. Det er en sygdom, hvor man falder i søvn hele tiden. Med få minutters mellemrum.
- Så drengen er ikke normalt fungerende?
- Nej. Han er godt begavet, altså, han er ikke … hvad hedder det, tilbagestående. Men hans liv er ikke normalt. Han kræver meget pleje og omsorg.
Han så den første betjent, ham der ikke hed Benny, kigge sig omkring. Poul sagde, - Jeg har tilbudt min søster, at Lille-Kim kunne være hos mig her. Hvis hun trængte til aflastning.
- Har hun benyttet sig af det tilbud?
- Nej.
- Okay, sagde ham, der ikke hed Benny. - Jeg kan fortælle Dem, at vi foreløbig arbejder imod en sigtelse af Deres svoger.
- Javel. Det forstår jeg.
- Vi behandler sagen som et drabsforsøg, foreløbig. Ifølge lægerne har drengen været udsat for kvælningsforsøg, ikke med hænderne, men formentlig med en pude. Han var bevidstløs, som sagt. Det er for tidligt at sige, om han har taget varigt skade. Politianklageren vil sikkert indkalde Dem som vidne, hvis vi rejser sigtelse.
De rejste sig alle tre.
Benny sagde, - Hvad … hvad er det helt eksakt, du laver her?
Poul noterede, at de nu var dus. - Jeg har kontoret her som en slags samtalested. Det er et sted, hvor folk kan komme, hvis de mangler en fremmed at tale med.
- ‘Ærligt nærvær’, sagde ham, der ikke hed Benny. Og til Benny,
- Du kender da godt annoncen? I ‘Nordsjælland’?
- Nå, ja, sagde Benny. - ‘Ærligt nærvær’.
Poul kunne fornemme en slags afstand mellem sig selv og betjentene nu. Den havde ikke været der ovre i sofaen.
- Men Hokki har aldrig været her? blev Benny ved.
- Nej.
- Eller din søster? Lola?
- Nej. Og heller ikke Lille-Kim.
Benny nikkede. - Det er sjovt, det der med nærvær. Jeg mener, med de problemer i familien …
- Alle kan komme her, sagde Poul. - Man kan komme direkte ind fra gaden, hvis man vil.
Benny sagde, - Joeh, men alligevel … det må være underligt at være vant til at hjælpe fremmede mennesker, og så går det så gruelig galt i ens eget bagland.
De så begge på ham nu. Han sagde, - Hjælp er ikke noget, man kan give. Man kan kun tilbyde den.
De nikkede.
Han så den hvide bil rulle ud fra parkeringspladsen. Han stillede sig selv det spørgsmål, om han havde været forsømmelig? Hvad kunne han have gjort? Han kunne måske have trukket Hokki til side, gået i rette med sin svoger, fortalt ham, at han måtte tage sig sammen. Han kunne have støttet Lola mere og måske have hjulpet hende med kontakten til servicesamfundet, sådan som han hjalp Minna Toft-Nielsen med at udfylde ansøgninger om boligsikring og skrive de breve, som Minna ikke selv kunne sammensætte. Og han kunne have været mere aktiv med hensyn til at tage sig af Lille-Kim. Han kunne endda have tilbudt Lola at dyrke motion sammen med hende.
Ja, det kunne han alt sammen have gjort. Men han havde ikke gjort det. Han stillede sig selv det spørgsmål, om der var noget i ham selv, der forhindrede ham i at hjælpe sin nærmeste familie – om det var lettere for ham at hjælpe dem, han ikke kendte?
Svaret var ikke et svar, det var en fornemmelse. Han følte sig forsømmelig. Han følte, at han ikke havde slået til, og at han skulle have været mere opmærksom og mere engageret den aften hos Onkel Julius og Tante Edel.
Det var for sent nu. Han lovede sig selv, at han ville engagere sig mere i sagen. Han følte mest for Lille-Kim. Drengen var sagesløs og lukket inde i sin drømmeagtige sygdom. Han sagde til sig selv, at Lola og Hokki aldrig havde bedt ham om hjælp, og Hokkis evige ironi om tolerante Polle havde muligvis fået ham selv til at trække sig tilbage, hvor han skulle være gået frem. Det er din forfængelighed, fortalte han sig selv. Du vil gerne stille dig til rådighed for dem, som søger dig. Men hvis de er for tæt på – lige for næsen af dig – bliver du let såret på din forfængelighed.
Hans blik gled over mod billedet af kardinalen med den lyserøde kalot. Han var sikker på, at manden ville kunne fortælle ham om forfængelighed. Måske var det en dødssynd?
Der kom ingen den dag. Han havde ingen aftaler. Over middag var han færdig med at tænke på sin egen forfængelighed. Han vidste, at den var der. Men han vidste også, at de fleste ting lå udenfor hans rækkevidde. Han tvivlede på, at han kunne have forhindret Hokkis handling. Hokki var sin egen værste fjende. Han var som en kapsel af indestængte problemer, som kun ventede på at briste. Og han vidste, at han selv havde ventet på, at det skulle ske.
Han havde lyst til at ringe til Lise Mikkelsen.
Han blev ved med at tænke på hende, på hendes krop, på den måde, hun rørte ved ham. Det havde overrasket ham, at hun reagerede sådan på hans ord. Det havde overrasket ham, at hun kunne gøre ham jaloux. Det var en stærk følelse. Han kendte den ikke.
Han var på nippet til at lukke for dagen, da Bili Saber passerede forbi under halvtaget. Poul vinkede, men den brune mand med kasketten så ham ikke. Poul bemærkede igen, hvor underligt manden gik. Havde han en skade? Han havde aldrig set nogen gå på den måde før. Han kom til at tænkte på Julius’ Edel, som også satte fødderne tøvende, når hun gik, som om hun ikke havde tiltro til, at gulvet var vandret.
Poul gik udenfor. Det var varmt, og følelsen af at bevæge sig udenfor i varmen var overraskende.
- Bili! kaldte han efter skikkelsen, der trissede væk fra ham. Det lød familiært, så han kaldte igen, - Øh … Bili Saber! Hvilket til gengæld lød direkte tåbeligt, som om han havde råbt, ‘ Flemming Hansen!’ Men Bili vendte sig forbløffet, og Poul gik hen imod ham.
- Goddag, sagde Bili og gav hånd.
- Jeg så dig gå forbi, sagde Poul, og så tænkte jeg, om du måske ville drikke en kop kaffe igen?
Et øjeblik troede han, at manden havde glemt ham selv og sin forrige visit fuldstændigt. Men Bili Saber nikkede langsomt et stykke tid, inden han sagde, - Jo, tak, min ven.
Mens de gik tilbage, tænkte Poul, at mandens brug af ordene ‘min ven’ var et eksempel på, at noget forkert kunne være mere rigtigt end det rigtige. Bili Saber havde hørt andre sige det. Hvis immigranten havde vidst, at det i denne situation klang en lille smule skævt og komisk, fordi det antydede, at de kendte hinanden bedre, end de gjorde – var han nok blevet flov. Det sjove var, at det rørte Poul. Fordi det var … venligt.
- Hvordan har du det? spurgte Poul, mens han lavede kaffe. – Du havde det ikke så godt sidst.
Bili Saber sagde, - Du, hvad hedder du? og spærrede øjnene op.
- Poul, sagde Poul.
- Du Poul, nikkede manden, mens han strøg sin kasket af hovedet, - tror du på jeres gud? Jesus?
- Mjarh … sagde Poul. - Det … det ved jeg ikke.
Bili Saber stod på gulvet foran kaffemaskinen. Der var et eller andet ved ham, tænkte Poul. Bili Saber, velklædt denne dag, men på en måde, som antydede, at han altid var det. Poul bemærkede, at mandens lysebrune sko var pudset, og at hans bukser var nypressede. Et øjeblik blev han misundelig og følte sig skødesløs. Så kom Bilis spørgsmål tilbage til ham. - Jeg er ikke synderligt religiøst opdraget, indrømmede han. - Men min umiddelbare fornemmelse er, at jo, jeg tror faktisk på Jesus.
- Som din Gud? Bili Sabers udtryk var opmærksomt.
- Njarh, nu er Jesus vel ikke Gud … han er vel nærmere Guds søn. Men hvem er ikke det?
Bili Saber lagde hovedet tilbage og så på ham, mens kaffen begyndte at pible ned i den lille glaskolbe. Det boblede hult i ‘Napolitana’en.
Et øjeblik troede han, at Bili Saber ville sige noget mere, indtil det gik op for ham, at Bili ventede på, at han selv skulle sige noget mere.
Så han sagde, - Jeg forstår ikke, hvorfor mennesker slår hinanden ihjel, fordi de ikke tror på det samme.
Bili Saber ventede, hans ansigt stadig opmærksomt.
- Jeg mener … hvis der findes en Gud, eller en Skaber, så tror jeg kun, der findes én. Universets Skaber.
Bili Saber sagde, - Så hvis vi dør … når vi dør, så kommer vi alle sammen i den samme himmel?
Poul tænkte. - Jeg ved ikke, om jeg tror på, at vi kommer i himlen, Bili. Det er sandsynligt. Jeg mener, alt er sandsynligt.
- Du mener? Det lå tydeligvis immigranten stærkt på sinde, det her, tænkte Poul, mens han prøvede at forme et svar.
- Tag nu Jesus, sagde han. - Han sagde jo, at alle mennesker er Guds børn.
- Alle, nikkede Bili.
- Ja, alle.
- Du mener? gentog Bili.
Poul trak på skuldrene. - Ja, det.
- Det?
- Ja. Det er … det er godt nok for mig. Jeg forstår, hvad han mente med det. Gud har skabt os alle. Hvem Gud er, ja, det ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, at det er Guds mening – hvem Han så end er – at vi skal slå hinanden ihjel, fordi vi er uenige om, hvem Han er. Hvis det var det, du tænkte på.
Bili Saber sagde, - Ja, det var det, jeg tænkte på.
Poul nikkede. - Du brugte sukker, ikke?
- Der kom en mullah til min lejlighed, sagde Bili, da de sad ligesom sidst. - Og jeg var ikke … jeg viste ham ikke respekt.
- Uha da, sagde Poul. - Blev han så sur?
Bili nikkede. - Lidt.
- Hvordan viste du ham ikke respekt?
- Jeg er ikke religiøs.
- Nej, det er der jo nogle præster, der bliver sure over.
- Han gik.
- Okay.
- Min kone blev også sur, sagde Bili og skar en lille opgivende grimasse. - Fordi jeg ikke viste mullahen respekt.
- Ja, religion får tit stærke følelser frem i folk. Sig mig, viste mullahen dig respekt?
Bili Saber så hurtigt op. - Hvorfor spørger du om det?
- Fordi, sagde Poul, - fordi der kommer så mange mennesker her. Så snakker vi. Det er det eneste, jeg laver her. ‘Ærligt nærvær’, kalder jeg det. Det jeg ville sige er, at jeg har svært ved at forestille mig, at du ville være respektløs over for en gæst i dit hjem, medmindre gæsten havde været respektløs over for dig først. Så måske var det grunden til, at du ikke viste ham respekt.
Bili nikkede langsomt, men rystede på hovedet og kneb øjnene til.
- Jeg kan ikke tænke, sagde han med lukkede øjne.
Poul lod manden samle sig. Så sagde han, - Tager du stadig medicin?
Da han gik, sagde Bili, - En dag, når jeg tænker bedre, så er der noget, jeg gerne vil fortælle dig. Noget jeg tænker meget på.
- Du er altid velkommen, sagde Poul.
- Måske kan du hjælpe mig, sagde Bili tøvende.
- Måske. Du kan godt fortælle mig det nu, hvis du vil.
Men Bili så træt ud. - Jeg tænker ikke så hurtigt. Jeg … jeg vil gerne være frisk.
Poul så ham gå. Bili Saber brugte ikke armene til at holde balancen, når han gik. De hang ikke og svingede kontra til benenes bevægelse. Bili holdt hænderne let løftet foran maven, mens han trippede af sted.
Poul prøvede selv at gå sådan, da han var kommet ind. Det krævede, at man spændte sine skuldre. Det virkede besværligt, akavet og unaturligt, og han holdt hurtigt op, mens han spekulerede på, hvordan man mon kom til at gå på den måde.