Lise Mikkelsen drak kaffe med Malene Rickenbauer i ‘Brasseriet’ øverst i centeret – det rigtige center, det ny, store center, komplet med Toys R Us, Føtex, Synoptik og hyggelige, små bistroer og cafeer, hvor forbrugeren kunne slappe af og sætte forbrugstempoet lidt ned. Malene, ikke-arbejdende, gift med Rick, som var amerikansk og aldrig hjemme. Når Lise så ham, tænkte hun på de unaturligt velklædte modeller i CNN-reklamerne, rejsende forretningsfolk, der via mobiltelefonen altid holdt sig i kontakt med ungerne derhjemme og afslappet ringede ved sengetid fra loungen mellem flyet fra New York og videre til Atlanta, og sagde, - I love you too, sweetie. Familieidyl i teknokosmos.
Malene, der holdt af Amerika, men var tilfreds med livet her, hvor den amerikanske livsstil kunne imiteres i ly af det danske velfærdssystem. - Jeg elsker dem, men forestil dig at skulle betale, hver gang man er syg, honey!
Malene, der sagde ‘Jimm’ for ‘Jamen’ og kaldte Rick og sine egne børn og Lise for ‘honey’ som den naturligste ting I verden. Og som elskede at shoppe på en langstrakt, lidt hjernedød måde, som fik et eller andet op i Lise, så hun tænkte på et frønnet skur ved en fjord, kogte grøntsager, en cykel og kolde svømmeture.
Malene, der skulle have været født i the US of A. En tyndere udgave af Sue-Ellen Ewing, med solbrillerne, de små tasker og de hule lår i sine bukseslacks, mens hun sagde, - Jeg elsker det, honey! og i tvivlsomme øjeblikke kunne tage McDonald’s i forsvar som det eneste rigtige bud på en ‘familierestaurant’ – og så ville hun på godt dansk skide på, om det var politisk ukorrekt.
Denne dag så Lise Malene i et lidt anderledes lys – og hun vidste hvorfor. Ærlige Poul Helweg. Sidst de havde talt i telefonen, havde de været veninder. Det var de stadigvæk, men Lise opdagede, at hun ikke havde lyst til at betro sig til Malene. Samtidig kriblede det i hende efter at gøre det. Ærlige George Clooney, der ved sin ærlighed havde gjort sig fortjent til pladsen i Frank Lloyd Wright-soveværelset, hvor ingen sagte støn af lyst havde lydt i årevis, kun den stille gråd og desperationen, mens Stig lå på Riget og rådnede op. Ærlige Poul, som havde været jaloux og ærlig og som kunne rumme det hele på én gang.
Malene fjernede sit latte-skæg med tungespidsen og sagde, - Det skider jeg på, men de laver en god latte her.
- Ikke så god som Pouls, sagde Lise, før hun nåede at tænke over det.
Malene tog sine Jacquelinesolbriller af på en meningsfuld måde, med blikket rettet mod hende. - Taler vi ‘Ærligt nærvær’?
- Ja. Han har en italiensk kaffemaskine, eller – kaffemaskine, det lyder som et pletskud fra OBH, med filter. Det er en stor, blank maskine.
- En stor, blank maskine? Ved du –
- Ja, ja, ja, og nej, det er ikke noget, som en psykolog kunne få meget ud af. Det er en kaffemaskine, ikke en dildo. Så klap hesten.
Malene spærrede øjnene op. - Uha da, honey. Der er vist nogen, der har fået noget i klemme.
- Ja, ja, sagde Lise og prøvede at komme på et andet emne. Hun kunne ikke finde på noget, der effektivt ville dreje Malenes tanker i en anden retning. Hun kunne kun sidde og fedte med sin latte og vide, at Malene betragtede hendes smil.
- Okay, sagde Malene så. - Skal vi lade som ingenting?
- Det er fint med mig.
- Come on. Hvad med lidt Nynnes dagbog?
- Nej tak.
- Jeg fortæller dig om Rick, ikke? Vores sexliv?
- Jeg vidste ikke, I havde et.
Malene stivnede et sekund. Så blev hendes blik helt almindeligt.
- Undskyld, sagde Lise. - Undskyld, undskyld, undskyld!
- Det er okay, sagde Malene hurtigt, så Lise vidste, at det ikke var.
Lise ledte efter noget at sige, da Malene sagde, - Det er ærligt nærvær.
Stadig med sin almindelige stemme. Lise sagde, - Du var den eneste, der gad at høre på mig, da Stig var syg. Du var den eneste, der vidste det, og du var den eneste, der havde lyst til at trøste mig.
Hun så på Malene. - Og jeg har aldrig sagt tak. Jeg har aldrig fortalt dig, hvad det betød. For mig, for ungerne …
Hun så Malenes brune øjne blive blanke, og det snurrede lidt i hendes fingre, mens hun mærkede deres fortrolighed sejle ind i et farvand, hvor den aldrig før havde været.
Malene lagde en hånd på hendes, mellem de høje latte-glas på bordet. - Det er okay, sagde hun.
- Undskyld, sagde Lise igen, - jeg forstår ikke, hvorfor jeg sagde det med jeres … det. Jeg mener, jeg skulle snakke. Jeg blev … jeg blev vred på dig. Jeg er aldrig blevet vred på dig før. Ikke sådan.
Malene sagde, stadig foroverbøjet, stadig med en benet hånd på hendes egen, med tommelen, der langsomt aede hendes håndled, - Den sad, indrømmede hun. - Den sad lige i … ja, jeg ved ikke, hvor den sad, men den sad. Og ved du hvad?
Lise løftede øjenbrynene.
- Du har ret. Med mig og Rick.
- Jeg er ked af det, Malli.
Malene rystede på hovedet. - Nej! Nej, det er godt. Det er ikke det, jeg mener. Jeg mener, jeg er glad for, at du sagde det. Tror du ikke, jeg har lyst til at dele det med nogen?
Lise så på hende, og tænkte på, om der var nogen i nærheden, som stirrede på deres intimitet og deres hænder på bordet. Malene, uden manerer og honey’er og de små amerikanismer, som hun altid brugte til at peppe sine bemærkninger op med. En almindelig Malene, som hun selv lige havde såret, og som var såret, men som også var noget andet. Som gerne ville dele det med nogen, okay, der var en snert af USA dér.
- Han boller jo piger kloden rundt, sagde hun. - Han er ligeglad med, at jeg ved det. Han trækker på skuldrene.
- Malli …
- Det var derfor, med Stig … jeg vidste, hvordan du havde det. Mig er der heller ingen, der holder om.
- Okay.
Malene gav et kort nik og rettede sig lidt i stolen, så deres hænder naturligt slap hinanden.
De sad et øjeblik, og der var ingen grund til at sige noget. Så sagde Malene, - Det er noget andet nu.
- Hvad mener du?
- Kan du ikke mærke det? Hold kæft, alle de ting man bare er så bange for at sige … kender du det? Og så siger man det, og så … så sker der ikke noget. Der skete ikke noget, vel?
- Du fortalte mig bare, hvordan du havde det.
Malene nikkede, tynget, men lettet, som om hun ikke kunne få det på plads. - Ja.
Og lidt efter, - Det var dig, der gjorde det.
Lise trak på skuldrene før hun sagde, - Nej. Det var Poul, der gjorde det.
Så de kom ind på det alligevel, men det var rigtigt, det var på en anden måde nu.
Malene rystede på hovedet. - Mand, sagde hun, - mand.
Lise smilede. – Nemlig.
- Men … er han okay? Han er ikke bare en eller anden nørd, der bare ligner George Clooney og kun tænker på at fucke med dit hoved?
- Han prøver … men det er ikke det, han er mest optaget af at fucke.
Det var for godt til ikke at sige. Hun så Malene tage det ind. – Du … I har …
- Ja. To gange.
- Mand, sagde Malene igen.
Desangående sex – det blev mere og mere mærkeligt. Som om selve indrømmelsen af, at jo, hun havde haft sex med ærlige Poul, fik Malene til at lukke helt op.
- Så kommer han hjem, jeg ved ikke hvor mange gange, det er sket, og jeg er ude af mig selv. Ude af mig selv. Ungerne … alene, og så kommer Mr. Handsome hjem fra den store verden, og jeg ved, hvad han har lavet, jeg ved, at jeg ikke kan stryge hans skjorter, som de gør på Hongkong fucking Hilton, jeg ved, at jeg ikke kan sætte noget på bordet, som han ikke har fået tusind gange bedre. Og jeg ved også, at når det bliver sengetid, så … så er det det samme. Ved du hvad han sagde sidst? Da jeg håbede, håbede …
- Nej.
- Han så på mig, jeg er spændt op til lir, spændt op, så jeg ikke kan tale uden at savle, for helvede … og så siger han bare ‘Why don’t you face it?’
- Hvad?
- Hvorfor jeg ikke bare så det i øjnene, at … ja.
- At du er lidt for gammel? At der er bedre patter i udlandet?
Malene så ned, men nikkede, overvældet.
- Jeg har født hans børn, Lise. Passet dem. Og så giver han mig en masse pis om kvindens reproduktive alder, og hvordan mænd teknisk set kan få børn, til de dør, og hvordan the male instinct er stærkere end alt andet, og hvordan han ikke kan spille komedie. Han sagde, I can’t fake it, honey. Sorry.
- Måske er han ærlig.
- Ærlig? Mærkelig form for ærlighed, synes du ikke? Ærlig – hvis han var ærlig, så kom han bare ikke hjem. Så kunne han sende søde postkort og lyserøde gaver på ungernes fødselsdag og invitere dem over og tage dem med i Disneyland med en af sine babes. Det ville være ærligt. Kan du se det?
- Ja.
Hun så Malene give et kort nik, som for at overbevise sig selv om, at det, hun havde sagt, var rigtigt. Og at det var rigtigt, at hun havde sagt det, selv om de havde siddet ret længe og ikke shoppet så meget, og selv om de aldrig havde talt om den slags, slet ikke i centeret, hvor lydene på de overdækkede gange under glastaget lød som i et fuglehus og gav én en fornemmelse af at befinde sig i en lufthavn.
Lise sagde, - Måske har du allerede fundet ud af det.
De bestilte vand og salat, shoppingen glemt. De havde tid, og pludselig virkede det umuligt at bruge den på andet end bare at sidde der.
- Okay, nok om det, sagde Malene. - Du var ved at fortælle mig, hvilken vildt god elsker, Ærlige Clooney er.
- Det tror jeg ikke.
- Kom nu. Du går til mig, og jeg lukker op. Giv mig et eller andet, bare et eller andet, så jeg bare kan tro en lillebitte smule på, at der er sex efter fyrre. Pleease!
En time tidligere ville Lise have været kold og holdt det for sig selv. En time tidligere ville hun have følt sig mere fortrolig med Poul og ikke indviet Malene i noget.
Nu sagde hun, - Okay.
Senere satte Malene hende af ved Solsikken, fem minutter før lukketid. Hun kunne se Emma på legepladsen.
Malene, tilbage i Ewingstilen, med solbrillerne og de lakerede negle, der holdt om rattet, smilede til hende. - Jeg kan ikke huske i morges, sagde hun.
- Hvad mener du?
- Jeg mener, at nogle dage … betyder noget. Alting er … lidt anderledes nu.
- Alting er hele tiden lidt anderledes nu, sagde Lise.
Hun lukkede bildøren op, bøjede sig over og gav Malene et kys på kinden. - Vi ses.
Og fik et blik over brillerne. - Jeg tror, du er meget involveret allerede.
- Med Poul?
- Ja. Jeg tror, du er mere involveret, end du ved.
- Måske. Hvorfor tror du det?
Malene, med et par fingre på hjørnet af brillerne, røde negle mod det sorte stel, sagde, - Bob Dylan?
Lise mærkede, at hun rødmede. Måske skulle hun ikke have sagt det, men hvad fanden. Hun steg ud og sagde ind i bilen, - Han var bare ærlig, Malli.
Så smækkede hun døren og så Malene Rickenbauer køre ud fra fortovet. Lise kunne se, at hun smilede.