Den følgende dag regnede det. Poul havde været på hospitalet. Lille-Kim var blevet overflyttet til Rigshospitalet – ikke at det var dårligt nyt, men Poul forstod, at opmærksomheden omkring hans nevø var af en særlig art nu, hvor drengen havde været udsat for en forbrydelse, hvis der altså forelå en forbrydelse.
Han forsøgte at besøge Hokki, som lå på syvende sal, men fik at vide, at der var politi derinde, Hokki var tilsyneladende frisk nok til at tale med dem. Benny og den anden. Han kørte med elevatoren ned til Lola. Hun sov. Der var stille på stuen. Han så på hende. Hendes brede ansigt og fyldige, gulbrune hår. Hendes hud var ikke længere bleg, og mens han stod ved sengen, følte han ingen vrede hos hende. Han følte sig overbevist om, at hun havde det bedre.
Han parkerede i regnen og låste op, bevidst om følelsen af forsømmelighed ved at åbne ‘Ærligt nærvær’ nogle timer senere, med tanken om at nogen kunne være gået forgæves. Han havde fyret ‘Napolitana’en op hen på eftermiddagen. Før da havde han haft besøg af en af de tre indvandrerdrenge, der havde spillet kort ved hans sofabord. Drengen, i sorte blanke bukser, store sneakers og en smal, beige jakke med lyseblå striber og et logo over hjertet, var kommet ind uden at sige noget.
- Goddag, sagde Poul. - Hvad kan jeg gøre for dig?
- Det ved jeg ikke, sagde drengen. Han var køn, nummeret før en ung mand, smal, tynd, og med antydningen af spidse bakkenbarter ned langs kæben under den buede kasket.
- Hvad hedder du? spurgte Poul.
- Samir.
Poul så over på det gamle postur. - Går du ikke i skole, Samir?
- Jeg gider ikke.
- Okay. Du pjækker? Du burde være i skole?
Samir trak på skuldrene.
Poul sagde, - Hvorfor kom du herind? Kan jeg hjælpe dig med noget?
- Det ved jeg ikke.
Poul nikkede. - Du må gerne sidde ned. Måske er der et eller andet.
Så de havde siddet lidt, Samir i sofaen, Poul i lænestolen overfor.
De havde siddet længe, tæt ved en time. Til at begynde med var Samir rastløs, som om han ventede på, at Poul ville sige noget eller bede ham om at gøre et eller andet. Måske skælde ham ud. Poul sagde ikke noget. Han slappede af i øjnene og kroppen. Han fornemmede egentlig ikke nogen energi fra drengen. Efter en tid havde han fornemmelsen af, at Samir også slappede af og ikke fandt det underligt at sidde. Poul ignorerede ham.
Da der var gået en times tid, rejste Samir sig op og gik hen mod døren. Poul blev siddende, men fokuserede øjnene på drengen.
- Samir?
Drengen vendte sig henne ved døren. - Hvad?
- Ved du, at du er god til at meditere?
- Hvad?
- Meditere. Slappe af. Hvad tænkte du på, da du sad i sofaen?
Samir trak på skuldrene. - Ikke noget, mand. Jeg tænkte ikke på noget.
Poul rejste sig. - Nej. Du mediterede. Du koblede fra. Gav slip. Måske var det derfor, du kom herind.
Samir trak på skuldrene igen. - Måske.
- Ved du hvad? Det kræver stor tålmodighed at meditere. Måske er du et naturtalent. Hvor skal du hen nu?
- I skole, sagde Samir. - Jeg er færdig med at kede mig her.
- Godt, sagde Poul. - Du er velkommen til at komme og meditere igen.
- Tak, sagde Samir tonløst og forsvandt.
Endelig havde han lavet kaffe. Han trængte til den. Hvis han ikke drak kaffe, fik han som regel lidt ondt i hovedet ud på eftermiddagen. Han stod ved maskinen og glædede sig, da døren gik igen. Han vendte sig.
Damen derhenne var i en gul regnfrakke og en gammeldags sydvest. Hun var omkring de halvtreds, med titaniumbriller, blå, cowboybukser, som var stoppet ned i de grønne gummistøvler.
- Goddag, sagde han. - Kom indenfor.
- Dav, sagde damen, - mit navn er Irgun Knudsen.
- Poul Helweg, sagde han. De gav hånd.
- Hvad kan jeg gøre for dig?
Hun ville gerne have kaffe, sort, uden sukker. De sad ved skrivebordet.
- Jo, altså, sagde Irgun Knudsen. - Jeg er sagsbehandler i kommunen.
- Ja? sagde Poul.
- Og … ja, jeg er blandt andet sagsbehandler for din søster. Lola.
- Javel, sagde Poul.
Irgun Knudsen sagde, - Ja, det er jo forfærdeligt.
- Ja, sagde Poul. – Det er svært for Lola.
Irgun Knudsens øjne hang på ham. - Ja, og … så tog hun sig i det og sagde, - Jeg er selvfølgelig underrettet om … forløbet.
- Javel.
- Lige nu er det selvfølgelig ekstremt vigtigt at mobilisere de ressourcer, Lola har. Så jeg tænkte, at jeg ville tage en snak med dig. Lola for brug for opbakning. Også fra dig.
- Det ved jeg godt. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe til.
Irgun Knudsen nikkede. - Vi arbejder på, at klienter med omsorgsbehov så vidt muligt bliver helt i egen historie.
Poul sagde, - At de bliver hvad?
- Helt i egen historie?
- Historie?
- Alle har en historie. Det ved du også, Poul. Jeg kan forstå, at det er dig, der er ‘Ærligt nærvær’?
Han nikkede. - Ja, jeg er det vel ikke, men det er navnet på stedet her.
Hun så sig omkring i hans postkontor, og han bemærkede, at hendes ansigt var neutralt.
- Okay, sagde hun, - men så ved du også, hvad jeg mener med historie. At alle har en, mener jeg.
- Jaeh … det har de vel.
- Jeg har set din annonce tit. ‘Ærligt nærvær’. Det er flot.
- Flot?
- Ja, det er flot, når folk tør give af sig selv. Hjælpe.
- Hjælp er ikke noget, man kan give, sagde Poul. - Man kan kun tilbyde den.
Irgun Knudsen nikkede langsomt. - Jaa. Må jeg spørge dig om noget?
- Ja.
- Hvordan trækker du grænsen?
- Hvordan … hvilken grænse?
- Grænsen mellem personen Poul Helweg og så ham, der sidder her i ‘Ærligt nærvær’?
- Der er ingen grænse, sagde han. - Det er bare et sted, hvor man kan komme, hvis man vil tale med nogen.
Hun betragtede ham længe, mens hun nikkede. - Okaay, sagde hun.
- Må jeg spørge, hvad er din professionelle baggrund?
- Jeg har ikke nogen. Jeg har engang studeret til ingeniør.
- Okay, sagde hun og tog en slurk af sin kaffe. - Så lad mig spørge på en anden måde: Hvis nu der kom en ekstremt smuk kvinde herind?
- Jaeh?
- Altså ekstremt smuk. Hun har brug for din hjælp, du snakker med hende, hun har problemer, hun er alene, og hun er sød. Du opdager, at hun måske er interesseret i lidt mere end bare den hjælp, du kan give hende sådan på det verbale plan. Hun … hun lægger an på dig.
- Det er sjovt, du nævner det, sagde Poul. - Der skete faktisk noget i den retning for nylig.
- Okay, sagde Irgun Knudsen. - Og?
- Meget smuk kvinde. Tiltrækkende.
- Okay, og så er mit spørgsmål, hvordan forholder du dig til den virkelighed? Hvordan trækker du grænsen mellem dig selv som … ja, som en slags terapeut, og så de følelser, du måske kunne have for hende?
- Det er, som jeg sagde før. Der er ikke nogen grænse. Jeg er ikke terapeut. Jeg er bare et andet menneske.
- Jo, men … hvordan forholdt du dig i den konkrete situation.
- Jeg fulgte mit hjerte, sagde Poul.
- Og det betyder ..?
- Ja, at jeg sagde ja tak til at spise middag hjemme hos hende.
Irgun Knudsen betragtede ham lidt, før hun sagde, - Jeg går ud fra, at du mener, som en medmenneskelig gestus?
- Det kan du godt kalde det, nikkede Poul. - Men mest fordi jeg var fascineret af hendes næse. Og senere blev det også andre dele af hende.
Han fornemmede en tydelig tilbagetrækning i Irgun Knudsen nu. Hun havde næsten ingen læber, så han. Hun så på ham.
Han sagde, - Med hensyn til Lola …
Hun sagde, - Ja, måske løser nogen af problemerne sig af sig selv nu.
- Hvordan mener du? Hun sagde, at hun havde haft en samtale med en diætist …
- Nej, jeg mener nu, hvor hun ikke længere skal slås med Hokki.
Hendes blik bag de blå titaniumbriller forekom ham en lille smule enerverende, tænkte han.
- Ja, han kommer måske i fængsel, sagde han.
Hun bøjede sig frem. - Det var faktisk også det, jeg kom for at tale med dig om.
- At Hokki skal i fængsel? Politiet har -
Hun rystede let på hovedet. - Hokki kommer ikke i fængsel.
- Gør han ikke?
Hun rystede stadig på hovedet. - Nej.
- Jamen, var det en misforståelse? Jeg havde det indtryk, at han havde forsøgt at kvæle Lille-Kim?
- Det havde han også.
Poul havde fornemmelsen af, at noget stort var på vej imod ham, og at kvinden Irgun Knudsen var den, der styrede den store ting og kunne bestemme, hvornår det ville ramme ham.
- Jeg vil gerne have, du fortæller mig det nu, sagde han.
Hun gav et kort nik. - Okay. I morges var politiet ude på hospitalet for at tale med Hokki.
- Ja, jeg var selv derude for at sige hej. Jeg kunne ikke komme derind.
- De gik igen. De fortalte ham, at de ville sigte ham for drabsforsøg.
- Javel. Men hvorfor siger du så, at han ikke -
Hun sendte sine næste ord lige imod ham. - Fordi personalet derude fandt ham tyve minutter senere. Han havde hængt sig ude på badeværelset. Hokki er død, Poul.
Poul sagde, - Jeg forstår ikke, hvorfor du ventede så længe med at fortælle mig det, Irgun. At Hokki er død.
Han stirrede ud i regnen, mens han tænkte på Lola og Lille-Kim.
- Du bliver selvfølgelig underrettet af politiet. Som pårørende.
- Ja.
Hun rejste sig. - Men jeg ville se, hvem du var. Jeg ville se, om du var en ressource i Lolas liv.
Han blev siddende. - Og hvad fandt du så frem til?
Hun så på ham og rystede svagt på hovedet, - Jeg mener, at dit ressourcepotentiale er mangelfuldt, Poul.
- Javel.
- Men, tilføjede hun, - du er Lolas bror, og du er heldig at have en søster, som besidder mange kompetencer.
- Mange hvad?
- Kompetencer, Poul. Det dækker over de karaktertræk, som danner vores integritet. Hun er en kompetent pige, Poul, og hun skal nok klare sig, også selv om hendes bror er manden nede i ‘Ærligt nærvær’.
- Jeg synes, du var meget uærlig over for mig, sagde Poul. - Hvordan kunne du sidde og drikke kaffe uden at fortælle mig, at min svoger har begået selvmord? Du vidste det hele tiden. Er det en kompetence?
- Du er dum, sagde hun og rystede på hovedet.
- Ja, og du er grim, Irgun. Det synes jeg.
Hun gik hen mod døren, og han kunne se hendes vrede, som var større end hans egen nu. Med hånden på håndtaget sagde hun, - Fuck dig, din klamme skid!
Så gik hun og smækkede døren. Poul blev siddende og rettede tankerne mod sin familie. Hokki, død. På en måde var det en lettelse. Nej, ikke på en måde, det var en lettelse, og Poul tænkte på, om hans hængte svoger mon alligevel ikke – i Irgun Knudsens terminologi – var blevet helt i egen historie?