Brevet fra skolen til Bili Saber og hans kone lød:
‘Det er med den allerstørste sorg og beklagelse, at vi her på skolen har modtaget meddelelsen om Deres søn Gemals død. Jeg skal derfor på lærerkollegiet og ledelsens vegne udtrykke vores dybeste sympati og kondolencer.
Af hensyn til de rygter og mytedannelser, som kan opstå, har jeg valgt at redegøre for nogle begivenheder, som fandt sted, den sidste dag, Gemal var her på skolen.
Den dag var Gemal med i en leg, som udviklede sig til en uheldig episode. Deres søn og nogle kammerater havde tilsyneladende besluttet sig for at hejse flaget ned. Vi flagede for en af vores lærere, som havde tresårsfødselsdag.
Under legen gled flaget ned på jorden. Vores pedel overværede dette og følte sig stærkt provokeret. Han fik det indtryk, at drengenes leg var en ondskabsfuld handling. Som De sikkert ved, kan netop flaget fremkalde voldsomme følelser i os danskere.
Gemal blev sendt til mit kontor, og under omstændighederne så jeg ingen anden udvej end at bortvise ham. Det siger sig selv, at jeg ville tage kontakt til Dem og Deres kone og foreslå et møde, hvor vi kunne diskutere rammerne for Gemals fortsatte skolegang.
Under de sørgelige omstændigheder er alt dette måske ligegyldigt. Men der tales meget i et lille lokalsamfund, og jeg har fundet det rigtigt at underrette Dem om, hvad der skete umiddelbart inden Deres søns urimelige og meningsløse død. Gemal var en intelligent og aktiv dreng. Jeg er sikker på, at vi sammen kunne have bragt tingene i orden.
Lad mig endnu en gang udtrykke vores dybeste medfølelse og tilføje, at De og Deres hustru til enhver tid er velkomne her på skolen, hvis De føler trang til at drøfte noget yderligere.’
Brevet var underskrevet Flemming Galschiøtt, Skoleinspektør.
Bili Saber brugte lang tid på at studere det. Han læste det, gav det til Ayah, så hende læse det, læste det selv igen.
Bili ledte mellem ordene. Han var vant til at studere officielle skrivelser meget grundigt. Brevet opløftede ham på en måde, han ikke forstod. Han reflekterede, at Gemal havde betydet noget, og at Inspektør Galschiøtt havde ment, at det var vigtigt at skrive det. Det betød noget. Bili havde ikke ventet dette brev. Gemals død havde været omtalt i aviserne, og skolen havde sendt blomster til begravelsen. Han havde tænkt på, om det var nødvendigt at melde Gemal ud af skolen? Bili havde orden i sine papirer – han gemte samvittighedsfuldt aflæsningerne fra Clorius i en mappe, og han holdt øje med de små søjler, der viste udsving i familiens varmeforbrug år for år. Men efter at han var begyndt at tage mere medicin, var tanken om at henvende sig til Gemals skole blevet fjern for ham. Hvad skulle han gøre? Skrive et brev til skolen, hvor han beklagede, at hans søn ikke ville komme mere, da han var blevet skudt? Han havde tænkt på det, men det var blevet til en uoverskuelig og måske unødvendig ting at gøre.
Brevet fik Ayah til at græde. Bili holdt om hende og hørte hende hviske, at Gemal aldrig skulle have pillet ved det flag. Flaget. Bili havde kun et tåget billede af, hvad der kunne være sket. For Ayah virkede det åbenbart tydeligere, og da hun hviskede til ham, at det var flaget, der var skyld i Gemals død, var Bili kommet til at tænke på Omar Ahmed.
- Det var en leg, sagde han til sin kone. - Bare en leg.
- Men han blev bortvist, Bili! sagde Ayah.
- Ja, sagde han og prøvede at tænke klart og vælge sine ord med omhu. Men det var sket før. De havde været indkaldt til møder, hvor en konsulent fra kommunen havde fortalt dem om de særlige behov, som nogle af andengenerationsbørnene havde. Bili havde lyttet. Der var andre forældre, som havde været vrede. Der havde været ord om racisme og forskelsbehandling. Konsulenten havde en gang forklaret, at mange af de danske danskere slet ikke ønskede, at deres børn skulle gå i skole med indvandrerbørn. Nogle af de danske danskere tog deres børn ud af skolen og satte dem i private skoler, som kun var for hvide.
Men det var alt sammen uden betydning nu.
For at trøste Ayah sagde han, - Jeg vil gerne ringe til Inspektøren. Det står jo i brevet, at vi er velkomne. Måske kan han forklare os mere.
Men Ayah vidste ikke. Det var sådan mellem dem. Enten kom problemerne til live, eller også faldt de til jorden. Bili prøvede altid beredvilligt at hjælpe Ayah. Hvis hun gerne ville, ville han gerne hjælpe hende. Hvis hun ikke ville … ja, hvad var så meningen? Selv nu, med de 90 milligram medicin, vidste han, at det ikke tjente noget formål at arrangere et møde med Inspektør Galschiøtt. Ayah ville det ikke nok. Hun var bange for, at Inspektøren ville fortælle dem flere ting, og at mange af dem ville gøre hende endnu mere urolig. Det var ikke noget, hun ræsonnerede sig frem til, ræsonnerede Bili Saber. Det var bare sådan for hende.
Hun sagde, - Hvis du vil, kan du tale med ham. Hvis du vil. Hvis du vil høre ham fortælle, hvad Gemal gjorde.
Bili følte frygt. Hvad Gemal gjorde? Han forstod, hvor indviklet alting var. Ayah var bange for brevet. Hun var bange for, hvad Gemal havde gjort. Hun var bange for at høre mere om det. Bili vidste hvorfor. Afstanden mellem ham selv og Gemal havde aldrig været ret stor, Bili kendte Danmark og de danske danskere, som Gemal voksede op mellem, bedre end Ayah, som ikke talte sproget så godt, og aldrig havde bevæget sig meget mellem dem. Hun havde set Gemal vokse op i en anden verden. Han vidste, hvor stor en smerte det forvoldte hende, og hvor svært det var for hende selv at forstå.
De få ord om flaget havde overbevist hende om, at afstanden mellem hende selv og hendes søn havde været langt større, end selv hun havde ment. Gemal – delt mellem livet ude blandt de danske danskere og sin mors fremmedhed og manglende forståelse – var i hendes øjne gledet hende af hænde. Det gjorde Bili ondt. Det var sandt, Gemal var også gledet ham af hænde. Men i det mindste kendte han sine følelser for sin søn. Han ville aldrig tænke dårligt eller tvivlende på, hvem og hvad hans søn havde været. Han ville aldrig være i tvivl om, at han havde elsket Gemal af hele sit hjerte, og at drengen derfor havde elsket ham igen, selv i de år, hvor livet ikke havde været lykkeligt, og hvor Gemal gled ensomt rundt mellem blokkene, mens han selv sad i køkkenet.
Nu så han, at Ayah havde en anden opfattelse. Hans hjerte sank. Det var, som om der ikke var nogen redning for Ayah. Ingen fred, ingen afslutning. Og han ønskede – ikke for første gang – at han selv havde været den, der tog kuglen, der dræbte Gemal. Gemal havde længere at leve. Det var naturligt. Ayah ville have mistet sin mand, men, reflekterede Bili, mens han stadig holdt om Ayah, han var ikke noget større tab. Hvis han selv havde været i Gemals sko den dag på stien, ville Ayah have haft mange år med sin søn. Måske mange nok til ikke længere at være fremmed over for ham og sig selv.
Brevet blafrede som flaget i Bilis tanker. Han kunne ikke stifte fred med det. Han tænkte på manden Poul Helweg, som lavede kaffe til ham. Han kunne godt lide Poul Helweg, men han forstod ikke, hvorfor han var der.
Han lå i sin seng, før den drømmeløse, uldne søvn kom, søvnen, som man ikke kunne huske bagefter. Han havde svært ved at tænke.