Den næste dag var hvid og varm, allerede fra om morgenen. Det var en af den slags sommerdage, hvor vejret ligesom bare er der – varmen er stabil, himlen ikke rigtig blå, men snarere hvid, uforanderlig. Poul parkerede som sædvanlig, men blev straks forbløffet, da han så en gruppe mennesker forsamlet foran kontorets glas. Et kort øjeblik tænkte han på, om ALDI havde et slagtilbud – måske frøer af ‘Koaks’-typen, som Onkel Julius’. Så gik sammenhængen op for ham. Artiklen i ‘Dagbladet’. Han nærmede sig døren i skyggen under halvtaget.
- God morgen, sagde han til de forsamlede.
Der var spredt mummel, og han talte elleve mennesker. Han tænkte på, hvordan han skulle gøre. Det var en uvant situation. Normalt, tænkte han, normalt var der et naturligt flow. Ikke mere.
Han låste op og stillede sig i døren. Han sagde, - Jeg er glad for, at I er kommet. Hvis I vil træde nærmere …
Han lukkede døren op, skød trækilen ind under den, så den forblev åben og gik indenfor.
Forsamlingen gik ind i kontoret. Han tog opstilling mellem ‘Napolitana’en og skrivebordet. Hans gæster tog opstilling i en naturlig halvcirkel og så på ham. Han følte sig som en byguide, klar til at påbegynde en rundtur til byens historiske huse.
Han sagde, - Jeg går ud fra, at I har læst artiklen om ‘Ærligt nærvær’ i ‘Dagbladet’ i går?
Der var spredt nikken, og en yngre mand, der mindede ham lidt om afdøde Hokki, sagde, - Hvad med en kop kaffe?
Poul smilede. Det var en kvik bemærkning. Men da han så de afventende blikke, indså han, at kaffen måske spillede en vis rolle, udover det humoristiske.
- Ja, sagde han, - kaffen.
- Ja, jeg er her ikke for at få kaffe, sagde en lille dame forrest i gruppen. - Jeg har et rigtigt problem.
Hun kastede et kritisk blik sidelæns, som for at opfordre simple kaffedrikkere til at vige pladsen.
- Okay, sagde Poul. - Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig, at der ville komme så mange. I hvert fald ikke på én gang.
Den Hokki-lignende unge mand sagde, - Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?
- Det ved jeg ikke, sagde Poul. - Lad mig tænke.
Halvcirklens øjne hvilede på ham, og han opdagede, at det var meget svært at tænke. Han sagde, - Okay, her er et forslag. Dem, der gerne vil have en kop kaffe, rækker hånden op.
Hokki To rakte omgående hånden op, med et smil, mens han kiggede sig omkring på de andre. Tre andre hænder skød op.
- Ja, sagde Poul, - vi har fire, som er her for at få en kop kaffe. Det er fair nok. Så vil jeg gerne høre, hvor mange, der er her, fordi de gerne vil have en personlig samtale under fire øjne?
Den lille dame forrest rakte hånden op, næsten før han var færdig med at tale, og han kunne se, at hun regnede med, at den første til at række hånden op ville være først i rækken. Fire andre hænder skød op.
- Fem, der ønsker en personlig samtale. Okay, så er vi oppe på ni. Der er to tilbage – må jeg spørge, hvad de sidste to er kommet for?
En mand omkring de tredive, med kraftige briller og enorme, hvide træningssko, sagde, - Personlig samtale og kaffe, mens han tøvende rakte hånden op. En mand bag ham, en lidt ældre, alvorligt udseende herre, sagde, - Jeg gik bare herned for at se, hvad det er for noget. Men jeg vil gerne have en personlig samtale.
- Fint, sagde Poul. - Så har jeg et forslag. Jeg brygger en kande kaffe. Alle er velkomne til at tage plads ovre i sofaen, eller nyde kaffen udenfor. Dem, der ønsker en personlig samtale kan efter tur komme over til mig, ved bordet. Med kaffen. Jeg har hele dagen til min rådighed. Og hvis I er lidt tålmodige, skal vi nok nå det hele. Er det i orden med jer?
Reaktionen var ikke entydig. Hans fornemmelse var, at det måske ikke var helt i orden med dem. Han sagde, - Der er selvfølgelig også den mulighed, at nogle af jer kommer igen i morgen. Jeg er sikker på, at det store fremmøde i dag er et særtilfælde. Det er jo ikke hver dag, man er i avisen, tilføjede han og smilede til halvcirklen.
Hokki To brød ud af gruppen og gik hen mod døren med et smil til Poul. - Det er helt okay med mig, makker. Jeg kigger ind og får en kop kaffe en anden dag. Måske sker der noget i mellemtiden, som vi kan sludre om.
- Det er fint, sagde Poul. - Tak.
- Selv tak, sagde Hokki To og blinkede til ham, før han gik.
- Så er vi ti, sagde Poul.
- Ni, sagde den alvorlige mand, der ønskede en personlig samtale, mens han fulgte samme kurs som Hokki To. - Jeg tror, du har større problemer end mig i dag.
- Du er velkommen en anden gang, sagde Poul.
Manden sendte ham et alvorligt blik og gik.
- Så er vi ni, sagde Poul, - hvadøh …
Det blev en lang dag. Det føltes lidt som en reception – de glade ovre i sofaen, hvor der blev talt livligt, mens ‘Napolitana’en sydede og til stadighed bryggede hele kolber. De tilbageblevne fire, der ønskede en personlig samtale tilbragte ventetiden med at drikke kaffe – han havde været nødt til at gå hen i ALDI og købe en stang plastickrus – og hænge rundt udenfor eller i udkanten af de glade henne i sofaen.
Den lille dame, den første til at vedkende sig et rigtigt problem, var den første ved skrivebordet. Hun hed Grethe Gartner, og hendes problem var støj. Hun var diagnosticeret som lidende af noget, hun kaldte ‘fjernstøjssensitivitet’. Det betød, at hun døgnet rundt var bevidst om alle slags lyde, vandrør, biler på gaden, støj fra overboen – selv Kystbanen, som kørte forbi mere end 300 meter fra hendes lejlighed.
- Jeg har aldrig fred, sagde hun. - Og pillerne hjælper ikke.
Poul fik en idé. - Hvis jeg var dig … hvis jeg var dig, ville jeg begynde med to ting.
- Ja? sagde damen, og kneb øjnene sammen, da gruppen ovre i sofaen brød ud i latter.
- Den første ting: Du kan helt sikkert gøre din egen bolig mere stille. Jeg har selv haft det samme problem. Jeg tror, at spændingsfelterne fra vores husholdningsapparater er usunde for os.
- Okay, sagde damen, og han kunne se, at hun tog ordene til sig.
- Du taler om elektricitet?
- Ja. Måske er det stedet at starte. Hvis du gør din egen lejlighed stille, og slukker for de ting, som bare står på standby – du ved, fjernsynet og den slags – så tror jeg, at det måske vil hjælpe dig til at orientere dig bedre og skelne mellem de forskellige lyde.
- Okay, sagde damen igen, ikke synligt opmuntret, men heller ikke afvisende.
- Det er klart, S-toget kan du ikke gøre noget ved. Men hvis du gør dine egne omgivelser mere støjfri, forsvinder en del af spændingen. Det gør det lettere at høre S-toget for det, det er.
Hun nikkede. - Jeg kan godt se tanken, sagde hun. - Tak. Og hvad var det andet?
- Har du nogensinde prøvet at meditere? spurgte Poul.
To af de samtalesøgende opgav og gik. Den resterende – den unge mand med de kraftige briller og de store træningssko – havde kærestesorg og havde overvejet at tage livet af sig.
- Det kommer bare over mig, sagde han. - Jeg tænker, hvad helvede, Pia har meldt klart ud. Der er ikke noget at komme efter. Og så går det hele i stå, og jeg tænker, hvad faen, du kan sgu ligeså godt tage billetten, nu du er i gang.
- Hvor gammel er du? sagde Poul.
- Treogtredive til august.
- Okay. Vil du høre min mening?
Manden spærrede øjnene op og trak på skuldrene. - Okay.
- Det er naturligt at overveje selvmord, hvis ens kærlighedsforhold ikke kan lade sig gøre. Men efter min mening er selvmord en dårlig løsning.
- Hvorfor det?
- Fordi … fordi de følelser, der fremkalder dødsdriften, forsvinder igen. Du har et langt liv foran dig. Hvorfor spilde det? Hvorfor ikke bide i det sure æble og stå de triste tanker igennem? Har du familie?
- Ja … mine forældre og min lillebror og min storesøster.
Poul nikkede. - Så skal du tænke på, hvad det vil betyde for dem, hvis du virkelig tog billetten. Okay – du er ude af det, men tænk på dem. De skal leve resten af livet med tanken om, at deres bror og søn ikke syntes, at livet var værd at leve. Det er fire mennesker, som du risikerer at gøre dybt ulykkelige.
- Min lillebror er allerede … ulykkelig, sagde manden.
- Er han det? Hvorfor?
- Motorcykel.
- Motorcykel?
- Ulykke. Han er godt smadret. Kørestol. Han var heldig, at der ikke blev dømt grøntsag.
- Æh … javel. Men så har du jo en opgave der.
- Hvad mener du?
- Ja, han er din bror. Du kunne vel hjælpe ham? Det lyder, som om hans problem er større end din kærestesorg.
- Det ved jeg sgu ikke, sagde manden bag brillerne. - Han kørte råddent.
- Men alligevel. Kan han komme sig?
- Måske. Hvis han træner sig op. Han går til behandling.
- Hør her. De fleste læger er enige om, at man kommer sig bedre efter en ulykke, hvis man har nogen tæt på, som gider at bruge tid på at hjælpe en.
- Okay, sagde manden.
- Måske kunne du give lidt mere af din energi til din bror. Det vil ikke hjælpe ham, hvis du begår selvmord. Hvem ved – måske kan han hjælpe dig. Hvis du fortæller ham om din kærestesorg?
- Kærestesorg … sagde manden, og Poul kunne se hans øjne blive store, eller større.
Så sagde han, - Jeg … kan bare ikke lade være med at tænke på Pia!
- Nej, selvfølgelig kan du ikke det. Og det er også i orden. Men min mening er, at du har mange … øh, ressourcer og … kompetencer. Du har meget at give andre. Som din bror. Hvis du går ind i hans liv, kan du hjælpe ham, og jeg er sikker på, at han også kan hjælpe dig.
- Okay, sagde manden. Poul tænkte, at han var ung, men ikke så ung ud. Han så ud, som om han ingen alder havde.
- Har du nogensinde prøvet at meditere? spurgte han.
- Meditere? Hvad … sidde på gulvet og flyve, med benene op under sig?
- Ja, sagde Poul. - Jeg har aldrig truffet nogen, som ikke havde glæde af at meditere. Hvad hedder du for øvrigt?
- Søren.
- Okay, Søren. Du er velkommen en anden dag. Jeg vil gerne vise dig, hvordan man mediterer.
Det var første gang, han bevidst havde sagt noget for at tilkendegive over for en gæst, at samtalen måske burde slutte her. Han var tilfreds med resultatet. Søren rejste sig og sagde, - Okay, doktor, jeg klapper lige hesten.
- Hesten?
- Ja, jeg tager lige en tænker over det med Carsten.
- Din bror?
- Ja. Så kan vi flyve rundt i lokalet en anden dag.
- Fint. Du er velkommen.
Og han så Søren forlade kontoret med et hurtigt nik til de andre, dem i sofaen, som ikke havde problemer, men som derimod så ud til at være blevet venner af en slags.
Han tænkte på, om der var mere kaffe.
To af de glade var i mellemtiden kommet i tanker om, at de også havde noget, de ønskede at diskutere, så han tog to personlige samtaler til.
Den første, en tynd kvinde i slutningen af tyverne, bed negle. Hun fremviste sine hænder, og det trak sig sammen i kroppen på Poul, da han så de afgnavede negle, som på nogle fingre kun udgjorde en lille flig. Han opdagede, at det var et problem, som mindede om rygning og alkoholproblemer – den eneste virkelige løsning var at holde op. Der var ikke mere at sige til det, men han hørte på kvinden, hørte på årsagerne til tvangsadfærden, frem og tilbage med selvværdet, angsten, utilstrækkeligheden, parforholdet og pasningen af den lille – indtil han sagde, - Vil du høre min ærlige mening?
- Ja, tak.
Hun var ganske køn, tænkte han, og hun udsendte en frugtagtig duft, som om hun lige havde været i bad.
- Okay. Du fortæller mig, at du godt er klar over, at neglene ikke er det virkelige problem.
- Tell me about it, sagde hun.
- Du ved udmærket, hvad dine problemer er. Du har lige fortalt mig det.
- Jaeh ..?
- Du ved godt, at det ikke hjælper at bide negle. Det gør dig grim.
- Nå, tak! sagde hun og så på ham med et lille hovedkast.
- Det ser ikke pænt ud, vel?
- Nej.
- Nej. Det er din måde at gøre dine andre problemer nærværende på. Du erstatter nogle grimme ting med en anden grim ting, som du har lettere ved at overskue. Men neglene har ikke noget med det at gøre. Jeg tror, at det er din måde at sige til dig selv: Jeg kan ikke lade være med at bide negle. Hvordan skal jeg så kunne gøre noget ved de andre ting?
- Tror du det? sagde hun.
- Ja. Det er min mening. Og jeg kan kun sige, lad være med at bide negle. Lad dem vokse. Og for hver dag, de vokser, skal du sige til dig selv, at din evne til at gøre noget ved dine andre problemer også vokser. Kan du se det? Okay, det er måske sådan lidt lommepsykologi, men hvis du kan koncentrere dig om de virkelige problemer, vil dine negle vokse ud, og andre vil kunne se, at du har overvundet dig selv.
- Jeg kan godt se, hvad du siger, sagde hun.
- Okay. Men du kan selvfølgelig gøre det lettere for dig selv, hvis du også begynder at meditere.
- Meditere? gentog hun. - Okaay.
En gang ud på eftermiddagen tyndede det ud, og han var lettet over at være alene. Ved tretiden så han Lolas Corolla svinge ind på parkeringspladsen. Han så sin søster stige ud, benet, i en hvid t-shirt stoppet ned i de sorte Levi’s. Der stod noget på t-shirten, og da hun trådte ind, læste han de sorte bogstaver. Der stod,
Good boys go to Heaven
Bad boys go to Amsterdam
Hans tanke var, at t-shirten var en af Hokkis gamle, og han kunne ikke lade være med at føle sig forbløffet over, at hun havde den på. Han ignorerede det.
Lola havde et stykke papir i hånden, som hun viftede med. - Du skal læse det her, sagde hun uden at hilse. - Jeg har lige revet det ud af ‘Dagbladet’. Fra i dag.
Poul så på papiret. Der var en enkelt spalte tekst, og øverst stod der:
Vi har modtaget:
Derefter kom teksten.
Tak til ‘Dagbladet’ for gårsdagens afslørende artikel om foretagendet ‘Ærligt nærvær’. Det skal blive interessant at følge reaktionerne på denne artikel.
Her tænker jeg især på, hvad de sociale myndigheder mener. Tilstedeværelsen af det såkaldte ‘samtalecenter’ må give anledning til eftertanke hos de pågældende.
Kan det virkelig være rigtigt, at mennesker med store psykiske problemer og helbredsproblemer skal være henvist til tilfældig ‘samtale’ hos en charlatan, som oven i købet åbent indrømmer, at han ikke besidder nogle særlige evner, men blot er et ‘almindeligt’ menneske, som formår at brygge en god kop kaffe?
Herren hjælpe os, siger jeg.
Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste borgere her i kommunen bidrager rigeligt til velfærden over skattebilletten. Mere eller mindre (!) seriøse foretagender som ‘Ærligt nærvær’ udgør en skamplet på vores velfærdssamfund. Der er noget, der hedder ‘almenvellet’, gør jeg opmærksom på. Og det er alt for vigtigt til, at man kan overlade det til glade amatører som Hr. Helweg.
Hvis dette kan gå upåagtet hen, må det opfattes som en falliterklæring for det system, som vi betaler det hvide ud af øjnene for at opretholde.
Jan Engelhardt,
civ. ing.
PS: Jeg har ikke noget personligt imod Hr. Helweg og hans ‘rådgivning’.
Men jeg har noget imod at betale 60 pct. i skat for noget, som staten så lægger ud til frivillige festaber.
Poul så på hende. - Tænk at et interview kan få den slags frem. Det er da fantastisk.
- Synes du? Jeg synes, det er noget rigtigt lort, Poul. Kan du ikke se det? Det læserbrev tvinger jo nærmest myndighederne til at svare.
- Så må de vel svare, sagde han. - Det har jo ikke rigtig noget med mig at gøre.
- Åh, Poul, sagde hun og rystede på hovedet. Han tænkte med det samme på Lise, og så tænkte han på, om avisskriverier i almindelighed påvirkede kvinder på en and-en måde end mænd.
- Du må da indrømme, at det er fantastisk, sagde han. - Jeg mener, her har jeg siddet i ti år og snakket om løst og fast med mine gæster, og så kommer der sådan en artikel, og på et døgn er jeg udråbt til at være orakel, opfinder, charlatan, glad amatør og festabe. Er du klar over, at der stod elleve mennesker, da jeg åbnede?
- Og du mener stadig, at det er fantastisk?
- Ja, hvorfor ikke? Det viser da, at der er et behov.
- Det er ikke det, jeg mener. Kan du ikke se det?
- Se hvad?
- Kan du ikke se, hvordan de gør dig til grin?
- Nej, sagde han.
- Og så det billede i går … med kaffemaskinen?
- Jeg stillede bare op foran fotografen …
- Ja, det skal jeg love for. Og det bag skrivebordet? Jeg troede, det var en joke! Den måde, du sidder og bider i piben på …
- Flemming Kann sagde ellers, at jeg mindede lidt om Frank Jæger.
- Poul, sagde hun og rystede på hovedet. - Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse af det her.
- Det er jeg ked af, sagde han. - Men hvad vil du have, jeg skal gøre?
- Der er ikke noget at gøre, sagde hun. - Det er det, der er så kreperligt.