- Hey! sagde manden, mens han kom ind gennem døren. Poul så op. Han registrerede, at det i hvert fald ikke var en person, der tøvede. Solfeltet på gulvet nåede kun til mandens ben, der var iført forvaskede cowboybukser og endte i et par cowboystøvler. På grund af den kraftige kontrast mellem lys og skygge havde Poul svært ved at se den tynde skikkelse, der nærmede sig.
- Hey! svarede han, inspireret af mandens cowboyagtige hilsen. Han rejste sig hurtigt, gik rundt om sit skrivebord, netop som skikkelsen nåede ham og greb fat i hans skjortebryst med begge hænder.
Poul stivnede. Han så ind i et gulnet ansigt. Manden var måske fyrre, forfalden og udmagret. Han mærkede den svedige ånde og lugten af gammel nikotin fra mandens mund. Han kunne se tænderne.
- Hvad laver du? sagde manden, helt tæt på. Hans øjne var opspilede.
- Jeg læser avis, sagde Poul. - Hvad laver du?
Men manden trak sig ikke. Han holdt Poul fast og tvang ham tilbage, over mod bagvæggen, hvor han pressede Poul tæt ind, lige under billedet af kardinalen med den vinrøde kalot.
- Du skal ikke spille smart, hvislede manden. - Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om.
- Jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, sagde Poul. - Slip mig, for satan.
- Hvad fanden har du lavet med min datter? sagde manden nu.
Poul svarede ikke. Han prøvede at slappe af og tænke.
- Du skal kraftædemig ikke prøve noget med min datter, din forpulede børnelokker, sagde manden nu.
- Slip mig.
Men manden slap ikke. Tværtimod begyndte han at banke Pouls overkrop mod væggen. Ved det første skub knaldede Poul overrasket nakken mod væggen, så det sang i kraniet. Han gjorde sin krop slap igen, så manden havde sværere ved at holde ham fast.
Han mærkede, hvordan manden – hvem han så var – var umulig at nå. Poul tænkte stadig i ord, der måtte være ord, der kunne afbryde mandens voldelige fremfærd, men det gik hurtigt, og hans ryg gav nogle små, varme smæld, når den ramte væggen.
Han lod hovedet hænge ned mod brystet og så ned på mandens tynde ben. Cowboystøvlerne stod solidt plantet, med spidserne lidt udad, en halv meter imellem dem.
Poul løftede sit venstre knæ, hårdt op i mandens skridt. Da knæet plantede sig, slap manden sit greb i hans skjorte. Hænderne røg op på væggen, og mens han dukkede ud under de fremadstrakte arme, hørte han den halvkvalte lyd fra mandens strube. - Eeeerh, peb han.
Poul trådte et par skridt tilbage. Nu stod manden præcis som en arrestant i en amerikansk politifilm, med benene spredt, hænderne presset mod væggen og hovedet hængende ned.
- Jeg ved ikke, hvem din datter er, makker, sagde han forpustet. - Men jeg har ikke gjort nogen noget. Du har et minut til at komme ud herfra. Hvis du ikke forsvinder, ringer jeg til politiet og melder dig for voldeligt overfald mod sagesløs person. Kom så.
Han greb fat i ryggen på mandens cowboyjakke. Men manden sank ned i knæ. Poul så en tegnebog falde ud af jakken. Han bukkede sig hurtigt og samlede den op. Han lod manden være, trådte hen til skrivebordet, åbnede tegnebogen og fandt mandens sygesikringsbevis.
Hans hænder dirrede, da han skrev navnet og adressen ned.
Anders Christian Emil Rørbech
Kuskesvinget 11, 3.th.
Han skrev også mandens personnummer ned og bemærkede, at de var født samme år.
Han lukkede tegnebogen og vendte sig mod manden.
- Minuttet er ved at være gået, sagde han, - Her, du tabte din tegnebog. Du må hellere se at komme af sted.
Manden greb tegnebogen og humpede hen mod døren. Poul indså, at hans knæstød muligvis havde været unødvendigt hårdt, men han var ligeglad.
Han sagde halvhøjt, - Jeg har dit navn og din adresse, makker. Hvis du generer mig igen, melder jeg dig. Det kan du være bombesikker på.
Han vidste ikke, om ordene trængte ind. Han så manden forsvinde langs butikkerne under halvtaget. Poul satte sig i sin stol bag skrivebordet og lukkede øjnene.
Han konkluderede, at manden var gået forkert. Der var tydeligvis tale om en misforståelse. Det var en stor bebyggelse. På en måde var det underligt, at der ikke oftere var kommet folk ind, som slet ikke havde noget ærinde og troede, de befandt sig et andet sted. Hvorfor ikke? Han sad her jo bare. Han tænkte på sit held. Han var sprunget glad op, da manden råbte, - Hey! Han havde svaret i samme tonefald. Du er sårbar, sagde han til sig selv. Enhver idiot eller voldsmand kan komme ind direkte fra gaden og kaste sig over dig. Som du lige har set.
Han stirrede på mandens navn på den lille, blå blok i solen på bordet. Det sagde ham intet. Der var ikke noget, ved manden, der fortalte ham noget. Han var sikker på, at de aldrig havde talt med hinanden.
Han tænkte først på pigen Chenile, da han gik ud på det lille toilet for at komme vand i hovedet og så de små, sorte flager af sod på sine håndrygge.