Det var ikke nogen affære, men Rikke Schlüntz kunne mærke hvor det bar hen, og det generede hende ikke. Thomas Lundemann var en… Rikke tænkte ordet ‘steg’, men det var ikke helt rigtigt. Hvis man kombinerede billedet af Thomas med ordet ‘steg’, blev det hurtigt til et billede af lidt vel meget kød. Okay, Thomas så da godt ud, men som psykolog var Rikke tilpas meget af en selvanalytiker til at vide, at Thomas’ force var magt. En velpolstret, stor og glad mand med sans for politik, sans for at anbringe de rette mennesker i den rette position – nemlig en position, hvor de kunne udføre opgaver, sådan som Thomas gerne ville have dem udført.
Rikke havde haft lejlighed til at spekulere over, hvad Thomas ville med den rigide klidmoster til Irgun Knudsen. Til en reception havde Thomas efter et par glas hvidvin mumlet til Rikke, at Irgun ikke var ‘hans opfindelse’. Nej, det troede hun på. Irgun var muligvis dygtig, men der var ingen tvivl hos Rikke om, at Thomas ville være en langt gladere mand, hvis han havde mere livligt modspil end det, den humørforladte Irgun kunne levere. Irgun tog tingene for pålydende, og Rikke vidste, at Thomas ikke havde meget tålmodighed til overs for folk, som ikke kunne gasses op og bidrage til en munter tone.
Så hun kunne have den affære med Thomas – eller hun kunne gøre sig lidt kostbar og gå efter at komme tættere på en mere permanent position i forvaltningen. Hun havde besluttet sig for, at det sidste var det mest sexede. Det kunne måske opnås ved at puste en lille smule til det første – affæren – men det gik ikke at indlede et rigtigt forhold til forvaltningschefen. Lidt kæleri, okay, men hvis de først blev rigtige kærester, ville chancerne for eventuelt at erstatte Irgun en dag blive mindre. Hun kunne ikke se Thomas ansætte sin kæreste. Det var alt for farligt, og desuden tændte hun ikke selv voldsomt på ham. Hun kunne godt lide ham. Hun kunne se sig selv arbejde sammen med ham og flirte med ham, være en betroet medarbejder, men så heller ikke mere.
Hun var 36, erfaren, stabil, afholdt. Men arbejdet var hårdt. Lidt konsulent, lidt skriveri, lidt det ene og lidt det andet – og så de private klienter, som hun så i sit kontor i sin egen lejlighed på anden sal i Stengade, næsten henne ved havnen.
Det var okay.
Men det var hårdt, og hun opdagede, at hun længtes efter et job, hvor hun ikke selv skulle gøre rent på toilettet og sørge for det rene gæstehåndklæde til klienterne hver morgen. Et kontor. Et sted, man kunne gå hjem fra og vide, at man kunne melde sig syg uden dårlig samvittighed. En fast indkomst. Et administrativt bagland. Som hun så det, havde hun aftjent sin værnepligt. Der kom et tidspunkt, hvor idealismen ligesom krævede et trin opad, og helt ærligt havde hun efterhånden svært ved at bevare opmærksomheden, når hun for 117. gang sad overfor den samme tudende, anorektiske tøs, som ikke kom ud af stedet, hvad hun så end gjorde.
Hun løb på Thomas i centeret, hvor hun lige havde købt en ny læderjakke og følte sig lækker. Hun havde set sig selv i spejlet med jakken på, over de slidte Air-jeans og støvlerne, og besluttet at hun ville klippes og have håret farvet i det, hendes frisør inde i København, Benny, havde kaldt for ‘seven shades of slut’, mens han kaldte hende en ‘uartig lille psyko-ting’. Okay, man var en sild, men der stod ikke i nogen af hendes lærebøger, at en psykolog ikke måtte se godt ud.
- Rikke! sagde Thomas, som bar en stor pose fra Tøjeksperten, som så ud til at indeholde en sweater. Det var noget andet ved ham – der var lige en anelse ‘Red & Green’ over ham, som altid fik hende til at tænke på, om han havde Trip-trap møbler på terrassen.
- Hej, Thomas, sagde hun på det hvide gulv, med duften af centeraroma i næsen, - hvordan er livet?
- Fint, smilede Thomas, - og du? Du ser hammergodt ud.
- Tak. Jo, det går fint.
- Jeg havde faktisk tænkt mig at ringe til dig, sagde forvaltningschefen. - Men det er næsten bedre, at jeg løber på dig her.
- Okay, sagde hun, - hvad har du i tankerne?
Thomas smækkede lidt med læberne, som om han over-vejede, om han skulle gå videre.
- Jeg er lidt på tynd is her, sagde han.
Hun smilede. - Livet er tynd is, Thomas.
Han nikkede. - Et ord i dit øre, et ord jeg aldrig har sagt?
Hun kneb øjnene lidt til, men smilede stadig. - Du kan godt have en hemmelighed med mig, Thomse. Det ved du godt.
Han nikkede. Så trådte han helt hen til hende og sagde, - Du er konsulent i en ankesag, der kommer for snart.
- Ja?
- Kender du Poul Helweg?
- ‘Ærligt nærvær’? Ja, hvem kender ikke den klovn? Han trækker helsider i ‘Dagbladet’.
Nu smilede Thomas Lundemann igen. - Du er heller ikke vild med ham? Det er fint med mig.
Så dér var det. Ikke noget, hun kunne bevise eller henholde sig til senere, men Thomas stak ikke noget under stolen der i centeret.
Så meget for uvildig konsulent. Men okay, Thomas var politiker. Hans ærinde var simpelt nok. Tossen Helweg havde en søster, som havde anket en sag. Forvaltningen stod til at tabe ansigt, hvis søsteren fik medhold. Såeh … det ville passe godt i forvaltningens kram, hvis Helweg ikke kom ud af samtalen med Rikke duftende af roser, som Thomas sagde. Rikke havde bare nikket. Ikke lovet noget, ikke sagt et ord andet end, - Jeg hører, hvad du siger, Thomas.
Nu følte hun sig korrupt. Men korrupt på den fede måde. Korrupt på præcis den måde, som fik hendes tanker ind på kontoret på forvaltningen og en sekretær, som hun kunne være utålmodig overfor.
Og i øvrigt ville det undre hende, hvis ‘Ærligt nærvær’ havde rent mel i posen. Hun kendte annoncen. Hun kendte også det nedlagte postkontor. Ikke at hun havde været derinde, vorherrebevares, det sted fik hende til at tænke på væresteder og selvdød seminariekunst på væggene. En gør-det-selv-mand. Sikkert med hjertet på rette sted, men garanteret håbløst selvfed, alternativ og bedrevidende. Hun skød Thomas Lundemann lidt bagud i tankerne, mens hun i stedet satte sig selv op til at anskue det som noget rent professionelt. Måske kunne hun gøre Thomas den tjeneste og samtidig luge lidt ud i den alternative underskov. Det skulle ikke være noget problem.