Irgun Knudsen satte sig på sin stol og forberedte sig på at læse rapporten fra Rikke Schlüntz. Hun havde et godt øje til Rikke Schlüntz. Men det var nok ikke samme slags gode øje, som Thomas havde. Irgun mente ikke, at Rikke Schlüntz kunne være nogen særlig god psykolog. Hun mente ikke engang, at den spændstige frøken Schlüntz med de imponerende forlygter var interesseret i at være nogen god psykolog. Irgun forestillede sig, at Rikkes primære ambition måtte være at optræde på samlivssiderne i ‘Alt for Damerne’ – gerne med en del billeder – og docere for de afslappede, mentalt dovne læsere om, hvordan det handler om at give sig god tid og være til stede i nuet. En trendy psyko-babe, det var, hvad hun var.
Irgun justerede sin stol, som ikke var en stol, men et sidde-apparat, udformet for komfort og sundhed. Hemmeligheden var, at man ved at anbringe knæene på en polstret tværstøtte, kunne holde ryggen rank. Mussa Ihkbar, som sad i kontoret ved siden af, kaldte den for ‘Irguns spasserstol’, og det fik hende af en eller anden grund altid til at formulere ord i tankerne, ord, hun ikke sagde, men som altid havde at gøre med, at Mussa burde være forsigtig med at håne progressive og ergonomiske skikke i et land, som trods alt havde givet ham asyl.
Irgun havde læst rapporter fra Rikke Schlüntz før. Psykologen havde benyttet standardopsætningen for den slags sager, og Irgun vidste præcis, hvor hun skulle finde konklusionen. Den læste hun altid først. Hun fandt det sted, hvor Rikke havde afgivet sin endelige mening:
‘Som anført i indledningen, er der tre personer at tage stilling til i denne sag: Kim Petersen, hans mor, Lola Petersen, og moders bror, Poul Helweg. Min rapport tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de to voksenpersoner skønnes at udgøre et lødigt omsorgstilbud til den otte-årige Kim, som lider af svær sygdom.
Mht. Mor/Barn-relationen skal jeg på baggrund af mit samvær og samtaler med Kim og Lola konkludere følgende: Lola Petersen har efter sin mands død (selvmord) gennemgået en stor personlig udvikling. Hendes forhold til forvaltningen er ikke det bedste – hun anser, at varetagelsen og hjælpeforanstaltningerne forud for mandens død var mangelfulde og inadækvate (plejehjemsanbringelse), ligesom hun anfører, at der på intet tidspunkt har været ført et overordnet tilsyn med drengens medicinering, hvorfor drengen først ved udredning efter faders overgreb (kvælningsforsøg umiddelbart før selvmordet) – fandtes ekstremt overmedicineret. Moders skepsis og modstand mod kommunens forvaltning af sagen synes derfor velbegrundet. Tilbudet om plejehjemsanbringelse opfattes af moder som en ‘makaber spøg’ (sic).
Mht. Poul Helwegs beskaffenhed som ressource og støtteperson skal jeg på baggrund af længere samtale med Poul Helweg sige følgende: Han udviste under samtalen en uforbeholden åbenhed og demonstrerede med al tydelighed, at han tager sin rolle som drengens onkel (og eneste mandlige primærperson) yderst alvorligt, og at han er bevidst om det ansvar, som han påtager sig ved at indgå i sagen som støtte. Poul Helweg driver et ‘samtalested’, hvor han uden beregning stiller sig til rådighed for medlemmer af offentligheden, som måtte have behov for samtale. Denne aktivitet har pågået i ti år. Og til trods for de nylige skriverier om denne aktivitet, er det min opfattelse, at Poul Helweg nok på visse måder er en kontroversiel person – men at han ikke desto mindre er en genuin, kærlig og omsorgsfuld mand. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at Kim Petersen næppe kunne ønske sig en bedre støtteperson i faders sted.
Da forholdet mellem bror og søster desuden fra de tidlige år (Poul Helweg og Lola Petersen mistede deres forældre ved en ildebrand, da de var hhv. 19 og 16) – og især efter Hokki Petersens selvmord – er tæt og godt, kan jeg kun give Lola Petersen medhold i denne ankesag. Det er således min opfattelse, at de to voksenpersoner, både i henseende til kompetencer, sociale samt psykosociale forhold og økonomi, udgør et mere lødigt omsorgsalternativ for Kim Petersen end det, en tvangsanbringelse uden for hjemmet ville udgøre. Jeg skal derfor indstille, at Lola Petersens anke tages til efterretning og gives medhold, under forudsætning af, at forvaltningen fremover tilstås periodisk opsyn med drengen efter gældende regler.
Rikke Schlüntz,
klinisk psykolog.’
Irgun sad lidt. Hun opdagede, at hun savnede et ryglæn. Hun rettede ryggen, mens hun forsøgte at få nederlaget på plads i sine tanker.
Hun tænkte på, hvorfor Thomas havde bedt om sagen? Han havde lovet hende at drible lidt med den, og hun havde opfattet hans ord som en tillidserklæring og et uudtalt løfte om hjælp. Nu følte hun sig kompromitteret, og hun tænkte på, hvilket forhold Thomas mon i virkeligheden havde til Rikke Schlüntz.
Hun vidste, at der ikke var en finger at sætte på Rikkes rapport. Den var grundig, afbalanceret og velargumenteret. Det overraskede hende, at Rikke var i stand til at skrive så kompetent.
Hun samlede papirerne sammen, viklede sig ud af stolen og gik ned ad gangen for at tale med sin chef.
Thomas så brat op, da hun kom ind og smed mappen på hans bord.
- Og godmorgen til dig, Irgun, sagde han. - Du ligner en PostDanmarkfunktionær efter en prikkerunde.
Irgun hev hans gæstestol til sig og satte sig ned. - Sådan har jeg det også, Thomas, sagde hun.
Thomas tog sine læsebriller op af brystlommen i sin hørjakke, satte dem på næsen og åbnede mappen.
- Aha, sagde han, - Rikke Schlüntz har talt.
Hun gav ham tid til at skimme konklusionen. Han så op. - Ja, det er da klar snak. Rikke Schlüntz-Irgun Knudsen 1-0, hvad?
- Det her er ikke VM i fodbold, sagde hun. - Jeg må ind-rømme, at jeg havde håbet på lidt mere støtte, Thomas.
Thomas tog brillerne af, mens han tænkte på, at Irgun var i det specielle lune, hvor man skulle tænke hurtigt. Enten skulle man gyde olie på vandene, eller også skulle man ty til chefautoriteten og banke hende på plads. Han sagde, - Støtte? Hvem siger, du ikke har fået støtte, Irgun?
- Det siger for helvede da Rikke Schlüntzes rapport! sagde Irgun. - Det var fandemig ikke det, jeg havde forestillet mig, da du bad om sagen for at drible lidt med den.
Han betragtede hende. - Hvad havde du helt eksakt forestillet dig, Irgun?
Irgun havde en hjemmerullet cigaret mellem læberne nu. Thomas, selv ryger af den inkarnerede men hensynsfulde slags, havde en slags stiltiende aftale med medarbejderne om, at det var okay at ryge, hvis døren var lukket, og omstændighederne sandsynliggjorde et vist nikotinbehov. Han besluttede at afstå selv. Det ville gøre hende alene om affekten.
- Jeg havde måske forestillet mig, at du havde gelejdet sagen hen til en af de andre.
- Jaså. Hvem, for eksempel?
- Arno Wachs. Lillibeth Kloppenborg. Margrethe Kromann-Young. Det er ikke, fordi Rikke fucking Schlüntz er den eneste, vel? Måske havde Kim Petersens tarv været tjent med, at du havde sendt sagen til en, som bare havde lidt mere hår på brystet, Thomas.
- Okay, sagde han og satte sig op i stolen og lagde underarmene på bordet. - Okay. Så gør vi det sådan. Passende respons. To ting, Irgun. For det første, du ved ligeså godt som jeg, at de andre psykologer med al sandsynlighed ville være nået til samme konklusion. Wachs – manden tilbragte sin barndom i Theresienstadt. Du kender hans politik med hensyn til at lade familier klare sig, så godt de kan. Han er af den gamle skole, Irgun, ikke tilbøjelig til at overbebyrde det offentlige system, hvis der er et mindstemål af ressourcer blandt de involverede. Kloppenborg og Kromann-Young … ja, de er søde, ældre damer, ikke? Hvem siger, at Lola der og ham onkel-fætteren ikke ville have charmeret bukserne af dem? Især Helweg – du mener da for helvede ikke, at en flot mand som ham ikke ville gøre et vist indtryk på de damer? Manden har jo empati, intelligens og charme! Næ du, Rikke var ikke noget dårligt bud. Og desuden kan du ikke forlange, at jeg skal spille overhøvding, hver gang du har lyst til at lege cowboys og freudianere.
Hun pustede røg ud. - Og det andet?
Han nikkede. - Det andet, ja. Jeg er lidt skuffet, Irgun. Jeg synes, du mangler realitetssans.
- Hvad fanden mener du med det? Jeg kender sgu da realiteterne, om nogen. Den dreng-
- Det er ikke drengen, Irgun. Jeg er ikke i tvivl om, at du kender drengen. Næ, jeg tænker på, om du ved, hvad du siger lige nu.
- Ikke forstået.
- Tænk dig om. Det, du foreslår er ulovligt, Irgun. Du ved ligeså godt som jeg, at ankesager vurderes af en uvildig psykolog, udpeget ved lodtrækning eller hvordan fanden den der rotationsordning funker. Du antyder – ja, du mere end antyder – at jeg skulle have påvirket den sag.
- Du sagde, du ville drible med den.
- Ja, jeg gik ind i den. Men der lå sgu da ikke noget løfte fra min side om noget som helst. Det, du åbenbart mener, jeg burde have gjort, så du ikke skulle sidde med håret i postkassen, er ulovligt, min kære Irgun! Så mit råd til dig er: Glem det. Acceptér dit nederlag.
- Helweg forulempede mig, Thomas!
- Han hvad?
- Han sagde, jeg var grim!
Thomas tænkte, at han ikke ville have noget imod at træffe denne Helweg.
- Og det blev overværet af ..?
- Ikke nogen.
- Nej, men så … Irgun, jeg beundrer din evne til at gå ind i dine sager og give dem dit bedste skud. Nu går du ind til dig selv og finder en anden sag, som du kan give dit bedste skud. Case closed.
Et øjeblik efter var hun tilbage, og han så op igen. - Ja?
Hun sagde lavmælt henne i døren. - Du har desavouret mig, Thomas. Du kan få det til at lyde som noget andet, men de facto har du desavouret mig, og det glemmer jeg ikke.
- Okaay, sagde Thomas.
Hun løftede en finger imod ham. - En gang til med urent trav – og jeg ved, at du manipulerer hæmningsløst, hvis det passer dig – men en gang … så skal du se, hvad der sker. Jeg ved mere om dig, end du ved om mig.
Han sagde, - Urent trav … tænker du på trusler eller sådan noget?
Hun knaldede døren i. Thomas lagde nakken tilbage og udstødte en opgivende gurglelyd mod loftet. Kællinger!
Over middag fangede han Rikke i telefonen. Thomas var en stærk tilhænger af at få eventuelle konflikter belyst fra alle sider, i fald noget skulle eksplodere.
- Hej, Rikke, sagde han. - Thomas.
- Hej, Thomse, sagde hun. Han kunne se hende i den gamle lejlighed i Sundtoldkvarteret og i et kort øjeblik forestillede hans sig, at han sad hos hende og fortalte hende sine inderste tanker.
- Hvad så? sagde hun.
- Ja, hvad så? Din rapport om hr. Helweg er lige landet på Irguns bord. Selv om … den detonerede vist først rigtig, da hun smed den på mit bord. Hvad skete der?
Der var et par sekunders pause. - Hvad mener du, hvad skete der?
Han sagde, - Ja, øh, jeg havde egentlig forestillet mig, at hr. Helweg ikke var din hofdessert, Rikke.
Rikke sagde, - Okaay. Ja, jeg kan godt huske, at vi nævnte ham i Centeret den dag, men på det tidspunkt havde jeg jo rent faktisk ikke mødt manden endnu.
- Nej, men …
- Thomas, sagde hun nu, - Thomas, skal jeg forstå det sådan, at du er lidt bange for Irgun Knudsen?
- Gu’ er jeg da ej bange for Irgun, næ du, jeg var bare nysgerrig for at få at vide, hvad han sagde. Din rapport var ret … utvetydig.
- Poul Helweg er en ret utvetydig mand, Thomse.
- Og han lagde ikke pres på dig?
- Pres? Næ, han var ærligheden og åbenheden selv, du.
- Så det var ham, der overbeviste dig?
- Ham og Lola … og Lille-Kim. Hør, Thomse, ligger rapporten ikke på dit bord?
- Jo.
- Hvorfor læser du den så ikke? Det står alt sammen i den.
- Ja, men vi har kun lige kigget på bundlinien. Din konklusion.
- Javel.
Mærkede han en anelse kølighed?
Hun sagde, - Som sagt, Poul er en yderst intelligent mand. Han fortalte mig både det gode og det mindre gode.
- Det mindre gode?
- Ja, det står jo altså i rapporten på dit bord … men jo, han fortalte mig blandt andet, at hans forældre – og Lolas – omkom ved en ret tragisk ulykke, som han var skyld i.
Thomas tænkte sig om. - At han hvad?
- Læs rapporten, Thomse. Hele rapporten.
Rikke Schlüntz lagde røret på.
Da han havde læst den, ringede han hende op igen.
- Okay, så er jeg på omgangshøjde, sagde han. - Man kan vist roligt sige, at han har rullet det svære skyts frem, den gode Helweg, hvad?
Rikke sagde, - Thomas, jeg ved ikke rigtig, hvad det her skal til for. Måske skulle vi bare holde os til rapporten. I kan jo underkende den, hvis I har noget at udsætte på den.
- Det er ikke sådan …
- Nej, men hvis du ikke tøjrer Irgun eller pudser hende på nogle andre stakler, så skal hun nok finde et eller andet, hun kan anholde mig på.
- Rikke, det er ikke sådan …
- Hvordan er det så?
- Hold da kæft, vi snakker jo bare, Rikke!
- Ja, men om hvad?
- Ja, om den sang fra de varme lande, han åbenbart har sunget for dig. Helt ærligt, Rikke!
- Hvad mener du?
- Ja, you tell me, det er dig, der er psykolog, ikke? Meget, meget ærlig type, ham Poul. Er du for eksempel sikker på, at han er så ærlig? Hvem siger, at det der med forældrene er rigtigt? Hvem siger, at manden ikke bare har fyldt dig med løgn?
- I så fald, sagde Rikke Schlüntz, - var det en meget ærlig løgn.
Så lagde hun på igen.
Det føltes godt. Hun havde haft stor glæde af at skrive rapporten, og hun betragtede den som et usædvanligt vellykket stykke arbejde, som havde fyldt hende med stolthed. I starten havde det været svært. Da Poul Helweg var gået, havde hun været langt ude, og hun vidste ikke hvorfor. Kontroltab, havde hun tænkt. Enhver psykologs skræk. Hun var psykolog, hun vidste alt om alt.
Men det skulle jo gøres, og til sin forbløffelse havde hun opdaget, at arbejdet faldt hende let, kontroltab eller ej, eller rettere, fordi hun havde tabt den. Det var gået op for hende, at Helweg ikke kalkulerede med kontrol eller roller. Og hvert ord i hendes rapport havde ligesom givet sig selv. Hun skulle bare være … ærlig.
Ærlig – konceptet kom tilbage til hende, men nu tænkte hun på Thomas Lundemann. Thomas Lundemann, som havde prøvet at påvirke hende, som en flirtende magtgestus, og som for to minutter siden havde insinueret, at Pouls historie om sine forældre var, hvad var det han havde sagt, ‘en sang fra de varme lande’.
Hun drømte ikke længere om et kontor på forvaltningen. Hun var 36 år, men hun følte sig faktisk ældre, lad os sige 42. Indeni. Det var ikke nogen dårlig fornemmelse, lidt i retning af en omvendt Irgun Knudsen.