Gemal Saber gik hjem fra skole for sidste gang. Han havde for længst fortrudt det hele. Han fortrød alting, og nu, mens han gik langs omfartsvejen på vej op mod blokkene, hvor han boede, tænkte han på, at han kunne være hvor som helst – og ingen steder.
Det var lige meget. Han gik mod sit hjem på førstesalen, men han havde ikke lyst til det. Middagssolen skinnede ned på ham. Han kunne se sig selv lukke sig ind i det kølige halvmørke og gå op ad terrassotrappen. Fuck.
Hans far ville sidde i køkkenet, hvor han altid sad nu. Hans far, Bili Saber, en firskåren mand, født i en landsby i de røde forbjerge, der omkransede byen Beirut. Hans far, som var flygtet fra sit fædreland, da borgerkrigen havde tyndet ud i hans familie, og Bilis nerver var blevet så tyndslidte, at han opgav. Bili Saber havde fundet en plads blandt de danske danskere. Mens Gemal havde været lille, havde han haft arbejde som chauffør og pladsmand på Trælasten. Han havde lært dansk, ikke så godt som Gemal, der var født i Helsingør som sine to søstre, men årene som chauffør havde givet ham et sprog, som satte ham i stand til at kommunikere fejlfrit, når han kørte ud med ordrer til byens håndværkere og selvbyggere.
Bili Saber gik op i sit arbejde, og hans fiberpels med Trælastens logo på ryggen var hans uniform. Som lille havde Gemal tit set sin far i køkkenet, tidligt om morgenen, mens det var mørkt ude mellem blokkene – Bili i færd med at smøre sin madpakke, mens han kogte vand til sin te.
Det var længe siden.
Gemal tænkte mest på sin far, mens han gik. Han prøvede at finde en forklaring til ham, en forklaring, som virkelig kunne forklare det, der var sket.
Det var ikke let.
Det havde måske været lettere, hvis hans far stadig havde været den, der trak i sin fiberpels en kold vintermorgen og lukkede sig ud på terrasoopgangen og kørte af sted i Trælastens røde Hiace pickup, mens Gemal vinkede til ham oppe fra vinduet, stadig i sin pyjamas, mens hans mor og søstre var ved at stå op.
Hans fars dansk var fint, men han foretrak at fortælle sine historier fra Libanon på sit modersmål. Gemal kunne høre lyden af hans stemme, når han sad i køkkenet og fortalte om soldater. Det var umuligt for ham at hitte rede i alle de soldater. Der var falangister, militser, Hizbollah, israelere, regeringens tropper, renegater, yderligtgående separatister. Der var et mønster i det, men Gemal havde aldrig forstået det. Han havde aldrig forstået historierne, hans far fortalte, aldrig fattet nuancerne i de uretfærdigheder, som han prøvede at forklare.
Nu var hans fars tid som chauffør slut. Bili Saber var blevet syg, og først havde de troet, at det var hans hjerte. Gemal vidste ikke, om det med hjertet bare var en historie.
Gemal sov let, og han havde gennem sin opvækst ofte hørt sin far tale bag den lukkede dør til soveværelset. Lyden blandede sig med betonblokkens øvrige lyde, som han kendte ud og ind. Somme tider talte hans far lavt, sommetider højt. Somme tider græd han. Under sin fars stemme kunne han høre sin mors, rolig, jævn, mens hun prøvede at trøste. Gemal forlod sin seng. Han havde lyttet i gangen. Når talen holdt op, skyndte han sig tilbage. Så gik døren til deres soveværelse, og hans mor gik ud på badeværelset. Gemal kunne høre den velkendte raslen, når hun rystede pillerne ud af den hvide plasticbeholder, selv den sprøde knasen af piller, som blev trykket ud af de aflange brikker af folie. Han kunne høre hende fylde et tandkrus med vand, og han kunne høre lyden af soveværelsesdøren, der stille blev lukket til igen og atter overlod ham til ensomheden og den lette søvn.
Nu sad Bili Saber i køkkenet det meste af tiden. Han bevægede sig ikke længere hurtigt, og han stod ikke op tidligt om morgenen for at koge sin te og smøre madpakken. Hver dag klædte han sig omhyggeligt på, og to gange om dagen gik han tur i kvarteret. Han skulle ikke længere noget, men han gik sine ensomme ture alligevel.
Han var blevet tungere, og huden omkring hans øjne var blevet næsten blå. Af og til sad han bare, med ryggen mod væggen på sin køkkenstol, mens tårerne trillede ned ad hans ansigt. Han kunne fare op over det mindste. Han kunne med et begynde at råbe og slå ud efter Gemal eller hans søstre, selv om de ikke havde gjort noget.
Hans mor havde fortalt ham, at hans far drømte onde drømme om natten, drømme om kældrene i Beirut, hvor de havde gemt sig, mens de bombede byen udenfor. Gemal havde ikke forstået, hvorfor han drømte sådan. Det var jo længe siden. Hans far havde været chauffør på Trælasten. Hvorfor skulle de drømme forstyrre ham sådan?
Når Gemal var ude mellem blokkene, eller cyklede rundt på stierne i den store bebyggelse, tænkte han tit på sin far. Engang, mens Bili stadig arbejdede, var de gået sammen op på den kunstige bakke med den flade top. Derfra kunne man se helt ned over Helsingør og videre over Øresund til Helsingborg. Deroppefra virkede det hele tæt på og alligevel langt væk. Spiret på domkirken, gavlen af stationen, færgerne, det smalle stræde af blåt vand – selv kirketårnene ovre i Helsingborg havde stået klart, både til højre og venstre for Kärnans rødbrune, bastante tårn.
Den dag havde de sat en drage op. Det var en nylondrage i sort, grønt og lyserødt, den havde form som en fugl med spidse vinger. Alting havde været let den dag. Dragen steg i vestenvinden, og Bili Saber gav sin søn det gule vindsel med snøren, så snart dragen var kommet et stykke op i luften. De havde fløjet med den drage, langt oppe over Helsingør, langt oppe over alting. Af og til, hvis dragen tabte højde, havde hans far taget fat i snoren foran vindslet og givet den nogle lange træk. Så steg dragen, og Bili havde vist ham, hvordan han skulle give mere snøre, trække, så dragen kunne komme højere op i vinden.
To gange siden havde han været deroppe med dragen alene. Men det var ikke det samme. Dragen fløj, men der var ikke andre end ham selv til at se det. Han havde tænkt på sin far. Måske sad han nede i køkkenet. Måske kunne han se dragen, hvis han kiggede ud. Men han kiggede ikke ud. Gemal havde gjort et nummer ud af at vise, at nu gik han op med dragen, men Bili havde ikke været med bortset fra den første gang. Gemal var blevet træt af dragen. Det var legetøj. Han kunne alligevel kun tænke på sin far, og han tilbragte eftermiddagene i ensomhed på toppen af den kunstige bakke, med en bitter fornemmelse af, at han ikke elskede sin far højt nok.
Dragen fik ham til at tænke på flaget, og han sagtnede farten. Han var nødt til at fortælle det. Inspektøren havde sagt, at de ville få et brev.
Hvorfor havde de gjort det? tænkte han nu. Det ville have været meget bedre, hvis de havde ladet være. Det havde bare været en leg. På et tidspunkt, mens de stod ved flagstangen og prøvede at gøre den hvide nylonline fri, så de kunne hejse det ned, havde han tænkt, at det var en dårlig leg. Men da var det for sent.
Da først knuden var løst op, var det let at hejse flaget ned. Han vidste ikke engang, hvorfor det var oppe. De havde været nogle stykker, men de fleste var forsvundet, mens flaget var på vej ned. Det havde været planen at tøjre flaget, når det var kommet ned på halv stang. Som betød, at nogen var død. Det var legen. At tøjre det på halv stang og løbe. Men flaget var kommet hurtigt ned, og den hvide nylonline havde været svær at holde om, uden at man brændte hænderne. Flaget var kommet ned over dem og havde rørt ved jorden, inden de hev det op og begyndte at trække i linen for at få det hejst op igen.
- Det må aldrig røre jorden! råbte Eskild. - Flaget må aldrig røre jorden!
Flaget var meget stort, når det først kom ned. De havde ikke fået det trukket op igen, før Enrico Mønge var kommet løbende. Han havde været vred, rigtig vred, og Gemal havde forsøgt at hjælpe til med at få flaget hejst op, hans hjerne allerede i gang med at formulere undskyldningerne.
Enrico Mønge havde skubbet dem væk og selv ordnet flaget. Gemal kunne mærke vreden i pedellen, ikke den sædvanlige, mistroiske vrede, men en vrede, som kunne ses i hele hans skikkelse og i hans ansigt, der var hvidt, så han så ud som om, han ingen læber havde. Da flaget var hejst til tops igen og knuden var bundet, havde Gemal prøvet at forklare. Men pedellen havde set på ham og sagt, - Jeg siger til dig, det kan du forklare senere. Jeg sværger.
Gemal havde forstået, at pedellen havde prøvet at tale ligesom indvandrereleverne, og at det var pedellens vrede, der havde fået ham til det.
Flaget. Der var meget langt fra det øjeblik, hvor de havde sagt ‘ned med flaget’, mens de løb ud under halvtaget ved Bygning 3, til det øjeblik, hvor inspektøren, Galschiøtt, havde set på ham på kontoret, og Gemal havde forstået, at ‘ned med flaget’ havde været en langt mere alvorlig leg, end han havde forstået.
Han var kommet til at tænke på sin far igen. Han havde hørt Bili fortælle om mennesker i Libanon, som havde hældt benzin ud over et amerikansk flag og tændt ild til det og brændt det af, mens det blev filmet og vist i fjernsynet. Selv da havde Gemal aldrig forstået, hvorfor et brændt flag kunne gøre folk så vrede. Men det kunne det.
På Galschiøtts kontor havde han tænkt på, at det var den samme vrede, han nu så i inspektørens ansigt, mens den gråskæggede mand fortalte ham, at han havde gjort noget, som mange ville finde afskyeligt.
Han havde én gang sagt, - Vi legede bare. Undskyld.
Men inspektøren var ikke interesseret i undskyldninger, og da var det gået op for Gemal, at han var i en langt større knibe, end han anede. Han havde været derinde før. Inspektøren sagde altid, at nu måtte vi finde ud af at få det her til at fungere. Eller at nu stoppede festen. Man vidste altid, at man fik en skideballe, og så lovede man, at man ikke ville gøre det igen.
Sådan var det ikke nu. Nu havde han gjort det for sidste gang. Og fordi det havde været det fucking flag, havde Galschiøtt ikke været interesseret i at høre Gemal sige noget om det. Flaget.
Så han var bortvist. Han vidste ikke, hvor borte var. Enrico Mønge, pedellen, havde været ude foran kontoret, da han kom ud, og han havde fulgt Gemal helt ud forbi cykelskurene, som for at sikre sig, at Gemal ikke én gang til kastede sig over flaget eller noget andet.
- Sådan går det, når man tramper på flaget, sagde pedellen lavmælt, da de nåede stien udenfor skolen. - Farvel, Gemal.
Nu skulle han hjem og fortælle det. Han var sikker på, at hans far ville blive meget mere vred end både Galschiøtt og Enrico Mønge. Gemals hoved var fuldt af billeder af mænd i et fremmed land, der løb skrigende gennem gaderne med et brændende flag. Han kunne ikke huske, om hans far havde fortalt om det, fordi han holdt med dem, der brændte flag, eller om han var imod dem. Han kunne bare ikke huske det. Men det betød ikke noget. Bili Saber havde skabt sig en tilværelse i Danmark, fiberpels med logo, pickup’en. Han havde arbejdet sig ind i det danske samfund. Han kendte danske danskere – ikke godt, men af og til var der folk i Kvickly Xtra, som hilste på hans far og sagde, - Hej, Bili, og Bili forklarede kort, at det var nogle gutter han kendte fra Trælasten. Det var gået Bili godt, indtil drømmene fra de libanesiske kældre havde indhentet ham. Nu fik han invalidepension af det danske samfund. Og den dyre medicin.
Og mens han gik, begyndte det at dæmre for Gemal, hvad han havde gjort. Det var ikke noget amerikansk flag. Det var det danske flag. Det havde været en dum leg, men han havde ikke tænkt på det brændende amerikanske flag før nu. Nu tænkte han på det, på de ting der kunne ske, hvis man trampede på flaget. Han havde aldrig tænkt på at trampe på det – han vidste dårlig nok, hvorfor de skulle hejse det ned på halv, bortset fra at det var en joke.
Men Enrico Mønge havde kaldt det at trampe på flaget, og det forklarede, hvorfor Galschiøtt havde været færdig med ham, så færdig, at han ikke engang gad at skælde ham ud.
Han havde på en eller anden måde krydset den sidste grænse, den grænse, som af og til blev nævnt. Det var bare sket.
Nu gik han hjemad, tung i kroppen ved tanken om, hvad han skulle sige. Jeg vidste ikke, at flaget betød så meget?
Det var værre end det amerikanske flag i fucking Beirut. Det var meget værre. Han var blevet smidt ud af skolen, fordi han havde hånet flaget i det land, som trods alt havde givet hans far en chance.
Det kunne ikke blive værre.
Han havde ingen steder. Hvad var der nu? Der var ikke noget.
Han gik på stien mellem blokkene, da han pludselig følte slaget mod sin venstre side. Det kom ud af den blå luft og slog ham omkuld. Han vidste, at der var gået hul på ham. Det gjorde dårlig nok ondt, hans hjerne pludselig i en helt anden tilstand, underligt nok stadig optaget af tankerne om flaget, og hvad han skulle sige, når han kom hjem.
Han lå på stiens sten, hvor græsstrå voksede op mellem stenenes mønster. Han kunne se ned til den gamle, gule gård, som engang havde været den eneste bygning på området, og på hvis marker, den store blokbebyggelse nu stod. Han havde en underlig smag i munden.
Flaget, tænkte han, pludselig forekom det ham vigtigere end før, at han kom hjem i en fart og fortalte om det. Måske, hvis hullet i ham var alvorligt, ville de være mere optaget af det.
Gemal prøvede at komme på benene. Men han kunne ikke mærke sine ben. Hans fingre begyndte at famle i lommen efter mobilen.
Han var næsten død, da den hvide ambulance med de røde striber kørte opad stien, hurtigt, med det roterende blå blink og sirenens op- og nedgående hylen.
Det gik hurtigt. Der stod nogle børn på stien. Redderne lempede den bevidstløse dreng over på båren, skød den ind gennem ambulancens bagdør. Den ene redder hoppede ind bagved, mens den anden knaldede fordøren i bag sig med et hult drøn, tændte sirenen og gav sig til at vende.
Redderen ved Gemals side gik i gang, men han havde set pølen af mørkerødt, blankt blod på stenene. Han gjorde, hvad han kunne, men allerede ned ad Klostermosevej gav han op. Gemal Saber blev erklæret død ved ankomsten til Helsingør Sygehus, politiet havde allerede været på vej til stedet, da ambulancen nåede frem. Redderne kunne ikke gøre andet end at ringe og fortælle vagthavende, at der var tale om en skudepisode med dødelig udgang.