Klokken var tyve minutter i ni, da Poul kørte ind på parkeringspladsen foran centeret. Han parkerede og lukkede døren på sin grønne Punto uden at låse den. Han kiggede ned langs rækken af forretninger under halvtaget. Det var ikke meget af et center, ikke længere. For tredive år siden havde det været et moderne sted, let at komme til i bil. Han huskede forretningerne fra dengang. Slagteren, bageren, en Irma, posthuset og kiosken. Dengang virkede Irma’en enorm. Nu var den afløst af en ALDI, vinduerne var klæbet til med folie, og udenfor stod potteplanterne i deres rullebure af metal sammen med tilfældige tilbudsvarer. Slagteren var blevet til en Blockbuster, med de karakteristiske gule og blå farver i vinduerne, colaautomaten og slikhylderne indenfor. Bageren var stadig en bager. Posthuset var også lukket – det var der, han havde sit kontor – og kiosken var stadig kiosk, med hovedvægten lagt på Lotto. Skiltet på halvtagets overkant sagde ‘Spillestedet’, men man kunne også købe aviser og bajere derinde.
Det gammeldags center var næsten bukket under, da det ny center længere nede mod bymidten var blevet indviet. Nu om stunder virkede det hele småt her. Poul kunne huske, hvordan han havde kørt rundt på cykel her sammen med Leif og Anders og de andre, når de var nede for at købe is i gamle dage. De runde metalstolper, der holdt halvtaget foran forretningerne oppe, var gode at køre ind og ud imellem, selv om de somme tider blev jaget væk af slagteren. Efter lukketid var der ingen problemer. Centeret havde været et tilholdssted for dem.
Han skråede over pladsen og gik ind under halvtaget, mens han fandt nøglen frem. Han bøjede sig ned og åndede på messingskiltet ved siden af døren. Han gned jakkeærmet en gang over skiltet, så ordene, ‘Ærligt nærvær – P. Helweg’ i den øverste linie og telefonnummeret nedenunder, stod blanke og pæne.
Han låste sig ind og lod glasdøren stå åben.
Det forhenværende posthus var indrettet som et stort, bart kontor. Han havde ikke gjort meget ved det. Det gammeldags, grågrønne linoleumsgulv så stadig pænt ud. Han bonede det hver fredag.
Hans mål havde været at skabe et neutralt miljø. Som et ejendomsmæglerkontor uden huse til salg. Som en bedemandsforretning uden urner. Der var intet i lokalet, som antydede, hvad det blev brugt til. I den ene halvdel, ud mod parkeringspladsen, havde han et skrivebord. Ikke at han behøvede det, men nogle kunne bedst lide at tale med ham, hvis han sad bag et skrivebord. Foran glaspartiet havde han anskaffet en slags gardiner. De bestod af hvide, brede lameller, som kunne drejes og trækkes for med større eller mindre mellemrum. Normalt havde han dem ikke trukket for. For hans skyld måtte folk gerne kigge ind. Enkelte af hans kunder følte sig utrygge, og så trak han diskret lamellerne for og indstillede dem, så ingen rigtig kunne kigge ind.
I den anden halvdel af lokalet, på den anden side af døren, var der et identisk vinduesparti. Her stod en sofa, en lænestol og et sofabord. Det var hans andet samtalemiljø. Nogle gæster foretrak at sidde i en sofa.
Poul holdt af det ufærdige udseende i lokalet. Han havde ladet en del af det oprindelige posthusinteriør stå. Der var en række skrivepulte i teak, med sort linoleum på pladerne, adskilt af små trævægge. Her lå hans notesjournal. I baglokalet stod hans computer, som han brugte så lidt som muligt.
Den eneste luksusprægede genstand i ‘Ærligt nærvær’ var den forkromede espressomaskine, en stor, gammeldags model med navnet ‘Napolitana’ på en elegant messingplade midt i alt det forkromede. Han tilbød sine gæster vand eller kaffe. Kogt vand kunne også arrangeres – nogle damer holdt af at medbringe tebreve. Men de fleste holdt mere af hans espresso, gerne med den dampede, varme mælk i. Og rørsukker. Det var, hvad han selv drak.
Hans første gæst kom klokken ni. Han anede intet om hende. Hun var kun en tøvende stemme i telefonen, og han havde ikke spurgt om noget, bare givet hende tiden. Måske kom hun slet ikke.
Poul fyrede ‘Napolitana’en op, mens han luftede ud.
Der var næsten ingen billeder på væggene – kun en forstørret fotokopi af den annonce, som han havde haft i ‘Nordsjælland’ i snart ti år:
Ærligt nærvær
Mangler du en at tale med?
Poul Helweg
Ydunscenteret 3
49 21 19 19
Ring og aftal tid – eller kig ind!
Der havde aldrig været nogen grund til at lave om på annoncen. Der var temmelig mange, som manglede en at tale med. Mere indviklet var det ikke.
Det mest indviklede havde været pengene. Poul havde ikke åbnet ‘Ærligt nærvær’ for at tjene penge. Til at begynde med havde han tilbudt sin tjeneste gratis. Men det brød folk sig ikke om. De fleste ville helst betale. Han havde løst det ved at hænge et lille portræt af en kardinal op på væggen. En ældre mand med kraftige briller og en lyserød kalot på hovedet. Desuden havde han anbragt et træskrin på sofabordet. Det havde en slids i låget, og han havde malet ordet ‘donationer’ med hvide bogstaver under slidsen.
En af hans første gæster efter skrinet og kardinalen var installeret, en alkoholisk forhenværende tennisspiller, havde spurgt ham, om ‘Ærligt nærvær’ var en religiøs organisation.
- Nej, havde han sagt, - det er på frivillig basis.
- Godt initiativ, havde manden sagt, før han proppede en 500-kroneseddel i skrinet.
Poul behøvede ikke pengene, hvilket var heldigt, da skrinet ved månedens udgang aldrig havde indeholdt mere end godt 7000 kroner.
Han drak sin espresso nu, en enkelt lille kop, med sukker. Noget fik ham til at vende sig mod døren. Han så en kvinde i døråbningen og satte koppen fra sig ved siden af ‘Napolitana’en.
- Goddag, sagde han.
Kvinden trådte ind. Hun var i hvide bukser og en løsthængende skjorte i blå denim ud over bukserne. Almindelig af bygning, askeblondt hår sat op, solbrændt. Hendes ansigt var pænt, roligt, og hendes næse var lang og lige. Han gik hen imod hende og bemærkede, at hendes øjne var grønne. Hun havde en bilnøgle i hånden.
- Poul Helweg, sagde han og gav hende hånden.
- Lise Mikkelsen, sagde hun. - Det var mig, der ringede …
Hun gav hånd automatisk, hverken hårdt eller blødt.
Poul smilede til hende. - Du er den første i dag. Vil du have en kop kaffe?
Lise Mikkelsen smilede, og han så hende tøve. – Jo, tak, sagde hun, som om hun ikke vidste, om hun ville have en kop kaffe eller ej.
Poul gik tilbage til ‘Napolitana’en og tømte filteret ved at banke det hårdt imod kanten af stålspanden foran bordet.
- Sikke en flot maskine, sagde Lise Mikkelsen bag ham.
- Ja, den er alle tiders. Vil du have varm mælk i?
- Ja tak.
- Sukker?
- Jaeh …
Han lavede to kopper klar, de brune krus, og affyrede dampstrålen ned i metalkanden med mælk.
Imens han vendte sig mod kvinden og sagde, - Vil du sidde ovre ved skrivebordet eller i sofaen?
Han så hende kigge sig omkring. -Måske er skrivebordet bedst, sagde hun så.
- Okay. Jamen, tag plads, så kommer jeg med kaffen.
Han så Lise Mikkelsen gå gennem det forhenværende posthus, ikke helt sikker på, at hun var kommet det rette sted hen. Hun satte sig i gæstestolen, og han gik selv derhen med et krus i hver hånd.
- Sukkeret står på bordet, sagde han og satte sig i sin kontorstol.
Lise Mikkelsen rykkede sin stol lidt tættere til bordet og kom sukker i sin kaffe.
Poul sagde, - Hvad kan jeg gøre for dig?
- Det er min næse, sagde hun og så op på ham, mens hun rørte rundt i kruset.
- Din næse, gentog Poul. - Du vil gerne tale med mig om din næse.
Hun nikkede. - Det lyder måske mærkeligt, men jeg har tit set din annonce i ‘Nordsjælland’. Jeg har også set dit kontor, eller klinik, eller hvad du kalder det. Jeg har aldrig vidst, hvad der var herinde.
- Her er ikke noget særligt, sagde Poul. - Det er bare et sted, hvor man kan komme, hvis man har brug for en at tale med.
- Okay, sagde Lise Mikkelsen. Han skød hende til at være et sted midt i trediverne. - Nå, ja, jeg vil også gerne lige høre, hvad det koster.
- Det koster ikke noget, sagde Poul. - Men jeg har et træskrin, hvor man er velkommen til at lægge en skilling, hvis man synes.
- Okay, sagde hun igen, denne gang med lidt mere eftertryk, mens hun nikkede. - Så det er lige meget, om man er medlem af ‘Danmark’?
- Ja, det betyder ikke noget.
- Kan du leve af det?
Han trak på skuldrene. - Ikke rigtig. Men det gør ikke noget. Jeg har også en anden indkomst. Det her er bare et sted, hvor man kan tale med en, man ikke kender. Hvad er der med din næse?
Han så hendes hånd bevæge sig op til næsen, og i et kort øjeblik rettedes hendes grønne øjne indad, så hun blev skeløjet.
- Hvad er der med den? sagde hun.
- Nej, nej, sagde Poul, - du startede selv med at sige, at det var din næse. Jeg troede, du mente, at du var kommet her på grund af næsen.
Hendes ansigt blev lidt mørkere, og hun greb sit krus og førte det op til munden.
- Undskyld, sagde hun og satte kruset fra sig. Kaffen var stadig meget varm.
- Undskyld for hvad? sagde han.
- Det var bare … jeg tænkte ikke på, at jeg havde sagt det. Og så troede jeg, at du også kunne se det.
Han var lige ved at sige, ‘se hvad?’, men sagde i stedet, - Okay, lad os begynde forfra. Hvad kan jeg gøre for dig?
- Det er min næse, sagde hun. - Mit problem er, at jeg har fået den idé, at jeg vil have den lavet.
- Have den lavet? gentog han. - Er der noget galt med den da?
- Det ved jeg ikke, sagde hun og så lige på ham. - Hvad synes du?
Han så på hendes ansigt et stykke tid. Så sagde han, - Jeg kan ikke se noget.
Hun sagde, - Altså, der er ikke noget i vejen med den, altså at det gør ondt. Jeg taler om plastikkirurgi.
Han lagde mærke til, at hun sagde ‘plaSTIKkirurgi’ og ikke ‘plastikkirurgi’.
- Aha, nikkede han. - Så når du siger, at du vil have næsen ‘lavet’, så mener du ikke ‘helbredt’. Du mener, at du gerne vil have den lavet om?
- Ja, nikkede hun og løftede kruset igen. Denne gang drak hun forsigtigt af det.
- Hvorfor? sagde Poul.
Hun holdt om kruset med begge hænder. - Fordi jeg ikke er tilfreds med den.
- Hvorfor ikke? spurgte Poul.
Hun trak på skuldrene. - Den er for lang. Og spids.
Poul nikkede. - Nåh. Hvor længe har du tænkt på det?
- I et års tid.
- Og hvordan fik du den idé?
- Jeg læste en artikel om plastikkirurgi. Og jeg har altid syntes, at min næse var for lang. Og spids. Den slags kan man gøre noget ved nu om stunder.
Poul nikkede. - Hvad koster det?
Hun sagde, - 32.000, hvis man skal have det gjort ordentligt.
- Har du råd til det?
- Ja. Ja, jeg har pengene.
- Hvordan ville du gerne have, din næse så ud?
- Lidt mindre. Ikke så lang. Og spids.
- Men? sagde han.
Hun drak igen af sit krus, før hun sagde, - Men hvad? Den skal bare være lidt mindre.
Poul drak af sit eget krus og tænkte, at bedre kaffe fandtes ikke i hele byen. Så sagde han, - Der må jo være noget, der forekommer dig vanskeligt. Ellers ville du vel have opsøgt kirurgen i stedet for at komme her til ‘Ærligt nærvær’.
Lise Mikkelsen nikkede. - Ja, jeg … jeg ville vel tale med en fremmed om det.
- Er du gift, Lise?
- Ja.
- Har du børn?
- Ja. To. En dreng og en pige.
- Og hvad siger din mand til det med næsen?
- Han siger … ja, han siger, at det er op til mig. Han har ikke noget imod det.
- Hvad synes han om din … øh, nuværende næse?
Hun spærrede øjnene lidt op. - Han … han synes vel ikke noget. Han synes, at jeg skal gøre det, hvis det er det, jeg vil.
- Okay. Du har altså fået den her idé, du kan gøre det, men du kan ikke bestemme dig.
Hun nikkede og sagde, - Det er på en måde uretfærdigt, jeg mener, det er underligt at sidde her og fortælle det.
Poul ventede.
Lidt efter sagde hun, - Er det sådan noget, folk kommer og vil tale med dig om?
- Jeg har vist aldrig talt med en, der ville have gjort sin næse kortere, sagde Poul. - Men jeg har da talt med andre, som var utilfredse med et eller andet ved sig selv. At de var for tykke, eller på anden måde utilfredse med den måde, de så ud.
- Hvad siger du så til folk?
- Det er forskelligt. Først taler vi om problemet – som vi gør nu – og så på et eller andet tidspunkt, så siger jeg min mening om problemet, hvis folk gerne vil høre den.
- Vil de det?
- De fleste vil. Det er det, ‘Ærligt nærvær’ går ud på.
Hun satte kruset på bordet, lænede sig lidt tilbage og kneb øjnene lidt sammen. Hun smilede. - Hvad bygger du så din mening på?
- På det folk fortæller mig. Og på min egen opfattelse.
- Og det er du ikke bange for?
- Bange for? Hvorfor skulle jeg være bange for det?
Hun lagde armene over kors, som om hun frøs lidt. Men hun smilede stadig en lille smule. - Hvad nu, hvis du taler med en, som vil begå selvmord? Har du prøvet det?
- Ja. Mange gange.
- Hvad siger du så? Har du nogen sinde sagt til folk, at du godt kan forstå det, og det skal de bare gøre?
- Nej – eller jo, jeg har sagt, at jeg godt kan forstå dem, men jeg har altid sagt til dem, at jeg synes, selvmord er en dum idé.
- Hvorfor? Hvis de virkelig ikke har noget at leve for?
Poul grinede til hende. - Det er meget enkelt, Lise. Jeg har aldrig siddet over for sådan en og tænkt, ja, okay, begå du bare selvmord. Jeg ved ikke hvorfor. Måske opfatter jeg det som noget unaturligt, eller bare spild af menneskeliv. Så jeg siger altid til de mennesker, at det synes jeg ikke, de skal gøre.
- Okay, sagde Lise Mikkelsen. - Ja, det lyder jo meget enkelt.
Han fik hende tilbage til næsen.
- Det var næsen, vi kom fra, Lise. Du mener, at det vil gøre dig gladere, hvis den ikke var helt så lang?
- Ja, sagde hun. - Men jeg vil bare gerne høre en udenforståendes mening.
- Okay. Her er min mening. For mig at se er din næse pæn. Den er lige, lang og, okay, lidt spids. Min mening er, at den giver dig karakter. Jeg synes, det er en flot næse. Den giver dig et værdigt og tiltrækkende udseende. Den er med til at gøre dig – efter min mening – tiltrækkende og, ja, sexet. Så hvis jeg var dig, ville jeg opgive ideen.
- Okay, sagde Lise Mikkelsen uden at røre sig. - Ja, det er da en ærlig mening.
Poul drak af sin kaffe. - Hvad synes du om den?
- Sexet, ligefrem?
- Ja, efter min mening.
Mens han tænkte på manden og hans indstilling om, at Lise skulle gøre, hvad hun havde lyst til, hvis det var det, hun ville.
- Hvordan sexet? ville hun vide. - En næse …
- Jeg er blufærdigt indstillet, sagde han. - Men jo, sexet var et ord, der kom til mig, da jeg skulle beskrive din næse.
Hun virkede lidt mere ivrig nu. - Skal jeg forstå det sådan, at du føler dig tiltrukket af mig på grund af min næse?
- Det kan du godt sige. Æh …
Hun så ud, som om hun ville sige noget, men hun endte med at lukke munden, nikke lidt, mens hun inde i munden sagde noget, der lød som, - Hm-hm. Hun så på ham med et bestemt glimt i øjet, måske lidt flirtende.
Hun gik lidt efter. Da havde hun sagt, - Jeg dropper operationen. Det er en fiks idé. Jeg ved ikke, hvorfor jeg …
- Det betyder måske heller ikke noget, sagde Poul. - Alle mennesker får den slags griller ind imellem. Forleden fik jeg ind i hovedet, at jeg måtte have en Black & Decker elektrisk skruetrækker, for eksempel.
- Måske kommer jeg tilbage en anden dag.
- Du kan bare komme.
Hun havde været henne ved skrinet, mens han var ude bagved med de tomme krus. De gav hånd igen, og Lise sagde, - Tak for hjælpen. Det har betydet meget for mig.
- Selv tak, sagde Poul. - Det var hyggeligt.
Hun smilede til ham og gik.
Hun havde lagt tusind kroner i skrinet, og det fik ham til at tænke, at hun sikkert havde slået ideen om at gøre sin næse mindre helt ud af hovedet. Hun havde sparet 31.000 kroner. Godt for hende, tænkte Poul. Lise Mikkelsen var rar at tale med. Han håbede, at hun ville komme igen.
Han lukkede døren op og gik udenfor, forbi ALDI og ind i ‘Spillestedet’, hvor han købte Ekstrabladet og en pakke Stimorol.
Han låste aldrig sin bil og heller ikke døren til ‘Ærligt nærvær’, hvis han kun skulle hen i ALDI eller ‘Spillestedet’. Han låste heller aldrig sin cykel. Han mente, at folk der altid låste alting, oftere fik deres ting stjålet end dem, der ikke låste. Han havde fået stjålet to cykler, og én gang havde der været nogen inde i Punto’en, hvor de havde stjålet hans solbriller og tre CD’er. Det var til at leve med. Folk, der altid låste, blev ofte meget chokerede, når de fandt deres cykel hærget, deres bil brudt op og vandaliseret eller deres hoveddør hakket i kanten af mærker fra et koben. Hvis man ikke låste, blev man ikke chokeret. I stedet blev man nærmest taknemmelig, når tingene stadig befandt sig, hvor de skulle. Engang var der nogle indvandrerdrenge, der var gået ind i ‘Ærligt nærvær’, mens han var i ALDI. Da han kom tilbage, sad de i sofagruppen og spillede kort, med Colaer på bordet. Han havde nikket til dem og sagt goddag. De havde grinet og åbenlyst forventet, at han ville gøre et eller andet. I stedet havde han sat sig bag skrivebordet og læst i sin avis.
Efter måske ti minutter havde de rejst sig. En af dem havde stået henne ved døren og grinet til ham, mens han sagde, - Er du dum eller hvad?
Poul havde smilet igen. - Det ved jeg ikke. Men hvis I ikke har andre steder at spille kort, er I velkomne til at sidde herinde en anden gang. Bare helst ikke, hvis I kan se, at der er kunder i butikken.
Drengene havde ligesom grinet færdig, mens de hang henne ved døren. Til sidst sagde en af dem, - Det er fair nok.
Så var de gået. De havde aldrig benyttet sig af tilbudet, men når han mødte dem på parkeringspladsen, eller de gik forbi hans vinduer, gav de som regel et kort, alvorligt nik, før de gik videre på deres vej.
Han havde tre andre samtaler den dag.
Klokken 11 kom en Hr. Bahnson, som led af skyldfølelse. Han havde den opfattelse, at han havde været en streng far for sine børn, hvilket lod til at være sandt. Trods det var hans nu voksne børn kærlige imod ham. Hr. Bahnson mente ikke, at han fortjente deres kærlighed, og han kom af og til for at fortælle, hvor søde børnene var, og hvad de gjorde for ham. Så græd han, og Poul fortalte ham, at efter hans mening måtte strengheden være noget, der lå Hr. Bahnson mere på sinde end børnene. Han opfordrede den grædende mand til at fortælle sine børn, hvordan han følte.
Hr. Bahnson havde behersket sig og lovet at overveje det. Det havde han gjort gennem årene. Poul vidste ikke, hvorfor manden ikke overvandt sig selv og talte ud med sine børn. Han kunne kun gentage, at det var en mulighed.
Klokken 13 kom Minna Toft-Nielsen. Hun var toogtyve og enlig mor. Hun kom ofte og snakkede og prøvede få styr på sit liv. Minna havde ingen uddannelse og opfattede sig selv som en skuffelse for sine forældre, som aldrig var blevet rigtige bedsteforældre for hendes faderløse barn. Sammen havde de diskuteret nogle enkle ting, som mest drejede sig om Minnas forhold til de sociale myndigheder og nogle papirer, som skulle udfyldes. Det tog Poul fem minutter at gøre det, mens han forklarede hende, hvad det gik ud på. Minna havde givet ham en klump hash, for at hun ikke skulle gå hjem og ryge den. – Jeg har lyst til bare at ryge mig skæv, men jeg ved jo godt, at det ikke nytter noget, sagde hun. - Der er bare så meget tjald.
- Der er ikke plads til tjald, hvis man har et lille barn, Minna, sagde han. - Jeg skal nok ryge det for dig. Så er det af vejen.
Minna havde set brat på ham. - Du tager pis på mig, sagde hun.
- Ja, sagde Poul. – Vi har vist ikke brug for hash, vel?
Den sidste gæst den dag var endnu en fremmed. En anonymt udseende dame omkring de tres, som aggressivt spurgte, om hun kunne indgive en klage over de ‘sorte avekatte’, som huserede i hendes opgang i bebyggelsen bag centeret.
- De er velkommen til at fortælle mig, hvad der er galt, sagde Poul.
Hun havde fortalt om larmen fra deres knallerter og den frygt hun følte, når hun færdedes i området. Han havde fortalt hende om drengene, som havde spillet kort i hans kontor.
- De skulle have en røvfuld, sagde damen, der bar store briller med lysebrunt stel, røgfarvede glas og et hårnet.
- De gjorde ikke noget, sagde Poul.
- Nej, men det er sgu da, fordi du er en stor stærk mand, sagde hun.
- Måske, sagde Poul. – Men ellers må De jo tale med formanden for boligforeningen.
- Er det måske rimeligt, at man skal gå i evig rædsel i sit eget kvarter? spurgte damen.
- Nej, sagde Poul. – Det synes jeg ikke.
Han vidste ikke, om han havde hjulpet hende, da hun gik igen. Hun havde ignoreret skrinet.
Midt på eftermiddagen låste han, gik ud til Puntoen og kørte hjem. Han var ikke træt.