Den samme aften var han til komsammen hos sin onkel Julius, som fyldte tre og halvfjerds. Julius og Edel boede på Chr. Rasmussensvej, i et hus, som Julius gennem et langt liv havde forvandlet fra en retlinet bungalow til noget, som mest af alt mindede om et kukur. Julius, som var pensioneret banemand, var et hjælpeløst offer for kuponhæfternes tilbud, evigt på jagt efter smarte løsninger og hyggelige installationer. I haven lå et nedsænket plasticbassin, på hvis kanter dunhammer groede. I vegetationen omkring bassinet holdt flere store plasticfrøer til. De havde forskrækket Poul den foregående sommer, til Julius’ usigelige fryd. Plasticfrøerne reagerede på en eller anden måde på ens bevægelser og udsendte hule kvæk, når man nærmede sig. Julius havde vist ham annoncen i kuponhæftet: Poul havde bemærket, at farvebilledet af den tvære plasticfrø var udstyret med en taleboble, som indeholdt ordene ‘Koaks! Koaks!’. Det havde Julius ikke kunnet stå for.
- Ægte junglestemning, Poul! 79 kroner for sådan en kvækker. Hvad siger du?
- Æh, de er meget … livagtige, sagde han.
I aften var der linet op til et traktement på terrassen, som var en labyrint af stensætninger, smalle stier og akavede trappetrin. Grillen var tændt, og på det lysegrønne plastic-bord midt på terrassen stod skåle med chips, fade med pølser og flutes. Der var øl i kasser, en gasfyret varmeparaply af cafétypen, og guirlanderne med papirflag var trukket ud under overdækningen af klar, grøngul plastic. Poul følte altid en let uro, når han var i huset. Der lugtede af gamle mennesker, og det var svært at manøvrere mellem nipshylder, Julius’ computerudstyr og de mange små tæpper, som let gled på vinylgulvene og kunne sende én hovedkulds ind i tante Edels nye køkkenlåger.
Da Poul kom, var hans søster og svoger allerede bænket omkring terrassebordet, Lola større end han huskede hende, iført enorme, hvide bukser, en løsthængende stribet bluse og det brune hår sat op, så hendes massive nakke var synlig. Han anslog hende til at veje 120 kilo, og det smertede ham lidt. Hun var sød, altid lidt bekymret og uopmærksom, undtagen når det gjaldt Lille-Kim, Pouls otteårige nevø, som led af narkolepsi.
Han havde ingen problemer med sin søster, eller med Lille-Kim. Han havde for så vidt heller ingen problemer med sin svoger, Hokki. Hvad det end var, der havde fået Lola til at svulme op til dobbelt størrelse, så var Hokki tydeligvis i stand til at modstå det. Han var tynd, drenget, altid med sin cigaretpakke indenfor rækkevidde, altid med en sjov bemærkning på læben. Hokkis opmærksomhed i selskabeligt lag var som regel fokuseret på cigaretter og bajere.
For enden af bordet sad Lille-Kim sammenkrøbet på sin stol, de blege hænder knuget om en Sprite med sugerør i.
- Der kommer tolerante Polle! sagde Hokki, da Poul forsigtigt trådte op ad bjergstierne til terrassen.
- Godaften i det grønne, sagde Poul og genvandt balancen ved at gribe fat i en kobberstander med et utændt haveblus i toppen.
Lola vendte sig møjsommeligt halvt omkring og modtog distraheret hans kys på kinden, før hun vendte sig mod Lille-Kim og sagde,
- Kim, det er Onkel Polle.
- Hej, Onkel Polle, sagde Lille-Kim. I det samme faldt hans hoved ned på brystet, og Lola nåede med nød at næppe at gribe Sprite’en. Lille-Kims hoved rettede sig, og drengen så sig blinkende omkring.
I skumringslyset virkede de alle grønne under bølgeplasten på terrassen.
Julius dukkede op i havedøren, iført forklæde, en grillvante og en høj kokkehue. - Davs, Poul, sagde han. - Så skal der grilles.
- Tillykke med fødselsdagen, sagde Poul. Han gik rundt om bordet og gav Julius et let knus. Den gamle mand var rød i ansigtet, og Poul kunne se i hans vandede øjne, at festen havde været i gang et stykke tid.
- Tak, min dreng, sagde Julius. Hans vejrtrækning peb lidt.
- Jeg har en bog til dig, sagde Poul og holdt den firkantede pakke op.
- Tusind tak, sagde Julius. - Den glæder jeg mig til.
Hokki, med en nytændt cigaret i munden og en øl i hånden, sagde,
- En bog? Hvad hedder den? ‘Yoga for astmatikere’?
- Hokki, sagde Lola.
- Nej, det er en lokalhistorisk bog om jernbanen, sagde Poul. - Jeg tænkte, det ville interessere Julius.
Julius havde sat kursen mod grillen, som udsendte en stærk lugt af benzin i terrassens fjerne hjørne. Han sagde, - Du kender mig, Poul, hvis det er noget med banen, så er jeg der som et søm.
Poul så den gamle mand bøje sig over grillen og sige, - Ja, den er klar.
Imens Hokki sagde, - Helt ærligt, en bog til om futtog? Hvad med at komme videre? Du er sgu da typen, Poul, alt det med at komme videre altid.
Poul sagde, - Jo, men det er jo Julius, der skal læse den. Og man kommer jo også videre med tog.
- Ha, ha, sagde Hokki. - Men okay. Bare du ikke forærer mig bøger om futtog. Jeg ville sgu falde i søvn hurtigere end Lille-Kim.
Lille-Kim hørte ikke sin fars bemærkning. Han svinglede ud over kanten på sin stol og var knaldet i terrassen, hvis ikke Lola havde rettet ham op med en rutineret bevægelse.
- Se! sagde Hokki. - Lille-Kim har allerede læst den bog!
Lidt senere spiste de kødet og pølserne. Edel havde stillet en stor skål salat midt på bordet. Det dryppede på plastictaget. Poul svedte lidt. Edel sad overfor ham, en lille, tynd kvinde, grå og skrumpen. Hun slukkede ikke sin cigaret, mens hun spiste. Poul vidste, at hun havde været medicineret i mange år. Hun var sød, men der var langt ind til hende. Hun bevægede sig langsomt, og når hun førte cigaretten til munden, mens hun tyggede sin mad, skete det med en forundret famlen, som om hun først nogle sekunder senere indså, hvad hun gjorde.
Lille-Kim knaldede hovedet i bordet og rettede sig derpå brat op med et forskrækket udtryk.
- Lille-Kim, for helvede, styr dit handicap! sagde Hokki.
- Hokki, sagde Lola og bøjede sig tungt over mod den gulgrønne dreng.
- Det er bare for meget nogen gange, sagde Hokki og skoddede sin cigaret i ketchuppen på sin tallerken. - Det er altid Lille-Kim, Lille-Kim, Lille-Kim. Fanden til måde at få opmærksomhed på. Knalde hovedet i bordet – jeg var ved at skide i bukserne.
Lille-Kim sank tilbage i sin stol med lukkede øjne. Lola, fastklemt i stolen nærmest sin søn, vendte sig mod Poul og sagde, - De har målt ham igen. De kan måle hans, hvad det hedder, hjerneaktivitet i den der tromle …
- Det hedder en scanner, sagde Hokki.
- Ja, en scanner, fortsatte Lola, - og hver gang, han kuller ud, kan man se de røde felter i hjernen på ham.
- Søvncenteret, sagde Hokki. - Ham scannermesteren sagde, at Lille-Kims søvncenter er aktivt næsten hele tiden.
Efter nogle sekunder sagde Edel, - Det er utroligt, hvad de kan.
- Ja, sagde Hokki, - de kan scanne Lille-Kim og vise os de røde felter og fortælle os det samme, som vi har vidst de sidste fem år. Forskellen er, at de skal bruge en scanner til en million.
Poul sagde, - Hvad kan de gøre ved det?
Lola begyndte at sige noget, men Hokki afbrød hende, - Gøre ved det? De kan sgu da ikke gøre noget ved det. De kan bare vise det på en skærm.
Lille-Kims hoved sank ned på hans magre bryst.
Poul sagde til Lola, - Du ved, at Kim altid er velkommen i ‘Ærligt nærvær’. Han kan sagtens være hos mig, hvis han har lyst.
Han så sin søster nikke og registrerede hendes taknemmelige blik.
Hokki tømte sin flagbajer. - Tak til tolerante Polle, sagde han og bøjede sig over ølkassen og fiskede en frisk op. - Verdens frelser.
Poul så Lola ånde ud gennem næsen og se ned.
- Får Kim medicin? spurgte han hende.
Hun nikkede. - Angstdæmpende. Og beroligende.
- Hjælper det?
Hun trak på skuldrene.
Poul vendte blikket mod sin nevø. Han opfattede Kim som en ensom sjæl, henvist til evig opvågnen og forvirring. Han er din søsters barn, tænkte han. Lille-Kim var periodisk vågen og sugede på sit sugerør. Ind imellem smilede han blegt, mens hans øjne skinnede fraværende og han åndede hurtigt og hakkende, med tungespidsen fremme mellem tænderne, som en dehydreret hundehvalp. Så faldt han i søvn igen, og Poul kunne se senerne i hans tynde hals stå frem.
- Måske skulle vi lægge ham ind på sofaen, foreslog han.
Lola rystede på hovedet. - Han har svært ved at falde til ro, når han bliver lagt. Det er bedre, han bliver siddende, indtil han skal have pillerne, når vi kommer hjem.
Poul nikkede. - Okay, sagde han.
Hokki sagde, - Fandens til måde at få opmærksomhed på.