Da klokken var ti, var Onkel Julius træt. Poul vidste, at han havde drukket bajere i stigende takt siden en gang over middag. Nu sad han tilbagelænet i sin stol på terrassen og lod ikke længere til at bemærke, at hans åndedræt peb, hver gang han trak vejret. Med mellemrum spærrede han øjnene op, som for at overbevise sig selv om, at han var vågen.
Tante Edel havde været inde i huset et par gange. Hun gik ikke, hun trippede, og Poul kunne se, at hun ikke forventede, at gulvet under hendes næste trin var i niveau med det øvrige gulv. Han betragtede hende og prøvede at forestille sig hendes tanker. Følte hun glæde? Var hun klar over, at de fejrede hendes Julius’ fødselsdag? Var hun angst?
Også for Hokki var aftenen snart ovre. Svogeren, i sin hvide t-shirt og de stramme cowboybukser, tålte øllet dårligere end den garvede Julius, som ikke sagde meget, men som trods alt stadig kunne tale ubesværet. Hos Hokki satte alkoholen sig tilsyneladende på talecenteret. Hokkis hæmmede tale gjorde ham dog langtfra tavs. Han havde besvær med at udtale ordene, men frustrationen gav frit løb for en anden slags frustration, som ofte kom frem på dette tidspunkt i hans beruselse.
- Har du fortalt Polle om bre-hevet? spurgte han Lola. - Bre-hevet fra ko-ko-kommunen?
- Nej, sagde Lola, som skulle køre hjem og formentlig lægge både sin mand og søn i seng. Hun havde ikke rørt en dråbe.
Hokki spærrede også øjnene op nu, mens han prøvede at fokusere, opgav, og i stedet koncentrerede sig om sine ord.
- Tilbudet, sagde han, - ti-hilbudet fra ser-hervice-samfundet.
- Ja ja, sagde Lola.
Poul sagde, - Hvad er det for et tilbud?
Han så på sin søster. Lola trak vejret ind og trak på skuldrene, før hun åndede ud igen. Hun kastede et blik på Lille-Kim, som i den sidste time stort set ikke havde rørt sig på sin stol, og nu sad sammenkrøbet og sitrende. Han mindede Poul om en hund, der har onde drømme.
- De har tilbudt min sø-høn en ple … ple … en pleje-hjemsplads, intonerede Hokki med hagen skudt ned mod brystet, som kæmpede han med et opstød.
- En plejehjemsplads? gentog Poul. - Hvorfor det?
- Svin, sagde Hokki. Han sank flere gange, indtil et fugtigt gisp undslap hans læber. Han tørrede sig om munden med bagsiden af den hånd, han holdt sin cigaret i. Poul kunne se ham blive opmærksom på cigaretten og prøve at føre den til sine læber. Hokki trak hovedet lidt bort fra cigaretten og prøvede at fokusere på den, før han fik den ind mellem læberne og tog et kraftigt sug. Poul så spørgende på Lola.
- Det er mere indviklet, sagde hun over bordet. - Først talte de om frivillig anbringelse uden for hjemmet. Fordi Lille-Kim har særlige behov.
- Møgsvin, sagde Hokki. Lola ignorerede ham. Hun talte kun til Poul nu, og han kunne se, hvor meget hun havde at sige.
- Sagsbehandleren mente, at det ville være godt for ham at bo i en plejefamilie. Hokki sagde til dem, at de kunne … ja, han bad dem om at stikke deres anbringelse op … et vist sted.
- Fucking gjorde jeg så, sagde Hokki.
Lola fortsatte, - Ja, det gjorde jo ikke vores sag lettere. Sagsbehandleren begyndte at tale om tvangsfjernelse, du ved, fordi … Lola kastede et hurtigt blik mod Hokki, der stirrede ned i terrassen, før hun gjorde en lille bevægelse, som om hun førte en flaske til læberne og drak.
- Javel, sagde Poul. - Tvangsfjernelse.
Lola nikkede. Så sagde hun, - Jeg fik dem overbevist om, at jeg godt kunne klare det. Tror jeg. Og så en dag dumper der et brev ind. Lille-Kim kan komme på plejehjem.
Poul så på sin nevø. Han kunne mærke drengens urolige energi. Lille-Kims spjættende, hvileløse energi. Han sagde, - Hvad mener I så om det?
Lola fastholdt hans blik med let sammenknebne øjne. Et øjeblik troede han, at han havde gjort hende vred. Så sagde hun, - Jeg har tænkt meget over det.
Poul nikkede. Han blev sig bevidst, at det kun var ham selv og Lola, der var ved deres sansers fulde brug. En underlig fest, tænkte han, hvor to tredjedele af selskabet var hinsides rækkevidde. At kontakte Julius, Edel, Hokki eller Lille-Kim nu var som at sende et signal ud i den kolde æter – man vidste ikke, om det blev opfattet, eller hvordan. Det var næsten mørkt. Blussene var aldrig blevet tændt. Nu var det for sent.
Han sagde, - Jeg vil gerne hjælpe.
Lola nikkede hurtigt. Han kunne se, at hun ikke vidste, hvilken slags hjælp hun havde brug for.
- Det er pænt af dig, sagde hun. - Men lige nu skal jeg vist have menagen hjem i seng.
Poul så Hokki på vej ned ad terrassen. Han sagde til sin søster, - Kan du klare Hokki og Lille-Kim? Så lægger jeg Julius og Edel?
Hun nikkede, netop som Poul så Hokki miste balancen i mørket, gribe fat i et af kobberspydene med et blus for oven og derpå falde indover den mossede stensætning. - Fuck, bandede han.
- Jeg ringer til dig, sagde Poul, og Lola nikkede uden at sige noget.
En halv time senere havde han fået sin onkel og tante i seng. Det var ikke noget problem. Både Julius og Edel bevægede sig søvngængeragtigt og glidende gennem huset. Poul fik dem af tøjet og op i den gammeldags dobbeltseng. Julius ville hurtigt falde i søvn, mente han. Den gamle dame var mere som Lille-Kim – udsigten til en længere hvile gjorde hende urolig. Han så hende trykke to piller ud af en folieplade på natbordet, så hende skylle dem ned med et glas fad vand, som også stod klar. Han læste ordet ‘Zopyklone’ på foliepladen, trykt i lilla kursiv.
Han gik ud på terrassen og sørgede for, at grillen var slukket. Så ryddede han af bordet, anbragte de tomme flasker i kasserne – han talte elleve flagbajerflasker omkring Hokkis stol – ryddede lidt op på terrassen og samlede Julius’ gaver sammen, og lagde dem ind på sofabordet i den overfyldte stue. Så vaskede han op.
Inden han gik, kiggede han ind i soveværelset. Der hang en fugtig, let muggen luft derinde, øl blandet med sved, og en antydning af en kemisk lugt. Han lukkede vinduet op på klem. Julius og Edel sov, Julius med klægt smækkende svælg, Edel stille, med ryggen imod ham, sammenkrøbet og hvid i ansigtet uden de store briller. Hun lignede en anden, næsten en død.
Han stod et øjeblik i det nattestille hus, før han gik. Han kunne mærke elektricitet. Han vidste, at den kom fra de mange apparater og transformatorer, som huset var spækket med, og som aldrig var afbrudt. Han kunne ikke se, hvordan det kunne undgå at påvirke atmosfæren herinde, de mange spændingsfelter og den svage, vedholdende syngen. Huset mindede ham et øjeblik om et sært fartøj, et hjemmelavet fartøj, som gled gennem det mørke univers, mens dets passagerer sov under indtryk af kemikalier, huset på automatpilot, missionen midlertidigt glemt. Indtil det slog ham, at det ikke blot mindede om, men var sådan.
Han gik ud til sin Punto og gled i sit eget fartøj hjem, på tværkurs i kosmos, en metalkapsel i transit mellem skibe af mursten og apparater fra Electric City.