Poul fik øje på manden, fordi han gik så langsomt. Det var en af kvarterets mange indvandrere, ikke en af de unge, som under deres tætsiddende huer og kasketter var svære at kende fra de danske unge, med de store cowboybukser og sportsjakkerne lynet op om de smalle brystkasser.
Manden, der gik langsomt over pladsen var af den foregående generation, en mand hvis påklædning stadig mindede om et andet hjemland. Denne mand så ud til at være nær de halvtreds, i grå bukser, vindjakke, skjorte med slips og en ternet kasket. Denne mand så ud, som om han hørte hjemme i en provinsby i Mellemøsten. Hvorfor gik han sådan?
Han så den firskårne mand standse op derude. Poul stirrede nu. Der var ikke noget decideret mærkeligt ved manden, han kunne bare ikke lade være med at stirre på ham.
Han så manden kigge sig omkring. Ventede han på nogen? Var der nogen efter ham? Han virkede på en eller anden måde fortabt.
Poul rejste sig og gik udenfor, ud på parkeringspladsens varme asfalt og hen mod manden.
- Goddag, sagde han, da han nærmede sig. - Goddag, mit navn er Poul Helweg.
Manden havde ikke bevæget sig, og han havde set Poul komme gående med en slags uro, som om han ønskede at gå sin vej, men ikke kunne.
- Jeg arbejder derinde, forklarede Poul og pegede på sine vinduer.
- Jeg så dig komme gående. Er der noget galt?
Manden nikkede. Poul fastholdt mandens blik. Han kunne se, at han nok var lidt yngre, end han havde troet. Manden havde et trimmet, kort overskæg, og huden rundt om hans øjne var blålig.
- Er du dårlig? spurgte Poul.
Manden nikkede igen.
- Vil du komme indenfor og drikke et glas vand?
Manden nikkede ikke mere, men gik forbi Poul i retning af halvtaget over postkontoret. Poul fulgte efter ham.
Han gav manden et glas vand og så ham drikke.
Poul havde en underlig fornemmelse af, at manden havde gjort, hvad han sagde. Som om Poul havde beordret ham til at følge med og drikke vand.
- Hvad hedder du? spurgte han.
- Jeg hedder Bili Saber, sagde manden og lod håndryggen tørre læberne og det korte overskæg.
- Er du syg? spurgte Poul.
Manden, der hed Bili Saber, så ned mod gulvet. Poul kunne se hans kraftige øjenbryn flugte med kaskettens skygge. Bili Saber havde nøddebrun hud. Hans markerede ansigt lå i skygge, og indtrykket af den nette, pænt påklædte mand var blåt i Pouls øjne. Bili Saber så ud, som om han tænkte, men langsomt.
Poul troede et øjeblik, at Bili Saber havde glemt hans spørgsmål, da Bili sagde, - Jeg ved det ikke.
Poul sagde, - Vil du ikke sidde ned?
- Kender du Trælasten? spurgte Bili Saber lidt senere. - Jeg har været deres chauffør.
- Okay, sagde Poul og følte sig lettet over, at manden lukkede lidt op. - Jeg kender godt Trælasten. Selv om jeg ikke er så dygtig til at … til at arbejde med den slags.
Bili nikkede. - Hiace – det var vognen. Den røde Hiace. Jeg kørte den. Med træ, gipseplader, isolering.
Poul bemærkede, at manden sagde ‘gipseplader’. Han sagde, - Men du er holdt op med at arbejde?
Han kunne ikke afgøre, om manden hørte hans ord. Bili sagde, - Min dreng, Gemal, han var lille.
Poul nikkede. - Men han er stor nu?
Bili sagde, - Han bliver ikke større.
Poul lod manden sidde. Han lod til at sidde godt i sofaen, uden at Poul stillede ham spørgsmål. Bili Sabers forvirrede facon ude på parkeringspladsen var væk nu. Manden virkede let fraværende, som sad han i tandlægens venteværelse.
Så Poul rejste sig og gik over til ‘Napolitana’en og lagde an til kaffe. Han tænkte på to små espressoer. Sukker. Han havde en idé om, at mænd fra Mellemøsten drak stærk, sort kaffe med meget sukker i. Han betragtede Bili Saber fra ryggen, mens trykket steg i maskinen. Bili Saber, tilsyneladende hjemme i hans sofa, med en arm lagt op på ryglænet. Poul kunne se pressefolden i hans grå bukseknæ, han kunne se benet vibrere let.
Han bar de to små, tykke kopper hen på sofabordet og hentede sukkerskålen. Han satte sig i stolen ovre ved vinduet, med front mod manden.
- Jeg lavede os lige en kop kaffe, sagde han.
Bili Saber trak vejret ind og åndede ud igen. Så rykkede han frem i sofaen og så ned på kaffekoppen. Poul så ham række ud efter sukkerskålen og komme en skefuld i koppen. Han så mandens nøddebrune hånd røre rundt. Bili Saber bevægede ikke hele hånden, kun fingrene kørte forsigtigt skeen rundt.
Da han var færdig, så han over på Poul. - Bruger du også sukker?
Poul nikkede, og Bili satte sukkerskålen over ved siden af Pouls kop.
Han havde svært ved at forstå, hvad der var galt. Han kunne ikke engang forklare sig selv, hvorfor han mente, at der måtte være noget galt.
- Jeg kunne se, at du så ud, som om du ikke havde det godt, prøvede han. - Som om du … var forvirret.
Bili nikkede. - Det er sandt. Forvirret.
- Men du er ikke dårlig?
- Jeg tager medicin, forklarede Bili. - For søvnen. Om natten.
Poul nikkede. - Så du har problemer med at sove?
Manden nikkede stadig. Hvert et ord fra den nøddebrune mand var nøje afmålt, tænkte han. Bili Saber talte økonomisk, som om han kun ville bruge ord, han var helt sikker på, han kendte rigtigt.
- Hvor stammer du fra?
- Libanon, sagde Bili. - Beirut.
- Har du boet længe i Danmark?
- Siden en og firs.
- På grund af borgerkrigen?
- Rigtigt, nikkede Bili. - Beirut … Beirut blev smadret.
Poul kunne se manden Bili, yngre, en ung mand, hvis fortsatte eksistens i hjemlandet var blevet umulig.
- Så du flyttede hertil med din familie.
- Min kone. Børnene er født i Danmark.
- Hvor mange har du?
- Tre. Gemal, Rouna og Alea.
Poul så manden løfte kaffekoppen og drikke lidt. Han løftede sin egen kop.
- Jeg har post traumatisk stress syndrom, sagde Bili Saber. Han havde sagt de ord mange gange før, tænkte Poul.
Han nikkede.
- Mens jeg arbejdede … det fungerede meget godt, sagde Bili.
- Flinke folk.
- Hvorfor holdt du op?
- Nerverne sagde stop, sagde Bili konstaterende. - Mine hænder begyndte at ryste, når jeg kørte bil. Jeg blev bange, forstår du? Og selv om det gik over, så blev jeg bange for … for at blive bange. For at det skulle ske igen.
Poul forstod, at manden var krigsflygtning. - Hvad gør du så?
Bili Saber så brat op. - Hvad mener du?
- Ja, nu, hvor du ikke kan arbejde? Går du til behandling?
- Jeg tager medicin, sagde Bili Saber igen, i et definitivt tonefald, som om han regnede medicin for noget, der på en eller anden måde ophævede alt andet.
- Og så sover du om natten, fastslog Poul. - Hvordan påvirker den medicin dig ellers?
Bili Saber lod ikke til at mene, at medicinen påvirkede ham på nogen måde. - Jeg er bange for ikke at sove, sagde han. - Når jeg sover … ja, så fungerer det bedre.
Poul blev ved med at tænke på mandens hjælpeløshed udenfor, på hans åbenlyse desorienterede tilstand og den selvfølgelighed han sad her med, uden nogen tanke for, hvem Poul var, eller hvorfor han havde taget ham med herind.
- Har du toilet? spurgte Bili. Poul pegede, og Bili Saber rejste sig. Poul så ham gå ud bagved, ud i den lille mellemgang. Bagfra lignede Bili Saber en meget gammel mand. Han gik som en mekanisk dukke, den ene fod foran den anden, med hænderne foran maven.
Da han kom ind igen, var han anderledes. Poul kunne se forvirringen igen, som om Bili Saber havde svært ved at forbinde synet af sofaen og kaffekopperne på bordet med noget, han tidligere havde oplevet.
- Det er bedst, jeg går nu, sagde han med en lille grimasse til Poul.
Poul rejste sig.
Henne ved døren gav de hinanden hånden. Poul sagde, - Du er velkommen til at komme igen, Bili.
- Det er godt, nikkede Bili Saber. - Og drikke kaffe, hvad?
- Ja, en kop kaffe kan vi altid klare.
Bili Sabers øjne lyste i et kort glimt af en slags opgivende glæde, hinsides al håndgribelighed.
- Det er godt, min ven, sagde han og trykkede Pouls hånd igen. Poul indså, at manden ikke kunne huske, at de lige havde givet hånd.
Han så Bili Saber gå over parkeringspladsen, tilbage den vej, han var kommet. Han så ham nå over til stien, der førte ind mellem blokkene. Der standsede han, og Poul så den lille immigrant stå der et stykke tid, midt i ingenting, uden at se den ene eller den anden vej, uden at virke ubeslutsom. Han gik bare i stå, tænkte Poul. Han følte for manden. Han tænkte et øjeblik på mandens medicin og det faktum, at han så beredvilligt fortalte om den. Da Bili Saber endelig gik videre, tænkte Poul, at der så godt som ingen kontakt havde været mellem dem. Han var ikke i tvivl om, at Bili Saber ikke ville have nogen erindring om ham selv, om deres korte samtale eller om kaffen, når han næste gang passerede forbi.