Kattemor

Så langt tilbage Marika kunne huske, havde der lydt et spektakel af klirrende porcelæn, potter og pander nede fra den italienske restaurants køkken under vinduet til hendes værelse. Det var mest om sommeren, hun lagde mærke til det, når vinduet stod åbent. Ofte lød det, som om de skændtes dernede, især når Susanna, den ældre albanske kvinde, som dagligt fik serveret sit aftensmåltid i stuevinduet, begyndte at diskutere med køkkenpersonalet på sit gebrokne italiensk. Alligevel havde det altid fyldt Marika med en særlig form for ro at ligge og lytte til italienerne, mens hun ventede på at falde i søvn.

Denne sommer var anderledes end alle de forrige, for den ro, støjen tidligere havde givet hende, var blevet udskiftet med en rastløs feber, som gjorde det umuligt at sove. Konstant søgte hendes hænder ned mellem de hævede læber, så den tynde hud blev så rød og øm, at hun måtte smøre sig med salve.

Det var tanken om Michele, en af kokkene nede fra køkkenet, der gjorde Marika så kåd. Han var begyndt at tiltale hende, når hun gik forbi vinduet for at stille sin cykel i skuret overfor. Han var ældre end hende, men ikke mere end et år eller to, og han kunne tilstrækkeligt dansk til, at de kunne tale sammen. Da han en aften i begyndelsen af sommeren inviterede hende hen til vinduet for at spise en portion pasta sammen med Susanna, som allerede stod og ventede, havde hun trodset sin generthed og var gået derhen. Den ældre, mere korpulente kok, Salvatore, skænkede vin til hende, og inden hun kom op i lejligheden igen, var hun blevet beruset.

Det var efter den aften, at hun ikke længere kunne finde ro. Hun tænkte på Michele hele tiden. Hans brune øjne og pjuskede hår. Tanken om ham gjorde hende varm og fugtig mellem benene. Flere gange i løbet af dagen blev hun så ophidset ved tanken om ham, at hun måtte låse sig ud på badeværelset og søge forløsning under håndbruseren, men de tynde vandstråler forstærkede kun længslen.

Marikas mor havde lagt mærke til den forvandling, hendes datter var ved at gennemgå, og selvom hun var vemodig over at skulle vinke farvel til sin lille pige, fandt hun det samtidig naturligt, at Marika, som nu var seksten år, var ved at løsrive sig og blive voksen.

Marika havde altid været lidt af et mysterium for moren, både hendes skønhed og verdensfjerne væsen – af og til virkede det, som om hun ikke gik på jorden, men svævede let hen over det hele, tilsyneladende upåvirket af pigefnidder, og hvad der ellers foregik i skolen. Hun havde haft enkelte veninder gennem tiden, men foretrak for det meste sit eget eller morens selskab. Med års mellemrum var det blevet påtalt i skolen, at hun virkede ukoncentreret, men moren mente ikke, at der var noget problem – Marika havde altid været sin egen, hvilket hun blandt andet tilskrev hendes tilblivelse.

Det var sket under et sprogophold i Sydfrankrig, da hun selv var helt ung og holdt sommerferie fra sit første universitetsår på franskstudiet. En ung albansk mand på sprogkurset havde forelsket sig i hendes store blå øjne, og den sidste aften havde han forført hende under stjernehimlen et par kilometer uden for Nice. Marika var blevet en formfuldendt blanding af de to med morens lyseblå øjne og den fremmede fars blåsorte hår og olivenbrune hud.

Nu hvor sommeren var på sit højeste, og der kun var tre uger tilbage af ferien, foreslog Marikas mor, at de købte et par afbudsbilletter til Italien eller et andet varmt sted i Europa, hvor de kunne ligge og dase i solen. Men Marika foretrak at blive hjemme. Tanken om at skulle leve uden de flygtige syn af Michele gav hende en sugende følelse i kroppen.

Hun havde ikke turdet nærme sig vinduet siden den aften, Salvatore havde drukket hende beruset. Hun brugte ellers timer foran spejlet, men hver gang hun skulle ned til skralderummene, ilede hun forbi restaurantkøkkenet. Hun forbandede altid sig selv bagefter, og hun var nervøs for, at Michele ville miste interessen for hende.

Samme dag som Marikas mor tog af sted til Amalfikysten, kaldte Salvatore på hende, da hun i et noget forceret, men langsommere tempo end sædvanligt havde været på vej hen til skuret for at hente en pose, der lå i hendes cykelkurv. Hun var med vilje gået derned tidligere på aftenen, inden Susanna kom for at spise, i håb om at hun måske ville blive mindre nervøs, hvis ikke den ældre albaner stod der som vidne til hendes klodsede forsøg på at flirte.

Da det gik op for hende, at Michele havde fri fra arbejde, forestillede hun sig med det samme, hvordan han gik tæt sammenslynget med en smuk, blond pige i en af byens parker under bladenes flimrende skygge, og hun fortrød, at hun havde været så tilknappet i de sidste uger.

»Susanna er blevet syg,« sagde Salvatore. Han virkede oprørt, og mens han smed den ene pande oven i den anden, for at opvaskeren kunne gøre dem rene, så det næsten ud, som om han var ved at begynde at græde.

»Hun er som en mor for mig,« sagde han. »Hun har altid været her, lige siden vi åbnede for femten år siden. Jeg kan slet ikke forestille mig restauranten uden hende. Om vinteren sidder hun derhenne på en taburet og smager saucen til.« Han pegede hen mod et hjørne i køkkenet. »Og om sommeren står hun der, hvor du står nu.«

»Min far kommer også fra Albanien,« sagde hun uden egentlig at vide hvorfor; som om det skulle lindre hans sorg at vide, at hendes far kom fra det samme land som Susanna.

»Tænkte jeg det ikke nok.« Salvatore brød ud i et stort smil og slog hænderne sammen. »I er forbundet – du og Susanna. Nu mangler vi bare, at du lærer at tale italiensk, så hænger det hele perfekt sammen, ikke? «

Opvaskeren skævede hen til ham og rystede på hovedet.

»Ja, det lyder måske lidt skørt,« sagde Salvatore og tørrede sveden af panden med et viskestykke, »men jeg er faktisk overbevist om, at det er sådan. Jeg tror ikke på tilfældigheder. De, der tror på tilfældigheder, er fjolser. Det hænger sammen, min pige. Du hænger sammen med alt det her.« Han slog ud med armene, og hun fik følelsen af, at det lige så godt kunne have været hende og ikke hønen, der lå foran ham.

»Hun ligger for døden,« sagde han.

»Jamen hun virkede da så frisk, tror du ikke, at ...«

Mere nåede hun ikke at sige, før Salvatore hamrede en økselignende kniv ned over halsen på hønen, så blodet stod op på hans hvide kokkejakke. Til Marikas forbløffelse strømmede hendes eget blod ned til skødet i samme øjeblik, og hun fornemmede, hvordan læberne svulmede op og åbnede sig, idet hønens hoved blev skilt fra kroppen. De pjuskede fjer, blodet på skærebrættet og på hans hvide jakke. Det var jo ikke, fordi han havde slået den ihjel, men tanken om, at han havde, at hønen kunne have sprællet under knivsbladet, inden han huggede til, gav hende en prikkende følelse helt ned i tæerne, som om nogen på én gang kærtegnede og stak hul på hendes hud med små nåle.

»Ja, der er meget blod i sådan et kræ,« sagde han og løftede den op i benene, mens han for første gang fastholdt hendes blik. Han havde et underligt stort, nærmest kuglerundt hoved. Han var i det hele taget stor, og hans hænder var brede.

»Hvis du vil gøre mig den tjeneste at gå hen med mad til Susanna, har jeg en lille overraskelse til dig, når du kommer herned igen i morgen. Kom klokken 14 – så er der god tid, inden restauranten åbner.« Han blinkede og hængte hønen op i benene på et stativ over vasken. Marika forsøgte at smile, men stirrede bare hen på fuglen og den jævne strøm af blod, der flød fra den.

»Her, drik et glas.« Han skænkede hende et glas rødvin og nev hende lidt i kinden. »Du er jomfru, er du ikke? «

Marika nikkede tøvende.

»Tænkte jeg det ikke nok,« sagde han dæmpet og lænede sig ud ad vinduet. »Intet er tilfældigt i denne verden. Alt følger sin egen orden.« Han gjorde tegn til, at hun skulle rykke nærmere. »Ved du, hvad Susannas livret er? «

Marika rystede på hovedet.

»Noget så bondsk som spaghetti bolognese,« hviskede han tæt på hendes øre. »Skal vi ikke bare give hende det, når nu hun har det så dårligt? Synes du ikke, at hun skal have det, hun allerbedst kan lide? «

Marika nikkede igen. »Jeg skal nok gå over med det til hende,« sagde hun lavmælt.

Susanna boede i en stuelejlighed i en af ejendommene til højre for den bygning, Marika boede i. Et par høje kastanjetræer tillod kun, at en smule lys kunne nå ind til hende; i det hele taget forsvandt store dele af gården om sommeren bag blomsterbuske, bede og aldrende løvtræer. I forårsmånederne var der en eksplosion af farver i den store baggård, og der duftede som i et parfumeri, når magnolierne og syrenbuskene sprang ud. Senere på sommeren, som nu, hvilede der derimod noget dovent over alle de små bindingsværkshjørner og gule husgavle, når bøge- og kastanjegrenene ludede tungt fra stammerne under vægten af de tykke, mørkegrønne blade.

Marika havde aldrig været på besøg hos Susanna før, men hun vidste udmærket, hvor hun boede. Det vidste alle børnene i gården, for vinduerne stod altid åbne hos hende, sommer som vinter, så kattene kunne gå ind og ud, som det passede dem. De fleste kaldte hende Kattemor, og da Marika var yngre, havde hun været temmelig skræmt af hende. Ligesom de andre børn syntes hun dengang, at der var noget hekseagtigt over hende: det lange, sorte hår, der hang hende ned ad ryggen i tynde tjavser, de mærkelige kjoler, hun gik i, og høje hæle, tørklæderne, smykkerne, den lidt abeagtige mund. Ganske vist var hendes næse ikke lang og krum, og i virkeligheden var hun mere særpræget, end hun var grim, men fra et barneperspektiv var hun skræmmende, når hun løftede næverne og skældte ud på drengene, som kastede småsten efter kattene, mens de vrængede: »Kattemor, Kattemor, vi binder dig og putter dig i snor, Kattemor.« Det var først langt senere, da Marika begyndte at nærme sig restauranten, at hun fandt ud af, at Kattemor havde et rigtigt navn og blev behandlet helt anderledes af italienerne end af gårdens øvrige beboere, som havde udstødt hende.

Hun behøvede ikke at ringe på, for døren stod ligesom vinduerne åben. En slank, sort kat kom hende i møde og snoede sin hale rundt om hendes ben. Marika standsede på tærskelen, inden hun fortsatte ind. Hun brød sig ikke om katte. Som barn var hun blevet revet slemt i ansigtet, og siden havde hun fundet dem utilregnelige. Den gennemtrængende lugt af kattepis rev i næsen, og hun kunne ikke lade være med at tænke, at der måtte stå adskillige halvgamle kattebakker rundt omkring derinde, når lugten kunne være så ram, samtidig med at der var gennemtræk. Der var da også katte overalt: langhårede, buttede, korthårede og slanke, racekatte, vilde katte, stribede, ensfarvede. Måske var der tyve, men der kunne også være hundrede, det var ikke til at sige, for der dukkede hele tiden nye op bag gardiner og puder, tæpper og bogstakke.

Der var ting overalt derinde: antikke vaser, skulpturer i elfenben og alabast, lampetter, sølvbægre, potteplanter, kandelabre, porcelænsdukker med flæsede mamelukker, velourkjoler og store stirrende øjne, og så var der møbler: blanke, gamle mahognimøbler og silkebetrukne stolesæder; på væggene hang billeder: malerier i store guldrammer, afrikanske masker, ægte tæpper, familieportrætter, huskesedler, postkort, landkort og børnetegninger, og rundt omkring fra diverse gardinstænger og fra kroge på væggen hang kjoler og chemiser på bøjler.

Med bakken i hånden lod Marika kattene kæmpe om at kærtegne sine nøgne ben, mens hun så sig omkring. Selvom katte ikke akkurat var hendes yndlingsdyr, føltes det alligevel rart med de pelsede, varme haler mod huden, for der var køligt i lejligheden. Til sidst gik hun ind i det værelse, hun regnede med måtte være soveværelset. Derinde lå Susanna ganske rigtigt i en mørk træseng, der mindede om hendes egen. En stor tyk dyne dækkede det meste af hende, men hun var vågen og lå højt med hovedet.

»Stil du bare bakken der,« sagde hun og nikkede hen mod natbordet, hvor der ikke stod andet end et tomt vinglas og en flaske med kun en bundskraber tilbage.

Marika gjorde, som hun sagde, og tænkte, at hun nok hellere måtte gå igen med det samme, men Susanna bad hende blive og hjælpe hende med at stable puder i ryggen, så hun kunne blive siddende i sengen, mens hun spiste.

»Hvis du henter en ekstra tallerken i køkkenet, kan du også få lidt med. Det her er alt for meget til mig alene,« sagde hun med et smil. »Salvatore prøver altid på at fede mig op, så jeg kan komme til at ligne hans mor hjemme i Napoli, har jeg ham mistænkt for, men jeg skal aldeles ikke ende mine dage som en stor fed mama, næ, jeg beholder den slanke midje lige til det sidste. Det gør du også klogt i, min pige. Det er nu skønnere at gå i graven uden overskydende fedt, spørger du mig.«

Susanna tog en bid af pastaen og spurgte igen, om ikke hun ville smage, men Marika takkede nej og undskyldte sig med, at hun næsten lige havde spist.

»Så sæt dig der på stolen, og lad mig høre ... din far er albaner, siger Salvatore? «

Marika nikkede og fornemmede igen pelsen fra en hale mod sit ben. En kat sprang op i skødet på hende og gav sig til at spinde – en stor, gråstribet kat, som gjorde hende forskrækket.

»Du skal ikke være bange for Kianti. Hun er meget selektiv. Kun blide hænder får lov til at kærtegne hende. Se det som en kompliment, Marika.«

Hun talte et gammeldags og grammatisk perfekt dansk. Kun accenten afslørede hende. Marika havde lyst til at spørge, hvor længe hun havde boet i Danmark, om hun var flygtet på grund af krig, eller hvad der var sket.

»Albanerne er et lidenskabeligt folk,« fortsatte Susanna. »Et heftigt folk, meget mere heftigt end italienerne. De fleste tror, at det er italienerne, som er de varmblodige – det er de måske også blevet efter at have besat Albanien i årevis, hvem ved, men det er os, de har lært det af; elskovskunsten, ikke kogekunsten, men kunsten at få kødet til at skælve.«

Marika mærkede varmen i kinderne, og for at foretage sig et eller andet gav hun sig modvilligt til at stryge katten i skødet over pelsen. Den var overraskende blød. Angsten for, at den skulle angribe forsvandt lige så stille.

»Jeg har længe gerne villet tale med dig, Marika.« Susanna stillede bakken tilbage på natbordet og duppede sig forsigtigt om munden med den store, hvide stofserviet. Hun havde næsten ingenting spist. »Det er tid til at tage en bid, min pige,« sagde hun alvorligt.

»Ellers tak, men jeg er ikke sulten.«

Susanna grinede hæst. »Det er ikke pastaen, jeg taler om. Pastaen gør dig bare tyk og fed, nej, jeg taler om æblet, lille skat, ja, i overført betydning selvfølgelig. Du er gammel nok, og først og fremmest er du klar. Det kan jeg se på dig.«

Marika borede hænderne ned i pelsen og så hen på Susannas lange tynde arme, der stak ud under stropperne på den hvide natkjole. Hun kom til at tænke på hønens hals under Salvatores mægtige knivsblad. Der var noget ungt over hendes arme, ligesom der egentlig også var over hendes ansigt, som hun sad der helt usminket og med det sorte hår hængende løst ned over skuldrene.

»Gå hen til skabet derhenne, og vælg dig en kjole.«

»En kjole? «

»Ja, hvorfor ikke? Jeg har så mange af dem, og vi er vist nogenlunde samme størrelse.«

Marika satte Kianti ned på gulvet og gik hen til det store mahogniskab, hvor et langt, ovalt spejl hang på indersiden af døren. Det bugnede med tøj derinde: lange sorte silkekjoler med åbne rygstykker, blomstrede sommerkjoler med stropper, hvide kniplingskjoler i mange lag. Tøjet hang inddelt efter farve. Marika vidste fra begyndelsen, at hun ville vælge en sort. En sort af silke.

»Husk, at det er sommer, min pige.«

Hun trak en chemise ud.

»Det må jeg nok sige,« sagde Susanna med et skævt smil. »Du har rigtignok blik for det. Prøv den på.«

»Hvorhenne? «

»Her, selvfølgelig.«

Marika tøvede, men på den anden side kunne hun ikke se, at der skulle være noget galt i at klæde om foran Susanna. De var jo begge to kvinder. Hun førte hånden om på ryggen for at lyne sin kjole ned, og til hendes egen overraskelse ophidsede det hende at have Susannas blik klistret til kroppen. Hun trådte et skridt nærmere. Kjolen gled ned over hendes overkrop. Hun havde ingen bh på, og den ene strop sad fast på det yderste af brystvorten. De var blevet stive, hendes brystvorter, og brysterne føltes spændte, som om de på deres egen tavse måde kaldte på, at hænder skulle gribe ud efter dem. Hun hjalp stroppen ned over brystvorten, og kjolen fortsatte ned over hendes hofter og baller. Hun iførte sig chemisen. Den strammede lidt over brystet, men hun mærkede stort set ikke den bløde silke mod huden eller Kiantis hale, som smøg sig op ad hendes ben.

»Den er meget lille,« sagde Susanna. »Er du sikker på, at du tør tage den på i morgen? «

Marika havde ikke overvejet at tage chemisen på, når hun skulle ned på restauranten, men tanken gjorde hende endnu mere varm.

Susanna bad hende komme nærmere. »Den klæder dig,« sagde hun. »På en måde står du tydeligere frem, bliver dig selv endnu mere i så lille en kjole. Du er meget modig, hvis du tør tage den på i morgen, og jeg er sikker på, at du vil blive belønnet for det resten af livet.«

Fugten drev ud gennem stoffet på Marikas trusser. En stemme i hendes hoved blev ved med at gentage, at hun skulle se at komme hjem, men hun rørte sig ikke ud af stedet.

»Lad mig se nærmere på dig, pigebarn. Hvis du tager trusserne af, kan jeg hurtigt vurdere, hvad jeg tror vil være forsvarligt.«

Marika gjorde, som Susanna bad hende om, og satte den ene fod op på natbordet, så hun bedre kunne se hende.

»Brug dine hænder,« hviskede hun med en mørkere stemme, »så jeg kan se huden deroppe.«

Mens Marikas finger gled op mellem de blodfyldte læber, forestillede hun sig Salvatore i den blodige kokkejakke. Han havde også blod på hænderne nu og på fingrene, som han greb ud efter hendes brystvorter med. Han nev til, så hun næsten kunne mærke det, og hun kom til at stønne, idet hun skilte de inderste læber, der uden den mindste modstand åbnede sig som to døre.

»Kødet er helt lyserødt derinde, og indgangen så snæver, at jeg ikke ved, om du nogensinde vil kunne få en mand derop.« Den ældre dame lød ophidset, men også stålsat og målrettet i det, hun ville udrette. »Lad mig gøre dig klar til i morgen,« sagde hun, »så det, du kommer til at opleve dernede hos de dygtige kokke, kun bliver dejligt.«

Mens Marika kærtegnede sin hårdt svulmende klitoris, hældte Susanna den sidste sjat fra vinflasken over i sit glas og drak. Dernæst førte hun forsigtigt flaskehalsen op i hende og gav sig til at penetrere hende. Kianti snoede halen om hendes lægge og slikkede hendes svang med sin lille stive sandpapirstunge. For hvert af stødene åbnede hun sig mere og mere, og idet hendes egen fingerspids sendte forløsningen gennem kroppen, lykkedes det Susanna at prikke hul på hinden, så en fin blodstribe løb ned ad hendes lår.

Marika faldt sammen på sengekanten med hovedet i den ældre kvindes skød.

»Vi kaldte dig Kattemor,« hulkede hun.

»Jamen jeg er en kattemor,« grinede Susanna. »Se bare, hvordan jeg har gjort din lille mis klar til at kunne tage imod det, der måtte byde sig for den af lækkerier i morgen.«

Da Marika som aftalt mødte op på restauranten den følgende dag, følte hun sig på én gang kåd og bange. Hver gang hun kom i tanker om flasken, som den ældre dame havde stukket op i hende, blussede hun langt ned på brystet, og flere gange i løbet af natten var hun blevet vækket af drømme, hun kun kunne ryste af sig igen ved at give sig til at onanere. Også i løbet af formiddagen, mens hun prøvede kjoler, lakerede negle og satte håret op for at slå det ud igen, fik hun åndenød ved tanken om gårsdagen. Nervøsiteten ved at skulle møde op på restauranten uden trusser og bh, som Susanna havde opfordret hende til, kunne hun kun at ryste af sig ved at stikke fingrene op mellem de konstant fugtige læber og kærtegne sin dirrende klitoris.

Hun endte med at tage en løsthængende, ganske neutral sommerkjole ud over chemisen. Håret lod hun hænge løst. Hun lakerede tåneglene røde og placerede en lille sølvring på en af de yderste tæer, men undlod at iføre sig sko.

Da hun kom ned i gården, var det kun Michele, som stod i køkkenet. Hun bemærkede, at han rødmede, da han så hende, og det gjorde hende trods alt fortrøstningsfuld.

»Du skal gå ind ad hovedindgangen ude på gaden,« sagde han.

»Men jeg troede, at restauranten var lukket.«

»Det er den også for alle andre.«

Michele vendte ryggen til hende og fortsatte med det, han var i gang med, og Marika adlød hans ordre. Det beskidte betongulv i den store port føltes koldt og snavset under fødderne, og hun fortrød, at hun ikke havde taget sko på, da hun trådte ud på den trafikerede gade for at gå ind i restauranten.

Det var, som om hun blev suget ind i en fuldkommen lydløs verden, idet døren lukkede sig bag hende, og hun trak det tunge velourforhæng til side. Lyset var dæmpet derinde, og der var tomt. Det var første gang, hun var der. Stedet, hvis dør var prydet af to prangende Michelinstjerner, var for dyrt til, at hendes mor nogensinde havde haft råd til at invitere hende derind. Marika havde forestillet sig et stort lokale, men blev i stedet mødt af et lille intimt rum med otte opdækkede borde. Der var kun levende lys på det ene af dem, og hun tænkte, at det nok var der, hun skulle sætte sig, men inden hun nåede så langt, trådte Salvatore ind ad en dør, som sikkert førte ud til køkkenet. Han var klædt i kjole og hvidt, og hans mørke hår var strøget tilbage.

»Godaften, signorina,« sagde han og gik hen imod hende. Han havde en bøjle i hånden.

»Godaften,« sagde hun og slog blikket ned. »Jeg har ingen jakke på i dag.«

»Og heller ingen sko,« sagde han i en nærmest spotsk tone.

»Nej, det var måske dumt,« sagde hun.

»Det kræver i hvert fald vand og sæbe.«

Marika smilede forlegent og rystede på hovedet. »Bare rolig, jeg har vasket dem.«

»Ja, det tror jeg gerne,« sagde han i samme spotske tonefald, »men du har nok ikke vasket fortovet derude, vel? « Han rakte bøjlen frem imod hende.

Marika så spørgende på ham.

»Susanna siger, at hun har foræret dig en sort silkechemise.«

»Ja, den har jeg indenunder.«

Han nikkede og stod stadig med bøjlen rakt frem. »Skal jeg hjælpe dig? «

»Med hvad? «

»Med at få den yderste af.«

Marika trådte et skridt tilbage. Hun havde hverken trusser eller bh på. Hun kunne da ikke tage kjolen af. Alt ville blive afsløret. De ville tro, at hun var en luder. Hun kunne ikke sætte sig til bords bare i chemisen. Idet hun satte sig, ville den smule, som dækkede hende forneden, glide op, så alt kom til syne. Det ville være skandaløst.

»Susanna fortalte mig, at du havde fået lov til at vælge mellem alle hendes kjoler. Du valgte en lille chemise, sagde hun. En meget lille en.«

Marika nikkede. »Det var en fejl,« sagde hun. »Jeg var ikke klar over, at kjolen skulle bruges nu, på den her måde, i denne anledning mener jeg. Det er bedst, at jeg beholder den her ud over.« Hun trak ud i bomuldstoffet på den løstsiddende kjole.

»Nej, det er ingen fejl,« sagde han og smilede et på én gang bestemt og forventningsfuldt smil. »Det er på ingen måde nogen fejl. Da Susanna fortalte om dit valg, blev jeg meget glad, og ja, jeg var faktisk stolt, da jeg overbragte Michele nyheden.«

Tanken om Michele, tanken om, at han skulle se hende i den lille kjole, fik hende til at skælve, og fugten mellem benene drev allerede nu ned over de brændende inderlår.

»Jeg kan se, at det oprører dig,« sagde han i et alfaderligt, næsten trøstende tonefald. »Alt det, du nu har begivet dig ud i. Lad mig hjælpe dig med at komme ned at sidde, så du kan slappe lidt af inden serveringen.«

Nærmest umærkeligt trak han den yderste kjole af hende og hængte bøjlen på den ellers tomme stumtjener. Dernæst betragtede han hende. Lod blikket glide op over fødderne og anklerne, lårene og op på brysterne, hvor de standsede, inden han lagde sin hånd på det ene af dem. Berøringen sendte en chokbølge gennem hende. Om det var, fordi den var så varm, hans hånd, eller fordi hun slet ikke havde forventet det, vidste hun ikke. Ingen, ud over hendes egne hænder, havde nogensinde rørt ved hendes bryster før.

»De er, ligesom jeg havde håbet,« hviskede han. »Faste og bløde på samme tid. Det bliver en hård aften for Michele, det her,« sagde han og trak hånden til sig igen.

Hun havde ikke lyst til, at han skulle fjerne hånden. Berøringen havde fået de indre kønslæber til at åbne sig, det mærkede hun, og hun måtte holde igen for ikke at komme til at sukke.

»Vend dig om,« beordrede han.

Hun gjorde, som han sagde, og mærkede øjeblikkeligt hans hånd på sin ene balle. Den tog lidt hårdt fat, og et par af fingrene gled ind i revnen. Helt instinktivt skød hun røven ud mod ham, så hendes ryg dannede en bue, og hovedet faldt bagover.

»Så, så,« sagde han nærmest forarget. »Du er alt for ivrig, men det var også det, Susanna sagde. En villig pige kaldte hun dig. En pige, der vil mere, end hun har godt af. Jeg kan se, at hun har ret.« Han gav hende et lille dask bagi for at få hende hen til bordet.

Salvatore trak stolen ud for hende og bad hende tage plads, og idet hun satte sig, gled silken op på midten af hendes baller, så det meste af hendes køn kom til syne under bordet. Den hvide bomuldsdug skærmede heldigvis, og man ville kun kunne se, hvor nøgen hun egentlig var, hvis man lagde sig ned på knæ og kiggede op under dugen, hvilket hun ikke kunne forestille sig, at nogen af dem ville gøre. Alligevel var hun både spændt og ængstelig, da Salvatore lod hende alene tilbage for at gå ud i køkkenet. Da han vendte tilbage kort efter, var det med en flaske hvidvin og en lille skål oliven. I modsætning til før virkede han helt formel nu, som om han aldrig havde set hende før, og han bad hende smage på vinen.

Salvatore trak sig væk fra bordet og stillede sig op ad væggen. Han mindede om en statue – stiv og ubevægelig. Hun havde lyst til at sige noget til ham, bare et eller andet. Hun kunne for eksempel spørge, hvad planen var, hvad der skulle ske, om hun bare skulle spise, men det vidste hun på den anden side godt, ikke var det eneste, hun skulle, og tanken om på én gang at vide og ikke at vide, hvad der var i vente, fik det igen til at drive fra hende, som om hendes køn var en undersøisk plante, der ved den mindste lille strømning eller puf fra en fiskestime åbnede sig.

Men idet Michele trådte ind, samlede hun med det samme benene og rettede sig op. Også han var klædt i kjole og hvidt, men i modsætning til Salvatore, som havde en butterfly siddende under reversen, stod de to øverste knapper i Micheles skjorte åbne, hvilket fik ham til at se meget mindre formel ud. Et undertrykt smil kom til syne i hans ansigt, men han bed det øjeblikkeligt i sig igen, da han mødte Salvatores strenge blik.

»Du kan stille bakken på bordet,« sagde Salvatore.

Selvom det undrede hende, at der ikke var mad på bakken, men to mindre vaskefade, sæbe, svamp, en flaske med barbercreme, en barberkniv, et lille håndklæde og et par sorte stiletter, var det ikke objekterne, der fangede hendes opmærksomhed. Det, der optog hende, ja, bekymrede hende, var det, at Michele nu så hende i kun chemisen. Tænk, at hun var kommet til at udstille sig selv på den måde foran en ung italiener. Hvad mon han tænkte om hende? Hun levede i hvert fald ikke op til noget Madonna-billede. Nu troede han sikkert, at hun var en typisk dansk pige, løs på tråden og villig til at gå i seng med hvem som helst, som så mange andre udenlandske mænd gik rundt og bildte sig ind. En pige, man kunne gå i seng med, men ikke en, man nogensinde ville indlede et forhold til. Hvorfor havde hun dog bragt sig selv i en situation, hvor hun endte med at frastøde ham i stedet for at tiltrække ham? Det var Susannas skyld det hele. Susannas og Salvatores skyld. Det var dem, der havde lokket hende ud i det her – de stod sammen om at ødelægge det hele mellem hende og Michele.

»Hvis du tager fat i den ene ende af bordet, så løfter jeg i den anden,« sagde Salvatore til Michele.

»Si, maestro.«

Inden Marika havde set sig om, havde de løftet bordet væk, så hun nu sad fuldkommen blottet på stolen.

»Nej,« råbte hun chokeret og nærmest hoppede op fra sædet, mens hun holdt hænderne foran skridtet.

»Så, så,« sagde Salvatore og gik om bag ved hende for at lægge sine hænder på hendes skuldre. Med et på én gang blidt og bestemt tryk fik han hende ned at sidde igen. »Her i restauranten vaskes barfodede kvinder inden servering, og desuden er min gode kokkelærling Michele helt uerfaren i både afvaskning af kvindelige gæster og det, der følger. Jeg vil derfor benytte lejligheden her til eftermiddag til at oplære min ellers så udmærkede lærling i den mere kødelige del af erhvervet, men naturligvis kun med Deres tilladelse, signorina? «

Marika så op på Michele, hvis ansigt blussede tydeligt trods den dunkle belysning. Han skiftevis stirrede ned i gulvet og hen på hende.

»Det er i orden,« sagde hun stille.

»Udmærket,« sagde Salvatore og stillede de to vaskefade på gulvet. »Start med fødderne, men husk, at det skal være nænsomt.«

Michele satte sig ned på knæ. Hvis han hævede blikket det mindste, ville han kunne se direkte op i hendes skridt, og hun følte det, som om hendes klitoris svulmede så meget, at den strittede ud mellem læberne, men han holdt sig strikt til opgaven om at vaske hendes fødder. Imens lod Salvatore sine fingerspidser løbe op og ned over hendes inderlår, så hun kom til at skælve helt ud i fingrene.

Da Michele omhyggeligt havde vasket fødderne, løsnede han, på Salvatores opfordring, den lille ring på hendes tå og satte den på sin egen lillefinger. Derefter tørrede han hende med et blødt håndklæde og satte skoene på hendes fødder. De passede perfekt.

»Smukt,« sagde Salvatore. »Nu er det lige før, hun er præsentabel, synes du ikke? «

Michele så op på hende med et feberblankt blik. På en måde var det, som om hun så sit eget spejlbillede, for han virkede lige så plaget som hende. Med en pludselig kejtethed greb han ud efter hendes ene bryst og trykkede alt for hårdt til. Salvatore slog straks hans hånd væk og så strengt på ham.

»Hvem er det, som er maestro her, Michele? «

»Dem, signor,« sagde Michele stille og slog blikket ned.

»Netop, og De er alt for tidlig på den. Alt, alt for tidlig. Elskovskunsten er om noget udholdenhedens kunst. Det betyder, at man skal vente, Michele. Vente og vente, indtil man føler, man er ved at miste besindelsen, og først da, lige på randen af vanviddet, er det tilladt at slå til.«

»Signorina.« Salvatore så nu på hende. »Ville De have noget imod at gå en lille tur rundt i restauranten, så De kan mærke, om skoene passer? «

»De passer udmærket, tak,« udbrød Marika stakåndet.

»De er bare doven, lille frøken. Gå De lige en tur, og mærk ordentligt efter.«

Da Marika rejste sig fra stolen, kunne hun ikke undgå at bemærke, hvordan de begge sukkede, næsten stønnede ved synet af hende. Det gjorde hende både glad og stolt. Nu var det hendes tur til at drille dem, og på vej ned mellem bordene gav hun sig til at vrikke, så meget hun kunne, med røven. Først et lille knæk i hoften og dernæst et dybere og dybere vrid, så chemisen igen bevægede sig op over ballerne. Da hun vendte om for at gå tilbage, var det tydeligt, at de begge to havde lyst til at springe på hende; de lignede hunde, som de stod der ved siden af hinanden, den store og den lille, og nærmest savlede med let adskilte læber.

»Tag bare en tur til,« sagde Salvatore. »Det ser ud, som om De kan lide at bevæge Dem lidt.«

Han havde ret i, at hun kunne lide det, og hvis han havde bedt hende om at opføre en dans eller ville have hende til at strippe for dem, havde hun også gerne gjort det. Det var, som om de høje sko gjorde hende potent. Selvom hun ikke kunne se sig selv, mærkede hun, hvordan hendes i forvejen velformede lægge blev endnu mere formfuldendte ved løftet fra skoene, ligesom ballerne kom til at strutte endnu mere.

Da Marika tog plads på stolen igen, bad Salvatore Michele om at begynde at vaske hendes ben og køn, hvis hår han ville have ham til at fjerne med barbergrejet. »Og når du så har gjort hende klar, siger du til.«

Michele nikkede og dyppede svampen i det andet vaskefad, men vandet var ikke lunt længere, og hun gøs, idet svampen ramte hendes lår.

»Det er alt for koldt,« udbrød hun.

Salvatore beordrede med det samme Michele til at gå ud og skifte vandet. Imens han var ude, stillede han sig om bag ved hende, og uden at hun var det mindste forberedt på det, trak han begge hendes bryster ud af chemisen, så de nærmest stod hende helt op i ansigtet som to fremmede objekter.

»Sådan,« sagde han uden at ryste det mindste på stemmebåndet. »Nu er de endelig ude i det fri, klar til at blive befamlet. Nu er det alvor, signorina.«

Han nev fat i hendes ene brystvorte, først hårdt for så at kærtegne den helt blidt med kun spidserne af sine fingre. Marika kastede sig gispende tilbage på stolen. Det var sådan, hun havde forsøgt at røre ved sig selv utallige gange, men aldrig var det lykkedes hende at få det til at dunke så hårdt i underlivet som den pumpende fornemmelse, Salvatores berøring udløste i hende nu.

Da Michele kom tilbage, så det ud, som om han blev chokeret.

»Du skal bare koncentrere dig om dit eget,« sagde Salvatore.

»Jamen hun er min,« udbrød han.

Marika rettede sig op på stolen og så spørgende på ham. Var hun hans? Ville han gerne have, at hun skulle være hans?

»Selvfølgelig er hun din,« sagde Salvatore, »men ikke før du har lært, hvordan man tilfredsstiller hende. Ikke et sekund før er hun din, men en hvilken som helst anden, der tilbyder sig. En kvinde søger, indtil hun finder, og hun er aldrig en amatør tro.«

På en måde havde hun lyst til at skubbe Salvatore væk og give sig hen til Michele på stedet, nu hvor hun vidste, at han ikke fordømte hende, men Salvatores erfarne hænder og måden, han berørte hende på, var alligevel for pirrende til, at hun kunne få sig selv til at gøre modstand, og mens Michele vaskede hendes lår og ganske langsomt bevægede sig op mod hendes glinsende køn, gav hun sig hen til Salvatores kys og uventede bid.

Imens Michele smurte hårene ind i barberskum, kom han til at kærtegne hendes klitoris, og den første orgasme rislede lige så stille igennem hende, idet Salvatore stak to fingre op i hende.

»Susanna har gjort et fornuftigt arbejde med den flaske,« sagde Salvatore, »men jeg tvivler nu på, at pigen kan få en ordentlig pik derop. Hvad tror du, Michele? «

Michele svarede ikke. Han var for stakåndet til at kunne sige noget. At barbere hende dernede uden at komme til at skære hul på den tynde hud i den tilstand, han var i, krævede hans fulde koncentration.

Salvatore havde snart tre, snart fire fingre oppe i hende, og mens han huggede mere og mere til med hånden, brugte han tommelfingeren til at lege med hendes klitoris.

»Kan du se, hvordan jeg gør, Michele? Lægger du mærke til, hvordan jeg hele tiden tilfredsstiller hende med tommelfingeren, mens jeg knepper hende med de andre? Og hold også øje med brysterne. Hvis brystvorterne begynder at blive det mindste bløde, betyder det, at jeg ikke er ihærdig nok.«

Den sidste del af barberingen tog Salvatore sig af. Det var tydeligt, at han havde gjort det før, for hans bevægelser var helt anderledes rutinerede end Micheles, og hun ligefrem nød fornemmelsen af det kolde knivsblad mod læberne.

»Den lille trekant skal altid blive tilbage, så vi kan se, at det er en kvinde og ikke en lille pige, men de nedre hår skal væk, så vi kan mærke læberne mod tungen, når vi slikker hende.«

»Må jeg få lov? « sagde Michele ydmygt.

»Ja, stik du bare tungen ind og smag på hende – gør hende klar til mig.«

Endelig fik hun lov til at mærke Michele, men hans tunge var skuffende; den famlede rundt, ja nærmest flakkede omkring, som om han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle stille op, eller måske troede han, at han skulle slikke hende ren, slikke hele kussen ren i stedet for at koncentrere sig om den lille knop, som han tilsyneladende ikke engang havde opdaget.

»Du skal gøre hende liderlig,« sagde Salvatore og skubbede ham brat væk. »Din tunge skal få det til at drive fra hende, ikke tørre hende ud.«

Marika blev våd, så snart hun mærkede Salvatores tunge, og hun bad om at få lov til at mærke ham oppe i sig.

»Hvad sagde jeg – du er alt for ivrig, signorina. Man skal aldrig adlyde hende på ordet, Michele, kun på hendes kusse. Prøv at mærke efter. Stik en finger op, og mærk ordentligt efter, og sig mig, om hun er våd nok til at få min pik.«

Michele stak en finger op i hende. »Det tror jeg,« hviskede han.

Salvatore stak selv en finger op, to fingre, tre og fire. Han nikkede veltilfreds og løsnede bæltet. Et stort, kraftigt lem kom til syne foran hendes ansigt. En tyk pik med tunge nosser. Lugten var stærk, som om han ikke havde vasket sig i flere dage. Den frastødte hende, og idet den strejfede hendes læber, mærkede hun kvalmen vælde op, samtidig med at hun åbnede munden for at tage imod den, men den gled forbi og ned over hendes hals for at trænge ind mellem hendes bryster, der stadig sad i spænd over chemisens stramme stof.

»Kys hendes bryster, mens jeg tager hende,« sagde Salvatore. »Kys dem og hendes læber. Hvis du elsker hende, så kys også hendes læber.«

Det gjorde ikke ondt, da Salvatore trængte op i hende. De snævre vægge i Marikas underliv udvidede sig tilpas meget til, at hun kunne rumme ham derinde, og hun følte, at hun så let som ingenting ville kunne malke ham for sæd, men Salvatore var en rutineret elsker, og han sørgede for at holde igen, når Marika blev for ivrig.

I kontrast til Salvatores ihærdige huggende stød var Micheles kys blide. Forsigtige. Han kyssede hende i ansigtet, på munden, på ørerne og på halsen, inden han begav sig ned til brystet. Indimellem kunne hun næsten ikke mærke kyssene, for det føltes, som om Salvatores sabelagtige pik penetrerede hele kroppen, som om han stødte ind i alle åbninger. Hun sad på en sådan måde, at han kom til at gnide sig så meget mod hendes klitoris, at hun blev kastet frem og tilbage mellem orgasmens vægtløse lyshav og stolens hårde sæde. Og først da hun så ind i Salvatores blodrøde ansigt, mens han sprøjtede ud over hendes bryster og Micheles hænder, kom hun rigtigt til sig selv igen.

Bagefter hentede Salvatore bomuldskjolen. Han spurgte, om hun ønskede at være mere tildækket. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare, så Michele traf beslutningen for hende og klædte hende på.

»Du skal ikke sidde og fryse under middagen,« sagde han med et smil, og først nu kunne hun kende ham. Han virkede ikke længere nervøs eller kuet, men smilede lettet, som om han netop havde bestået en større prøve.

»Tag plads,« sagde Salvatore og satte en stol frem til Michele, efter at de havde løftet bordet tilbage.

Selvom Marika kun akkurat havde nået at smage på hvidvinen, fjernede Salvatore flasken og skænkede i stedet rødvin i begge deres glas. Michele løftede sit eget og klinkede det mod hendes. »Salute,« sagde han.

Marika smagte på den bløde vin og smilede.

Salvatore placerede en mængde små skåle og fade på bordet med fisk, skaldyr, grøntsager og pasta. Han bad Michele præsentere maden for hende, mens de spiste.

»Så vil jeg gå i køkkenet og gøre klar til i aften i mellemtiden,« sagde han og løftede Marikas hånd for at kysse den. »De vil udvikle Dem til en fremragende elskerinde, signorina. Jeg takker for fornøjelsen og håber, at jeg har givet tilstrækkeligt fra mig til den unge lærling, så han aldrig kommer til at skuffe Dem.« Han blinkede til dem begge og forlod lokalet.

Michele madede hende, mens han fortalte om ingredienser og eksotiske egne i Italien. Marika hørte ikke efter, men længtes efter at se ham nøgen og give sig rigtigt hen til ham. Det var en anden følelse, han fremkaldte hos hende, end den skamfulde liderlighed Salvatore uden at foretage sig meget andet end at åbne munden, plantede i hende.

Endelig modtog Marika den elsker, hun havde drømt om hele sommeren, i sin smalle seng, mens lydene af Salvatores potter og pander fyldte værelset. Lige så blidt som han havde kysset hende i restauranten, lige så nænsomt kyssede han hende også nu, indtil han til sidst trængte op i hende med sin lange, slanke pik. Han føltes anderledes end Salvatore, som en ung gren, der netop var brudt op af jorden, og urytmisk gnubbede sig mod hendes indre vægge.

Der var ingen kunst over måden, han tog hende på, og deres benede kroppe stødte konstant mod hinanden, men det betød ingenting, for de vidste, at de havde god tid til at lære hinanden at kende.

Da Marika mødte op foran køkkenvinduet den næste aften, havde hun iført sig et par røde høje sko og stramme cowboybukser, hvis syning blev ved med at pirre hende, når hun bevægede sig. Hun var øm fra dagen før, men hun troede ikke, at det var fra Michele. De havde aftalt at mødes, når han fik fri fra restauranten, og selvom hun glædede sig, kunne hun alligevel ikke undsige sig fantasierne om Salvatores besidderiske hænder. Følelsen, han fremkaldte i hende, den voldsomme lyst til at blive taget, plagede hende, og idet hun så ham, blev denne længsel kun endnu stærkere.

Allerede om aftenen, inden de faldt i søvn, havde Michele fattet mistanke – måske fordi han ikke evnede at gøre hende lige så kåd, som han havde set hende på stolen i restauranten. Lidt nervøst spurgte han, om han havde tilfredsstillet hende lige så godt som Salvatore. Marika grinede og forsikrede ham om, at Salvatore ikke så meget som nåede ham til sokkeholderne, men hun fornemmede selv, at hun var en dårlig løgner.

Nu stod de begge i vinduet og smilede til hende, og hun forstod, at hun skulle være varsom, hvis hun ville undgå at pirre jalousien yderligere. Derfor hilste hun kun flygtigt på Salvatore, inden hun strakte sig ind over karmen for at kysse sin unge elsker.

»Susanna har spurgt efter dig,« sagde Salvatore. »Vil du ikke tage en portion mad med hen til hende? «

Døren stod åben, men ingen katte kom og tog imod hende. Der var stille og i modsætning til sidst varmt og indelukket. Da Marika trådte ind i soveværelset, forstod hun med det samme, hvad der var sket, selvom det egentlig kun så ud, som om Susanna lå og sov med armene under dynen. Kattene havde omringet hende – de vågede over hende. På natbordet ved siden af et tomt pilleglas og flasken, hun havde benyttet til at tage Marikas mødom med, lå et brev, som hun uden videre gav sig til at læse.

Kære pige

Jeg hørte fra Salvatore, at du lod dig forføre, at du lod ham tage dig, mens din fremtidige elsker så på. Det varmede mig usigeligt at høre om dit mod. Nej, det ikke alene varmede mig, det betryggede mig i, at min arvtager endelig er fundet. Du har allerede bevist, at du er mere end værdig til at påtage dig opgaven, og med undertøjet, chemiserne, silkestrømperne, korsetterne, strømpeholderne og de bånd, som du vil finde i mine skuffer – det fineste og dyreste lingeri samlet i løbet af et helt liv – ved jeg, at du vil komme til at udfolde dig i endnu videre omfang, end det nogensinde blev mig muligt, efter at jeg giftede mig. Du er ung, kære pigebarn – tillad aldrig, at nogen besidderisk elsker tager patent på dine yndigheder. Du er din egen. Vær fri, og lad din krop ånde med hver eneste pore. Du må aldrig være bange for at drikke sæden fra en mand, du begærer, heller ikke selvom han er gift eller modvillig. Grib ud efter hans køn, og du vil aldrig få et nej – det lover jeg dig.

Kærlig hilsen

Kattemor

Idet Marika foldede brevet sammen, trådte Salvatore ind i rummet. Hun gav ham brevet. Mens han læste, stillede hun sig klar op ad væggen med let adskilte ben og røven strittende ud imod ham. Hun var allerede våd nok til at tage imod, og da han kom hen til hende for at gribe hårdt fat om hendes bryst under blusen, stønnede hun så højlydt, at han måtte tysse på hende.

»Døren står stadig åben ud til opgangen,« sagde han og rev med en hurtig bevægelse bukserne af hende og stak en finger op i hende.

»Du må ikke sige noget til Michele,« gispede hun.

»Jeg siger ingenting, så længe jeg kan tage dig, når jeg vil.«

»Hver dag,« sagde hun. »Mange gange.«

»Når jeg vil,« drillede han og stødte sin pik op i hende.

Inden de forlod lejligheden, åbnede Salvatore vinduerne i Susannas soveværelse. Den friske luft vækkede dyrene af deres slummer. Den ene kat efter den anden rejste sig fra dødslejet og gik hen til de åbne vinduer for at hoppe ud. Til sidst, da der ikke var flere tilbage, bøjede Salvatore sig ind over sengen og kyssede Susanna på munden.