Jeg genkendte hende med det samme. Det var hende – pigen fra legehuset. Hende, der havde tvunget os til at se hendes tissekone. Det var mange år siden. Jeg var kun tolv dengang, det husker jeg, for det var dagen efter min fødselsdag, og jeg havde de nye gummisko på den aften, min bedste ven, Jens, og jeg endte med at sætte os ind i legehuset.
Det var en aften i slutningen af juni. Sommerferien var netop begyndt, og vi havde begge fået lov til at være ude, indtil det blev mørkt, men vi kunne ikke finde på noget at tage os til. Normalt spillede vi fodbold eller legede dåseskjul med de andre børn, men denne aften var gården rungende tom. Hverken Jens eller jeg skulle på ferie det år. Ingen af vores forældre havde råd. Det ville blive en lang sommer, det vidste vi begge, for vores kammerater skulle alle mulige eksotiske steder hen som til Maldiverne eller til Korsika. Selv skulle vi bare flakke omkring på volden og kaste sten efter ænderne, købe tyggegummi i kiosken og øve os i at cykle uden hænder.
Da vi havde drevet lidt rundt i gården, skubbet til gyngerne, så de fløj rundt om overliggeren, og skudt et par bolde op i tagrenderne, satte vi os ind i legehuset. En fremmed pige med skæve øjne sad helt stille derinde. Vi spurgte, hvad hun hed, men hun svarede ikke, så bare på os med et på én gang ligegyldigt og vedholdende blik. Hun var yngre end os, måske ikke mere end otte, alligevel var der noget meget modent over hende, og vi blev begge forlegne ved hendes tavshed. Jens spurgte, om hun var døv, kan jeg huske, og jeg spurgte, om hun var ny, men hun forblev tavs. Ved siden af hende stod en rygsæk, som lignede en skoletaske. Jens spurgte, hvad hun havde i den, og til vores begges overraskelse svarede hun, at tasken tilhørte hendes slange.
Da jeg søgte jobbet, havde jeg pigen i tankerne. Det havde jeg, hver gang jeg søgte arbejde. Selvom jeg kun var nitten, havde jeg efterhånden været rimelig meget rundt inden for det psykiatriske område som tilkaldevikar på diverse ungdomsinstitutioner og beskyttede boliger. Jeg havde også været ansat på et plejehjem på et tidspunkt, på en afdeling kun for unge. Det var ikke, fordi psykiatrien som sådan interesserede mig, men arbejdet som vikar var et udmærket studiejob, der ikke krævede det store af mig. Jeg skulle som regel bare hjælpe beboerne med at lave mad eller købe ind. Af og til hændte det også, at nogen behøvede hjælp til hygiejnen.
Da jeg så opslaget ude på universitetet om den grønlandske pige, der kun ville have mandlige plejere under tredive, var jeg næsten sikker på, at det måtte være hende. Jeg ringede derfor på nummeret med det samme og blev inviteret til et møde samme eftermiddag på et mondænt lille kontor inde i byen. En grønlandsk mand i jakkesæt tog imod mig og bød mig kaffe fra en skinnende sølvtermokande og mørk chokolade fra en æske. Interiøret bestod udelukkende af designermøbler, og kun sælskindet på væggen vidnede om hans etniske herkomst. Han bad mig tage plads i Ægget, mens han åbnede vinduet for at tænde en cigaret.
»Min datter er autist,« sagde han og fjernede noget skidt under den ene negl. »Hun er derfor ikke i stand til at indgå i almindelige sociale sammenhænge.«
»Jeg har arbejdet med en del autister gennem tiden,« sagde jeg.
»Det tror jeg gerne,« sagde han alvorligt, og for første gang opfangede jeg en snert af grønlandsk accent i hans udtale. »Men jeg tvivler på, at din erfaring vil komme dig til gode, når du skal have med Johanna at gøre, for hun er ikke just, hvad man ville kalde for prototypisk. Det er for eksempel ikke regneformler eller nummerplader, som optager hende.«
»Hvad er det da så? « spurgte jeg interesseret.
Han slukkede cigaretten i et askebæger på størrelse med et fingerbøl og lukkede vinduet igen, så larmen fra gaden forsvandt.
»Johanna interesserer sig for to ting,« sagde han og så alvorligt på mig. »To ting optager hende: Slanger og unge mænd.«
Jeg hørte ikke mere af det, Johannas far fortalte, hørte ikke, hvad det var ved de unge mænd eller ved slangerne, som optog hende, for idet slangerne blev nævnt, blev jeg øjeblikkeligt hensat til den aften i legehuset.
Vi havde spurgt, hvad det var for en slange, hun havde i skoletasken, og da hun fortalte, at det var en kvælerslange, begyndte vi begge bare at grine. Selvfølgelig troede vi ikke på, at hun havde en kvælerslange i tasken. Jens spurgte, om vi måtte se den, og hun sagde, at det måtte vi gerne, hvis vi først gik med til at se hendes tissekone.
Tilbuddet chokerede os – både tilbuddet om at se slangen og om at se hendes køn, derfor sagde vi ikke noget, sad bare med hænderne i skødet og anede ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. Jeg huskede, at Jens mumlede noget om, at det vist var ved at blive mørkt, men lige så tavs og tilbageholdende, som pigen havde været, lige så fremturende var hun pludselig nu.
»Ville I se slangen eller hvad? « sagde hun.
Vi nikkede uden at sige noget, og hun rejste sig op, trådte ud på den anden side af legehuset og trak bukserne ned. En helt glat, gyldenbrun tissekone kom til syne foran os. Vi så på den, stirrede på den, og det slog mig, at det også kunne have været et lille dyr, hun havde der, beskyttet bag et par bløde blade.
»Må vi så se slangen? « sagde Jens og kiggede væk, som om han syntes, hun var ulækker. Pigen nikkede, trak bukserne op og satte sig ind til os igen. Da hun åbnede rygsækken, kom et ganske stort slangehoved til syne. Det gibbede i os begge to, og jeg huskede, at Jens udbrød et eller andet, som om han blev bange.
»Kunne I tænke jer at røre ved den? « spurgte pigen. Jens takkede nej med det samme, men da hun så hen på mig, kunne jeg ikke afvise hende. Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at røre ved krybdyret, for egentlig skræmte det mig temmelig meget, men jeg kunne ikke finde ud af at afvise hende.
»Hvis du vil røre slangen, skal du først røre noget andet,« sagde hun og trådte igen ud af huset og trak bukserne ned.
»Vi skal hjem nu,« sagde Jens og forsøgte at rive mig med ud, men jeg gjorde modstand og blev siddende.
»Hvis man skiller de her to læber ad,« sagde pigen og gjorde bevægelsen med fingrene, kommer der en lille knap til syne. Man skal ikke trykke på den, men røre helt forsigtigt ved den.«
Jeg førte hånden hen til den lille knap og følte på den. Det var en underlig hudlap, der voksede som en fremmedartet blomst under min finger. Pigen lukkede øjnene og bad mig blive ved, indtil hun sagde til, så det gjorde jeg – imens kunne vi høre slangen hvisle nede fra rygsækken.
Jeg huskede det, som om hun ligesom svajede fra side til side, mens der blev mere og mere varmt og fugtigt omkring den mærkelige knap. Jens sad fuldkommen ubevægelig ved siden af mig og stirrede rædselsslagent fra rygsækken til pigens tissekone, som min finger cirklede rundt inden i, som om den ledte efter noget. På en måde føltes det også sådan, som om jeg ledte efter noget, og sådan har jeg haft det lige siden.
Midt i det hele, midt i at jeg gnubbede fingeren mere og mere ihærdigt mod den svulmende knap, slog pigen pludselig min hånd væk og trak bukserne op igen. Hendes kinder blussede, og jeg blev forskrækket.
»Gjorde jeg noget forkert? « sagde jeg.
Hun rystede på hovedet. »Det er dejligt, og så er det lige pludselig slet ikke dejligt mere. Det føles, ligesom når slangen rejser sig efter at have ligget sammenrullet i timevis – den hæver sig, så det ser ud, som om den har Jordens længste hals, folder sig helt ud, strækker sig hen over gulvet, så man rigtig kan se, hvor tyk og lang den er, og før man ser sig om, snor den sig ind under sofaen og forsvinder. Det er skørt,« sagde hun og grinede skingert. »Men nu skal du få den,« sagde hun og åbnede rygsækken.
Jeg protesterede. Tanken om den lange, tykke slange, der snoede sig hen over gulvet og ind under sofaen, fik det hele til at stivne i mig.
»Kvælerslanger kan kvæle en,« sagde Jens. »Du skal ikke røre den.«
»De kvæler kun dem, de ikke kan lide,« sagde pigen og trak den enorme slange op af tasken og lagde den hen over nakken på mig.
»Tænk, hvis ikke den kan lide mig,« sagde jeg og blev siddende helt stiv, mens jeg mærkede den tørre, varme hud glide hen over det bare stykke på min nakke.
»I er sindssyge,« sagde Jens og rejste sig med et ryk for at løbe ud af legehuset.
»Den kan rigtig godt lide dig,« sagde pigen. »Se bare, hvordan den snor sig mere og mere rundt om dig, som om den vil kramme dig – sådan er den altså ikke over for særlig mange.«
Det føltes, som om det strammede til, men jeg turde ikke kigge ned for at se, om det var det, der var ved at ske – om den rent faktisk var ved at kvæle mig. Jeg bad hende om at fjerne den, bad hende tage den væk med det samme, men hun tøvede og gentog, at det var sjældent at se den være så glad for nogen.
»Den krammer ikke engang mig på den måde,« sagde hun. »Du burde ærlig talt være lidt mere taknemmelig.«
»Tag den væk,« sagde jeg. »Tag den så væk,« råbte jeg.
Endelig lænede hun sig ind over bordet, og jeg mærkede grebet stramme til, idet hun tog fat om den. Den hvislede, nærmest snerrede, og jeg tror, den prøvede at hugge ud efter hende.
»Den vil ikke,« sagde hun. »Den vil hellere være hos dig.«
»De fleste bliver bange for hende,« sagde manden. »Vi har ikke kunnet holde på nogen af de mænd, vi har haft ansat, i mere end et par uger.«
Jeg rejste mig, gik hen til vinduet og åbnede det uden videre. Jeg følte mig svimmel, havde det, som om jeg kunne besvime. Det var længe siden, jeg havde mærket det så tydeligt; den kvælende fornemmelse af slangen om min hals. I årevis led jeg af mareridt efter den aften i legehuset, mareridt om, hvordan det lykkedes slangen at kvæle mig, mens både Jens og pigen sad og så på. I virkeligheden huskede jeg ikke, hvordan hun fik den af mig. Mindedes bare, at den hvæsede og blev helt tyk og stram, da hun greb ud efter den, men erindringen om at blive fri af den, forlade legehuset og skrå hen over gården og hen til den ejendom, jeg boede i, var fuldkommen forsvundet fra min hukommelse.
»Er der noget i vejen? « spurgte manden og kom hen til mig.
»Nej, overhovedet ikke. Jeg trængte bare til lidt frisk luft.«
Selvom manden havde fortalt mig, at hun var femten, kom det alligevel bag på mig, hvor moden hun var kommet til at se ud. Jeg havde haft billedet af den lille pige i hovedet, alligevel var jeg ikke det mindste i tvivl om, at det var hende, da hun åbnede døren til villaen, og manden bad mig træde indenfor.
»Vi har boet her de sidste fire år,« sagde han. »Det er her, Johanna befinder sig bedst. Er det ikke rigtigt, Johanna? «
Hun nikkede, mens hun stirrede på mig på en måde, som gjorde det umuligt at vurdere, om hun genkendte mig eller måske blev bange. Selvom det var ud på eftermiddagen, var hun ikke kommet i tøjet endnu, men kun klædt i en tynd natkjole, som afslørede hendes brystvorter og nøgne baller.
»Du har ingen trusser på,« sagde manden i et bebrejdende tonefald.
Johanna rystede på hovedet, og det var tydeligt, at hun var helt bevidst om sin egen fremtoning. Jeg så ned på den lille mørke trekant, som trådte frem bag kjolestoffet; det var ikke det glatte barnekøn fra legehuset, som gemte sig derinde, men et fuldvoksent køn parat til at tage imod mere end bare en finger.
Manden ville sige noget til mig, kunne jeg se, han ville undskylde på sin datters vegne, forklare, men jeg kom ham i forkøbet og sagde, at jeg var vant til lidt af hvert.
Da han havde vist mig rundt i huset og havde fortalt mig om Johannas rutiner, forlod han os og bad mig ringe, hvis der var noget, jeg kom i tvivl om. Egentlig var jeg i tvivl om det hele; om hvad det var, jeg skulle, for Johanna kunne det meste selv. Hun både gik i bad, klædte sig på og lavede mad. Jeg skulle hjælpe hende med at lave lektier, og så skulle jeg prøve at få hende af sted til skole om morgenen, hvilket ifølge manden var stort set umuligt, men derudover anede jeg ikke, hvad der forventedes af mig.
»Jeg kan kun lide unge mænd,« sagde Johanna og smøg sig op ad mig som en kat i entréen.
»Ja, det ved jeg,« sagde jeg. »Din far fortalte, at du er meget glad for unge mænd og for slanger.«
Hun nikkede og tog mig i hånden for at trække mig med ind i stuen. »Jeg har mange,« sagde hun.
»Mange hvad? Mænd eller slanger? « Bemærkningen fik mig selv til at grine, men hun så bare undrende på mig.
»Mændene bliver bange for slangerne,« sagde hun. »De tror, at de er farlige.«
Uden at spørge, hvad jeg havde lyst til, skænkede Johanna mig en cognac fra barskabet i stuen og bad mig tage plads i sofaen. Jeg satte mig og så mig rundt i det eksklusive hjem. Også her var der de dyreste møbler af designere, som de fleste kender navnene på, men kun de færreste mennesker har råd til at købe.
»Min far har sikkert fortalt dig, at mændene bliver bange for mig og siger op efter kort tid.«
Hun satte sig ved siden af mig med et stort glas mælk, som hun drak så ivrigt, at hun fik mælkeskæg helt op på næseryggen.
»Jo, det har han sagt,« medgav jeg.
»Men det passer slet ikke. Det er noget, vi bilder ham ind. I virkeligheden er det mig, der bliver træt af dem og beder dem sige op. Men det vil de nødig, og så bliver jeg nødt til at true dem med politianmeldelse og den slags ubehagelige ting. Jeg truer med, at jeg vil gå til politiet og sige, at de har forgrebet sig på mig, og det vil de jo ikke have siddende på sig. Derfor bliver vi i sidste ende altid enige om, at den bedste løsning må være, at de selv siger op med den begrundelse, at jeg er mere skør, end de havde forestillet sig, og at mit forhold til slangerne får dem til at føle sig utrygge – hvilket heller ikke er helt forkert.«
Johanna fniste og trak natkjolen op på maven for at sprede benene, så den mørke trekant kom til syne. Hun stak fingeren ned i mælkeglasset og dryppede et par dråber af mælken ned i de krusede hår. Det strammede øjeblikkeligt til bag mine bukser, og jeg var ved at få cognacen galt i halsen.
»De fleste mænd bliver besat af min fisse,« sagde Johanna og spredte benene yderligere, så jeg kunne ane læberne og fugten, der glinsede i hårene. Igen stak hun fingeren i mælkeglasset for dernæst at føre den hen til åbningen. »Den elsker mælk,« sukkede hun. »Ligesom en lille mis.«
Hun lukkede øjnene og gav sig hen til sine egne kærtegn, og ligesom dengang i legehuset stirrede jeg på hende uden at kunne foretage mig noget som helst. Måske ville hun bede mig om at røre ved sig ligesom dengang, eller også tog hun for givet, at jeg ville gøre det af mig selv, men jeg kunne ikke røre mig, kunne ikke foretage mig den mindste bevægelse, selvom det føltes, som om min pik var ved at sprænge stoffet i mine bukser.
Johanna havde ikke travlt. Hun åbnede indimellem øjnene og så på mig, mens hun suttede på sine fingre eller hældte mere mælk ned i sprækken. Jeg havde lyst til at spørge, om hun ville have min hjælp, om jeg skulle overtage hendes kærtegn, eller om hun havde lyst til at mærke min pik, men jeg kunne ingenting sige og prøvede i stedet for at koncentrere mig om at trække vejret.
På et tidspunkt bad hun mig om at sætte mig i stolen på den anden side af sofabordet, så jeg bedre kunne se hende. Jeg gjorde, som hun sagde, og hun placerede begge sine fødder på bordet, så jeg kunne se direkte op i hendes skridt. Det lod til, at hun var lige så besat af at vise det frem som dengang, hvilket var forståeligt, for det var første gang i mit voksne liv, at jeg så så indbydende og skøn en kusse. Det var den, jeg havde ledt efter lige siden dengang i legehuset, og det forstod jeg til fulde nu, hvor den foldede sig ud for mit blik som en blomst, hvis nektar drev ned ad de glinsende kronblade, som skiftevis svulmede op og trak sig sammen. Det dybrøde kød hypnotiserede mig; jeg følte mig ét med den lille bjergtinde og Johannas fingerspids, som bevægede sig i cirkler, og selvom jeg ikke havde hånden så meget som i nærheden af min pik, sivede sæden alligevel ud, idet Johanna kom med en veltilfreds sukken.
Hun samlede benene og rettede sig op for at drikke det sidste af mælken.
»Det var godt,« sagde hun og smilede anerkendende. »Du gjorde det helt rigtige, og jeg lover, at jeg nok skal belønne dig for det. Kom i morgen klokken otte. Det er meningen, at du skal følge mig i skole, men det vil ikke lykkes. Det er der til gengæld mange andre ting, som vil.« Hun blinkede indforstået til mig, og jeg så allerede for mig, hvordan jeg skulle ligge med ansigtet begravet mellem hendes ben, hvordan jeg skulle slikke og suge hendes safter i mig, for dernæst at mærke hendes køn glide ned over mit, mens jeg betragtede hendes rolige ansigt oven over mig.
Inden jeg gik, spurgte jeg, om hun huskede dengang i legehuset, men hun så bare uforstående på mig og sagde, at hun vist aldrig havde været inde i et legehus. »Jeg har tilbragt det meste af mit liv inden døre,« sagde hun lidt undskyldende, som om hun blev forlegen eller bange for at såre mig.
Da jeg kom hjem den aften, var jeg oprevet, som jeg ikke kunne mindes at have været siden dengang, jeg mødte Johanna første gang. Endelig havde jeg fundet hende igen, men om dette var godt eller skidt, var jeg ikke i stand til at bedømme. Jeg havde ellers altid forestillet mig, at det eneste, som ville kunne bringe mig fred i sjælen, var at møde hende igen. Kun hun ville kunne lede mig tilbage til det punkt af uskyld, til den tilstand af barnlig orden, som jeg havde befundet mig i, inden Jens og jeg tog plads over for hende i legehuset.
Jens og jeg legede aldrig sammen igen efter den aften. Vi ringede ikke på hos hinanden mere, og når vi mødtes nede i gården, hilste vi kun afmålt. Jeg savnede ham og sørgede over tabet af vores venskab i flere år efter, men det var samtidig fuldkommen utænkeligt, at vi kunne finde tilbage til hinanden igen. Mødet med Johanna havde kastet virkeligheden, som vi kendte den, op i luften, og for mig landede den på en helt ny måde, så jeg ikke længere følte mig som den samme dreng. Fra at have været et barn, der havde leget i timevis, tilbragte jeg nu i stigende grad min tid med at læse, hvis ikke jeg gik omkring og ledte efter Johanna, som jeg aldrig fandt igen. Den rædsel og længsel, som hun havde plantet i mig, gjorde mig i perioder så dårlig, at jeg ikke kunne gå i skole, men når min mor sad på min sengekant og strøg mig over håret, mens hun forsøgte at forstå, hvad der var galt med mig, fortalte jeg hende altid kun om slangen og aldrig om det glatte køn, jeg havde haft min finger inde i.
Kun et år efter mødet med Johanna fik jeg min første kæreste. Selvom jeg dybest set var helt uerfaren, var det ikke den opfattelse, jeg havde af mig selv, og måske netop det var grunden til, at jeg lige fra begyndelsen har været favoritelskeren blandt alle de piger, jeg har kendt. Det er, som om jeg ved bare at se en pige i øjnene kan regne ud, hvor hendes særlige punkt er, hvordan hun gerne vil kærtegnes, med hvilken hårdhed og frekvens, som om det er noget, jeg er blevet udførligt oplært i.
Selv har jeg derimod aldrig fundet det, jeg søgte hos nogen af de piger, jeg har kendt. Lige så smukke, sensuelle og uselviske elskerinder, de har været, lige så tom har de efterladt mig. I perioder har jeg frygtet, at jeg måske var følelseskold, og at denne tilstand ikke alene kunne spores tilbage til Johanna, men måske altid havde været der. Mit eneste håb har derfor været hende – et nyt møde med Johanna skulle fortælle mig, hvem jeg var.
Jeg sov ikke meget af den nat efter det første besøg, men lå og vendte og drejede mig, mens billederne af Johannas hævede skamlæber bag de små krusede hår hjemsøgte mig. Indimellem vågnede jeg op og var helt vild, så jeg måtte løbe ud på badeværelset og onanere for at få en smule ro i kroppen. Andre gange var jeg så modløs og tung i lemmerne, at det føltes som en umulighed nogensinde at skulle stige ud af sengen igen. Da vækkeuret ringede, var jeg heldigvis i en nogenlunde normal tilstand, og jeg skyndte mig at gøre mig klar til at tage hen til Johanna.
Hun åbnede ikke. Jeg ringede på flere gange, og til sidst tog jeg i døren – den var åben, og jeg gik ind. Jeg kaldte på hende, men hun svarede ikke. Kunne hun være taget i skole på egen hånd? Det troede jeg ikke. Ude i den lille have stod et halvt glas mælk på et bord, hvilket måske kunne betyde, at hun havde siddet derude og spist morgenmad. Solen stod allerede højt på himlen, og jeg kunne mærke, at det ville blive en varm dag.
Jeg gik ind i huset igen og åbnede en dør ind til et tilfældigt værelse. Johannas værelse. Hun var nøgen, og hendes røv pegede direkte op i luften. Hun hvilede på knæene og på underarmene. En lang, grøn slange var på vej ned mellem hendes baller for at glide op over hendes mave.
Jeg tog et baglæns skridt ud af værelset og lukkede døren. Mit hjerte hamrede, og et øjeblik blev det helt mørkt for mit blik. Der gik nogle minutter, og først da jeg havde fået styr på mit åndedræt og var blevet i stand til at se nogenlunde klart, tog jeg mig sammen og gik ind igen. Johanna lå i den samme stilling, men slangen var væk. Jeg kunne se helt op i hendes røvhul, hvor små sorte dun omkransede endetarmen som en vifte. Hendes ansigt vendte ned mod madrassen, og håret faldt ned langs siderne.
»Hvor er slangen? « fremstammede jeg.
»Den vender tilbage,« sagde hun. »Sådan plejer det at være med Juan – han skal altid gennemgå hele kroppen først, som om han leder efter et eller andet, og så trækker han sig tilbage, inden han tør trænge ind.«
»Trænge ind? «
Johanna vendte sig om og lagde hovedet på puden. Hendes sorte hår stod pjusket om hendes ansigt, og kinderne blussede. »Ingen har givet mig orgasmer som Juan,« sagde hun og spredte benene. »Han er mester i at nå op til g-punktet og blive der, så længe det tager. Det er der ikke så mange andre, som kan finde ud af. Det er i hvert fald meget mere tilfældigt, om det lykkes, om de har en god dag, om de overhovedet gider. Juan er hundrede procent pålidelig. Ham kan jeg altid regne med.«
»Siger du, at slangen trænger op i dig? «
»Det kommer vel ikke som nogen overraskelse,« sagde hun og bad mig sætte mig ved siden af hende på sengen. »Hvis du bare sidder helt stille, så kommer han lige om lidt.«
Jeg lod øjnene glide ned over hende, ned over hendes hals og skuldre, armene, sorte dun dækkede den nederste del af dem. Hendes lemmer var lange og slanke. Brysterne små, og et væld af skønhedspletter dækkede dem, som var det en stjernehimmel. Maven var glat, og navlen et lille punktum. Jeg dvælede ved den sorte trekant, der som en omvendt pyramide pegede ned på hendes køn, hvor jeg nu til min gru så den grønne slange forsvinde ind. Johanna havde lukket øjnene.
»Det er godt, Juan,« hviskede hun. »Du skal bare længere op. Endnu længere.«
Hun vendte ansigtet og kiggede på mig. »Jeg har brug for, at du kærtegner min klitoris med din finger, helt forsigtigt, så kommer jeg endnu mere, når Juan når op.«
Tøvende stak jeg hånden ned mellem hendes ben. Jeg kunne stadig se slangen dernede, og jeg overvejede at trække den ud, men besindede mig. Hvis jeg trak slangen ud, ville hun bare sørge for at få mig fyret, og i morgen ville den være på vej op i hende igen. Jeg genkendte hendes klitoris fra dengang, fornemmelsen af den, den form, den fik, når den svulmede op og blev hård under min finger. Hun stønnede og lænede hovedet bagover. Jeg bøjede mig ned over hendes bryst og bed lidt i den ene brystvorte. Det ophidsede mig at mærke, hvor våd hun blev, om lidt ville jeg tage hende; når slangen var ude, ville jeg tage hende. Slangen var dog langtfra på vej ud; når jeg kiggede ned, kunne jeg ikke engang se spidsen af den. Den var forsvundet helt op i hende.
Jeg måtte bide mig selv i kinden og sætte mig på min ene hånd for ikke at skride til handling. Slangen var forsvundet op i hende, og tænk, hvis den aldrig kom ud igen. Den kunne æde hende indefra. Den kunne slå hende ihjel.
»Du gør det for hårdt,« hviskede hun. »Blødere. Meget blødere. Så du næsten ikke rører.«
»Er det mig? «
»Ja, dig.«
»Hvad med slangen? Hvor er slangen? «
»Den er, hvor den skal være. Juan gør nøjagtigt det, han skal.«
Hun stønnede mere og mere, og selvom jeg var rædselsslagen ved tanken om, hvad der kunne ske med hende, ophidsede det mig samtidig at se hende så henført.
Da Johanna kom, lød det næsten, som om hun græd. Jeg gav mig til at kysse hende. Hendes læber var varme og fyldige, og da hun greb ud efter min pik, mærkede jeg for første gang så langt tilbage, jeg kan huske, en oprigtig følelse af lykke bølge gennem mig. Hun sagde, at slangen var ude, og da jeg lagde mig ind over hende for at trænge op i hende, skræmte det mig ikke længere, at den havde været der. Det føltes, som om hun sugede mig op i sig, som om det ikke alene var min pik, der forsvandt, men hele min krop, der gik i et med hendes. Hun flettede benene rundt om mig og hviskede, at jeg gerne måtte støde, ja, hugge så hårdt til, jeg kunne, at det var sådan, hun allerbedst kunne lide det. Jeg gjorde, som hun sagde, men på en måde var det, som om hun i lige så høj grad penetrerede mig, som om slangen, der for få øjeblikke siden havde været inden i hende, var blevet en del af hendes eget køn, en uimodståelig del, der snoede sig rundt om min pik og strammede til, lige til det punkt, hvor blodet ikke kunne løbe til længere, og jeg fik kvælningsfornemmelser som dengang i legehuset. Jeg ville trække mig ud, men hun holdt mig fast, og ved hjælpe af sin smidige ryg og lemmer formåede hun at hæve underkroppen tilstrækkeligt til, at det for et kort øjeblik føltes, som om vi smeltede sammen, inden jeg nåede at give slip.
I dagene, der fulgte, tog Johanna imod mig med snart den ene, snart den anden slange, der enten bare hang hende om halsen eller snoede sig op ad hendes ben, kærtegnede hendes bryster eller slikkede hendes røvhul. De måtte tilsyneladende gøre alt ved hende, de slanger, og hun virkede aldrig, som om hun var bange for nogen af dem. I et varmt og fugtigt værelse stod terrarierne med alt fra store pytonslanger til anakondaer, snoge og hugorme. Som dagene gik, skræmte de mig mindre og mindre, for jeg kunne se, at Johanna havde en oprigtig kontakt med dyrene, og at ingen af dem, ikke engang giftslangerne, kunne drømme om at gøre hende ondt.
Da der var gået en uge, havde jeg fået overskredet grænser, jeg ikke engang i mine vildeste fantasier ville have troet, jeg kunne overleve. For eksempel bandt Johanna mine hænder til sengegærdet med to kvælerslanger, som hvislede ind i mine ører, mens hun red mig i timevis. Jeg forestillede mig, hvordan de begge ville løsne grebet for i stedet at vikle sig rundt om min hals, uden at hun opdagede det. Til min egen forbavselse gjorde min ophidselse kun min frygt til skamme, og jeg overgav mig til tanken om kvælningsdøden, så længe det var med Johanna oven på mig. Det vildeste, der skete, var, da hun lod en af sine snoge glide op i mit røvhul for at tilfredsstille mit g-punkt. Vi havde netop elsket meget ømt uden assistance fra slanger eller noget som helst andet, og for første gang overvejede jeg kort, om Johanna måske var ved at forelske sig i mig. Vi lå i hinandens arme, og hun kærtegnede min brystkasse og hev lidt i de små hår omkring mine brystvorter, da hun pludselig foreslog, at jeg skulle lægge mig i samme stilling som den, hun selv havde ligget i, første gang jeg kom ind til hende.
»Du skal opleve noget, du aldrig vil glemme,« sagde hun kærligt, og selvom jeg fandt det afsindig ubehageligt at forestille mig min egen krop i netop den positur, lagde jeg mig alligevel ned på knæ og arme for at stikke røven i vejret, og snart mærkede jeg en af Johannas snoge glide ind i min røv.
»Du skal ikke være bange,« hviskede hun og strøg mig over ryggen. »Den ved, hvad den gør. Den er kun oplært til at bringe nydelse.«
Alt strittede på mig, hver en lille celle, og jeg måtte bide i puden og knytte hænderne for ikke at springe op og rive den glatte snog ud af min røv.
»Den går ikke særlig langt ind,« hviskede hun. »Det føles bare sådan, men i virkeligheden kærtegner den kun lige indersiden af din endetarm.«
Fornemmelsen af snogens tørre, varme hud, der gned sig mod mit inderste, og dens drilske tunge, der helt tydeligt ledte efter det sted, der ville bringe mig størst nydelse, fik mig efterhånden til at slappe mere og mere af. Johanna strøg mig over ryggen og ned over ballerne, og nærmest umærkeligt, på samme måde som hun selv holdt mest af, at jeg kælede for hendes klitoris, lod hun fingerspidserne glide ned over mine nosser, så min pik skød i vejret med en øjeblikkelighed, jeg ikke havde nogen som helst kontrol over. Idet snogen ramte mit g-punkt, strammede Johanna læberne om min pik, og senere tænkte jeg, at der måtte have været en telepatisk forbindelse imellem de to. Snogen på én gang prikkede, som om den søgte at bryde ind gennem punktet, og omsluttede det, som om den ønskede at favne stedet, og idet jeg kom med en jamren, jeg aldrig havde hørt fra mig selv før, følte jeg en lige så stor hengivenhed over for det mærkelige dyr, som jeg gjorde over for Johanna.
Da jeg havde været ansat i to uger, og det ikke så meget som havde været på tale, at det var tid til at skifte mig ud, besluttede jeg, at det var mig, som denne gang måtte træffe beslutningen. Det eneste, vi lavede, Johanna og jeg, var at dyrke sex. Vi knaldede i køkkenet, i stuen og under bruseren, dyrkede hed elskov under lagnerne i sengen, eksperimenterede med slangerne og hældte mælk i hendes kusse flere gange om dagen, da hun stædigt blev ved med at holde fast i, at hendes køn var et dyr, som skulle fodres.
Om hun var autist, som hendes far havde sagt, havde jeg svært ved at vurdere, men småskør var hun nok og i hvert fald mere nymfoman, end jeg kunne holde til i længden.
Det var sidst på sommeren. Bladene var dybgrønne, og de fleste blomsterbuske afblomstrede, da jeg gik op på Johannas fars kontor for at sige op. Jeg sagde ikke, at Johanna skræmte mig, eller at slangerne gjorde mig bange, men roste hende derimod som det mest sanselige væsen, jeg nogensinde havde mødt.
»Hvorfor ønsker du så ikke arbejdet længere? « ville han vide.
»Jeg får for travlt med studierne her til efteråret,« sagde jeg, »men jeg kan måske komme som vikar en gang imellem, hvis der bliver brug for det.«
Jeg fortalte ikke Johanna, at jeg havde sagt op, men hentede hjemmevant den grønne slange i terrariet for at lade den kærtegne hende, mens jeg slikkede hende, som en sidste gestus.
Et par dage efter modtog jeg et brev fra hende, hvor hun skrev, at hun huskede mig fra legehuset. Det var det eneste, hun skrev, og to dage efter ringede hendes far og spurgte, om jeg kunne træde til som vikar.