Der var ild i gaderne. Biler brændte, containere. Røg kradsede i næsen, røg fra skud og molotovcocktails. På de flade tage stod både mænd og kvinder og råbte med bannere og vajende flag i hænderne. De fleste af dem var meget unge. Beate smilede op til dem, op til de modige studenter, som satte deres liv på spil for at blive af med en gammel diktator. Hun smilede, men det kunne de ikke se så højt oppefra. De lagde slet ikke mærke til hende dernede på fortovet. Beate følte sig ellers som en af dem, som en af de unge kvinder med løstsiddende cowboybukser og flagrende hår. Deres sag var også hendes sag – sådan tænkte hun, mens hun fulgte i hælene på manden med den åbenstående, sorte frakke, hvis skøder flagrede i den lette brise fra Nilen.
»Det er altså ikke en spøg, det her,« havde hendes chef sagt, da hun for kun halvanden uge siden ringede hjem for at meddele, at hun ville benytte nogle af sine afspadseringsdage til at blive lidt længere i landet. »Hele Mellemøsten står snart i flammer,« sagde han, »og så ringer du og siger, at du vil blive, fordi du synes, det er spændende.«
De havde været af sted i fem dage, både for at besøge Alexandria og Kairo, hvor de fleste af de grupperejser, de solgte fra bureauet, gik til. Tretten medarbejdere havde de været – fem fra bureauet i Aarhus og otte fra København. Det var de medarbejdere, som havde været ansat i over tre år, der var blevet inviteret. Beate havde allerede været i firmaet i fem år. Hun huskede tydeligt den dag, hun startede; det var dagen efter at Mads var gået. Hun havde haft røde øjne, da hun mødte ind for at placere sine ting, tilegne sig skrivebordet og forsøge at gøre det lidt personligt, selvom hun ikke havde noget billede af manden og børnene med. Arbejdet på bureauet skulle være en ny begyndelse. Sådan havde hun tænkt, og sådan tog hun sig selv i stadig at tænke, når endnu en date havde vist sig ikke at være noget alligevel, og hun mødte på kontoret efter en skuffende weekend.
Det var ikke meget, Beate havde rejst i sit liv, og de steder, hun havde været, var alle lande, der tilhørte den såkaldt vestlige kulturkreds. Det var første gang, hun befandt sig i et arabisk land, og første gang, hun stod midt i en revolution. Men optøjernes uforudsigelige gang skræmte hende ikke, for Beate havde det, som om hun selv var en del af frihedskampen. I hjertet var hun ikke en fremmed, som sneg sig langs husmurene, men en revolutionær. Den følelse var vokset frem af mødet med Jamil. Han havde siddet på en fortovscafé den eftermiddag, hun for første gang var ude på egen hånd for at lede efter gaver til dem derhjemme. Hun havde netop fundet et stort fad af alabast, som hun overvejede at købe til sin mor, selvom det ville blive tungt at have med i håndbagagen, da hun fik øjenkontakt med ham. Ligesom så mange andre egyptiske mænd råbte han et eller andet efter hende, da hun gik forbi – kommenterede sikkert hendes blonde hår – men i modsætning til de forrige episoder, hvor hun havde ignoreret opmærksomheden for at gå hastigt videre, stoppede hun denne gang op. Det kom tilsyneladende bag på ham, for i stedet for at komme med flere flirtende tilråb blev han tavs og slog kort blikket ned.
Hans øjne var blå. Beate vurderede ham til at være nogle år yngre end hende. Om håndleddene havde han nogle knyttede snore i farverige motiver og læderremme, og nederst på hans underarm var tatoveret skrifttegn, som endnu ikke var lægt, bemærkede hun.
»Vil du ikke sidde ned? « sagde han endelig på et syngende engelsk og trak en stol ud til hende. Beate satte sig.
»Faktisk har jeg ikke tid til det her,« sagde han og lænede sig ind over bordet for at skænke hende te i det glas, tjeneren havde stillet foran hende.
»Tid til hvad? « spurgte hun forsigtigt.
»Til at sidde her med dig.«
»Du sad her jo i forvejen.«
»Ja, men jeg har travlt.«
»Jeg drikker bare teen, og så er jeg videre,« sagde hun og kom til at brænde sig på de grønne mynteblade, der flød op til overfladen i glasset.
»Nej, sådan mente jeg det ikke,« sagde han med et smil og præsenterede sig. »Jeg hedder Jamil,« sagde han.
»Beate.«
»Jeg bor lige rundt om hjørnet.« Han vendte sig rundt på stolen og pegede.
»Det gør jeg ikke,« sagde hun.
»Nej, det ved jeg,« udbrød han en smule fremturende. »Du burde se at komme hjem. Det er alt for farligt for dig at være her.«
»Jeg vil ikke hjem,« sagde hun.
»Du vil ikke hjem? « sagde han overrasket, mens et smil bredte sig i hans ansigt.
Beate rystede på hovedet. Han smed et par mønter på bordet og tog en taske med læderrem over skulderen.
»Kom,« sagde han og greb hendes hånd. »Du skal se, hvor jeg bor.«
Det føltes, som om det var flere måneder siden, men der var kun gået lidt over en uge, siden Beate første gang stod på taget sammen med Jamil – taget, hvor en fraktion af de revolutionære fra det kunstneriske miljø i Kairo holdt til. De boede deroppe, sov på madrasser, kun adskilt af lagnerne fra de lange tørresnore. Fællesaktiviteterne foregik på store tæpper, der var blevet rullet ud i midten af det hele. Det var der, de sad og spiste og diskuterede strategierne for de næste dage.
Manden med den sorte frakke var godt klar over, at hun fulgte efter ham. »Jeg har bedt ham om at passe på dig,« var alt, Jamil havde sagt i telefonen.
Måske var han en af mændene fra taget. En af de unge mænd, hun aldrig havde talt med, men hvis stjålne blikke hun ikke havde kunnet undgå at lægge mærke til.
Jamil havde sagt, at manden ville stå foran aviskiosken på hjørnet ved frugtmarkedet klokken halv ni om aftenen. Når han begyndte at gå, skulle hun selv vente et par minutter, inden hun fulgte efter, for de måtte ikke blive set sammen. Det var vigtigt, at hun hele tiden holdt sig på flere meters afstand, men hun måtte under ingen omstændigheder tabe ham af syne, for uden ham ville de aldrig finde hinanden i de store menneskemængder på Tahrirpladsen.
Byen var anderledes end de foregående aftener. I begyndelsen kunne Beate ikke sætte fingeren på, hvad det var, indtil det gik op for hende, hvor stille der var blevet i løbet af de sidste minutter. Efter at de var drejet væk fra den store gade med skobutikkerne, tog byen sig forbløffende affolket ud. De brede boulevarder og indfaldsvejene langs Nilen var alle mere eller mindre øde. Der var næsten ingen køretøjer på gaden ned mod Nile Hilton, hvor man plejede at skulle holde vejret, inden man trådte ud foran bilerne, der kun nødigt satte farten ned. Indimellem drønede en vogn gennem gaden med hornet trykket helt i bund og viftende arme og flag fra de åbne vinduer, men ellers var der stille. Beate spekulerede på, hvor alle var henne, for hele Kairo kunne umuligt opholde sig på pladsen samtidig. Måske havde folk forladt byen i løbet af de sidste timer, fordi de frygtede, at de næste dage ville blive endnu mere blodige. Måske burde hun også selv være taget af sted.
Beate småløb rundt om et hjørne for ikke at tabe manden af syne. Han havde mørkt hår ligesom Jamil, halvlangt, mørkt hår. Det lod til at være moden i studenterkredse, ligesom det var højeste mode blandt mændene at gå med spraglede tørklæder om halsen, til trods for varmen.
Det var muligt, at hun ville være taget hjem, hvis hun havde brugt sin fornuft. »De skyder jo folk på gaden, Beate, og du siger, at det ikke er farligt at gå ud. Har du da fuldstændig mistet forstanden? « råbte hendes mor grådkvalt i telefonen, da de talte sammen forleden. Hun havde lovet, at hun nok skulle se at komme sig ud. Den første billet hjem, hun kunne finde, ville hun købe, det lovede hun. På en måde havde hun selv troet på det, mens hun beroligede sin mor, men nu hvor stilheden i gaderne syntes at omslutte hende mere og mere, vidste hun, at der ville gå lang tid, før hun forlod Kairo.
Over for sine venner på taget havde Jamil præsenteret hende som en nær veninde.
»En nær veninde? « nærmest vrængede en yngre kvinde med lange slangekrøller. Det havde slået Beate, at kvinden nok var Jamils kæreste, men det benægtede han, da hun senere spurgte. Han havde ingen kæreste, sagde han og kyssede hende på halsen. »Medmindre du vil være det? «
Han spurgte ikke ind til hende. Det interesserede ham tilsyneladende ikke, hvor hun kom fra, eller hvor længe hun havde tænkt sig at blive. Nu hvor hun var der, lod det til at være en selvfølge for ham, at hun var en del af revolutionen; at hun ligesom ham ville stille sig hen på Tahrirpladsen og råbe. Og det var også nøjagtigt sådan, det blev, som havde Jamil været en slags dukkefører, der gnidningsløst førte hende ind i sin kamp. Beate, der indtil da havde oplevet Egypten som en slags fjern planet, hun lige så godt kunne have set på en fjernsynsskærm, blev så overrumplet af Jamil og begivenhederne omkring ham, at hun i flere dage glemte alt om, hvor hun selv kom fra. Hun skænkede ikke dem derhjemme en tanke. På en måde var det, som om hendes liv startede forfra, eller som om hun først nu vågnede rigtigt op.
I de dage, Beate tilbragte på taget, sov hun stort set ikke. Jamil havde tilbudt hende en madras bag lagnet ved siden af hans, men allerede den første nat listede han ind til hende for at trække tæppet af hende, mens han troede, hun lå og sov. Da hun satte sig op, bad han hende lægge sig igen. De måtte være stille, hviskede han, for alle kunne høre dem. Beate lagde sig tøvende tilbage på madrassen, mens Jamil kravlede op under tæppet og begravede sit ansigt i hendes skød. Langsomt og med en præcision, som kendte han hvert eneste lille følsomme punkt på hendes krop, slikkede han og kærtegnede hende, så det flød ud af hendes skød med et sødtduftende sekret, som var hun en slags bistade, hvor dronningebien for første gang gav sin tilladelse til høst.
Jamil hviskede, at han havde ventet på hende hele livet – »en revolutionær kusse,« hviskede han, »der tør alt det, ingen af de andre har mod på, en kusse, der er villig til at blive våd og endnu mere våd, en kusse, der tør tage imod alt, hvad der byder sig for den. Endelig har jeg fundet dig,« hviskede han.
Beate havde aldrig før været så tiltrukket af en mand, som hun var af Jamil. Hans spinkle og relativt lavstammede skikkelse stemte ellers ikke overens med hendes eget ideal, men det var første gang, hun oplevede en elsker, der på en gang turde tage hende med magt og kærtegne hende med så fintfølende bevægelser, at hun ikke kunne andet end at overgive sig fuldstændigt. Bag lagnerne bevægede skyggerne sig fra rastløse unge mænd og kvinder, der i udgangspunktet havde haft svært ved at sove på grund af den angst og spænding, som revolutionen havde udløst, men som nu blev holdt vågne af Beates højlydte stønnen. Når hun indimellem kom til sig selv, skammede hun sig ved tanken om alt det, man kunne høre gennem de flagrende stofvægge, men så snart Jamil lagde sig ind over hende igen, glemte hun alt om, hvor de var.
Tingene ændrede sig dog den aften, Jamil brød ud af omfavnelsen og satte sig op.
»Hun kan ikke bare stå der. Hun kan ikke blive ved med at stå der.«
»Hvad mener du? Hvem? « fremstammede hun stakåndet.
»Latifa. Hun kan ikke tåle, at jeg holder hende udenfor. Det ødelægger hende at høre mig elske med dig hver nat. Hun skal ikke holdes udenfor længere. Jeg vil se dine hænder kærtegne hendes store, bløde bryster, mens jeg fører hendes ansigt ned til dit lyserøde kød.«
Uden videre, uden først at spørge, om Beate havde lyst til at inddrage Latifa, løftede han lagnet, og lige der, på den anden side, stod ganske rigtigt den helt unge, sammenbidte kvinde med de lange slangekrøller.
»Kom herind til os, skat,« sagde Jamil og tog hendes hånd.
Latifa svarede ikke, men stirrede bare på den blonde kvinde, mens hun begyndte at ryste. Tilsyneladende skræmte det ikke Jamil, at hun reagerede sådan. Han kyssede hende bare og hviskede beroligende ord, mens han med nænsomme bevægelser fik trukket hende ind til dem. Tårerne flød ned over Latifas ansigt, da hun knælede foran Beate på madrassen.
»Vi er forlovede,« hviskede hun og viste hende den ring, hun havde siddende på fingeren. »Det er mit navn, der står på hans arm.«
Mens hun græd, gav Jamil sig til at kysse hendes fødder. Han undskyldte ikke for at have bedraget hende, men lod bare sin tunge glide op over hendes slanke brune fødder og videre op over anklerne. »Der findes ingen smukkere kvinde end dig, Latifa,« hviskede han.
Beate havde ikke prøvet at føle sig tiltrukket af en kvinde før, men da Jamil havde klædt Latifa nøgen og suttet hendes mørke brystvorter så stive, at det så ud, som om de pegede på hende, kunne Beate ikke modstå fristelsen til at gribe ud efter hendes bryster. De var store og som en levende organisme mod hendes håndflader. Bløde. Tunge. Latifa stønnede højlydt, som om hun var ved at komme ved den mindste berøring. Beate fik lyst til at lægge sig ind til hende. Hun ville mærke hende endnu mere, mærke, hvor fugtig og varm hun var mellem benene. Tøvende førte hun hånden derned, men i det samme skubbede Jamil hende ned på madrassen igen.
»Vent,« sagde han og pressede Latifas ansigt ned mellem hendes lår. »Latifa er god til at slikke,« sagde han og løftede hendes røv op, så han kunne trænge ind i hende bagfra. Beate kom med det samme. Det var synet af den måde, Jamil tog hende på, som gjorde det umuligt for hende at holde sig tilbage.
Bagefter rejste Jamil sig op og tog tøj på. »Der er noget, jeg bliver nødt til at ordne,« sagde han og kyssede Latifa på munden. »Jeg kommer om lidt.«
Mens Jamil var væk, dykkede Beate ned mellem benene på Latifa. Duften mindede om hendes egen – den søde honningduft. De stramme læber under den tætte måtte af sort, kruset hår svulmede mere og mere op, og da et skummende, mælkehvidt sekret flød ud af hende, rystede hun så meget, at Beate måtte holde hende fast.
»Hvad var det, du gjorde,« hviskede Latifa og tog hendes hænder. »Hvordan gjorde du? «
Beate svarede ikke, men stivnede ved lyden af sirener og råb fra gaden.
»Det lyder, som om der er krig dernede,« hviskede hun.
En række skudsalver rungede mellem husmurene, og der opstod postyr på taget. Flere råbte. De løb rundt lige ude på den anden side. På den anden side af lagnerne. Måske samlede de deres ting for at flygte.
»Ja, det lyder som krig,« sagde Latifa.
»Skal vi så ikke gå med de andre? « sagde Beate. »Vi bliver nødt til at tage ud og finde Jamil, så der ikke sker ham noget.«
»Ja,« sagde Latifa, men i stedet for at rejse sig lænede hun sig ind over hende og stak tungen ind i hendes mund. Råbene fra gaden blev højere, alligevel var det, som om de fortonede sig. Det var umuligt at modstå hende nu, hvor hun utålmodigt pressede sit køn ind mod hendes, mens de store, tunge bryster strejfede hendes eget nærmest flade bryst. Under Latifa forvandlede skuddene fra gaden sig til eksplosioner i kroppen, i skødet, der føltes som et delta af flydende lava under Latifas hænder. Hun var uimodståelig. Hendes hud. De slanke lår og runde baller. Latifa lænede sig ind over hende, så brysterne stod duvende over hendes ansigt, mens hun med stadigt hastigere bevægelser kneppede hende med sin hånd.
Hun havde tabt ham af syne nu. Pludselig var han væk. Gaden var øde, og det gjorde hende bange, for hun vidste ikke engang, hvor hun befandt sig. Umiddelbart måtte de være langt fra pladsen, for der var ingen lyde, ingen råb eller horn, der dyttede.
Dagene efter postyret havde været mærkelige. Jamil havde stort set ikke været på taget, og Latifa søgte hende hver nat. Når de elskede, forestillede Beate sig, at han sad og betragtede dem. Det gjorde hende ophidset at tænke på den lyst, det måtte fremkalde i ham at se de to sammen. Hun forestillede sig, hvordan han ville vente, til hans lem var blevet så stort og stift, at han ikke kunne have det i bukserne længere. Så ville han læne sig ind over dem på den tynde madras for at stikke sine fingre ind i deres åbninger, lade sin pik glide op mellem Latifas bryster, mens han hviskede hende i øret, at han ville tage Beate først.
Nu var han der igen. Han kom ud fra en port. Det gullige lys fra en af gadelamperne faldt ned over ham, idet han trådte ud og så hen mod hende. Jamils ansigt. Nej, det kunne det ikke være. Hun så syner. Han var jo på pladsen allerede. Manden skulle føre hende hen til ham. Det var det, der var aftalen. Omstændighederne havde ændret sig i løbet af de sidste dage. Alting var blevet farligere. Det forstod hun. Hun måtte ikke ses sammen med hverken Jamil eller Latifa. Hun måtte slet ikke vise sig på taget. Jamil havde sagt, at det var for risikabelt. Det hemmelige politi kunne få mistanke om, at hun var indblandet.
I stedet havde hun tilbragt de sidste tre nætter på hotel. Et billigt hotel, hvor lyden af kakerlakkerne på badeværelset holdt hende vågen om natten, men hun havde ikke haft råd til andet, nu hvor hun havde forlænget sin ferie så meget. Latifa havde ringet adskillige gange og efterladt beskeder på telefonsvareren, men hun havde ikke ringet tilbage. En nat stod hun der pludselig. Uden for døren til hendes værelse. Det var lykkedes hende at snige sig forbi portieren. Hun hilste ikke, men gik bare ind, da Beate åbnede døren. Strøg forbi hende og stillede sig an midt på gulvet, som om hun ville fortælle noget vigtigt, men hun forblev tavs. Så bare på hende.
Beate blev overvældet af Latifas skønhed: Den nedringede, hvide kjole, som kun gik hende til midt på lårene. De brune, flettede sandaler. Om den ene ankel havde hun en kæde. Som altid faldt hendes krøllede hår ned over ryg og bryst, og da hun så sig om efter et sted at sidde i det lurvede møblement, kunne Beate ikke lade være med at lægge sine hænder på hendes skuldre.
»Hvad laver du her? « hviskede hun med dirrende stemme.
»Jeg kunne ikke vente,« undskyldte Latifa. »Jeg kunne ikke vente med at se dig.«
I stedet for at sige noget, byde hende velkommen eller bede hende gå igen, greb Beate fat om hendes hoved og kyssede hende grådigt.
»Vent,« sagde Latifa. »Jeg har taget nogle abrikoser med og en flaske vand. Jeg tænkte, at vi måske kunne ryge en cigaret inden ...«
Beate rystede på hovedet og førte Latifa med over på det storblomstrede, syntetiske sengetæppe.
»Jeg kan ikke vente,« afbrød hun hende og blev selv overrasket over, hvor utålmodig hun var. Det var først nu, at hun rigtigt kunne mærke, hvor meget hun havde længtes efter Latifas krop i de dage, der var gået – hvor meget hun havde fantaseret om hendes slanke skuldre og det svulmende bryst. Derhjemme var hun vant til, at der kunne gå måneder imellem, hun havde sex, men efter mødet med Jamil og Latifa kunne hun nærmest ikke tænke på andet, og nu hvor hun så ned på den halvnøgne krop på sengen, havde hun det, som om hun havde vandret hvileløst omkring i dagevis som en tørstende i ørkenen.
Latifa trak selv sine trusser af og spredte benene. Hun var allerede fugtig. Beate stak forsigtigt en finger op i hende, og der gik ikke mere end få minutter, før hele hendes krop skød bagover i en dirrende bue. Beate ville lægge sig ned til hende. Hun ville have, at hun skulle røre ved hende – det var Latifas tur nu – men pludselig blev hun bange og tænkte, at de hellere måtte stoppe.
»Det er farligt for dig at være her,« hviskede hun og prøvede at få hende op at sidde. »Det er farligt for os begge to.«
Latifa rystede på hovedet og begravede sit ansigt ved hendes nakke. »Det er noget, Jamil har bildt dig ind, men det er kun, fordi han er jaloux. Der er ingenting at være bange for.«
Latifa trak Beate ned på sengen, og mens hun dækkede hendes bryst og ansigt med kys, bandt hun med stor nænsomhed hendes hænder fast til hovedgærdet.
»Stol på mig,« hviskede hun og lod sin pegefinger løbe ned over hendes hals og mave, ned over venusbjerget, for kun at strejfe hendes klitoris, inden hun trak hånden til sig igen.
Hun bandt et tørklæde rundt om hendes øjne, så Beate kun akkurat kunne skimte den røde silke og dufte parfumen fra stoffet, men ellers var alt væk. Latifa hviskede ord, hun ikke forstod, og åndede hende tungt i øret, indtil hun med ét rejste sig og gik. Beate mærkede det kølige vindstrejf fra døren, der blev åbnet og lukket, men det gjorde hende ikke bange.
Mens hun ventede, gled billederne af de sidste uger gennem hendes hoved: Latifa og Jamil bag lagenvæggene på taget, deres nøgne kroppe, demonstranterne på gaden. Et øjeblik strejfede tanken hende, at Latifa måske snød hende og ikke ville komme tilbage, men da hun mærkede hendes læber mod inderlåret, slappede hun af igen og gav sig hen til kyssene. Latifa brugte både sine hænder og sin tunge. Det var ikke til at skelne tungen og læberne fra fingrene og brystvorterne. Brysterne, der konstant gled ind over hende, fejede hen over hendes hud som for at fjerne enhver rest af tilbageholdenhed. Beate kom, men blev ophidset sekundet efter.
»Jeg bliver ved,« hviskede Latifa, »til du ikke kan mere, til du ikke kan rumme mere. Indtil da bliver jeg bare ved med at bore mine fingre op i dig.«
Hun slikkede hendes inderlår, lod tungen glide hele vejen ned over anklen og op igen. Til sidst fjernede hun tørklædet og løsnede hænderne fra gærdet, så Beate endelig kunne holde om hende igen. De faldt i søvn sammen. Tæt omslyngede. Da hun vågnede næste morgen, var Latifa væk.
Det virkede, som om manden gik hurtigere nu. Beate havde svært ved at følge med og måtte indimellem småløbe for ikke at miste ham af syne. Det slog hende, at han kunne føre hende hvor som helst hen, at det måske slet ikke var pladsen, de var på vej hen til, som hun hele tiden havde troet. Når det kom til stykket, kunne hun ikke vide sig sikker på nogen. Heller ikke på Jamil, for hvad vidste hun egentlig om ham? Ingenting andet end at han gik ind for revolutionen. Men det passede måske ikke engang. Måske arbejdede han i virkeligheden for det hemmelige politi og var i dette øjeblik i færd med at lokke hende i en fælde.
I de sidste par dage havde hun ikke kunnet tænke på andet end ham. Hun var blevet bange for, at hun aldrig ville komme til at se ham igen. Hun havde hans nummer, men da han havde fået hende til at forlade taget, havde han samtidig sagt, at hun ikke måtte ringe til ham.
Han ville kontakte hende, når det var muligt. Det havde han lovet.
Beate syntes ikke, hun kunne genkende gaderne, de gik i, eller navnene. De havde muligvis bevæget sig helt uden for centrum. Hun sænkede farten og drejede rundt om sig selv et par gange. Det var alt for farligt bare at gå med en fremmed mand på den måde, en fremmed, hvis ansigt hun ikke engang havde set endnu. Han sænkede ikke selv farten, men drejede igen om et hjørne. Hvis hun ville med, måtte hun skynde sig. Hun gav sig til at løbe. Det var muligvis livsfarligt, det, hun foretog sig, men hun følte ikke, at hun havde noget valg, som tingene var nu. Tanken om aldrig at se Jamil igen var for uudholdelig.
Måske var de gået i cirkler, eller også var de gået meget hurtigere, end hun havde nået at opfatte – fra den ene ende af byen til den anden. Larmen var vendt tilbage nu. Larmen og menneskerne. I hobetal af mennesker. Og nu var de på pladsen. Tahrirpladsen, hvor folk stod så tæt, at hun ikke kunne forestille sig, hvordan de skulle kunne finde Jamil. Hun vendte sig rundt, men kunne ikke se manden. Der var mennesker alle vegne. De stod så tæt. Beate drejede rundt om sig selv. Alle de ansigter, men manden var der ikke.
Sveden piblede frem på panden. Hun havde aldrig været glad for store menneskemængder, men sammen med Jamil havde det været anderledes; med ham var alt let – selv revolutionen virkede så ligetil. Når de gik på gaden sammen, havde hun ikke været det mindste i tvivl om, at de nok skulle vinde. Selvfølgelig ville Egypten blive frit. Nu føltes det derimod, som om menneskemængden blev tættere og tættere, som om den langsomt lukkede sig om hende, så hun snart ikke ville kunne få luft. Projektørerne, der lyste pladsen op, skar i øjnene. Luften var tyk af sved, og de fremmede ord, der lød skingert fra en megafon længere fremme, fik panikken til at vokse i hende. Hun ville væk, og med et pludseligt ryk forsøgte hun at vende sig om, men en arm greb hende om livet og holdt fast.
Alting stod stille derefter. Lydene forsvandt. Hendes egen krop. Indtil hun så ned på armen og hånden, der holdt rundt om hende. Det sorte frakkeærme. Mandens arm. Det var manden, som holdt om hende. Beate prøvede igen at vende sig rundt, men det var umuligt. Hun kom ingen vegne. Kroppene holdt hende som i en spændetrøje, så tæt stod de, så tæt, at hun ikke engang hæftede sig ved bulen, der pressede ind mod hende, før hun mærkede, hvor hård den var. Det var ham – det var hans pik, hun mærkede mod sine baller, og som fik fugten til at udvide hendes skød lige så langsomt.
Beate lukkede øjnene og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke komme fri, medmindre hun bad om hjælp. Til hendes egen overraskelse skræmte tanken hende ikke; tanken om, at han ville tage hende lige der. Igen mærkede hun en hånd, mandens anden hånd, der løftede nederdelen op. Med et enkelt ryk trak han hendes trusser ned. Et sug gik igennem hende. Hun havde lyst. Selvom hun var omgivet af mennesker. Langsomt skød hun røven tilbage, svajede ryggen, så han kunne komme til.
Idet han trængte ind i hende, lød et jubelråb længere fremme, et råb, som øjeblikkeligt bredte sig i mængden, og mens han stødte hårdere og hårdere til, forvandlede råbene sig til en messende slagsang på hele pladsen. Folk klappede. Stampede. Og snart sang alle. Beate forstod, at det måtte være nu, det skete, nu, Egypten blev befriet. Ingen ville lægge mærke til dem. Ingen ville bemærke, at manden tog hende lige der, midt på pladsen. Hun kunne give sig hen. Fuldstændigt. Jo hårdere han stødte til, jo mere strammede han også grebet om hende, som om han var bange for at komme til at skubbe hende fra sig. Langsomt gled frakkeærmet op over armen, mens den rytmiske bevægelse voksede sammen med de syngende stemmer. Beate anede små svedperler mellem hårene på den lysebrune hud. Hun var også selv varm. Da hun lagde sin hånd oven på hans, løsnede han taget nok til, at hun kunne se tatoveringen på indersiden af armen. De fremmede skrifttegn, som nu var lægt. Beate blussede. Hele kroppen blussede, dampede, og håndfladerne nærmest skred på hans hud, som skøjter på isen. Men pikken skred ikke – den trængte kun dybere og dybere, jo varmere det blev. Beate lænede hovedet bagud, men kunne kun se himlen ovenover, himlen, der blegnede i det stærke lys.