Det var begyndt at trække op. Det hvide skum på de endnu små bølgetoppe lyste mod den koksgrå himmel. Horisonten lignede en nedbrændt by, forkullet og utilnærmelig. De faretruende skyer bevægede sig i Clarissas retning, ind mod stranden, hvor hun stod og forsøgte at få hold på sit hår, som blev ved med at blæse ind over ansigtet.
James havde sagt, at det ville blive uvejr, og for første gang i de uger, de havde været i huset, forsøgte han at overtale hende til at blive hjemme. Clarissa havde stået foran spejlet på badeværelset, da han kom ud og lagde armene om livet på hende.
»Lad os blive hjemme,« hviskede han, mens han lod sin hånd glide ind under sommerskjorten for at gribe fat om hendes bryst. Hun elskede, når han hviskede hende i øret på den måde. Elskede fornemmelsen af hans hænder om hofterne og brysterne, alligevel var hun ikke i stand til at give sig hen og mindede ham om, at det netop var på overskyede dage, man tog de bedste billeder.
»Skyerne bliver her,« sagde han og bed hende i øreflippen. »De har lovet regn de næste tre dage.« Hans viltre gråsprængte hår kildede i ansigtet, og den varme, brede hånd, som vandrede ned over hendes mave for at bevæge sig ind under bukselinningen, gjorde det nærmest umuligt at gøre modstand.
Clarissa vendte sig om og så op mod klitterne. Flere af dem lignede kvindehoveder. Marehalmen flagrede som langt hår i den tiltagende vind. Hun løftede sit Leica og kiggede gennem linsen – kvinder, som var ude af stand til at bevæge sig, fordi deres rødder rakte for dybt ned i jorden, og nu var prisgivet den stive kuling, som truede med at rive deres hårpragt af dem. Hun trykkede på udløseren. Lyden af det lille klik. Næsten som et skud. På en måde var det, som om hun tog noget fra landskabet, når hun fotograferede det, som om hun fraskrev det muligheden for at fremstå anderledes. De, der så hendes billeder, ville opfatte landskabet på Cape Cod på den måde, hun havde afbildet det – som kvinders hår i en ørken af sand.
Da det var lykkedes James at få sin hånd helt ned i hendes trusser, havde hun haft det, som om hun lige så godt kunne opgive det hele, både ph.d.en og billederne. Hun vidste ikke, hvorfor hun fik det sådan, hvorfor det føltes så fatalt at give sig hen.
»Jeg er sikker på, at du tager nogle bedre billeder, hvis du har haft mig inden i dig først,« hviskede han, og hun mærkede, hvor våd hun blev, hvordan alting åbnede sig – hver en pore i kroppen, og det virkede derfor helt naturstridigt at rive sig løs, som hun havde gjort.
De havde tilbragt de sidste ti somre på Cape Cod. Det var altid det samme hus, de lejede i Provincetown; en typisk New England-villa i to plan med en veranda foran og et velholdt trappeparti, som førte ned til en lille forhave med roser og syrener.
Da drengene var små, tog de af sted for at komme væk fra det hektiske storbyliv i Boston, men nu hvor børnene var blevet så store, at de tog på summercamps i ferien, var James og Clarissa fortsat med at leje huset. De havde flere gange talt om, at det også kunne være spændende at prøve noget andet. De kunne for eksempel tage en tur til Europa – måske til Italien. Dette vendte de stadigvæk tilbage til, men hver gang endte det alligevel med huset i Provincetown.
De havde det begge to, som om de fik abstinenser, når forårssolen endelig kiggede frem i løbet af marts måned, og sommeren nærmede sig; de kom til at længes efter klitterne og bølgerne, vinden og klipperne, men også efter hinandens kroppe og tiden, de havde til rådighed, når de var der – de lange sommeraftener under stjernehimlen på stranden med udsigt til de blinkende fyrtårne langs kysten, den daglige rutine med at stå tidligt op og gå ned til klippen, som de plejede at springe ud fra, inden badegæsterne kom myldrende.
Somrene på Cape Cod var blevet en uundværlig del af James’ og Clarissas ægteskab – som en tredje part, der hjalp dem tilbage på rette kurs, hvis de havde haft problemer eller var kommet for langt væk fra hinanden i løbet af de hektiske vintermåneder derhjemme. Da de begge var ansat på universitetet, havde de stort set altid arbejde med på ferie, men i modsætning til hjemme i Boston havde de ikke svært ved at finde en balance mellem fritid og arbejde.
For Clarissa tegnede denne sommer til at blive noget anderledes end de forrige. Den havde ganske vist ikke varet mere end et par uger, og meget kunne stadig nå at ændre sig, men den forløsning, hun havde håbet ville indtræffe, virkede mere og mere fjern, og hun følte ikke længere, at hun ejede nogen vilje. Hun var som vinden, der løb hen over det rillede sand, rastløst søgende og altid i retning af strandskurene i Truro.
Det var begyndt at regne. Hun så det gennem linsen, inden hun mærkede de små, hårde dråber mod huden. Den tynde skjorte ville blive gennemblødt i løbet af få minutter. Hun havde glemt at tage sin jakke med, og nu var hun nervøs for, at James ville tage ud og lede efter hende.
Det at fotografere havde altid været en privat, næsten intim handling for Clarissa. Som yngre, før hun var begyndt at læse kunsthistorie, havde hun brugt fotografiet som en slags dagbog. Ingen havde set de billeder, hun tog dengang. Kun James havde fået lov et par gange, men det havde ødelagt noget for hende, at han var blevet så begejstret. Hans ros havde virket stik imod hensigten, og gradvist mistede hun lysten til at fotografere.
Clarissa sænkede kameraet og vendte sig, så hun igen stod med ansigtet mod havet. Der var ingen forskel længere, ingen skillelinje mellem himmel og hav. Horisonten var væk. Der var kun vand tilbage nu – vand, der rejste sig foran hende som et monumentalt bygningsværk, vand, der drev ned over hendes ansigt, dryppede fra håret og fik hendes tøj til at klæbe til kroppen. Hun burde gå hjem og skifte tøj. I det hele taget burde hun bare gå hjem, for det var umuligt at fotografere i det her vejr.
Sidste sommer købte James et nyt kamera til Clarissa. Han havde haft lyst til det i flere år, fortalte han, men havde ikke haft mod til det før. Det var et par uger efter, at de havde været nede ved de små strandskure i Truro, hvor mange kunstnere boede om sommeren. De små skure bygget af drivtømmer havde altid fascineret Clarissa, men den eftermiddag satte fascinationen sig mere som en længsel i hende – en længsel, der som et stort hvidt lærred på én gang fyldte hende indefra og spændtes ud foran hende, uden at hun var i stand til at påføre det så meget som en streg.
For første gang i alle de år, Clarissa havde været sammen med James, følte hun, at noget manglede. Det var ikke noget, hun kunne sætte fingeren på, for James var, som han plejede – en mand, hun altid havde begæret og beundret. En god mand og en god far. Men synet af de små vindblæste skure mellem klitterne foran det glitrende hav fik hende til at føle sig løsrevet fra det hele, som om hendes liv sammen med James bare var en fantasi – noget, hun havde bildt sig selv ind.
De lignede perler i sandet, hullerne fra regndråberne. Clarissa satte sig ned på hug for at tage et billede. Eller hud. På en måde lignede sandet hud, som den kan se ud helt tæt på, når man fryser. Hun var blevet kold, men i stedet for at vende om og gå tilbage til Provincetown begav hun sig op over klitterne i retning mod Truro.
James havde foræret hende kameraet, fordi han syntes, hun skulle tage ud og fotografere landskabet. »Klitterne og havet,« sagde han, »og de små skure på stranden.« Hun huskede, hvordan hun var blevet helt stiv, da han nævnte skurene, for de havde været hendes hemmelighed. På en eller anden måde havde hun fået bildt sig selv ind, at hun var den eneste, der kendte til strandskurene, selvom de gennem årene havde gået forbi dem utallige gange og ofte talt om, hvor inspirerende det måtte være at have et sådant sted, hvis man var kunstner eller digter.
Hun havde kun fået taget nogle få billeder; billeder af havet og klitterne. Hun gjorde det for at overbevise James om, at hun var glad for hans gave, men sandheden var, at det havde gjort hende rædselsslagen at stå med kameraet i hånden. Siden, da de kom tilbage til Boston og genoptog hverdagen sammen med drengene, havde hun ikke taget et eneste billede, men tilstanden, som strandskurene havde fremkaldt, forlod hende ikke. Til James sagde hun, at det var ph.d.en, der plagede hende; hun følte sig stresset, sagde hun, fordi hun var usikker på, om hun ville nå at blive færdig til tiden.
James var tålmodig og forstående, men da Clarissa ud på foråret forsøgte at overtale ham til, at de skulle rejse et andet sted hen end ud til huset på Cape Cod, begyndte han alligevel at få en mistanke om, at der måtte stikke noget dybere end skriveblokeringer under hendes mærkelige adfærd. Hun overvejede at forklare ham, hvordan hun havde det, men tænkte, at det alligevel måtte lyde for underligt, at det var drømme om strandskurene i Truro, som havde bragt hende så meget ud af ligevægt.
Hver nat siden sidste sommer havde Clarissas indre blik stillet skarpt på skurene, og hun vågnede ofte med en følelse af at have været trængt igennem træet, som vinden, når den driver tømmeret gennem vandmasserne, eller som havet, når det aflejrer sit hvide salt i hver enkelt lille knast eller ujævnhed.
Clarissa syntes ikke, hun kunne bruge drømmene som undskyldning for ikke at ville af sted, så hun besluttede at tage kameraet med til Cape Cod i stedet for hele tiden at komme med forslag til andre feriemål. Kameraet skulle befri hende fra den besættelse, som skurene var kommet til at udgøre. Hun ville uddrive dem med billederne. Til hendes egen fortvivlelse var det langtfra sådan, det blev. Den tilstand, som skurene hensatte hende i, blev kun stærkere jo mere tid, hun tilbragte i Truro.
Mange af dem var ikke større end redskabsskure, og der var absolut intet mondænt over den interimistiske facon, de fleste af dem var blevet banket sammen på. Det slog Clarissa, at det måske netop var derfor, hun ikke kunne slippe dem; denne tilsyneladende henkastethed, som var de bare naturens affald, tilfældigt spredt mellem klitterne. Den var som forhæng, regnen, lange tunge gardiner, man ikke kunne trække til side. Sådan var regnen – uendelige lag, der skiftevis indhyllede og rev i hende.
Det kunne ikke vare længe, før hun var fremme ved skurene, men endnu var det kun regnen, der tegnede sig foran hende. Og vinden, som fik de tunge dråber til at slå ind mod hendes ansigt og bryst. Hun var træt, og for første gang ærgrede hun sig over, at hun ikke var blevet hjemme. Hun overvejede at vende om igen, men så brød et lys gennem den tykke vandmur; et lille hoppende lys, der skiftevis blev tydeligere og forsvandt, som om det var ved at opløses under skvulpende vand. Clarissa bevægede sig op over en klit og kunne nu se, at lyset kom fra et vindue. Hun løb hen til huset, og uden at overveje hvad hun ville sige, hvis nogen var hjemme, bankede hun på døren. Det virkede indlysende, at hun ikke kunne blive stående herude. Tilsyneladende virkede det også indlysende for manden, som åbnede, for han smilede bare og bød hende indenfor.
Han var ung. Meget ung. Måske ikke engang tyve. Hans mørke, halvlange hår blev ved med at falde ind over ansigtet, og han strøg det væk med hånden. Clarissa slog blikket ned og prøvede at finde på noget at sige. Han havde ikke sko på, så hun, og der var malerpletter på hans cowboybukser. Blå og grønne pletter.
»Du fryser,« sagde han, og hun blev bevidst om, at hun stod og rystede.
»Ja, det regner udenfor.«
»Ja.« Han grinede og fandt et håndklæde frem. »Her,« sagde han og strakte det frem mod hende. »Jeg har også noget tøj, du kan låne. Hvad med dit kamera? « Han greb ud efter det. »Det må da være gået i stykker.«
»Ja,« sagde hun. »Det havde jeg slet ikke tænkt på.«
»Hvorfor gik du ud i det vejr? «
»Jeg ville tage billeder.«
»Nå, er det dig? « sagde han og tog håndklædet fra hende for at tørre kameraet.
»Mig? «
»Ja, du har da været her før, ikke? « Han grinede igen. »Det er dig, der render rundt og fotograferer skurene.«
»Det er ikke mig,« sagde hun og begyndte at ryste endnu mere. Hun burde se at komme af sted, tage kameraet og løbe ud, men hun blev stående. »Det er ikke mig.«
»Du bliver syg,« sagde han og hentede et skinnende hvidt stykke stof ud af et skab. »Det er en kimono. En ægte japansk kimono. Den må du tage på. Kom, lad mig hjælpe dig.«
Uden videre gav han sig til at knappe hendes skjorte op, som var det det mest naturlige i verden.
»Hvad er det, du gør? « sagde hun og så forbløffet ned på hans brune hænder, der med hurtig snilde åbnede den ene knap efter den anden, som om han var vant til at hjælpe gennemblødte kvinder af med deres tøj.
»Jeg hjælper dig, så du kan få varmen,« sagde han og tog fat om hendes arm, for at få den ud af ærmet. Hans hånd var blød og meget varm. Hun ville sige, at hun nok selv skulle gøre det. Men hun sagde ingenting, betragtede ham i stedet, mens han hang hendes skjorte over en stoleryg. Han lænede sig ind over hende for at åbne bh’en bag på. Hun kunne dufte saltet fra hans hår. Da hendes bryster kom til syne, var det som om, han gik i stå. Han så bare på hende. Lod blikket glide ned over maven og op på brysterne igen, inden han åbnede hendes bukser, der føltes som limet på, men også våde bukser lod han til at have øvelse i, og i løbet af kort tid var hun helt nøgen.
Han førte hendes arme ind i kimonoens løse ærmer, og snart smøg silken sig om hende, som endnu et par hænder.
Den unge mand gik hen til et lille tekøkken og satte vand over i en kedel. Clarissa så på ham, så på hans muskuløse skuldre, som tegnede sig under batikblusen. Han var en hippie. Surfbrættet og olielærrederne vidnede om en livsstil, hun kun havde forestillinger om, men aldrig havde været i nærheden af før. Hun så ned ad sig selv. For et øjeblik siden havde hun stået nøgen foran ham. Hun anede ikke, hvordan det var sket, men til hendes egen forbløffelse skræmte det hende ikke eller gjorde hende forlegen. Det brusede i hele kroppen, som om store bølger rejste sig inden i hende, og hun havde lyst til at gå hen til ham. Havde lyst til at tage kimonoen af og stille sig foran ham igen. Hver gang hun bevægede sig det mindste, gned silken hen over brystvorterne som tunger, der slikkede huden, og hun mærkede, hvordan de blev mere og mere stive inde bag stoffet.
»Du kan tage lige så mange billeder, du vil,« sagde han og vendte sig mod hende. »Hvis kameraet da ikke har taget skade af al regnen.«
»Billeder? « Hun nærmest snappede efter vejret.
»Ja.« Han smilede et funklende smil. »Er det ikke derfor, du er her? «
Clarissa bevægede sig ikke, hun sagde heller ikke noget, men mærkede endnu en bølge stige, mens fugten fra hendes skede åbnede læberne, så det begyndte at drive ned ad det inderste af låret. På en måde lignede han en indianer. Så mørk var han. I huden. Hans øjne var brune, nærmest sorte. Hvad skulle hun sige? At han gerne måtte åbne kimonoen? At han gerne måtte røre ved hendes bryster og kærtegne hendes køn, indtil hun kom? At han måtte anbringe hende, hvor han ville, og trænge op i hende? Skulle hun sige, at det var derfor, hun var kommet?
»Jo, det er det vel,« sagde hun omsider, nærmest hviskende. »Det er derfor, jeg er her.«
»Ja? « Han tog et skridt hen imod hende, så hun igen kunne dufte saltet fra hans hår.
Han tog kameraet, som lå på bordet, og holdt det op foran øjet, stillede skarpt på hende og trykkede på udløseren. Det gav et lille klik.
»Det fungerer fint,« sagde han og rakte det til hende. »Og der er ingenting her, du ikke må fotografere. Jeg kender selv processen.« Han pegede hen på et af malerierne, som netop forestillede et af de små strandskure. »Det er vigtigt, at man føler sig helt fri til at prøve hvad som helst af. Hvad som helst.« Han tog fat om hendes arm og klemte lidt til, smilede, lod blikket hvile i hendes. »Er dine øjne blå eller grønne? «
»Det kommer an på lyset,« sagde hun og løftede kameraet.
»Lyset er godt lige nu,« sagde han. »Perfekt til at fotografere i.«
Clarissa vendte sig om og tog et billede af det ene vindue. Regnen silede ned ad ruden. Hun tog et billede af døren. Et billede af gulvet. Loftet, bjælkerne i loftet, hun zoomede helt ind på bjælkerne, det lille bord ved vinduet, frugtskålen med æbler. Reolen, bogryggene, bogstaverne, et f, et a. Hun kunne ikke tyde titlerne, kunne ikke læse, hvad der stod. Det var, som om alfabetet ikke længere fandtes, som om det var ophørt – ingen ord dannede mening, ingen ord fandtes.
Hun lod kameraet falde og så hen på ham. Han var ved at dække op på spisebordet med tekopper og tallerkener. Han havde tændt røgelse. Den tynde stribe af røg steg op foran hans ansigt. Han så hen på hende. Afventende. Hun havde svært ved at holde kameraet i ro, så meget skælvede hun, så meget rystede hendes hænder, ikke fordi hun frøs, men fordi hun brændte. Hun vendte sig om og forsøgte at fortsætte med det, han havde bedt hende om: en sofahyndes grønne betræk, et askebæger, kun halvt fyldt. Billederne blev rystede. En notesbog, opslået på en side, hvor skriften løb ud for hendes blik som i regnen. Stearinen på bordet dannede en halvarm og lignede en præcis aftegning af Cape Cod fotograferet fra luften.
Clarissa vendte kameraet ned mod gulvet igen, fotograferede det hullede kludetæppe. Mon han havde en hund? Det slog hende, at han nok havde en hund. Hun knipsede og knipsede, og i stedet for at se op fortsatte hun ind i en lille karnap, hvor en drømmefanger mødte hende i åbningen. Hun fotograferede det spinkle net, zoomede helt ind på det. Der hang fuglefjer og snore med perler i vinduet. En uro med små sejlbåde – måske oprindeligt fra hans drengeværelse. På sengen lå et hæklet sengetæppe og puder i batik ligesom hans bluse. Det var herinde, han sov. Herinde han lå med det mørke hår spredt ud over puden og sov helt lydløst. Tanken om hans nøgne krop under lagnerne fik hende til at slå fingeren hårdere og hårdere mod udløseren. Hvor mange billeder skulle hun tage? Hvor længe kunne hun blive ved?
Clarissa trådte op i sengen og vendte kameraet mod den lille sengelampe. Hun trykkede på udløseren og tændte dernæst lampen. Et grønt skær spredtes af den lille stofskærm ud i rummet. Hun zoomede ind på det hæklede sengetæppe, natbordet og penslerne i glasset, et lommetørklæde fyldt med malerklatter, et fotografi af en ung kvinde, som var revet halvt i stykker. Clarissa hævede kameraet. Han stod i åbningen ind til værelset. Hun knipsede, så det kom til at gibbe i hende selv, men han blev bare stående og så på hende. Hun knipsede igen, zoomede ind på hans øjne og de tykke bryn. En sort skønhedsplet.
»Se den vej,« sagde hun og pegede hen mod vinduet.
Han drejede hovedet.
»Og lidt op. Derhen,« sagde hun og pegede igen.
Han gjorde, som hun sagde. Sænkede blikket og hævede det.
»Hvis du træder et skridt frem,« sagde hun og satte sig på sengekanten.
Han trådte ind i rummet. Stod på en måde forsvarsløs med armene ned langs siden.
»Det er godt,« sagde hun. »Ja, det er rigtig godt med armene sådan, bare helt afslappet. Du behøver ikke at gøre noget.«
Clarissa trådte ned på gulvet og tog et skridt frem mod ham.
»Kan du vende dig lidt med siden til? Ja, sådan.«
Han gjorde, som hun sagde. Han ville gøre alt, hvad hun bad ham om – det gik op for hende nu, og en ny fornemmelse bredte sig i kroppen; en følelse af total frihed til at gøre, præcis som hun havde lyst, til at tage sig al den tid, hun havde brug for.
»Kan du sætte dig ned på hug? Ja, sådan, og se så hen på mig. Nej, direkte på mig. Rejs dig op igen, læg armene om på ryggen, ja, det er godt, og lad så den ene arm falde ned langs siden, ja, og hvis du så også læner dig lidt frem, som om du er ved at falde ud over en klippe. Smukt. En gang til, lidt mere forover, og kig så hen på mig igen, sænk hagen lidt, lidt mere, og kig igen, som om du kigger mig i øjnene, flot.«
Hun sænkede kameraet, men løftede det igen. Det var lettere at have det der, foran sig. Det beskyttede hende, gjorde det lettere at kommandere.
»Tag blusen af,« sagde hun. »Vend dig om, mens du gør det. Drej hovedet, og vend dig om mod mig igen. Ikke for hurtigt. Men heller ikke for langsomt, ja, det er godt, præcis sådan der.«
Clarissas hjerte bankede, men hun hverken dirrede eller rystede på hænderne. Hun følte sig som en skulptør, der ganske langsomt var i færd med at forme en mand. Hun gik helt tæt på med kameraet, fotograferede den muskuløse ryg, der fremstod som en bakkekam under hendes linse, de senede underarmes tydelige aftegninger lignede hundestruber.
Da han havde fået bukserne af, greb han ud efter sit lem, som allerede pegede stift op i luften.
»Lad den være,« hviskede hun. »Lad armene hænge ned langs siden, indtil jeg beder dig om andet.«
Til hendes overraskelse lystrede han stadig hendes mindste vink, og hun satte sig ned på knæ med linsen under de små velformede nosser – de lignede hasselnødder dernedefra. Clarissa blev grebet af en voldsom trang til at slikke på dem, til at samle læberne om først den ene og så den anden, til at sutte og smage på kødet. De var så små og velformede, at man næsten kunne tro, at stenene aldrig var faldet ned. Pikken var der derimod ingen tvivl om – den var fuldt udvokset, og som en sabelformet prydgenstand pegede den ud i rummet, krævede sin helt egen ret ved sin blotte tilstedeværelse. Hun ville tage den i munden. Der var ikke noget, hun hellere ville, men hun forsøgte fortsat at koncentrere sig om at fotografere.
Noget af stoffet fra kimonoen sad fast under Clarissas ene knæ, så den gled halvt op, idet hun rejste sig. Det ene bryst kom til syne, det halve af maven, kussen og det ene ben, hvor saften løb ned over låret i en fin stribe hele vejen ned til anklen. Clarissa lod sig ikke distrahere, men fortsatte uanfægtet.
»Læg dig hen på sengen,« sagde hun.
Han gjorde, som hun sagde, og greb igen ud efter sit lem.
»Ikke endnu,« nærmest råbte hun. »Du må ikke røre ved den endnu.«
Med et bedende udtryk i ansigtet lagde han sig på sengen med armene ned langs siden, og hun kunne høre på hans åndedræt, at han var blevet ophidset. Clarissa trådte ud i rummet, så hun havde hele hans krop inden for rammen.
»Herover,« sagde hun. »Se herover.«
Han drejede hovedet, og et øjeblik var han næsten som en kvinde, som han lå der med tryglende øjne og håret spredt ud over det hvide tæppe. Men den store, stive pik tilhørte ingen kvinde, men en mand, der ville drive hende ud i bølgerne, hvis ikke hun snart lod kameraet falde. Clarissa trådte op i sengen, placerede et ben på hver side af ham og zoomede ind på hans ansigt. Da han løftede armene op mod hende, mærkede hun, at hun ville komme, hvis han så meget som strejfede hende. Hun tog en dyb indånding og bad ham røre ved sig selv i stedet.
»Tag fat om din pik,« sagde hun. »Lad din hånd glide ned over den, så du får fat helt nede om roden.«
Hun lagde kameraet fra sig og bøjede sig ned over ham. Prøvende lod hun hænderne glide ned over hans tynde maveskind, hvor små mørke hår forgrenede sig ud i et delta for foden af hans pik. Clarissa tog fat om pikken. Et taknemligt suk undslap hans mund, idet hun samlede læberne om den udspændte hud. Han smagte bedre, end hun havde håbet, på én gang salt og syrligt, men også sødt. Hun fik lyst til at bide, så indbydende var han, men hun strammede i stedet for læberne om huden på det svulmende lem og slikkede på hovedet med cirkelformede bevægelser.
»Hurtigere,« sukkede han og rev fat i hendes hår, men i stedet begav hun sig op over hans mave og bryst med læberne suget til hans hud, indtil de ramte hans mund, der begærligt rakte ud efter hendes, som var den en sukkerskål, han med tungen grådigt forsøgte at slikke ren.
Da hun gled ned over hans pik, så hun ind i hans ansigt. Der var en mærkværdig fredfyldthed over det. En fred, hun også selv mærkede; som om de drev sammen gennem et lysende, vægtløst rum, helt stille. Der var helt stille, selvom hun samtidig kunne høre sin egen stønnen, de små skrig, hun ikke længere kunne holde tilbage.
»Rid mig,« hviskede han og trak hende ned over sig for at bide ganske let i hendes brystvorte. Han slikkede og suttede og gled ind og ud af hende med samme ustoppelige frekvens.
Clarissa borede neglene ned i hans skuldre og kiggede ned over hans gyldne mave og den massive pik, som fyldte hende ud med en helt ny og fremmedartet hårdhed.
Mens han huggede hårdere og hårdere til, lod han to fingre glide ned over hendes rygsøjle. Clarissa følte det, som om han på én gang gennembrød hende og drev igennem hende. Med bløde, næsten umærkelige bevægelser kærtegnede han hendes baller, og som var hendes anus hele kroppens centrum, drev hans fingre derhen for kun lige at kærtegne åbningen, inden hun skælvende sank sammen oven på ham, og han opgav al kontrol for at komme sammen med hende.
Det regnede ikke længere, da Clarissa igen befandt sig uden for den unge mands hus, men det blæste stadig. Som en hånd skubbede vinden hende i ryggen hele vejen tilbage til Provincetown, når ikke den bar hende gennem klitterne. På en måde gik det alt for stærkt, selvom det var dejligt at blive ført sådan af sted, som var hun ledsaget af en gammeldags gentleman, der ville skåne hende for at få sand i skoene. Men hun havde brug for at sunde sig, inden hun vendte tilbage til James. Hun måtte finde på noget at sige – ikke bare om nu, men om hele det sidste år.
Da hun kom til klippen, hun og James plejede at hoppe ud fra, betænkte hun sig ikke, men samlede sit tøj under en sten, så ikke det skulle blæse væk. Bølgerne var høje, og strømmen stærk. Hvis ikke hun hele tiden bevægede benene, ville hun blive trukket ned til det sted, hun havde set i mandens ansigt, da hun red ham. Om lidt ville hun stige op og klæde sig på. Om lidt ville hun gå tilbage. Clarissa drev længere og længere ud på det åbne hav. Som et stykke drivtømmer, der ventede på at støde på grund. Sådan lå hun derude med de mørke skyer over sig; de lignede en dyne, der snart ville indhylle hende i et nyt regnskyl. Når hun kom tilbage, ville hun fremkalde billederne. Alle de billeder, hun havde taget i løbet af de sidste par uger.