2

Det mest mærkelige ved at dø var, at det egentlig ikke forandrede noget.

Jeg mener, man tror, det gør en kæmpe forskel, ikke? Fordi at dø … jamen helt ærligt, det er da rimelig dramatisk. Folk skriver sange og bøger om det. Hallo, selv i tegnefilmene søndag morgen er det med. Der er bare det ved det, at det slet ikke er sådan, som man ser i fjernsynet.

Overhovedet ikke.

Tag nu mig for eksempel. Jeg er det levende … øh … dødsikre bevis på, at det slet ikke ændrer så meget. Eller i hvert fald ikke i begyndelsen. Og i hvert fald ikke på en dårlig måde, som du sikkert tror.

For i virkeligheden følte jeg mig meget mere levende, det øjeblik jeg døde. Jeg kunne springe højere, løbe hurtigere. Jeg kunne gå igennem vægge, hvis jeg ville. Og det var nok det, som afslørede det.

Det der med at gå igennem vægge. For den slags kunne jeg altså ikke før, så derfor vidste jeg, at der var sket noget.

Noget alvorligt.

Men da det skete, føltes det bare som en vildt cool rutsjetur i bilen. Som om min far pludselig havde besluttet at svinge rundt på en helt ny måde.

Det ene øjeblik kørte han ud ad en bugtet motorvej, mens min hund, Buttercup, lå med hovedet i mit skød. Jeg sang med til min iPod for at overdøve min tyranniske storesøster, Ever, som kun levede for at pine og plage mig. Og i næste øjeblik var vi et helt andet sted.

Ikke længere på motorvejen, ikke længere i Oregon, men lige – bum – midt på en smuk, flimrende eng fyldt med pulserende træer og duvende blomster. Og da mine forældre gik den ene vej, og min søster den anden, så stod jeg bare der med et roterende hoved, fordi jeg ikke vidste, hvem jeg skulle følge efter.

”Gå over broen med mor og far og Buttercup – de ved, hvad der er bedst,” sagde en del af mig.

Mens en anden del stædigt sagde: ”Lad være med altid at være så skide artig. Hvis Ever oplever et eller andet fantastisk, og du går glip af det, så vil du ærgre dig for evigt!”

Og da jeg endelig besluttede mig for at følge efter min søster, var der gået så lang tid, at hun allerede var væk.

Pist … borte. Lige ind i den flimrende tåge.

Hun var rejst tilbage til jordplanet.

Og det var sådan, jeg kom til at sidde fast. Mellem to verdener.

Indtil jeg fandt vej og kom til Her.

Det kalder de det: ”Her”.

Og hvis du er dum nok til at spørge, hvad tid det er, svarer de: ”Nu.”

Sikkert fordi der ikke er nogen tid Her, og derfor sker alting, lige når det sker, og det er altid lige nu.

Så man kan vel godt sige, at jeg lever i Her og Nu.

Og det er underligt nok ikke så meget anderledes end livet hjemme i Eugene i Oregon.

Altså bortset fra at der ikke er nogen tid. Og så selvfølgelig det der med at kunne gå gennem vægge og den slags.

Ud over det kan jeg manifestere alt, hvad jeg har lyst til. Alt muligt som huse og biler og tøj, ja, selv dyr og badestrande. Simpelthen bare ved at forestille mig det.

Mine forældre er Her. Og også mine bedsteforældre. Selv min søde, gule labrador, Buttercup, klarede turen hertil. Og selvom vi kan bo, hvor som helst vi overhovedet kan forestille os, i nøjagtig det hus, vi allermest ønsker os, så er mit nye kvarter sjovt nok næsten en total kopi af vores gamle kvarter hjemme i Oregon.

Alt er det samme, helt ned til tøjet i klædeskabet, til strømperne i kommoden og plakaterne på væggen. Det eneste, der er anderledes, det eneste, der er lidt surt, det er, at alle de andre huse rundt omkring os er tomme. Mest fordi alle mine gamle naboer og venner er i live og har det godt hjemme på jordplanet (lige nu i hvert fald!). Men bortset fra det, så er alt nøjagtig, som jeg husker det.

Nøjagtig som jeg ønsker det.

Jeg ville bare ønske, jeg havde nogle venner, jeg kunne dele det med.