10

Der skulle en sporvogn, en bus og en metro til bare for at komme noget af vejen.

Eller jeg kaldte det i hvert fald en metro.

Bodhi kaldte den røret.

Og ham fyren, der tjekkede vores billetter, kaldte det en tunnel.

Og hvem der havde ret, ved jeg ikke.

Det eneste, jeg ved, er, at jeg var temmelig skuffet over, at der ikke var noget flyvning involveret.

Og jeg mener ikke flyvning som i flyvemaskine. Jeg mener den slags flyvning, man normalt forbinder med fugle eller sommerfugle eller engle eller måske endda sådan nogle som mig … døde mennesker.

Den slags flyvning, man sommetider oplever i drømme, når man simpelthen bare letter og flyver lige op gennem skyerne uden nogen speciel grund.

Det var den slags flyvning, jeg havde glædet mig til.

Så da det gik op for mig, at vi var afhængige af de samme gamle transportmidler som derhjemme – så blev jeg bare så skuffet, at jeg ikke engang selv ved hvorfor. Specielt taget i betragtning, at intet her i livet efter døden – i hvert fald foreløbig – havde været, som jeg havde forventet det. Så hvorfor skulle det være anderledes med flyvning?

”Forkert igen,” sagde Bodhi, som smuglyttede til mine tanker. Og det var faktisk begyndt at gå mig på nerverne. Meget! Jeg mener, det var slemt nok, at hele min tilværelse var blevet dokumenteret, men når min vejleder efter livet så havde så let adgang til det, jeg plejede at kalde mine private tanker, ja, så blev jeg lidt irritabel!

”Der er flyvning.” Han nikkede og gjorde sig ikke den ulejlighed at skubbe håret væk, da det igen faldt ned over hans ansigt, men lod det bare dingle foran brillerne som fedtede nudler. ”Og jeg kan godt fortælle dig, at det er lige så sjovt, som du tror, nej, mere sjovere.”

”Mere sjovere?” Mine øjne voksede, og et smil trak i den ene mundvig. ”Er du nu helt sikker på det – at det er mere sjovere?”

Jeg kunne ikke lade være. Jeg brast simpelthen i latter foran ham. Og vi snakker vælte-hulkende-om-af-grin-latter. Men han ignorerede mig bare og kværnede løs, som om jeg ikke lige havde fanget ham i en ordentlig grammatisk ommer.

”Man skal ikke bruge vinger, som du tror,” sagde han fra den anden side af midtergangen og strakte sine ben, så de optog to tomme sæder og dinglede ud for enden.

”Jamen hvornår kommer jeg så til at flyve?” spurgte jeg, da jeg havde fået styr på mig selv og kunne se ham i øjnene.

Han lænede sig frem, kastede et hurtigt blik på mig og kløede Buttercup mellem ørerne. ”Når tiden er inde,” sagde han så.

Jeg himlede med øjnene, allerede på brækstadiet over den sætning, og forudså helt korrekt, at jeg langtfra havde hørt den for sidste gang. Jeg borede mig dybt ned i sædet og slog armene om mine knæ, mens jeg stirrede ud ad vinduet. Forsøgte at fokusere på det forbipasserende sceneri, få det til at stå stille længe nok til at skabe mening, men toget bevægede sig så hurtigt, at det var svært at fastholde detaljer eller noget som helst. Alligevel fornemmede jeg en slags indre billedstrøm. En evig strømmen af billeder, af ting, der var sket på jordplanet, noget af det længe før min tid, noget af det længe efter.

Hele menneskehedens historie.

Tidens historie.

Og selvom det var umuligt at sige, hvor længe turen varede, så føltes det ikke som så længe. Eller i hvert fald slet ikke så længe, som man skulle tro, sådan en tur ville tage. Før jeg vidste af det, var vi ude af tunnelen, ude af røret, og stod på en perron. Bodhi kiggede sig omkring og sagde: ”Det er her.”

Et vindstød fejede forbi mig, da toget forsvandt ud af syne. Der stod vi så, os tre, og forsøgte at orientere os på et sted, som jeg aldrig havde set før, men alligevel var sikker på var et sted på jorden.

I håb om, at Bodhi vidste, hvor vi var på vej hen, fulgte jeg efter ham, mens han tavst gik ned ad først én gade, så en anden, indtil vi nåede en lang, smal gyde, der til sidst førte os ud på en brolagt vej. Han pegede op mod himmelen og sagde: ”Det er her.” Og tilføjede efter en lille pause: ”Tror jeg nok.”

”Tror du nok?!” Jeg kneb øjnene sammen. Den minimale tiltro, jeg havde fået til ham, var lige – puf – forsvundet.

”Nej, jeg er sikker. Helt sikker. Det er her,” gentog han og rettede ryggen, mens han nikkede fast og forsøgte at virke sikker og stålsat som en erfaren stifinder. Men jeg havde alligevel den der ubehagelige elevator-fornemmelse i maven: Han anede ikke, hvor vi var.

”Og hvor er så det, helt præcist?” spurgte jeg og fulgte hans pegende finger med blikket op igennem grå lag af skyer og tåge – uden at nå særlig langt.

”Der, lige deroppe.” Han pegede ud i det fjerne, på ingenting, så vidt jeg kunne se. ”Det er der, vi skal hen. Warmington Slot. Det er der, han bor.”

”Han?” Jeg vendte mig mod ham og mærkede Buttercup presse sig tæt ind mod mit ben, lige så lidt begejstret for situationen som jeg.

Men Bodhi smilede bare, lukkede øjnene og manifesterede to skateboards, et sort til ham selv og et lilla til mig. Og uden at spilde tiden sprang han op på sit bræt og kiggede på mig over skulderen: ”Din første opgave venter. Stråledrengen. Følg efter mig, hvis du kan.”