11

Det eneste, jeg kan sige om vores skateboardtur, er, at Bodhi overhovedet ikke styrede sit bræt, som jeg havde troet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg forventet et sørgeligt syn – en virkelig tåkrummende dårlig præstation. Men han faldt ikke, han tiltede ikke og mistede ikke på noget tidspunkt balancen.

Tværtimod, han lavede så mange loops og spin og tricks, at jeg havde svært ved overhovedet at følge med.

Den havde jeg ikke lige set komme.

Jeg var målløs.

Og bare for at slå det helt fast, så har det ikke noget at gøre med, at han er død, hvis du tror det. Det er jeg også, død, og jeg kunne knap stå oprejst på det bræt. For slet ikke at snakke om at lave loops og spin og køre op og ned ad de bakker, der slyngede sig foran os. Niks, det var rent talent for hans vedkommende og mangel på samme for mit. Og da vi nåede toppen, måbede jeg bare, da han puffede til sit bræt, så det flippede elegant op i hans hånd. Han kiggede på mig og sagde: ”Jeg sagde jo, at jeg var ved at blive professionel.” Så vippede han med hovedet mod bygningen foran os. ”Hvad siger du så, ret imponerende, ikke?”

Jeg nikkede. For selvom det var mit første slot, og jeg derfor var let at imponere, så var det her helt tydeligt et af de fede slotte. Bygget af glatte, grå sten, som bare fortsatte op i det uendelige, så højt var det. Og alle dets mure og hjørner var forsynet med små, spidse tårne. Det eneste, der manglede, var en voldgrav fuld af krokodiller, men det valgte jeg at se igennem fingre med.

Jeg sank en klump, noget usikker på, om jeg var klar til det her. Jeg mener, hvis jeg boede sådan et sted her, så ville jeg nok heller ikke være så villig til at forlade det.

Buttercup løb rundt og snuste i den kæmpestore og velplejede park, og jeg fulgte ham nervøst med øjnene. Så rømmede jeg mig og sagde: ”Okay, hvad er det så helt præcis, vi skal her?” Og jeg fik lige diskret skubbet mit skateboard ind under en busk, mens jeg krydsede fingre for, at jeg ikke fik brug for det igen lige med det samme.

”Det er her, han bor,” sagde Bodhi med ærefrygt i stemmen. ”Stråledrengen. Han har været her i årevis. I århundreder, faktisk.”

”Hvorfor kalder man ham det?” sagde jeg og missede op imod slottet, mere interesseret i at forhale tiden end at få et svar.

”Fordi det er hans navn.” Han trak på skulderen og bed sig i underlæben på den der nørdede facon, han har.

”Prøver du at bilde mig ind, at hans mor gav ham det navn … Stråledreng?” Jeg rystede på hovedet og himlede med øjnene. ”Så kan jeg bedre forstå, han stadig er her. At han stadig hjemsøger slottet. Han er da skidesur. Han vil have en ny chance med et bedre navn. Det er ikke hans skyld. Drengen har fået et skodnavn.”

Bodhi skelede til mig og syntes åbenbart ikke, jeg var sjov. ”Ingen kender hans rigtige navn eller ved, hvor han kom fra. Det eneste, man ved om ham, er, at han har skræmt de besøgende i århundreder. Hvordan og hvorfor er et mysterium – og det er her, du kommer ind i billedet.”

Han vendte sig mod mig og stirrede lige ind i mine vidt opspærrede øjne og ditto mund. Min vejleder, min boss, min lærer, min coach, whatever – uanset hvad han var, eller hvilken autoritet han mente at have over mig, så havde han sgu da ikke lov til bare at ændre på mit job. Rådet havde allerede fortalt mig, at jeg ville blive oplært som Sjælefanger. Altså en, som fanger jordbundne sjæle og hjælper dem videre. Det var det. Ingen havde nævnt noget som helst om at lære deres historie at kende, deres motiver, eller at der skulle løses mysterier af nogen art.

”Ifølge mine oplysninger så var min opgave at føre ham over broen, hverken mere eller mindre,” sagde jeg, bare så Bodhi vidste, at mig skal man ikke lave numre med, uanset hvor blæret man er på et skateboard.

Han smilede. Altså næsten – hans mundvige vippede en anelse op, før de faldt ned igen. ”Og hvordan havde du helt præcis tænkt dig at gøre det uden at vinde hans tillid først?” spurgte han.

Jeg sank. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Havde egentlig ikke tænkt over ret meget andet, end at jeg skulle tilbage til jordplanet. Og nu da jeg var ankommet, og opgaven (og dens størrelse!) var gået op for mig … ja, lad mig sige det sådan, at pludselig savnede jeg min nye skole, Perseus, cheerleader-pigen og tunika-drengen og alt det andet.

Jeg sank igen og følte mig lille og utilstrækkelig. Følte mig usikker på, om jeg kunne klare den her opgave.

Og Bodhi gjorde absolut ingenting for at berolige mig. Han kværnede bare løs som i en af de der kedelige dokumentarfilm, man bliver tvunget til at se i skolen. ”Han er kendt for at være et guldhåret genfærd,” sagde han, ”der gløder i mørket, og hvis man ser ham, fortæller legenderne, er det et varsel om død og ulykke. Men det har nu vist sig ikke at holde stik her på det seneste, eftersom en hel del mennesker har set ham, og ingen af dem er blevet ramt af død og ulykker … øh, i hvert fald ikke endnu. Og så er der nogle rygter, der fortæller, at han måske kommer fra Tyskland. Og måske blev han endda myrdet af sin egen mor, men igen, det kan være rent opspind. Det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at der har været mange beretninger fra slotte i Cumberland og Northumberland, hvor man har set hans genfærd flere gange. Mit gæt er, at det er løgne startet af de andre slotsejere for at kunne konkurrere med Warmington Slot her. Genfærd tiltrækker jo turister og forretninger til lokalområ…”

”Vent! Hvad var det for navne, du nævnte?” spurgte jeg, mens jeg stirrede på det kæmpestore stenslot foran mig.

”Det er nogle grevskaber her i England. Men altså, det de siger …”

”Vent! Er vi i England?” Jeg stirrede på ham med store øjne. Wow, det var de første gode nyheder, jeg havde fået i dag. Bodhi nikkede, utålmodig efter at genoptage sin lektion, men jeg var ikke interesseret. Jeg var blevet hængende ved den del, hvor jeg opdagede, at jeg var på min første udlandsrejse! ”Kan vi så ikke tage til London? Når vi er færdige med … at skubbe ham Stråledrengen over broen?” spurgte jeg og krydsede fingre bag ryggen. Så ville det være hele turen værd. Og det ville bare være så cool.

Bodhi rynkede panden, tydeligt irriteret, og sagde: ”Jo, jo, men først skal du altså høre ordentligt efter. Du bliver nødt til at vide, hvad det er, du er oppe imod her. Og så er der altså ikke nogen, der skubber nogen her. Du lokker ham og overbeviser ham – han skal krydse broen af egen fri vilje.”

Jeg kiggede på Bodhi og undrede mig over, at han det ene øjeblik var som enhver anden fjortenårig, der sagde mere sjovere, og i næste øjeblik lød meget seriøs og forretningsvant og brugte ord som egen fri vilje. Og eftersom jeg også nogle gange taler lidt … mærkeligt … besluttede jeg at give ham point for det.

Men kun for det.

Jeg stirrede op mod slottet, helt overvældet af spænding.

Jeg skulle til London!

Der, hvor Orlando Bloom boede og Daniel Radcliffe, prins William og prins Harry, for nu ikke at nævne min fars yndlingsband, The Beatles (okay, de er vist fra Liverpool, men det var tæt nok for mig.)

Jeg skulle bare lige have smidt et spøgelse ud, og så var jeg klar til London. Overbevise en eller anden forkælet mors dreng med et uheldigt navn, som nægtede at forlade det fede slot med park, fontæner og spidse tårne, overbevise ham om at komme videre til … ja, en seriøst nørdet skole og en meget ubehagelig gennemgang af hans liv.

Og i det øjeblik vidste jeg, at jeg kunne gøre det. Ingen ben i det. Jeg var så topmotiveret, som jeg kunne blive. Helt ærligt, lige pludselig var jeg bare ved at løbe over af selvtillid.

Jeg skar igennem Bodhis endeløse kværnen. ”Okay, lad os komme til sagen,” sagde jeg. ”Hvad har jeg at gøre med her? Hvor gammel er han?” Det ville selvfølgelig være bedst at have en plan, og hans alder ville kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle tackle ham.

Enten var han yngre end mig og derfor mindre skræmmende. Med lidt held total underlegen i alle henseender. Eller han var ældre, og så var der lidt mere arbejde i det, men helt sikkert ikke noget, jeg ikke kunne klare.

”Jeg ved det ikke,” sukkede Bodhi. ”Ingen ved det. Den her dreng er virkelig en gåde, et totalt mysterium. Men nogle mener, han er omkring de ti.”

”Ti?” Jeg måbede og kiggede fra slottet til Bodhi og tilbage. Hvor heldig har man lov at være? Den her dreng, det her skrækindjagende spøgelse, var kun ti? ”Hallo!” Jeg lo og himlede med øjnene. ”Jeg kan godt huske, hvordan det var at være ti.” Jeg pustede pandehåret væk fra mit ansigt, rettede ryggen og glattede nederdelen og beredte mig på at gå ind. ”Nå, hvor er han så? Hvor er den her forfærdeligt skræmmende, lille, tiårige dreng? Vis mig ham. Der er en rejse til London, der venter.”

Bodhi kiggede på mig, overvejede tilsyneladende et eller andet, men trak så på skuldrene og sagde: ”Okay, vi gør det på din måde. Lige nu, i hvert fald. Følg mig.”