14

Bag ham rystede værelset.

Ting fløj gennem luften.

Og spøgelsesjæger-parret styrtede ud af værelset med Buttercup lige i hælene. Smed deres udstyr og forlod alle deres ting uden et sekunds tøven. Ekkoet af mandens skingre skrig hang i luften længe efter, at de var væk.

Hvilket efterlod mig alene foran Stråledrengen, mens praktisk taget alt i rummet, der ikke var sømmet fast, fløj gennem luften – med direkte kurs mod mig.

En stol var lige ved at partere mig i to halvdele.

En lampe var tæt på at skære halsen over på mig.

Et par gamle tennissokker med hul i begge ender hævede sig fra en kuffert og styrede lige mod mig for at vride sig om min hals.

Det hele hvirvlede omkring med rasende orkanstyrke som en anden tornado, indtil alt møblementet enten var smadret eller lå slynget langt væk.

Jeg kilede mig tæt op ad væggen og undgik med nød og næppe en hidsig hårtørrer, som hvæsende piskede med ledningen som en dødbringende slange. Jeg turde ikke lukke øjnene af skræk for at overse flyvende farer og turde ikke holde dem åbne af skræk for, hvad jeg ville se. Jeg stirrede med sammenknebne øjne ind i stormen mod Stråledrengen, som skulede ondskabsfuldt mod mig, og jeg ønskede bare, at jeg havde grebet fat i Buttercups hale og var løbet med ud derfra, da jeg havde chancen.

Men det var for sent nu. Jeg havde ikke andre muligheder end at stå fast. Hvis jeg ville gøre mig noget håb om at komme til London, at lære at flyve – eller bare at kunne se Bodhi i øjnene igen – så måtte jeg blive, uanset hvad.

Uanset hvad der skete med mig.

Stråledrengen tårnede sig truende op over mig og voksede til tredobbelt størrelse på sekunder. De blonde krøller, som havde hoppet og danset for bare et øjeblik siden, forvandledes til hvæsende, ondskabsfulde trehovedede slanger, mens hans krop udstrålede så stærkt et lys, at jeg måtte skærme mit ansigt.

Hans gnistrende øjne fokuserede ildevarslende på mig, to huller af flammende raseri. Men øjnene var intet i forhold til hans mund – et uendeligt, sort hul, en bundløs afgrund, der var spærret så meget op, at jeg var sikker på, han ville sluge mig hel.

Jeg krampede min mund sammen og forsøgte desperat at kvæle et skrig. Mine øjne var låst til de to flammende huller, mens han kom nærmere og nærmere. Han er det mest rædselsvækkende syn, jeg har set i hele mit liv og min død lagt sammen. Og det inkluderer mine værste mareridt, uhyggeligt tv og alle de gyserfilm, jeg ikke måtte se, men så alligevel.

Aldrig nogensinde havde jeg set noget så skræmmende som ham.

Hans gnistrende øjne rasede så intenst, at jeg kunne mærke den hvidglødende, svidende varme, mens mundens uendelige mørke sugede al luft ud af rummet. Jeg vidste kun én ting:

En tur til London var ikke det værd.

Og flyvning var helt klart overvurderet.

Men da jeg vendte mig og stak foden halvvejs ud gennem væggen … kom jeg i tanke om Bodhi.

Jeg tænkte på det smørrede grin, han helt sikkert ville sende mig, hvis han så mig med opspærrede øjne og skræmt fra vid og sans.

Jeg tænkte på det at mislykkes, og hvor rædselsfuldt det altid føles.

Og vidste, at det ikke gik.

Jeg kunne ikke give op så let.

Ikke uden at have givet ham kamp til stregen.

Uanset hvad der ville ske med mig, uanset hvad den Stråledreng fandt på, så måtte jeg gennemføre det her.

Jeg snurrede rundt på hælen, satte hænderne i siden, kneb øjnene sammen og samlede så meget mod, at jeg kunne sige: ”Sig mig lige engang, hvad er det egentlig, du prøver at bevise?” Og jeg håbede inderligt, at han ikke så, hvor meget benene rystede under mig.

Han nærmede sig unaturligt hurtigt, øjnene glødede i vanvid, munden var vidt opspærret. De vredt flammende øjne sved praktisk talt brynene af mig, da han lænede sig frem mod mig og rystede slanger løs fra sin hovedbund. Frisatte hundreder af slimede, rødøjede, trehovedede slanger med sylespidse hugtænder – som alle sammen vred og snoede sig hen mod mig.

Jeg sprang væk og op på et lille marmorbord, hvor jeg forsøgte at holde balancen, mens slangerne gled og bugtede sig under mig. Deres antal blev mangedoblet så hurtigt, at det glatte trægulv forsvandt og blev til et bundløst, hvislende hav.

Og selvom jeg forsøgte at bevare roen, forsøgte at minde mig selv om, at jeg allerede var død, at de ikke kunne såre mig, uanset hvor meget de forsøgte, så nyttede det ikke. Jeg kunne ikke overvinde min frygt.

Et hav af slanger. Ingen flugtvej.

Det var sådan cirka mit værste mareridt, der var blevet til virkelighed.

Eller sådan tænkte jeg, lige indtil Stråledrengen og hans flammende øjne og slangekrøller forvandledes til noget meget værre.

Han blev til en sygt vanvittig cirkusklovn med kæmpestore, røde sko, som hoppede hen over slangerne, så de hidsede sig op til et vildt piskende raseri, mens hans hæslige dæmonansigt smilede lystent til mig. Hans overdrevne, rødt tilsølede mund var som et åbent sår, hvorfra tykt blod strømmede ned over ham, mens øjnene stadig skød flammer.

Han lænede sig ind mod mig og lod de ophidsede, huggende slanger glide op og ned af sine arme, og jeg skulle lige til at springe for livet og bede om nåde, da jeg opdagede, at jeg ikke kunne.

Jeg kunne ikke bevæge mig.

Kunne ikke løbe, uanset hvor meget jeg forsøgte.

På en eller anden måde og helt uden min vilje var jeg blevet spændt fast i en tandlægestol. For det var det, det var.

Jeg åbnede munden for at skrige, håbede desperat at blive hørt af Bodhi, Buttercup, spøgelsesjæger-parret, hvem som helst, for jeg vidste, at nu havde jeg virkelig brug for al den hjælp, jeg kunne få. Og smækkede munden helt tæt i igen, da jeg så det rædselsvækkende udvalg af tandlægebor, tænger og nåle, klovnen jonglerede med foran mig – jeg havde ikke andet valg end at lukke munden.

Og det var dér, det gik op for mig, hvad det var, der foregik.

Den her rædselsvækkende/sadistiske/sindssyge/tandregulerende/slange-udstrålende klovn/Stråledreng havde set lige igennem mig. Set dybt ind i mit hjerte til bunden af min sjæl.

Han havde fundet frem til min dybeste frygt.

Slanger – trehovedede oven i købet!

Klovne – fra den forfærdelige sommerdag. Jeg var en lille pige, og vi var til det store marked i Oregon, og der var en eller anden skør klovn, som mimede helt op i hovedet på mig og blev ved at følge efter mig og efterligne mig, indtil far blev nødt til at få ham væk.

Tandlægeinstrumenter – ren tortur, havde jeg altid ment.

Men det, jeg ikke vidste, var, hvordan han havde fundet ud af det – hvordan han havde læst mig så klart.

Og jeg blev panikslagen ved tanken om, hvad han ellers vidste om mig.

Hans flammende øjne og blødende mund cirklede tættere og tættere på mig, og et sammenfiltret bundt af slanger faldt ned på min stol. Jeg krøb sammen og maste mig helt tilbage i sædet, ønskede kun at skrige, skrige på hjælp på en eller anden måde, men vidste, at hvis jeg gjorde det, så ville jeg kun åbne op for alle de forfærdelige, snurrende instrumenter. Jeg spændte imod de tykke lærredsremme, kæmpede imod med alt, hvad jeg havde i mig. Til ingen verdens nytte.

Han havde allerede vundet.

Det var godt på vej til at mislykkes for mig. Ligesom for de utallige Sjælefangere før mig.