15

Jeg bed tænderne sammen og pressede øjnene hårdt i, fast besluttet på ikke at se mere. Forbandede i al stilfærdighed Bodhi for at have sat en nybegynder som mig i en situation som den her, stort set uden advarsler og uden nogen form for ordentlig træning. Forbandede ved samme lejlighed Buttercup for at have svigtet mig i en helt klar nødsituation.

Og jeg skulle lige til at opgive, skulle lige til at bede Stråledrengen om at stoppe og fortælle ham, at han for min skyld kunne spøge her de næste mange hundrede år – da han udstødte et brøl så højt, at jeg ikke kunne lade være med at kigge. Kunne ikke lade være med at kigge ind i det uhyggelige smadderfjæs. Nu så jeg, hvordan det forvandlede sig fra den sindssyge klovn med flammende øjne til alle mulige monstre fra de sidste 30 års gyserfilm.

Og i det øjeblik vidste jeg det:

Han kender mig overhovedet ikke!

Han havde ikke aflyttet mine inderste tanker og set min dybeste frygt, som jeg troede.

Han havde bare aflyttet alle de almindelige frygttanker, dem, de allerfleste af os har.

Og det eneste, der holdt mig fast her, skræmt fra vid og sans og spændt fast til stolen, var min egen tro på, at han havde en form for magt over mig.

Min tro på, at det flyvende møblement kunne skade mig, når det jo bare ville flyve lige igennem mig.

Min tro på, at jeg ikke kunne få bugt med slangerne og tandlægeinstrumenterne, at de var større end mig, for stærke til at blive bekæmpet.

Når de i virkeligheden ikke var det.

Og han heller ikke.

Slet ikke.

Da jeg havde indset det, ja, så forsvandt slangerne ikke og heller ikke tandlægeinstrumenterne, men det gjorde mig stærkere. Stærk nok til at overvinde min frygt. Så da han kastede sit hoved tilbage og strakte armene ud efter mig – så rykkede jeg mig ikke en millimeter.

Faktisk gjorde jeg ingenting overhovedet.

Jeg spændte bare stille og roligt alle remmene op og så, hvordan Stråledrengen blev usikker.

Blev usikker på en måde, der fik ham til at falde fra hinanden.

Blev usikker, så han på en eller anden måde … delte sig i tre!

Jeg sad bare der med åben mund, mens et skrig krillede i halsen på mig. Det eneste, der var mere skræmmende end en rasende Stråledreng – var tre rasende Stråledrenge.

Men kun så længe de stod samlet i en pyramideform, som de gjorde, lige før de faldt. Da de mistede balancen og faldt til jorden, ja, så var der ikke længere nogen tvivl om, hvem der havde magten.

Jeg gled ned af stolen og ryddede gulvet for slanger, simpelthen ved at ønske dem væk. Så skød jeg hoften frem, kastede håret over skulderen, hovedet på skrå og sagde: ”Okay, det er team-arbejde, I laver.” Jeg nikkede og gav mig god tid til at kigge på dem alle tre. ”Og det er så forklaringen på, at det ikke er lykkedes nogen at overbevise jer om at komme videre i alle de år. I har sikkert arbejdet på skift de sidste mange århundreder eller rottet jer sammen i jeres store, farlige pyramideshow. Egentlig ikke en særlig fair måde at slås på, når man tænker over det, vel?”

De fik stablet sig på benene og forsøgte at se barske ud, men det var for sent. To af dem valgte at træde i baggrunden, mens den tredje trådte frem som deres leder, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvorfor de netop havde valgt ham, eftersom de jo så ens ud. Men da de kom nærmere, så jeg, at de faktisk overhovedet ikke lignede hinanden.

Når de var tre-i-en, stablet oven på hinanden, og lagde deres energi sammen, så fik de den der stærke, strålende aura. Men når man så dem hver for sig, ja, så var de meget forskellige. Én var høj, en anden lidt lav, og den sidste var midtimellem. To af dem havde blond hår, mens lederen var rødhåret som et jordbær. Og det var ham, som nu skød brystet frem, skuldrene tilbage og hagen op.

”Jeg beordrer dig bort,” befalede han med fast og rolig stemme og ikke så lidt skræmmende.

Og selvom billederne af slangerne og den sindssyge klovn med tandlægeinstrumenterne stod knivskarpe i mit hoved, så blev jeg nødt til at glemme det. Hvis jeg skulle komme nogen vegne med dem her, så blev jeg nødt til at vise dem, at det ikke længere var en skræmt, lille spøgelsespige, de stod over for.

”Styr dig lige,” sagde jeg og satsede måske lidt hårdt. Men selvom der kun var én af mig og tre af dem, så var de stadigvæk kun en bunke tiårige, og det gjorde klart mig til chefen. ”Du står ikke der og kommanderer med mig – gør du?” Åh, det her øjeblik glemmer jeg aldrig! Jeg kiggede mig omkring og bed mærke i hver en detalje. Hvordan værelset så ud, hvordan de så ud, og jeg vidste, det ville blive min yndlingsfortælling fremover. Nå, men så rystede jeg på hovedet, da vreden flammede op i hans øjne. ”Okaay – du mener det faktisk,” sagde jeg og undgik at spjætte ved synet af øjnene. ”Desværre er det sådan, at jeg ikke kan gå bort – eller i hvert fald ikke endnu. Jeg har et stykke arbejde, jeg skal have udført, og … ja, jeg går ingen steder, før det er gjort. Så det lader til, at vi har et lille problem her.”

Han kiggede over skulderen på de to andre og fik to halvhjertede skuldertræk som svar, men mere behøvede han ikke for at konfrontere mig igen. ”Jeg byder dig at gå bort. Nu!” sagde han og løftede armene, mens tre hovedede slanger sprang mod mig. Men jeg viftede dem bare væk. Nu vidste jeg jo, at de kun var så virkelige, som jeg tillod dem at være. I virkeligheden kunne han ikke gøre mig noget.

Jeg trak på skuldrene og styrede hen mod den væltede blå stol, rejste den op og satte mig afslappet ned. Det kunne jo tage sin tid, det her, med alle de kommandoer og påbud og hvad ved jeg, så jeg kunne lige så godt gøre mig det behageligt.

Han stod foran mig med sine rødblonde øjenbryn rynket over de vrede, røde øjenkugler. Men jeg reagerede ikke. Den fornøjelse skulle han ikke have. Og så, efter et par kommandoer mere, lidt flere befalinger og en hel masse udråbstegn, så gik han i stå.

Faktisk gik de alle tre i stå.

Så de ikke længere glødede, ikke længere havde røde øjne, og tre helt normale, lyserøde munde erstattede de bundløse, sorte huller, de havde haft lige før.

Nu lignede de en helt almindelig drengebande af tiårige. Ja, lige bortset fra de frygtelige, fuldkommen du skulle have set dem-ubeskrivelige, virkelig rædselsfulde og identiske korte, hvide dragter med matchende hvide knæstrømper og skinnende, sorte laksko.

Jeg håbede inderligt, at de var blevet begravet i det tøj, for hvis det var noget, de selv havde valgt, ja, så ville jeg nok aldrig kunne trænge igennem til dem.

”Hvorfor er du ikke bange for os?” spurgte ham, som jeg havde døbt jordbærhoved.

Jeg trak på skuldrene og målte ham med øjnene, før jeg svarede: ”Altså, hvis det får dig til at føle dig bedre tilpas, så var jeg bange i begyndelsen. Jeg mener, du så jo selv, hvor tæt jeg var på at stikke af. Og så, med hele det dræberklovne-show med tandlægebor …” Bare tanken fik mig til at ryste over det hele. ”Ja, der fik I næsten ram på mig. Men da I så begyndte på gyserfilm-halløjet, så gik I altså lidt over gevind, vil jeg nok sige, og jeg gik lidt død i det hele.” Jeg lo og slog mig på lårene: ”I bogstaveligste forstand.” Men det syntes de åbenbart ikke var særlig morsomt, så jeg skyndte mig at fortsætte: ”Nå, men det var sådan cirka, hvad der skete. De der gyserfilm, de var jo megagamle, fra længe før min tid, og det var ligesom det, der gjorde, at jeg vidste det.”

”Vidste hvad?” Med et klamt blik og smalle læber kiggede han på mig, som kun en tiårig kan.

”Vidste, at I satsede på at skræmme mig fra vid og sans – men at jeg er den, der tillader frygten at vinde. Og hvis jeg ikke vil give frygten plads, ikke vil lade den styre, så mister den sin magt over mig – I mister jeres magt over mig.” Jeg nikkede, og selvom jeg prøvede at lade være, så kunne jeg ikke, og et triumferende smil bredte sig i mit ansigt. Det frustrerede jordbærhoved endnu mere. ”For nu slet ikke at nævne,” fortsatte jeg, ”at jeg er lige så død som jer, så I kan jo ikke gøre mig så meget, vel?”

”Det kan vi i hvert fald! Vi kan …” peb den lyse til venstre og sprang frem og rystede en knyttet næve i luften, indtil jordbærhoved vendte sig og vinkede ham luskende på plads.

”Vi forlader ikke det her sted, hvis det er det, du er ude på. Masser af andre har prøvet, at du bare ved det. Og jeg mener MASSER. Men vi er her stadigvæk. Og vi har været her i århundreder. Så måske skulle du se at komme videre, for vi har ingen planer om at stoppe her. Og hvis du alligevel bliver ved, ja, så spilder du bare din tid.”

”Måske.” Jeg trak på skuldrene og pillede ved en løs tråd fra den blå pude, som om jeg kun var små-interesseret i alt det her. ”Og på den anden side: Måske ikke.” Jeg løftede blikket. ”Jeg mener, har I nogensinde overvejet, om det ikke er jer, der spilder tiden? Helt ærligt, prøv lige at tænke over det. I har brugt århundreder på at løbe rundt i håbløst umoderne sparkedragter og skræmme indmaden ud af spøgelsesturister som jeres eneste fornøjelse.” Jeg rystede på hovedet. ”Hundreder af år i den samme lamme rutine.” Jeg sukkede – bare tanken forekom udmattende – og sørgede for at kaste et blik på dem alle tre. ”Og må jeg spørge hvorfor? Hvorfor gør I det overhovedet? Hvad får I ud af det? Jeg mener, helt ærligt. Hvad med en lille ferie eller bare en lang weekend, var det ikke noget?”

”Vi holder pauser! Vi arbejder på skift, at du bare ved det!” råbte det ene lyse hoved.

Men skiftehold eller ej, de fattede det ikke. Over hovedet ikke. Jeg havde brugt tolv lange år på at plage min storesøster – i sig selv totalt latterligt. Men stadigvæk intet i forhold til den tid – århundreder! – de her drenge havde spildt.

”Jeg mener …” Jeg pressede puden mod brystet og sikrede mig deres fulde opmærksomhed, før jeg kastede den fra mig. ”Hvad får I ud af det? Helt seriøst. Hvorfor bruge al den energi på flammende, røde øjne, gabende, sorte huller og … og alt det der?” Jeg pegede på dem, på deres krøllede hår og deres skinnende laksko.

Så sagde den anden af de lyse endelig noget, ham til højre for jordbærhovedet. ”Hvad vi får ud af det?!” Hans lysende blå øjne mødte mine, så kiggede han på sine venner, og så fniste de alle tre og klukkede af latter. ”Berømmelse. Verdensberømmelse. Det er det, vi får ud af det.” De rystede på hovederne og grinede, som om jeg var en total elite-idiot.

Jeg skar ansigt. Havde jeg hørt rigtigt? Det kunne de da seriøst ikke mene.

”Vi er berømte,” gentog han med en stemme, der var lige så fast som hans udtryk. ”Vi er kendte. Folk kommer fra hele verden bare for at få et glimt af os. For at fotografere os, at fange en optagelse af vores stemmer, at møde os, at fortælle deres venner derhjemme, at de holdt ud en hel nat med os …” Han kiggede på sine venner, som brød ud i latter, og vendte så blikket mod mig igen og sagde: ”Hvilket for resten er en stor, fed løgn, fordi ingen nogensinde har klaret en hel nat i det her rum. Ingen. Uden undtagelse.” Hans ansigt blev endnu barskere. ”For slet ikke at nævne alle bøgerne, artiklerne og tv-programmerne om os. Vi er berømte. Internationale superstjerner! Og vi har været det i årevis. Vi er ligesom … ligesom Backstreet Boys på en måde – bare døde.”

Suk. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at have ondt af dem, af deres selvbedrag og deres håbløst forældede verden. Jeg mener, The Backstreet Boys – kunne det blive mere fra i går? Jeg rystede på hovedet og kiggede på dem. De mindede mig bare så meget om nogle af mine gamle klassekammerater. Dem, hvis eneste ambition var at blive berømte. Og for hvad? Det anede de ikke. Det eneste, de vidste, var, at de var født til at stå i spotlightet.

Og deres første stop var YouTube.

Jeg så nærmere på dem. De var så fornærmede, så sikre på, at de havde ret, at jeg blev nødt til at overbringe nyheden nænsomt.

Jeg rømmede mig og trak af gammel vane vejret dybt ind, før jeg sagde: ”Æhm, jeg er ked af at sige det, men I er ikke noget i nærheden af Backstreet Boys. Og hvorfra kender I dem for resten? I bor på et slot i midten af ingenting.”

De stirrede på mig, en forenet front af hvide dragter, hvide knæstrømper og rasende røde kinder.

”Altså, hør her, du er jo ikke den eneste, der roder i folks private ting, vel? Vi har adgang til både computere og iPods,” sagde den mindste af de to lyshårede, mens hans kammerater fnisende rystede på hovedet af mig.

”Bare fordi vi bor på et slot i midten af ingenting, betyder det ikke, at vi ikke ved det samme, som du gør,” tilføjede jordbærhovedet.

Jeg nikkede. Point til dem. Men at spøgelser kunne følge en smule med og så stadigvæk klæde sig sådan, det oversteg bare min fatteevne. Men på den anden side – Bodhi for eksempel, en næsten professionel skateboarder, valgte af uransagelige grunde at klæde sig som en total båtnakke. Mennesker var komplicerede – både de levende og de døde, så meget vidste jeg.

”Okay, beklager, min fejl. Jeg er ked af at have fejlvurderet jeres viden om popmusik. Men stadigvæk, og jeg er ked af at sige det, I er ikke noget i nærheden af Backstreet Boys. Engang var der jo millioner af mennesker over hele jorden, som elskede dem, men … hvor mange elsker lige jer?”

Jeg så dem udveksle forvirrede blikke, og deres fortabte tanker flød som en vibrerende rumlen gennem værelset.

Men så rystede jordbærhovedet hårdnakket på hovedet, fast besluttet på at genvinde kontrollen, og sagde: ”Lad være med at lytte til hende. Det passer ikke. Hun kører bare rundt med os. Det er en del af hendes mission, eller hvad det nu er, hun har gang i.” Han sendte mig et spottende blik, næsten lige så slemt, som da flammerne skød ud af hans øjne. ”Og det kan godt være, de ikke ligefrem elsker os – men de elsker at frygte os. Folk kommer fra hele verden bare på grund af os! Uden os ville Warmington Slot være ruineret. Ingen ville gide besøge det. Det ville blive nødt til at lukke.” Begge de lyse hoveder nikkede heftigt på hver side af ham.

”Måske – måske ikke.” Jeg rynkede panden. Det kunne godt tænkes, selvom det jo egentlig var ligegyldigt. ”Og hvad vedkommer det jer? Jeg mener, får I procenter af overskuddet? Er der overhovedet nogen, som er taknemmelige for jeres frivillige indsats her? Al den tid, alle de sene nattetimer – hvad får I for det? Har I nogensinde overvejet, om I ikke bliver udnyttet? Underbetalte nattevagter udnyttet på det groveste. Og helt ærligt, bortset fra jeres højst tvivlsomme berømmelse, hvad får I så ud af det?”

De kiggede på hinanden, mens tankerne mumlede frem og tilbage som statisk støj.

”Prøv lige at høre her,” sagde jeg og glattede skørtet, da jeg rejste mig fra stolen og gik hen til dem. ”Jeg har et forslag. Jeg ved, I er bange for at være ukendte, bange for at være usynlige – for at ingen skal huske, at I overhovedet har eksisteret. Og tro mig, jeg ved præcis, hvordan I har det, for dengang jeg var i live, var jeg bange for præcis det samme. Og jeg spildte så meget tid – faktisk hele mit liv – på at følge lige i hælene på min storesøster. Jeg forsøgte at være ligesom hende. Hun betød så meget, fyldte så meget i mit liv. Hun var smuk, hun var populær, hun var bare noget helt særligt. Og jeg var sikker på, at hvis jeg kunne være ligesom hende, efterligne hende på den helt rigtige måde, så ville jeg også være en helt speciel person. Men i virkeligheden gjorde det mig ikke spor speciel, kun til en sygt klæbende lillesøster. Og lidt af en pestilens.”

Jeg kiggede på dem en efter en og håbede, at mine ord trængte ind. ”Det, jeg prøver at sige, er, at I har et valg. I kan enten blive her og fortsætte med at skræmme folk fra vid og sans, eller I kan flytte til et sted, der … øh…” Jeg tøvede, havde ikke lyst til at lyve og sige, at det var bedre, for det var jo ikke helt sandt. Men noget skulle jeg jo sige: ”… der er nyt. Og anderledes. Og meget mere spændende end det, der sker her.” Jeg slog ud med armen i det kaotiske værelse, der så ud, som om nogen lige havde spillet fodbold med inventaret. Og så tænkte jeg på det at manifestere, på strandene, det evigt foranderlige, strålende Her og Nu. Smukke billeder, som jeg vidste i hvert fald var sande. ”Jeg tror virkelig, I vil kunne lide det. I skal bare give det en chance, det er det hele.” Jeg tav og spekulerede på, om det sidste måske også var et godt råd til mig selv.

”Jamen hvad nu hvis vi ikke kan lide det? Hvad nu hvis vi kommer frem og opdager, at vi hader det og meget hellere vil være her?”

Jeg kiggede på dem, fristet til at lyve for at blive færdig med det her. Fortælle dem, at de ikke ville savne jordplanet, ikke det mindste.

Men jeg kunne ikke.

Kunne ikke narre dem på den måde.

Så i stedet kiggede jeg dem i øjnene og sagde: ”Jo, I vil savne det. Med garanti. Sådan er det bare. Men hvis I spiller jeres kort rigtigt, så kan I komme tilbage på besøg. Se på mig – jeg er her, ikke? Og husk også alle de andre, som var her før for at hente jer. Så hvad siger I? Er I parat til et eventyr? Til at prøve noget nyt til en afveksling?”

De vendte sig og holdt et lille møde. Gav sig god tid til at diskutere det grundigt, gennemgik det punkt for punkt, før de igen vendte sig mod mig. Det var jordbærhoved, som atter tog ordet: ”Er det så nu, du påkalder lyset?”

Jeg lo bare og rystede på hovedet: ”Nej, din klovn, det er nu, at jeg fører jer hen til broen.”