16

Hvis jeg havde haft et af de der specielle kameraer, som spøgelsesjæger-damen havde, så ville jeg have taget et billede af Bodhi, da jeg trådte ud af det blå værelse med en hel stribe (ikke-strålende) Stråledrenge bag mig.

”Okay, hvad så nu?” spurgte jeg, mens de myldrede rundt om os. Jeg sendte Buttercup et skarpt blik og rystede på hovedet af ham, mens han ivrigt slikkede mine hænder. Han søgte desperat om tilgivelse, fordi han havde ladet mig i stikken, og kiggede på mig med sine store, brune øjne. ”Hvordan får vi dem hen til broen?”

Men Bodhi svarede ikke.

Han var fuldkommen paf.

Hans blik sprang fra den ene til den anden, som om han talte dem igen og igen. Åbenbart lige forbløffet, hver gang han kom til resultatet tre.

”Hvordan gjorde du …” Han rystede på hovedet og tog brillerne af, gned sine øjne og blinkede en hel masse gange, før han satte dem på næsen igen og blinkede igen.

”Det er lige meget, hvordan jeg gjorde det. Bare fortæl mig, hvordan jeg får de her drenge til broen. Før de fortryder og bakker ud som tøsedrenge,” sagde jeg.

”Hvem kalder du for tøsedrenge?” sagde jordbærhoved, igen med uhyggeligt forvreden mund og klamme øjne, så Buttercup begyndte at klynke, og Bodhi var ved at falde ud over gelænderet.

Men jeg kiggede ham bare lige i øjnene og sagde: ”Dig. Jeg kalder dig for en tøsedreng. Jeg tør vædde en tusse på, at du og dine venner vil græde som pattebørn og nægter at krydse broen.”

”Du glemmer vist, at penge ingen værdi har for os. Eller måske gør du ikke.” Jordbærhoved hævede et øjenbryn og smilede indforstået. ”Bare rolig, du behøver ikke at narre os til at gå over. Din lille tale var meget overbevisende.”

”Er det rigtigt?” Jeg forsøgte forgæves at holde et smil tilbage. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig stolt af mig selv – og stolt af dem for at vælge, som de gjorde. ”I hjalp faktisk også mig.” Så meget som tre tiårige drenge kan hjælpe en ældre, klogere og mere moden pige på tolv. ”Så tak for det.”

”Selv tak,” sagde jordbærhoved og lød pludselig meget ældre. ”Og bare så du ved det, så er vi næsten elleve. Nåh ja, og mit navn er ikke jordbærhoved.” Hans øjne mødte mine, men heldigvis var de ikke fjendtlige. ”Det er Hans. Og det her er Dieter og Wolfgang.” Han slog ud med hånden mod sine blonde brødre. ”Vi er trillinger, og jeg er den ældste med halvfjerds sekunder.”

Jeg nikkede og havde det ikke helt godt med, at han havde læst mine tanker. Jeg blev virkelig nødt til at passe bedre på, hvis jeg skulle gøre mig nogen forhåbninger om at få venner her i efterlivet.

”Okay, hvor er den bro så?” sagde Wolfgang, mens hans brødre nikkede, åbenbart ivrige efter at komme ud på et nyt eventyr.

Bodhi vippede sit strå over i den anden side af munden. Han var kommet sig fuldstændig oven på chokket over at se Stråledrengene og var sit gamle jeg igen. ”Okay,” sagde han. ”Alle tager hinanden i hånden. Og Riley, du holder fast i Buttercup, og så forestiller vi os alle et flimrende slør af blødt, gyldent lys …”

Turen til Sommerland blev kort. Så kort, at der hverken var tid til at møde gamle venner eller gense nogen af mine yndlingssteder.

Det ene øjeblik gik vi gennem den gyldne dis og landede– bum – lige foran broen, hvor vi sagde farvel til Stråledrengene, og i næste øjeblik var vi tilbage, hvor vi kom fra. Vi stod i den lange gang på Warmington Slot, og jeg så på Bodhi og sagde: ”Tror du, de vil blive genforenet med nogen – med deres mor for eksempel? Eller er alt det for sent?”

Men Bodhi trak bare på skuldrene og ignorerede mig så totalt, at det øjeblikkelig tændte mig helt af.

Altså, en lillebitte smule anerkendelse havde været dejligt.

Et lille: Godt gået! Flot stykke arbejde! Eller bare en high-five.

Men næ nej.

Ikke alene havde han dårligt nok anerkendt den giganorme udfordring, jeg lige havde klaret, men det var også lykkedes ham at bringe os lige tilbage til, hvor vi kom fra, og det vil sige ikke i nærheden af London eller noget, der bare lignede en startbane.

”Hvad sker der?” vrissede jeg og undrede mig over, hvorfor han havde bragt os her tilbage igen.

Jeg havde gjort det, jeg var kommet for, havde fuldført opgaven og havde med succes ryddet slottet for spøgelser – alle tre oven i købet. Og nu da jeg havde vundet væddemålet, så var jeg klar til min flyvelektion og min tur til London.

Det var den helt klare aftale, vi havde indgået.

Og længere var den ikke.

Bodhi skulle ikke få lov at smutte uden om.

Men Bodhi kiggede bare på mig med hængende skuldre og et fåret udtryk. Det grønne strå vippede op og ned mellem hans tænder, da han sagde: ”Æhm, det kan godt være, at jeg ikke lige fik sagt det tidligere, men der er mere. Bare én ting mere, der skal ordnes, så er vi smuttet. Jeg lover det.”

”Hvad mener du med én ting mere?” Jeg satte hænderne i siden og sikrede mig, at min stemme og mit ansigt meget tydeligt viste, hvor rasende jeg var. ”Du kan altså ikke bare blive ved med at ændre mit job. Det er ikke retfærdigt! Jeg gjorde, præcis som jeg skulle, og rimelig hurtigt, hvis jeg selv skal sige det. Så hvorfor vente? Lad os komme af sted! Helt ærligt. Afgang! Jeg vil flyve højt over Themsen-floden ved solnedgang. Ellers …!” Jeg skulede vredt uden at have nogen idé om, hvad det der ellers indebar. Det skulle gå retfærdigt til, og jeg skulle nok sørge for, at de allerede fastlagte og helt klare aftaler ikke alene blev hørt, men også fulgt.

Så jeg blev noget konfus, da Bodhi kiggede på mig og sagde: ”Det her er ikke din opgave, Riley. Det er min.”