18

Han førte os ned ad gangen, langt væk fra det blå værelse, hvor jeg havde fuldført min opgave, ned ad trappen, gennem en stor foyer og op ad en anden trappe, som førte til endnu en lang gang, hvorfra en mindre trappe ledte op til en meget smal og lang gang med en lille dør for enden. Så lille, at de fleste mennesker måtte bukke sig for at komme igennem, men ikke os, og så op ad endnu flere trapper, indtil vi til sidst nåede næsten helt op til et tårnværelse. Det var et af de der spidse tårne, som ethvert ordentlig slot havde, og som jeg altid havde ønsket mig at se indvendigt.

Men netop som jeg skulle til at springe op ad de sidste trin og ind gennem døren, ivrig efter at manifestere noget seriøst langt, blondt hår, så jeg kunne udleve min gamle Rapunzel-drøm, så spærrede Bodhi indgangen med sine udstrakte arme. ”Er du helt sikker på det her?” sagde han.

Hold nu op! Det var lige før, jeg himlede øjnene ud af hovedet. Her havde jeg trodset tre glødende strålebrødre med røde kugler som øjne og dybe, mørke huleagtige munde, og så ville han vide, om jeg nu kunne klare det. Altså … det var jo nærmest en fornærmelse! Hvor slemt kunne det være?

”For det er ingen skam at være bange,” sagde han og granskede mig nøje, mens han stadigvæk tyggede på det der åndssvage strå, der var ved at bukke helt under. ”Det er det overhovedet ikke. Det er helt normalt, og jeg bebrejder dig ikke, hvis du vil vende om nu, mens du stadig kan. Du har allerede bevist, hvad du kan. Du gik ind og klarede det, som mange før dig ikke magtede. Du er faktisk ret enestående, Riley Bloom, ved du godt det? Du er den bedste Sjælefanger, jeg nogensinde har set, og det er oven i købet din allerførste dag. Men det her er min opgave, ikke din. Og tro mig, det er der en grund til.”

Jeg kunne ikke gøre for det. Selvom jeg elsker dem, så er jeg ikke så supergod til at tage imod komplimenter. Og lige efter at han havde sagt alt det der, så begyndte mine øjne at svie, jeg fik en stor klump i halsen, og jeg kunne kun lige nikke og så kigge væk. Jeg blev bare så ydmyg og flov over hans ros.

”Okay,” sagde jeg med en hæs, næsten hviskende stemme. ”Men vil du ikke nok lade mig prøve? Jeg vil så gerne lære så meget som muligt.”

Han kiggede på mig og udforskede mit ansigt, før han nikkede accepterende. Og i samme øjeblik han åbnede døren, hørte jeg det.

Det gjorde vi alle sammen.

Også Buttercup.

En lav, forfærdelig, jamrende lyd.

Lyden af fortvivlelse.

Lyden af én så fortabt i sin sorg, at hun ikke længere kunne hænge sammen, ikke kunne gøre andet end at udstøde den lyd, der klang af død og intet andet.

Den blev ved. Uophørligt. Blev ved og ved og ved på en måde, som føltes som evigheden.

På en måde, der virkelig gav mig kuldegysninger.

Bodhi kiggede på mig, og jeg kiggede på ham, indtil han smuttede foran mig og tog de sidste smalle trin med Buttercup og mig i hælene. Og da vi kom helt op, så jeg hende. Selvom det tog mig lidt tid at fokusere og zoome ind på det sted, hvor lyden kom fra. Det lyder sikkert skørt, men det var, som om hun var så gammel, så grå, så falmet og slidt, at hun praktisk talt gik i ét med de gamle, grå vægge.

Som om hun havde været i det rum så længe, at hun var begyndt at ligne det.

Blive en del af det.

Som et tungt, gammelt møbel, der aldrig er blevet flyttet fra sin plads.

Jeg krøb baglæns, pressede mig op ad den fjerneste væg, mens Bodhi nærmede sig hende. Hvis jeg stadig havde været i live, ville jeg have holdt vejret af skræk, rædselsslagen ved tanken om, hvad der ventede.

Men nu var jeg som frosset til stedet. Al min energi var forduftet som dug for solen.

Uanset hvor tæt Bodhi krøb på kvinden, så ænsede hun ham ikke. Hun var slet ikke klar over, at vi var kommet ind i værelset.

Hun stod bare der, presset så tæt op ad væggen, at det var, som om hun uden overgang gik i ét med den. Lille og fin stod hun med bøjet ryg og sammensunkne skuldre. De løftede sig, hver gang et nyt grådanfald overmandede hende, og sank så atter sammen, for hver gang lidt mere. Hendes lange bomuldskjole klæbede til hende i uklædelige, våde klumper. Alt ved hende var så farveløst, så mat, så kedeligt, at der kun var én ting, som skilte sig ud: hendes hår. Det var langt, bølget og helt mørkt, sat op i en skødesløs knude, som kun lige blev holdt på plads af to perlebesatte nåle.

Vi kiggede alle tre på hende, mens hun stod der og stirrede ud ad et lille, firkantet vindue, så fuld af en sorg, ingen af os kunne forestille os.

Vi lyttede til den uophørlige jamren. Ikke et sekund holdt den inde. Den blev bare ved og ved og ved, så hjerteskærende, så smertelig, så helt ude af sig selv, at Buttercup sank helt ned på sit maveskind, lagde hovedet fladt ned på det slidte stengulv og placerede en pote over hvert øre i et desperat forsøg på at undgå lyden.

Jeg var bare så tæt på at gøre det samme, helt ærligt, og stoppede kun, fordi Bodhi kastede et blik over skulderen for at tjekke op på os. Jeg ville ikke vise, hvor rystet og panikslagen jeg var, så jeg vinkede bare med den ene hånd i luften, viftede lidt med fingrene for at vise ham, at han ikke skulle bekymre sig, men bare fortsætte sit arbejde. Jeg vidste, at jo hurtigere han blev færdig, des hurtigere kunne vi komme ud af det her lille, kvælende stenfængsel.

Min Rapunzel-drøm var forsvundet efter bare fem sekunder i hendes nærvær. Den var pist væk sammen med min forelskelse i gamle slotte og deres små, spidse tårne. Her var rædselsfuldt, trangt, mørkt, beskidt, fugtigt og fuldkommen klaustrofobisk, selv for os, som ikke længere trak vejret. Det var mig en gåde, hvordan nogen kunne finde på at tilbringe deres liv efter døden så rædselsfuldt et sted.

Logikken bag visse spøgelsers tankegang gik over min forstand.

Nogle af dem gav simpelthen ikke mening. Overhovedet.

Bodhi talte med hende, kaldte sagte på hende, og selvom jeg ikke kunne høre ordene, så var det tydeligt, at han forsøgte at få hendes opmærksomhed, vinde hendes tillid, lokke hende til at vende sig om og kigge på ham. Han gik endda så langt, at han tog sine latterlige briller af og puttede dem i inderlommen. Men jeg var ikke sikker på, om det var, så han bedre kunne se hende, eller så hun bedre kunne se ham – altså, hvis hun nogensinde besluttede sig for at vende sig om.

Men selvom han så en million gange bedre ud uden brillerne, selvom det var et gigantisk skridt væk fra total nørdethed og et lille babyskridt tættere på … ja, det modsatte af nørdethed – så gjorde det i sidste ende ikke den store forskel, i hvert fald ikke for hende.

Hun blev, hvor hun var, som havde hun slået rod, og hun stirrede stadig ud ad det lille, firkantede vindue.

Uden at ænse andet.

Uden interesse for andet.

Så fortabt i sin sorg, at hun ikke anede, at hun havde selskab.

Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om hun nogensinde blev træt af det.

Om hun nogensinde stoppede bare et par minutter og holdt en lille pause, så hun i det mindste kunne tørre sine øjne og pudse næsen, før hun begyndte igen.

Og det gjorde hun, fandt jeg ud af.

Hendes jamren skulle hurtigt blive afløst af noget meget værre.