20

Bodhi var rasende. Virkelig rasende. Han stirrede på mig med smalle øjne og råbte: ”Riley, for fanden, jeg er din guide! Du skal gøre, hvad jeg siger!”

Hurtigt fulgt af: ”Det var lige præcis derfor, jeg ikke ville have dig med. Det her er min opgave, ikke din. Jeg er den eneste, der kan ordne det her. Så, for sidste gang, vil du ikke nok vende dig mod væggen? Riley, hører du? Vend dig!”

Men ikke engang det fik mig til at holde op med at kigge. Jeg blev bare hængende, holdt mig flydende, kæmpede for at holde hovedet oven vande, indtil bølgerne til sidst lagde sig omkring mig, og jeg lettet opdagede, at min fornuftige hund også havde holdt ud.

”Hvad sker der?” spurgte jeg med en stemme, der lød så lille og hjælpeløs, at den gjorde mig flov og gik Bodhi på nerverne. ”Og hvor er vi nu? Jeg forstår det ikke.”

Bodhi kiggede på mig med det våde hår klæbende til sine kinder. Hans jakke var blevet ført væk af strømmen, og jeg kunne kun håbe på, at nørdebrillerne var skyllet med.

”Vi er i hendes verden nu,” sagde han med et suk, tydeligt træt af at skændes med mig. ”Og den er tilfældigvis farlig og forbudt for børn og folk med svage hjerter. Så hvis du fortsat nægter at høre efter, hvad jeg siger, hvis du nægter at vende dig om og redde dig selv, vil du så ikke i det mindste være sød at tie stille? Vandet burde forblive roligt nu. Roligt nok til, at jeg kan efterlade dig her alene. Men jeg advarer dig, Riley, uanset hvad der nu kommer til at ske, uanset hvad du hører eller ser, så lad være med at styre mod klippen. Uanset hvor frygteligt det virker, så er du langt mere sikker her. Så, Riley, bare gør hvad jeg siger, og forhold dig i ro. Lad være med at foretage dig noget, uanset hvor slemt det bliver. Okay? Lover du det?”

Jeg nikkede. Usikker på, om jeg virkelig kunne holde ord, specielt hvis det blev så slemt, som han tilsyneladende mente, det ville blive. Hvis vandet for eksempel igen begyndte at piske helt vildt og skræmmende omkring mig, så ville klippen da være det første sted, jeg søgte hen. Men jeg vidste, at jeg blev nødt til at love ham det, så han kunne fortsætte med sin opgave, så jeg nikkede og håbede det bedste.

Jeg fulgte ham med øjnene, da han flød bort og gled gennem strømmen som en fisk, til han nåede frem til en lille, ensomt beliggende ø i det fjerne og kravlede i land. Da jeg zoomede ind med sammenknebne øjne, viste det sig at være en stor, takket klippe, som ragede op af vandet.

Og så så jeg det.

Og jeg er ret sikker på, at han så det i samme øjeblik.

Samme øjeblik han kravlede op og fik fodfæste, så vi begge årsagen til spøgelseskvindens sorg gennem de sidste mange århundreder.

Hun var morder. Barnemorder.

Eller det var i hvert fald det, alle sagde.

Falsk anklaget for den måske værste handling, et menneske kan begå – drab på sine egne børn.

Hendes tre elskede sønner, som jeg med det samme genkendte som de tre lyshårede Stråledrenge.

Der var bare det ved det, at hun var uskyldig. Hun havde ikke gjort det.

Hun var bare en fattig enke, som måtte forsørge sine sønner alene. Hun var tvunget til at tage arbejde her på slottet og lade sønnerne blive hjemme. Og hun var naiv nok til at stole på den forkerte børnepasser. En staldknægt, som lovede at tage dem med på fisketur. Men ude på søen druknede han dem alle tre. Så havde han fjernet alle spor af sin forbrydelse og i stedet plantet nogle, som antydede, at hun havde gjort det – og var så forsvundet, uden nogen havde set eller hørt fra ham siden.

Efter at være blevet dømt og straffet med døden havde hun kastet et enkelt blik på det gyldne slør af flimrende lys, som førte til broen. Hun havde set, hvordan det glødede og bølgede og vinkede hende til sig med trøst, kærlighed, medfølelse og tilgivelse – alt det, hun var blevet nægtet i live. Men i stedet for at tage imod den trøst, som hun kun kunne få Her, vendte hun den ryggen og valgte i stedet at vandre bort. Så plaget af sin sorg og sin skyldfølelse, så overbevist om, at hun havde en stor del af skylden, fordi hun havde været godtroende, ikke havde passet ordentligt på dem, slet ikke havde gjort nok for at beskytte dem. Derfor vendte hun tilbage til det sted, hvor hun først havde hørt, hvad der var sket.

Til det sted, hvor hun stod og kiggede efter dem, ventede på, at de skulle komme tilbage …

Og lige pludselig, bare lige sådan, vidste jeg præcis, hvor vi var.

Vi var ikke så meget i hendes hoved, som jeg først havde troet. Vi sad heller ikke på første række og overværede hendes erindringer, som hun opbevarede i sit knuste og ødelagte hjerte.

Niks.

Vi var begge, Bodhi og jeg, i den mørkeste del af hendes sjæl.

Det sted, hun havde lukket af for omverdenen for længe siden. Det sted, hun havde fordømt sig selv til. Hendes selvpålagte fængsel i de sidste mange århundreder.

Og nu havde vi sluttet os til hende.

Var låst inde sammen med hende.

Og jeg kunne kun stå og se på, da Bodhi greb om klippen med sine udstrakte arme, lagde hovedet tilbage og spærrede munden op.

Han var fast besluttet på at sluge det hele – hele den forfærdelige smerte og sorg, som havde lænket hende til jordplanet i århundreder.

Fast besluttet på at tage det på sig.

Stjæle det fra hende og gøre det til sit.