21

Bodhis krop trak sig sammen i kramper, og han vendte det hvide ud af øjnene. Men da jeg begyndte at svømme hen mod ham, bremsede han mig med det samme. Markerede advarende med hånden og sendte mig tilbage, mens han telepatisk mindede mig om mit løfte – løftet om, at uanset hvor slemt det blev, så skulle jeg blive på min plads.

Det her job var hans, og jeg skulle bare ikke komme i nærheden eller blande mig på nogen måde.

Så jeg trak mig tilbage og så på, mens hele hans krop rystede i kramper. Det gik op for mig, at han i virkeligheden ikke sloges med det, jeg troede. Han kæmpede ikke med den tsunami af overvældende sorg, han prøvede at indtage.

Han kæmpede mod hende.

Mod hendes uvilje mod at slippe den.

At give den til ham.

At lade byrden falde og gå videre.

Det var, som om hun havde stået så længe foran det vindue, grædt i så mange år, stønnet og jamret sit ikke eksisterende hjerte itu så længe, at hun ikke længere kunne finde ud af at gøre noget andet.

Hun var blevet sorgen.

Uden den ville hun ikke eksistere længere – det var det, hun var bange for: simpelthen at forsvinde.

Uden at være klar over, at det ville være det bedste for hende.

Den gamle, sørgelige version af hende ville forsvinde langsomt, selvfølgelig uden at efterlade sig spor, men kun for at en ny, bedre og lykkeligere version kunne få et nyt liv på den anden side af broen.

Jeg vidste, mens jeg betragtede kampen, at jeg ikke havde nogen ret til at blande mig, at det var forbudt. Bodhi ville ikke tillade det. Men det betød ikke, at jeg ikke kunne omringe ham med håb. Jeg forestillede mig dets farve som den smukkeste glødende, mest lyserøde rose-agtige farve, og forvandlede den til en kæmpestor, funklende boble og ønskede den rundt om ham.

Jeg kunne ikke vente med at få det overstået. Jeg var så ivrig efter, at Bodhi skulle få styrke nok til at tage sorgen fra hende og løslade hende fra den, så hun kunne blive fri.

Og hele tiden forsøgte jeg at lade være med at tænke på, hvad der ville ske med ham, når han havde slugt hendes sorg.

Hvad ville der ske med den?

Ville han blive tvunget til at overtage hendes plads ved vinduet og græde de næste hundrede år?

Eller kunne han finde en måde at omdanne sorgen på?

Gøre et eller andet ved den, ligesom man gør med affald og kompost og alt sådan noget ulækkert noget? Omdanne den til noget, der ikke var så giftigt, noget, der ikke smadrede liv på den måde?

Og hvad nu hvis han ikke kunne omdanne den, hvad ville der så ske med mig?

Ville jeg nogensinde kunne finde op af det her bundløse hav?

Eller ville jeg være tvunget til at træde vande i det sorte, olieagtige vand resten af evigheden?

Men selvom alle de her tanker skyllede ind over mig, så holdt jeg mit løfte. Jeg blev på min plads. Og holdt godt fast i den pulserende, rosa boble af håb, mens benene arbejdede under mig, og armene bevægede sig i halve cirkler. Og jeg så, hvordan Bodhi kæmpede, kæmpede så flot, brugte alt, hvad han havde i sig i kampen mod hendes tunge mørke med sit lys.

Han rystede og spjættede, mens han kæmpede med at sluge al hendes smerte. Og jeg hviskede hele tiden til mig selv, at det nok skulle gå. At lyset altid vinder til sidst. I alle mine yndlingsbøger, i alle mine yndlingsfilm og tvprogrammer – der ender det altid sådan.

Men det her var lidt for virkeligt.

Og Bodhi og jeg var uhjælpeligt fanget i det her sammen. Vores skæbner afhang af, hvordan det hele endte.

Jeg lukkede mine øjne, fuldkommen udmattet, og havde ikke lyst til at se mere. Men jeg holdt fast i håbet – håbede, at det ville være en lille hjælp, som jeg godt måtte give.

Håbede, at hun ville slippe, opgive sin sorg og komme videre.

Håbede, at Bodhi ville holde modet oppe og blive ved at kæmpe stærkt.

Og i næste øjeblik var det ovre.

I hvert fald for mig.

Pludselig var jeg uden for det alt sammen. Tilbage i det der lille, klamme rum. Fra sidelinjen så jeg, hvordan spøgelseskvindens kjole langsomt blev hvid. Så, hvordan hendes hår lysnede, og farven vendte tilbage til hendes kinder, sådan som hun måtte have set ud, før alt det mørke flyttede ind.

Men den mest forbløffende forandring var hendes øjne.

Måden, de ændrede sig fra bundløse, sorte, olieagtige huller – et uendeligt hav af sorg – til en roligt lysende, blå himmel.

Og da hun kiggede på mig, kiggede lige på mig, var hendes smil så strålende, så fyldt af håb, at det løftede hende lige op i luften som en helium-ballon, og så sejlede hun ud ad vinduet og op mod himlen.

Jeg puffede til Buttercup, som lå ved min side, og han lod poterne falde fra sine øjne og løb straks over mod Bodhi, som lå sammenkrummet i hjørnet. Han knugede armene om sig selv, fyldt til randen med sorg og smerte og uden at ane, hvad han skulle gøre med det.

Jeg vidste med det samme, at selvom han var der, så var han der alligevel ikke. Inde i sit hoved, inde i sin sjæl var han stadig på den ensomme klippeø og kæmpede mod alle de følelser, som han selv havde taget på sig. Han forsøgte at finde en måde at bære det på, at omdanne det, så han også kunne blive løsladt og komme videre.

Jeg var ikke sikker på, at det var en god idé, og jeg var heller ikke sikker på, om jeg måtte. Men selvom jeg vidste, at han med garanti ville skælde mig ud, så krøb jeg hen mod ham. Jeg satte mig på hug ved siden af ham, og så lagde jeg min hånd på hans arm og lod mig strømme ind i hans energifelt. Jeg vidste jo, tilbage fra dengang jeg levede i Sommerland, at alt er lavet af energi, vores kroppe, vores tanker, alt.

Derfor er vi alle sammen forbundet.

Og hvis vi virkelig vil kende nogen godt eller trøste nogen på en eller anden måde, så handler det kun om at lytte og tune ind.

Det er det hele.

Han kæmpede og kæmpede så længe, at jeg var bange for, at han ikke ville klare det. Men jeg holdt mit løfte, og ud over at følge kampens bølgen frem og tilbage, så blandede jeg mig ikke. Jeg blev bare hos mig selv, mens han gennemlevede hele hendes følelsesmæssige rejse. Hendes frygt, da drengene ikke vendte hjem. Hendes overvældende sorg, da det gik op for hende, at de aldrig ville komme tilbage. Hendes harme, da hun pludselig selv blev anklaget. Hendes grumme accept af sin skæbne, da hun uretfærdigt blev dømt. Og til det øjeblik, hvor hun gav op – nogenlunde samtidig med at alle andre åbenbart også opgav hende.

Selvom hun vidste, at hun var uskyldig, så bar hun alligevel rundt på skyld. Og hun fortsatte med at straffe sig selv, længe efter at hun var blevet hængt. Og på trods af at hendes sønner fortsatte deres eksistens – som nogle værre ballademagere i flere hundrede år – i nøjagtig det samme slot, så var det, som om de alle sammen var så fordybet i deres egne verdner, at de ikke anede, at de var under samme tag.

”Hun er tilbage,” hviskede jeg. Det havde jeg jo selv set. ”Og de er sammen igen, alle sammen. Det er slut, endelig. Takket være dig.”

Jeg gav Bodhis arm et klem, og da han blinkede og rørte på sig, sukkede jeg lettet. Han gned sig i ansigtet med begge hænder, missede med øjnene mod mig og sagde: ”Er du okay?”

Jeg nikkede, for jeg turde ikke stole på min egen stemme med alle de klumper i halsen. I stedet tænkte jeg det bare: Og dig? Det kunne han jo høre lige så godt, som hvis jeg havde sagt det højt.

Han strakte benene ud foran sig, rullede med hovedet, først til den ene side og så til den anden. Så skød han ryg et øjeblik, før han rejste sig. Han trak mig op med en hånd også, og så ændrede hele hans udtryk sig, da han sagde: ”Jeg sagde jo, at du ikke skulle blande dig.”

Jeg stivnede og troede ikke mine egne ører.

”Jeg sagde, du skulle holde dig væk. Men næ nej, du ville ikke høre efter. Du hører aldrig efter. Du har virkelig et problem med det.” Han rystede på hovedet og tilføjede. ”Og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med dig, Riley. Jeg ved ikke engang, om jeg er den rette guide for dig. Jeg mener, det er ret tydeligt, at det er meget svært for dig bare at forsøge at respektere mig.”

”Hva…” Jeg rystede på hovedet og havde så mange modargumenter, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle begynde. ”Det mener du ikke alvorligt!” Jeg stirrede på ham og blev øjeblikkelig overbevist om, at nej, det gjorde han ikke. ”Hallo! Jeg gjorde, som du sagde. Og det var altså ikke spor let, at du bare ved det! Det var mig, der stod og så dig blive helt mærkelig og spastisk og uden at ane, om du ville klare det eller ej, for nu slet ikke at nævne, hvad der ville ske med mig, hvis du ikke klarede det. Og alligevel, så ignorerede jeg min tvivl og blev ved at træde vande uden at hjælpe dig på nogen måde. Og så, selv efter at jeg var blevet spyttet ud derfra, selv efter at du havde slugt hendes sorg, så var det eneste, jeg gjorde, at røre ved din arm for at sikre mig, at du var okay. Det var det hele. Jeg sværger. Så du har overhovedet ikke ret til at sige det der. Faktisk …”

Han kiggede lige på mig, da han afbrød og sagde: ”Der kan du bare se. Det er jo det, jeg står her og siger. Hør, hvordan du taler til mig! Sig mig engang, Riley, var du også sådan, da du var i live? Talte du sådan til dine forældre og dine lærere henne i skolen?”

Jeg skar en grimasse, satte hænderne i siden og tænkte over det. Tænkte længe og grundigt. Og sagde så med et skuldertræk: ”Nogle gange, ja. Og hvad så?!”

Han vendte ryggen til mig, glattede sit tøj og stoppede skjorten ned i bukserne, mens han stirrede ud ad det lille, firkantede vindue. ”Sagen er, at du rent faktisk blandede dig. Og nu ved jeg ikke, om jeg får den godkendelse for at have bragt hende over broen, som jeg har desperat brug for.”

Han rystede på hovedet og klemte om sin næserod, som om han var ved at få hovedpine. Men det var bare en kort pause, før han begyndte igen: ”Du aner ikke, hvad du har gjort. Du aner overhovedet ikke, hvordan det hele fungerer. Du hopper bare lige ud i det, overbevist om, at du ved meget mere, end du gør. Og du nægter at høre efter, hvad jeg beder dig om.” Han vendte sig mod mig, skubbede en tot vådt hår væk fra ansigtet og om bag øret og sagde så: ”Jeg burde sikkert slet ikke fortælle dig det, du vil sikkert bare respektere mig endnu mindre, men den sørgende kvinde, ikke? Hun var min sidste chance. Min sidste chance for at frelse mig selv og komme videre. Men nu da du har blandet dig, selvom jeg sagde, du skulle blive, hvor du var, så bliver jeg sikkert degraderet, og det er kun, hvis jeg er heldig …”

”Jamen jeg blandede mig ikke,” sagde jeg og fægtede desperat med armene for at få ham til at tro på mig. ”Det er jo det, jeg har prøvet at fortælle dig hele tiden. Du fatter det ikke. Jeg var der, okay, det ved vi begge to. Jeg så det hele, alt. Men det var det. Det eneste, jeg gjorde, var at håbe og at omringe dig med håb. Jeg håbede, du ville opdage din egen indre styrke. Jeg håbede, du ville blive i kampen, fuldføre din mission og hjælpe hende et bedre sted hen. Det var det hele! Jeg sværger. Og fortæl mig så lige, min almægtige guide, hvornår håb er blevet noget skidt? Hvornår håb sidst har degraderet et menneske? Altså, helt ærligt!” Jeg rystede på hovedet og lagde armene over kors over mit – suk, stadig helt flade – bryst. ”Altså, hvis det er sådan, tingene fungerer i Her og Nu, hvis de virkelig har en eller anden anti-håb-kampagne kørende, så siger jeg nej tak. Så vender jeg ikke tilbage foreløbig, uanset hvor mange smarte Sjælefangere de sender ud efter mig. Og Buttercup får heller ikke lov til at vende tilbage. Så vil jeg hellere blive her og være det nye spøgelse på Warmington Slot. Jeg skal bare finde på nogle cool spøgelses-tricks, som ikke er blevet lavet før …” Jeg sukkede, næsten helt forpustet, og rystede på hovedet, da mine øjne mødte Bodhis.

”Sværger du på, at du ikke blandede dig?” sagde han. Han ville virkelig gerne tro på mig.

”Ja!” Jeg råbte næsten, desperat efter, at han skulle høre på mig. ”Helt hundrede procent sikker, og jeg sværger ved min egen grav.

”Okay, tør du også sværge ved din yndlingssang af Kelly Clarkson?” Han lagde hovedet på skrå og fastholdt mit blik.

Jeg måbede – hvordan kunne han vide, hvad der lå på min iPod? Og i næste øjeblik vidste jeg det. Han havde set min livsbane. Som forberedelse til det arbejde, det var at have ansvar for mig. Han var blevet tvunget til at se hele den lamme saga om mit liv. Den med den uheldige titel: Rileys (korte, sørgelige, totalt spildte) liv – hele historien fra A til Z.

”Tag det roligt, det var ikke fra A til Z-versionen,” sagde han. ”Kun højdepunkterne. Du ved, trailer-versionen, ikke andet. Men det er lige meget. Men siger du virkelig, at jeg gjorde det? Slugte hendes sorg og fik hende over broen helt selv?”

”Ja.” Jeg nikkede, og for første gang siden jeg mødte ham, så jeg hans ansigt lyse op i et smil. Jeg var målløs over måden, det ændrede ham totalt. ”Det var, som jeg sagde. Det eneste, jeg bidrog med, var håb, ikke andet. Og de kan vel ikke klandre en person for håb, kan de?”

Han smilede stadig, da han kiggede på mig og sagde: ”Nej, det kan de i hvert fald ikke.” Og så tilføjede han, mens han førte Buttercup og mig ud af rummet: ”Hvad så? Skulle vi ud at flyve?”