24

Egentlig havde jeg tænkt mig at lande og måske endda købe nogle souvenirs til min familie (hvordan jeg lige ville have klaret det i praksis, det ved jeg så ikke, men på det tidspunkt virkede det som en god idé).

Men efter at have set mit eget strålende spejlbillede, efter at have lyttet til Bodhi forklare om de mange forskellige niveauer i Her og Nu. Hvordan hvert niveau bare blev bedre og bedre, og hvordan mit nye, bleggrønne skær klart markerede mig som medlem af gruppen på trin 1,5, og hvordan jeg, hvis jeg fortsatte det gode arbejde, på ingen tid ville gennemføre dét trin og dén farve og så gå videre og stråle i forskellige farver. Og hvordan hver ny farve ville repræsentere et højere niveau – efter at han havde forklaret alt det, så havde jeg ikke længere behov for at lande.

London var en travl by.

Lidt for travl for mig.

Og helt ærligt, jeg var alligevel træt af at spionere blandt folk.

Træt af at være stedfortræder blandt de levende.

Især nu da jeg endelig havde fattet ironien i det hele: Mit nye liv ville kun blive rigere og rigere, selvom jeg var død og begravet for alle dem nedenunder.

Men der var noget, der var endnu vigtigere end det. For første gang i lang tid havde jeg et sted at være, der var vigtigt for mig.

For første gang i lang tid havde jeg ikke behov for at leve mit liv igennem en anden. Nu var det på tide at få mit eget.

”Lad os vende om,” sagde jeg, først lidt rystet over min egen beslutning, men det blev hurtigt afløst af glad forventning. Jeg vidste, jeg ville vende tilbage til jordplanet igen – og sikkert snart, når man tænkte på alle de spøgelser, som jeg skulle sende over broen. Men lige nu ville jeg bare fejre min succes det sted, hvor jeg virkelig hørte hjemme. ”Lad os tage hjem.” Jeg smilede og fløj foran, for jeg kendte instinktivt vejen.

En gang imellem kiggede jeg ned på jordplanet, mens jeg svævede gennem skyerne. Jeg vidste, at ligesom alle de travle mennesker dernede havde jeg nu et sted, der betød noget for mig.