Manden, der gik langs Pålsundskanalen og stirrede ned i det mørke vand, gøs en anelse. Han følte sig urolig og brød sig ikke om det, der var sket den sidste tid. Han begyndte så småt at tro, at han havde begået en stor fejl. Men det var for sent at gøre noget ved det nu, han måtte tænke nærmere over det senere, når alt var overstået. Han havde i hvert fald overholdt sin del af aftalen, andet kunne man ikke påstå. Alligevel var det svært at ignorere følelsen af ubehag, der lurede i mellemgulvet. Han kastede et blik bagud, men så kun taxien, han var kommet med, der holdt på den anden side af kanalen, på Söder Mälarstrand. Chaufføren sad og talte penge og havde endnu ikke tændt skiltet med "Fri".
Det regnede, en fin, vedvarende og kold støvregn. Det havde regnet uafbrudt i flere dage, kanalens sider var lerede og de smudsigbrune siv hang ud over vandet. Ved broerne lå der stadig både, der ventede på at blive taget op, han kunne ikke forstå, at man ikke gjorde det straks efter sæsonens slutning, men ventede længst muligt. Hvad dag det skulle være kunne kanalen fryse til, og så var det for sent. Manden stak hænderne i lommen og gik forbi en smuk spidsgatter med hvidt fordæk. Ejeren havde ikke engang gidet tage hynderne fra cockpittet ind. Hvordan kunne man misligholde en båd på den måde? Han havde stor lyst til at gå om bord og snuppe en af hynderne bare for at vise ejeren, hvor dumt det var at lade den slags dyre sager ligge fremme. Men han gik videre og trak bæltet strammere om frakken. Aftenen var faldet på hurtigt, og støvregnen gjorde, at kanalen svøbtes i en blålig regndis, der fik ham til at hundefryse.
Han så på uret. Klokken var lidt over ni om aftenen. Og trods det ret tidlige tidspunkt, var der ikke et menneske i nærheden. De store piletræer, der lænede sig ned mod vandkanten og mangelen på gadebelysning gjorde vel også sit.
Det var ikke et sted for enlige kvinder at lufte hund. Men selv havde han ikke noget valg, mødestedet var fastlagt, og hvis han ikke kom, kom der heller ingen penge. Han gik bort fra broen, hen mod Heleneborgs sejlklub. Lige over ham hvælvede Västerbrons imponerende brospænd sig som en mørk bue mod den gule himmel.
Mødestedet var ved bådplads 22. En smuk Pettersonbåd i mahogni lå fortøjet der, og da han nærmede sig broen, så han, at der var lys i motorbådens kahyt. Han standsede og forsøgte at kigge ind gennem koøjet, men det eneste, han kunne se, var ryggen af en eller anden. Han råbte, men fik ikke noget svar, og gik derfor ud på broen. Han råbte igen, satte forsigtigt foden på rælingen og trådte ned i cockpittet. Båden duvede, og personen i kahytten drejede hovedet og slukkede straks lyset. Der blev bælgmørkt, og manden kunne kun med nød og næppe skelne skikkelsen i kahytten. Han gik ud fra, at personen derinde var blevet skræmt, og skulle lige til at sige, at det bare var ham, da noget hårdt ramte ham over øjet. Først troede han, at han var snublet, for dørken kom op imod ham med rasende fart, og et kort sekund var det, som om det var den, der havde ramt ham midt i ansigtet. Men netop som han skulle til at forsøge at komme på benene og så op, fik han øje på jernrøret, og han nåede end ikke at sige, at man måtte have taget fejl, før det ramte ham i hovedet og for altid slukkede enhver mulighed for konversation og forklaringer. Den slags var kun for de levende.